BØGER // ANMELDELSE – Hans Henrik Fafner skriver oplyst, vidende og en lille smule Tel-Aviv-agtigt i sin korte historie om Jerusalem, mener Bjørn Bredal. “Måske kunne jeg også godt have ønsket mig lidt mere passion, lidt mere kærlighed til byen.”
Jerusalem var bønnens sande retning, qibla, for muslimer de første år af islam. Men er byen egentlig ikke altid en bederetning? Når jøderne siger ”næste år i Jerusalem”, når palæstinensere drømmer om at ”vende hjem” (til en by, de ofte aldrig har været i), når evangeliske kristne og messianske jøder tror på frelserens genkomst til byen, for slet ikke at tale om dem, der i middelalderen tog på korstog – Jerusalem er i helt utrolig grad en forestilling, en idé, en drøm, en længsel, en higen, en attrå. Et mål for bønner.
Den virkelige by har som oftest ligget lidt forsømt hen i verdenshistoriens udkant, lugtet en anelse mistænkeligt og trængt til lidt oprydning og gadefejning. Men idéen! Idéen om Jerusalem har sat millioner af sind i kog på tværs af årtusinder og de tre monoteistiske religioner.
Jeg læser i Hans Henrik Fafners nye bog, Den korte historie om Jerusalem, om den osmanniske sultan Süleyman I. Han befæstede byen med de syv byporte, vi kender den dag i dag. Süleyman gjorde i det hele taget gennem sine 46 år ved magten først i 1500-tallet mere for byens liv og velstand, end de fleste andre nogensinde har gjort.
Et blik nede fra lavlandet og moderniteten, hvor de uendelige mængder af spirituelt bøvl og ballade deroppe på bjerget ikke fremstilles helt med den farve og charme, de fortjener
Men Süleyman satte aldrig selv sine ben i byen! Fra Kong David, hvis historiske eksistens vi ikke engang er helt forvisset om, til nutidens zionister, palæstinensiske diaspora og kristne vækkelser, er der noget ørkenspejling og drømmesyn over byen, navnet, ordet Jerusalem.
”Fredens by”? Jo tak. Tanken om Det himmelske Jerusalem, som vi kender fra de hellige skrifter, er kun marginalt mere luftig end tanken om det jordiske Jerusalem. Sådan kan man fristes til at tænke, især når man lige har læst Fafners bog.
Hans Henrik Fafner har skrevet en oplyst, vidende, afbalanceret, kort historie om Jerusalem gennem de seneste ca. 5000 år. Bogen er en guldgrube af historiske facts og tankevækkende citater. Det kan være Selma Lagerlöf, som i sin roman Jerusalem fra 1901-02 skriver:
”Her er Sjælejagtens Jerusalem, her er de onde Tungers Jerusalem, her er Løgnens, Bagtalelsens og Forhånelsens Jerusalem. Her forfølges man uden at trættes, her myrder man uden Våben. Det er dette Jerusalem, der dræber mennesker.”
Eller det kan være den danske overrabiner Max Friediger, som besøgte byen i 1935 og skrev ironisk om ”de lykkelige Mennesker, som kan bo i den gamle Gudsby”. Friediger blev selv ”en illusion fattigere” da han mødte ”en ’Ghetto’, som man næppe kan tænke sig mørkere mere smudsig og hæsligere. Smaa, halvt forfaldne Huse, hvis indre næppe nogen sinde er blevet oplyst af en Solstraale – i dette Solens Land! – smaa, elendige Butikker, Mænd, Kvinder og Børn i en ynkelig tilstand!”
Fafners Jerusalem handler om byens mennesker
I bogen møder vi korsfarerne og deres banemand Saladdin, vi møder Napoleon og Lord Balfour, vi møder Stormuftien og Teddy Kollek, vi møder nok i det hele taget de fleste af dem, der gennem 5000 år har præget byen og dens skæbne. Møderne er, skønt bogen er afbalanceret indtil det tørre, mere i jødisk perspektiv end i arabisk. Det er mere Yerushalayim, end det er al-Quds, som denne bog handler om. Vi følger aldrig for alvor det arabiske blik, sådan som det for eksempel skrives frem hos Amin Maalouf i ’Korstogene som araberne ser dem’ (1998).
Måske kunne jeg også godt have ønsket mig lidt mere passion, lidt mere kærlighed til byen. Jerusalem ligger da ikke bare, som Fafner lidt deprimeret skriver på bogens tredje linje ”på en gold bjergtop”. Jerusalem ligger flot og forjættende højt oppe i Judæas bjerge, og hvem har ikke mærket sin sjæl løfte sig på vejen op til den skøre, skønne by, op til den klare, spidse luft, op til et snevejr måske, op til de højere luftlag i mere end én forstand?
Der er flere tilløb til stærke, overordnede greb, som kunne have givet lidt ekstra facon til denne ’korte historie om Jerusalem’, som faktisk godt kan føles lidt lang
Måske er der lige lovlig meget Tel Aviv over Fafners blik på Jerusalem. Et blik nede fra lavlandet og moderniteten, hvor de uendelige mængder af spirituelt bøvl og ballade deroppe på bjerget ikke helt fremstilles med den farve og charme, de fortjener. Tænk, forresten, hvis et par nulevende mesterkokke fra Jerusalem, Yotam Ottolenghi og Sami Tamimi, havde fået en hilsen med og en kvittering for, at de er ved at ændre den halve klodes madvaner ved at sætte Jerusalem på bordet!
Der er flere tilløb til stærke, overordnede greb, som kunne have givet lidt ekstra facon til denne ’korte historie om Jerusalem’, som faktisk godt kan føles lidt lang. F.eks. strejfer Fafner selv det netop nævnte perspektiv: Jerusalem-set-fra-Tel-Aviv.
Og et spændende svinkeærinde omkring en anden by, Athen, skal Fafner også have tak for, iblandet en lille smule utak for, at ærindet ikke foldes ud: Den schweizisk-amerikanske George Steiner, skriver i ’The Idea of Europe’ om “grundlaget for den europæiske kultur som et fornuftsægteskab mellem Athen og Jerusalem.”
I det antikke Grækenland havde man guder, men religionen byggede ikke på nogen åbenbaring nedskrevet i en bog. Folk var, ”lidt groft sagt, derfor tvunget til at tænke selv, hvilket gødede grunden for de store græske filosoffer. Det, der skete i Jerusalem, byggede derimod på åbenbaringer. Dette blev til jødedommen, kristendommen og til en vis grad også islam – religioner, der, ud over at være monoteistiske, også kaldes ”’bogens religioner’.
Tak til Hans Henrik Fafner for den fine bog, som overskrider sig selv ved at få læseren til at tænke selv og ønske sig en anden bog. Vi ses næste år i Jerusalem, håber jeg og tænker på en aften for ikke særlig længe siden, da jeg kom ud fra en fiskerestaurant på stranden i Tel Aviv sammen to højt elskede gamle venner, som jeg lige her kalder Sara og Samuel.
”Skal vi tage op til Jerusalem i morgen?” spurgte Sara, og Samuel svarede:
”Du ved udmærket godt, Sara, at dér har jeg ikke sat mine ben i to tusind år. De er sindssyge alle sammen.”
Næste morgen kørte Sara, Samuel og jeg op til Jerusalem.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
