FILM // ANMELDELSE og BAGGRUND – Den russiske dokumentarinstruktør Viktor Kossakovsky har lavet både ”små” og ”storslåede” film. Den biografaktuelle Architecton hører til de sidste. Mikkel Stolt giver her en kort introduktion til instruktøren og noget af hans temmelig enestående produktion. For Kossakovsky er én, man bør kende.
For omkring ti år siden – da min primære profession stadig var at lave dokumentarfilm – mødte jeg en meget inspirerende mand på det årlige dokumentarfilmseminar for branchen på Ebeltoft Filmhøjskole. Det var den russiske instruktør Viktor Kossakovsky, der både optrådte in person og med tre film, som straks faldt i min smag med en temmelig radikal omend stadig humanistisk, ekstremt filmisk (og ikke-journalistisk) tilgang.
Den første film, vi så, Svyato (2005, 45 min.), handlede om instruktørens egen søn på to år, som ser sig selv i et spejl for første gang. Kossakovsky havde dækket alle spejle i huset til fra drengens fødsel, og vi er vidner til drengens helt nye oplevelser.
Filmen har adskillige både rørende og morsomme højdepunkter, der helt unikt viser et menneskeligt væsens ikke-sproglige oplevelse af sig selv, samt et meget innovativt kameraarbejde, hvor man undertiden ikke kan tænke på andet end, hvordan dælen han har lavet de enkelte billeder.
Det sidste er mere tydeligt i Tishe! (2002, 80 min.), som i store træk kun filmer ud af vinduet i hans daværende lejlighed i Sankt Petersborg. Det er langtfra så kedeligt, som det lyder. Det er nemlig nærmest en komedie, der tager det helt dagligdags gadeliv og ophæver det til en særegen blanding af super-realisme og surrealisme.
Karriere og regler
Flere af hans tidligere film har – jeg har ikke set dem alle, desværre – en tilsvarende kombination af den enkelte fortælling parret med et originalt filmisk temperament, og jeg blev ret fascineret. Så det var ikke så meget for hans sprudlende personage – man kan godt lave gode film, selvom man er en tørvetriller – men også for hans tilgang til selve erhvervet og sine råd til (især nye) filmmagere.
”Don’t film if you want to say something – just say it or write it,” var for eksempel en af de regler, han præsenterede for os på seminaret, ligesom ”Don’t film, if you already knew your message before filming – just become a teacher. Don’t try to save the world. Don’t try to change the world. Better if your film will change you.”
Jeg var helt med på det, især hans sidste regel: ”Don’t follow my rules. Find your own rules. There is always something that only you can film and nobody else.” Dén sidste sætning rummer nemlig det at være kreativ i mine øjne.
Han startede sin karriere i 1978 ved det, der dengang hed Leningrad Dokumentar Studier, Ruslands ældste dokumentarfilmsstudie
Kreativ er også ¡Vivan las antípodas!/Long Live the Antipodes (2011), som var den tredje film, vi så den weekend. Med et mere overdådigt og ekstremt innovativt kameraarbejde skildrer den en række mennesker og deres omgivelser på præcis den modsatte side af Jorden som de andre mennesker, den også skildrer. Og det er nok her, at Kossakovsky for alvor begynder at blive storslået i sit filmsprog.
Og længere er den forresten også, 108 minutter. Kontrasten til de ’små’ film i et hjem med et par spejle eller en gade i Sankt Petersborg virkede jo påfaldende på os, men som en sand kreativ formår han at beholde sit personlige kendetegn, ligesom han lader til både instinktivt og på det overfladiske, teknisk imponerende plan at omfavne den sande dokumentarfilms fornødenhed for både poesi og realisme.
Viktor Kossakovsky, født i 1961, var på det her tidspunkt, da vi møder ham i Ebeltoft, en respekteret filmkunstner, der havde flyttet sit virke fra Rusland til Berlin og ud i hele verden. Udover at skrive og instruere sine film, både klipper og fotograferer han også ofte selv, og han vinder priser og opmærksomhed på filmfestivalerne.
Han startede sin karriere i 1978 ved det, der dengang hed Leningrad Dokumentar Studier, Ruslands ældste dokumentarfilmsstudie. Der arbejdede han både som klipper og assisterende instruktør og fotograf. Derefter studerede han manuskriptskrivning og instruktion i Moskva og i 1992 debuterede han med Lsev, som jeg faktisk ikke rigtigt kan finde nogen oplysninger om. Men i 1994 blev den fulgt op af den timelange Belovy/The Belovs, et stille, sort-hvidt portræt af en russisk bondekone og hendes brødre, og som vandt hovedprisen på den dengang vigtigste dokumentarfilmfestival, IDFA, i Amsterdam.
Aquarela
Den næste af hans produktioner, der kom min vej – på CPH:DOX i 2019 – var Aquarela, som har vand i alle dens former som filmens hovedperson. Den er fyldt med smukke og/eller dramatiske billeder, både konkrete og næsten-abstrakte og i øvrigt så godt som ingen oplysninger til publikum, hvilket i øvrigt også er et kendetegn for instruktøren. Ingen voice-over til at forklare og kun et minimum af oplysende tekster eller skilte på lærredet.
”Den første sekvens i filmen er fra Bajkalsøen, og den er bare fantastisk. Her ser vi virkelig instruktørens mesterskab med betagende sceneri og en elementær, men alligevel kompleks spænding i samspillet mellem menneske og natur,” skrev jeg i en anmeldelse på Filmkommentaren dengang, men jeg fortsatte med at sige noget i retning af, at han i resten af filmen næsten kommer til at udtrykke for stor ærefrygt for sit materiale, fordi det netop er så storslået.
Så efter at jeg noget arrogant funderer, hvorvidt ”man er vidne til fremtidens dokumentarfilm eller de iboende begrænsninger af den,” så ender jeg dog med at konstatere, at jeg er vild med, at der er nogen, der orker at lave den slags film i dét format. Ikke at den er lang, bare halvanden time, men altså … selve the scope of it.
Gunda
Det var derfor en næsten udelt fornøjelse af se hans næste film, Gunda (2020), som ganske enkelt følger livet på en gård hos en enkelt frilandsgris – og nogle høns og køer – i betagende sort-hvide billeder og med et kameraarbejde, der som i alle hans film ofte efterlader én med åben mund.
Hvis man altså ikke lige er optaget af historien om grisen, der føder en række grislinger, træder én af dem ihjel, grynter sig gennem livet indtil den sjælerystende sidste scene, der i én forbløffende indstilling på adskillige minutter – så vidt jeg husker, er der slet ikke klippet – følger Gundas reaktion på, at hendes nu mere udvoksede unger bliver hentet af en stor container bag en traktor. For vi ved jo godt hvorfor, de bliver hentet.
I denne film formår Kossakovsky at forene megen af sin hidtidige tematik om henholdsvis menneskets vilkår med sig selv og menneskets vilkår og indvirkning på planeten med et syn på dyrelivet, der hverken er antropocentrisk eller frelst vegansk. Jo, det er nok meningen, at vi skal efterlades med en fornemmelse af, at landbrugsdyr primært eksisterer for vores skyld, men det helt store mesterskab er efter min mening, at han her formår at forene den ”lille” film med den ”store”, idet emne, motiv og teknik hele tiden udfordrer og ’taler med’ hinanden.
Architecton
Så er vi endelig nået til den aktuelle biograffilm, Architecton, der faktisk er tænkt som den tredje film i ”A-trilogien” efter de ovenfor nævnte Antipodas og Aquarela. Og den føjer sig også fint ind i både tematikken og æstetikken, og er fra start til (næsten) slut en ekstremt betagende og ja, storslået oplevelse. Denne gang er temaet sten, bygninger, arkitektur og via endnu et pragtfuldt kameraarbejde skaber filmen – og vi som seere – en sammenhæng mellem smukke bjerges råstoffer til at fremstille cement og beton og nedbrydning af selvsamme beton, ligesom henførende optagelser af århundredegamle menneskeskabte bygninger fascinerer. Og ikke mindst bibringes vi visuelt elegant en fornemmelse af, hvilken svær balanceakt, mennesket er ude i.
Som Kossakovsky selv er citeret for i pressematerialet: ”I én region alene ødelægger vi 700 bjerge om året bare for at lave cement. Vi forvandler bjerge til cement og bygger bygninger, der i gennemsnit holder i 40 år, og vi laver byer, der kollapser i jordskælv. Og derefter skaber vi bjerge af affald fra resterne af betonbygninger, og cyklussen starter forfra.”
Det er jo ikke noget, der direkte siges i filmen – jo, måske til sidst – og kunsten er at forlene det, jeg ovenfor beskrev som det instinktive arbejde med både tematik, æstetik og teknik og dermed fremmane både poesi og realisme. Og det lykkedes med stort held i denne film, hvor vi igen uden nogen voice-over er vidne til fantastiske eksplosioner i et stenbrud, hvor skønheden forræderisk formår at holde magtesløsheden fra oplevelsen af at se ligeså smukke billeder med udbombede huse i Ukraine og jordskælvssmadrede byer i Tyrkiet i skak.
Undervejs møder vi en ældre arkitekt, der sammen med to medarbejdere – se topbilledet – er i færd med at konstruere en symbolsk cirkel af sten, og hvis man har fornemmet, at jeg har et lille forbehold, så er det fordi, at Kossakovsky i filmens epilog selv optræder i en samtale med arkitekten. Først blev jeg frygtelig nervøs for, at vi nu skulle have forklaret, hvad vi havde set i de sidste 85 minutter, men heldigvis bliver samtalen så interessant, at jeg – hvis jeg havde været hans med-klipper – ville være villig til at sige, okay, lad den bare blive.
Det er godt, at der stadig er nogle, der laver den her slags film, uanset om de redder verden eller ej
Men nej, der er ikke nogen decideret handling i denne film – ligesom der heller ikke er det i mange af hans tidligere film. For som han siger i regel nr. 7: ”Shots are the basis of cinema. Remember that cinema was invented as one single shot – documentary, by the way – without any story.” Kossakovskys film består af netop det: filmoptagelser, som man ikke umiddelbart har set før og billeder og sammenstillinger, der skal skabe indtryk. Så skal historien nok selv dukke op. Og det gør den som regel, også i Architecton, selv uden epilogen.
Så se den for himlens skyld – i en biograf nu hvor chancen byder sig. Også selvom man med god ret kan sige, at instruktøren måske alligevel er ved at blive lidt for ivrig efter af modarbejde sin egen regel: Don’t try to save the world. Don’t try to change the world. Men så længe det er så foruroligende fotogent og så svigefuldt storslået, så er jeg villig til at leve med det. Det er nemlig godt, at der stadig er nogle, der laver den her slags film, uanset om de redder verden eller ej – hvilket de jo ikke gør, er jeg ked af at sige.
Titlens ‘architecton’ betyder noget i retning af ‘arkitekternes arkitekt’.
Svyato, Tische! og The Belovs kan ses på DAFilms, mens Gunda ligger på Filmstriben.
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
