OPERA // ANMELDELSE – Sjældent har man herhjemme hørt en så afbalanceret klanglig helhed som denne opsætning af Figaros Bryllup med dirigenten Nicholas McGegan på podiet. Scenografisk udstiller forestillingen på forbilledlig vis værkets klassekonklifter og standsforskelle.
Mozarts største og menneskeligt set vel mest dybdeborende opera om barberen Figaros og tjenestepigens bryllupsplaner og deres genvordigheder udspiller sig i Den Kongelige Operas nye opsætning i et samlet scenografisk greb gennem alle fire akter.
Som en upstairs-downstairs-skildring flyver vi op og ned på en trappeopsats, der allerøverst oppe og nederst leder lige mod den samme afgrund.
Under overturen passerer samtlige operaens hovedroller her forbi, hvor vi først møder stuepigen med to gulvaskespande og dernæst husherren, grev Almavia, med en tom champagneflaske i hånden efter en horenat.
Vi placeres dermed lige fra de første toner i et rum, der rækker fra jord til himmel, fra lav og høj, hvor samtlige medvirkende er iført sneakers ligesom for at slå fast, hvor bevægelig og følelsesladet en grund de alle bevæger sig ud på i den påfølgende handling. Et forløb, hvor det gælder om at beholde både fodfæste og balancen, hvilket der virkelig er behov for i samtlige rollefigurer.
Dirigenten Nicholas McGegan samler det hele som en sand mester gennem sit velovervejede valg af tempi, hvorved den mozartske klang udfolder sig i orkestret og hele rummets akustik
Den egentlige krumtap i Beaumarchais’ skuespil og Mozarts musikalske behandling af samme er dog skildringen af datidens feudalret – også kaldet Droit de Seigneurs – efter hvilken enhver højtstående person havde ret til at få stillet husets unge pige til sin forlystelse. Det var en regel, som blev praktiseret af samfundets højeste rangklasser til langt op i 1800-tallet, og herhjemme af såvel den allerøverste rangsperson i riget og dennes umiddelbart underliggende klasser.
At der kom børn ud af denne klassesamfundsregel var indlysende.
At tragedier samtidig fulgte med, tænkte man måske ikke nærmere over, så længe alt blot forblev glitrende, og livet gik videre, hvilket mere end tydeligt antydes i forestillingens lidt fortænkte slutbillede.
Det var denne foreteelse, som Mozart med sin livfulde humor og store menneskekløgt ville afdække i sin bryllupsfortælling om barberen Figaro, der tjener på grevskabet, hvor husherren gør krav på sin ret til kammerpigen Susanne, Figaros kommende brud. Grevinden, der føler sig svigtet af sin utro ægtefælles utallige eskapader, har samtidig selv en let elskovsaffære kørende med pagen Cherubino. Og ud af disse forviklinger og familiehemmeligheder spinder der sig et net af intriger og forførelseskunster, hvor alle ender som ufrivillige ofre for hinandens rænkespil.
Velsunget – med både store vokale friheder, rige variationsmønstre i arierne og en helstøbt samklang – opnår Den Kongelige Opera med denne nyopsætning et samlet udtryk mellem sangere og orkestret, der fortjener al ros. Men samtidig har solisterne måske knap så megen varme i deres respektive stemmer, som musikkens linjeføringer ellers lægger så indlysende op til.
Mere ro på, tak
Iscenesættelsen og personinstruktion svækkes her også primært ved dens lidt for mange og let forfladigende gimmicks og sceniske tricks, hvor figurernes indre liv skæres for meget ud i pap gennem deres respektive mimiske tics og kropslige antydninger.
Det hele ligger såmænd allerede indlejret i figurerne selv og i musikken, hvorfor instruktionens mange påklistrede lavkomiske, ja undertiden ligeud burleske fif, forekommer både unødvendige og mere fremstår som applikationer påsyet et klæde, hvor de hverken pynter eller perspektiverer grundstoffet.
Man efterlades uvilkårligt med det indtryk, at vore dages iscenesættere og personinstruktører alt for ofte er opfyldt af en næsten panisk angst for ikke at more og underholde tilstrækkelig og overbevisende.
Disse mange og billige pointer i gestaltningen af figurernes indbyrdes relationer, hvor alle bliver forvandlet til komiske ofre for hinandens intriger og rænkespil, fortæller måske mere om nutidens farceagtige glasur, der alt for ofte påsmøres næsten alle de sceniske genrer. Også her i mere end rigt mål.
Man efterlades uvilkårligt med det indtryk, at vore dages iscenesættere og personinstruktører alt for ofte er opfyldt af en næsten panisk angst for ikke at more og underholde tilstrækkelig og overbevisende. Men komik er der nu rigelig med mængder af i såvel musikken som teksten – så mere ro på tak!
Vedrørende kostumerne, så er vi her til udklædningsbal i nærmest karnevalsagtige dragter, der mere bringer mindelser om, hvad man finder på hylderne i udlejningsfirmaet Amorin, end om et sikkert stilmæssigt greb om dragter og deres karaktertegning. Igen er letkøbt den tanke, som umiddelbart melder sig.
Sangligt fremstår opførelsen på hele kvindesiden med endog meget stærke præstationer, ligesom også Figaro er stærkt overbevisende i al sin sceniske og hjertevarme vokale enfoldighed.
Hvad der måske slår mig mest ved opførelsens rollefordeling, er den nærmest jævnaldrende statur, som samtlige optrædende fremstår med. Almindeligvis bliver eksempelvis greven og grevinden oftest fremstillet af lidt ældre sangere i faget, men her fremstår de næsten alle som værende fra én og samme generation (hvad de måske nok også er). Det giver et både friskt og ægte pust af ungdom og galskab i ét samlet billede.
Dirigenten Nicholas McGegan samler det hele som en sand mester gennem sit velovervejede valg af tempi, hvorved den mozartske klang udfolder sig i orkestret og hele rummets akustik.
Sjældent har man herhjemme hørt en så afbalanceret klanglig helhed, ja faktisk har undertegnede kun oplevet det lignende i en opførelse fra få år siden af samme opera i Dresden, og hvor selv kontrabasserne fik deres egen helt selvstændige klanglige fylde og sangbarhed.
McGegans greb om partituret blev til mere end stort samspil for alle medvirkende, hvilket Operaen herhjemme virkelig kan bryste sig af. Måtte han vende tilbage allersnarest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og