JIHAD // KOMMENTAR – Imamlovens røde linjer om terrorisme fordrer forsigtighed hos imamer, der vil prædike jihad for deres menigheder. Men forbuddet kan omgås ved gennemtænkt, uklar tale, skriver islamprofessor Thomas Hoffmann i denne kommentar og retoriske analyse. Pointen ved den strategiske flertydighed er, at det er suggestivt og op til den enkelte selv at ræsonnere og drage sine konklusioner.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Islamisk Trossamfund har en betroet mand. Navnet er Niels Mikkelsen. Nogle gange tager han imod gymnasieklasser, når de skal introduceres til moskeen på Dortheavej. Andre gange har han til opgave at holde en khutba for menigheden. En khutba er en prædiken i forbindelse med fredagsbønnen.
Jeg vil se nærmere på en bestemt khutba, Mikkelsen holdt under fredagsbønnen den 20. oktober 2023, omkring to uger efter Hamas’ store angreb den 7., hvor han talte om krigen i Gaza og Israel.
Her forkyndte han et budskab om jihad, blodvidnende martyrer og muslimernes fælles fjende.
Som med de fleste prædikener i Islamisk Trossamfund blev den optaget og lagt på trossamfundets hjemmeside. Så kan ordene komme videre ud i de muslimske miljøer, hvis man klikker ind. Men så er der også andre, der kan lytte med. For eksempel Eva Gregersen, der har markeret sig som en så årvågen og syleskarp debattør om islam, at hun er blevet indstillet til Berlingskes Fonsmark pris.
Med lidt forsinkelse kom khutbaen Inger Støjberg for øre, som erklærede Niels Mikkelsens prædiken et kald til ”Jihad, hellig krig” og følgelig forlangte konsekvent overvågning af moskeerne.
Dette politiske udspil blev naturligvis bemærket af de gængse medier, herunder BT. Som derpå ringede til undertegnede for at få en vurdering af khutbaen fra en islamforsker.
Emnet er sprængfarligt
Efter at have lyttet den igennem, hvor prædikanten gentagne gange taler om jihad, valgte jeg at kalde den ”bekymrende”. Men jeg skønnede også, at Mikkelsen prædikede på en sådan måde, at den såkaldte forkynderlov næppe ville kunne gøres gældende.
Denne lov, også kaldet imamloven, gør det blandt andet ulovligt som en del af religiøs oplæring udtrykkeligt at bifalde kriminelle handlinger som terrorisme og frihedsberøvelse.
Uden at være juridisk ekspert vurderede jeg ikke desto mindre, at prædikanten formulerede sig ”som den juridiske kat om den varme grød.” Med forkynderlovens forbud mod terrorbilligelse som den varme grød.
Det kan være en strategi at formulere sig i flertydige og vage vendinger, så man ikke bliver fanget på ordet og hængt op på noget konkret
Netop fordi angrebet på Israel blev udført af Hamas, der af EU er klassificeret som en terrororganisation og fordi angrebet efter alle standarder var et terrorangreb med målrettede drab på civile samt tortur og kidnapninger, ville en prædikant som Mikkelsen let kunne geråde ud i juridiske problemer.
Problemet bliver yderligere intrikat, fordi Hamas – som den islamistiske organisation den også er – promoverer sin kamp mod Israel som jihad. Og netop fordi jihad er så central en islamisk dyd, kan det blive vanskeligt for prædikanter som Mikkelsen at undgå, at anprisninger af jihad indirekte bliver anprisninger af Hamas’ jihad – og dermed risikerer at blive anklaget for terrorbilligelse.
Forkynderlovens benspænd fordrer derfor, at man vejer sine ord og formuleringer med en guldvægt.
Uklart og utydeligt
Sådanne benspænd betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at man formulerer sig så meget desto mere klart og tydeligt. Snarere kan det være en strategi at formulere sig i flertydige og vage vendinger, så man ikke bliver fanget på ordet og hængt op på noget konkret.
Det kunne også synes at have været prædikant Mikkelsens strategi. Denne bliver hjulpet på vej af et af khutbaens absolutte fikspunkter: jihad. Jihad er ikke bare én ting, men præsenteres af ham som en flertydig løsning:
”Der bliver kaldt til mange forskellige løsninger. Der er nogle, der kalder til jihad. Der er nogle, der kalder til jihad på online medier, altså at vi kæmper dér. Der er nogle, der kalder til, at vi skal lave rigtig meget du’a [dvs. bøn]. Der er nogle, der kalder til at vi skal give rigtig meget sadaqa, dvs. almisser – og alle disse ting har deres ret og deres sandhed hver især. Fordi vi skal ikke kun gøre én ting, vi skal gøre mange forskellige ting.”
Der er ”nogle”, der kalder til jihad, men hvem disse nogle er, får vi ikke at vide…
Spørgsmålet, som melder sig, er naturligvis, hvad der menes med jihad. Men før vi når dertil, skal man bemærke den eksakt uklare ordlyd. Der er ”nogle”, der kalder til jihad, men hvem disse nogle er, får vi ikke at vide.
Hvis man har fulgt lidt med, ved man måske, at Hizb ut-Tahrir har afholdt en del demonstrationer hertillands siden den 7. oktober, hvor slagordet har været ”Palæstina besat – det skal løses med jihad.”
Samtidig får man at vide, at jihad har sin ”ret” og ”sandhed”, hvilket i sagens natur må indebære, at trosfællerne i Hizb ut-Tahrir løsning må være både ret og sand. Alt sammen holdes sammen af et ”vi”. Med andre ord: der er ”nogle” muslimer, som opfordrer til ”jihad”, men denne retoriske distancering minimeres straks efter i et muslimsk ”vi”.
Herefter citeres et koranvers, som blandt andet udlægges på følgende vis:
”Vi hjælper ligesom Allahs religion og Allahs levemåde, altså islam, med at blive udbredt. Hvilket indebærer, at der bliver lavet jihad – for dem, der er i det – og jihad på online medier. For andre at vi laver da’wa [dvs. mission]…”
Mikkelsen fortsætter med at nævne flere ting, muslimer kan gøre.
Hvem?
Der er tale om et budskab, der synes at gå langt ud over emnet Palæstina. Muslimer skal aktivt hjælpe til med at udbrede islam. Midlet dertil er ikke bare da’wa, mission, men også at der bliver ”lavet jihad.”
Hvem eller præcist hvad, denne jihad består i, fremstår ubestemt, men så indføres præciseringen: ”for dem, der er i det.”
Det er en præcisering, men samtidig er den omhyggeligt ubestemt, for hvad menes der egentlig med dette ”dem, der er i det”? I betragtning af at prædikenen handler om krigen i Palæstina er det en sært floromvunden måde at betegnet området på som ”det” og hvad menes der med ”dem”?
Det er suggestivt og op til den enkelte selv at ræsonnere ud fra prædikens helhed og drage sine konklusioner…
Er ”dem” Hamas eller den civile befolkning iGaza, Selvstyret på Vestbredden eller civilbefolkningen dér? Kunne dem, der er ”i det”, også være de omkringliggende lande, såsom Ægypten og Jordan og Hizbollah i Libanon? Hizb ut-Tahrir har for eksempel opfordret til, at Ægypten og Jordan går i krig mod Israel og tilbageerobrer hele Palæstina – from the river to the sea. Med hele Palæstina menes hele Israel.
Det får vi ikke noget svar på. For pointen ved den strategiske flertydighed, er, at det er suggestivt og op til den enkelte selv at ræsonnere ud fra prædikens helhed og drage sine konklusioner.
Orwellsk-islamisk doublethink
Herefter har prædikanten et længere udfald mod såkaldt ”international ret”, og at muslimer gør sig skyldige i at benytte begrebet.
Skyldige fordi international ret jo er menneskeskabt og ikke af Allah og derfor ugyldigt for muslimer. International ret er reelt bare hykleri, for ”hvis Palæstina forsvarer sig selv, så bliver det kaldt hvad? Så bliver det kaldt terror! Det er, hvad vi får ud af international ret.”
Mikkelsen opponerer med et klassisk relativerende perspektiv om, at ’den enes modstandsbevægelse blot er den andens terrorbevægelse’.
Det eneste, henvisning til international ret kan bruges til, ifølge Mikkelsen, er at anklage Vesten og Mette Frederiksen for hykleri. Henvisningen er altså bare et retorisk greb, for ægte muslimer bør ikke tro ikke på menneskeskabte love.
Prædikanten fortsætter: ”For hvad siger islam i virkeligheden? … Ifølge islam har de ikke bare ret til at forsvare sig selv. De har pligt til at forsvare sig selv! Og vi har pligt til at forsvare – med det vi kan.”
Hamas’ angreb er et selvforsvar, men det kalder vi det kun, fordi Vesten tror på international ret. I virkeligheden er det en udbredelse af islam ved hjælp af jihad
Nu bliver det lidt kompliceret, ja nærmest paradoksalt. For Mikkelsen har jo lige forkastet internationale love. Alligevel tyer han til det folkeretlige selvforsvarsbegreb og gør det til en særlig islamisk forpligtelse. Men blot få minutter tidligere har han lige forkyndt sin forargelse over, at palæstinensisk selvforsvar bliver kaldt terror. Det er igen en variant af den strategiske flertydighed, som gennemstrømmer prædikenen. En slags Orwellsk-islamisk doublethink.
Hvis det er noget andet eller mere end selvforsvar og i hvert fald ikke terrorisme, hvad er det så? Dette andet må i sagens natur være den udbredelse af islam: ”Vi hjælper ligesom Allahs religion og Allahs levemåde, altså islam, med at blive udbredt. Hvilket indebærer, at der bliver lavet jihad.”
Dobbelttænkningen fungerer således: Hamas’ angreb er et selvforsvar, men det kalder vi det kun, fordi Vesten tror på international ret. I virkeligheden er det en udbredelse af islam ved hjælp af jihad.
Men der er intet så galt, at der ikke er noget godt i det, opmuntrer prædikanten. For krigen i Palæstina har udvirket, ”at muslimerne bliver samlet, og vi indser, at vi har en større fælles fjende. Der er en fælles fjende, som bekæmper os, både fysisk dernede og andre steder, og intellektuelt i Danmark og Vesten.”
Fjenden er altså ikke bare den israelske stat, IDF, bosættere og israelerne som sådan, nej der er åbenbart en større fælles fjende, som også findes hertillands.
Radikaliseringens overdrev
Ordet fjende er et radikalt ord, og når Mikkelsen her ophæver kategoriforskellen mellem en aktiv krigsførende stat som Israel og en udenforstående tredjepart som Danmark, er vi efter min vurdering ude på radikaliseringens overdrev – som lige får et nøk mere, når han glædes over, at muslimer endelig indser og erkender fjendskabet over for dén større, fælles fjende, som trosfællerne er omringet af.
Sidste del af prædiken handler især om dem, der dør som martyrer, som ”bevidner med deres blod”.
Når Mikkelsen ophæver kategoriforskellen mellem en aktiv krigsførende stat som Israel og en udenforstående tredjepart som Danmark, er vi efter min vurdering ude på radikaliseringens overdrev
Igen er det vagt og ubestemt, hvem martyrerne er. Mikkelsen nævner ikke civile, kvinder eller børn, hvilket ellers kunne synes oplagt al den stund, at tusindvis fra denne gruppe er blevet dræbt. Det ville ikke ligge klassisk jihadtænkning fjernt at inkludere disse civile som slags ufrivillige martyrer.
Spørgsmålet er så, om Mikkelsen blandt martyrerne også ville kunne inkludere de af Hamas’ villige krigere, som blev dræbt under deres forehavende? Det uddybes ikke – naturligvis fordi prædikenen i sin religiøse oplæring derved kunne komme faretruende tæt på forkynderlovens røde linjer.
Efter Støjbergs udmeldinger kom Mikkelsens khutba under behandling af medierne. Kirkeministeren udtalte ligefrem, at ”Den slags religiøse ekstremisme hører simpelthen ikke hjemme her i landet.”
Tavshed er guld
Til alt held fik Mikkelsen mulighed for at uddybe og svare på spørgsmål fra journalisterne, men da jeg læste hans svar, steg mit bekymringsniveau.
Det første interview kom i BT. Journalisten spørger, om Hamas’ angreb var jihad, hvortil Mikkelsen svarer: ”Jeg støtter uden tvivl det palæstinensiske folk til at forsvare sig selv, og det er jihad. Men det konkrete tilfælde med Hamas vil jeg undlade at kommentere på, fordi der er så mange løgne.”
Tale er sølv men tavshed er guld.
Journalisten spørger dernæst ind til, om angrebet på de civile var jihad, hvortil der let gådefuldt svares: ”Det er ikke jihad at dræbe civile, hvis man ved, det er civile.”
Hvorefter journalisten spørger videre ind til, om festivaldeltagerne var civile, og Mikkelsen svarer: ”Kvinder, der ikke kæmper, og børn er ifølge Islam altid civile. Voksne mandlige bosættere og besættere er som udgangspunkt ikke civile, men det betyder ikke, at det er tilladt at dræbe dem. De skal have chancen for at overgive sig.”
Mikkelsens besætterbegreb er det bredest mulige og dækker alle, der bor i Israel, fordi hele Israel gælder som besat område
Her må man indvende, at de dræbte israelske civile ifølge alle normale begreber ikke var bosættere, da de hverken boede på Vestbredden eller i Gaza.
Det er vigtigt at forstå, at Mikkelsens besætterbegreb er det bredest mulige og dækker alle, der bor i Israel, fordi hele Israel gælder som besat område.
Derved bliver alle civile israelere potentielt våbenføre besættere og legitime mål. Interessant nok må Mikkelsen også skrue lidt på den kategori, der ifølge traditionel islamisk lov altid skal beskyttes mod at blive dræbt under jihad, nemlig kvinder. Derfor indskyder han, at dispensationen om at undlade at dræbe kvinder ikke gælder de kvinder, der kæmper mod muslimer. Om Mikkelsen så her mener kvindelige israelske soldater eller bevæbnede civile kvinder eller bare kvinder, der kæmper imod at blive bortført omfattes af førnævnte strategiske flertydighed.
Mikkelsen svarer stadig ikke
Næste medieindslag var et radiointerview med hos Reporterne på 24syv.
Intervieweren lægger hårdt ud: ”Opfordrer du andre muslimer til at begå jihad?” Det svarer Mikkelsen ikke på, da han mener, at der mangler kontekst.
Efter at have kontekstualiseret om besættelse og folkemord spørger intervieweren igen: ”Altså, opfordrer du til jihad?” Mikkelsen svarer stadig ikke på, om det er en opfordring eller ej men begynder i stedet at forklare, at jihad består i forsvare sig selv, når man er besat. Samt at deltage i fredelige debatter.
Journalisten stiller nu sit spørgsmål en tredje gang, hvorefter lytterne får svaret: ”Jeg synes ikke, det er et ja eller nej-spørgsmål.” Danskerne som flest forstår nemlig ikke ordet jihad ifølge Mikkelsen. Journalisten spørger så til Mikkelsens forståelse af ordet. Endelig falder svaret: ”Okay. Jeg opfordrer til, at muslimer stræber efter at gøre gode ting.”
Efter en drøftelse af, hvorvidt jihadbegrebet bliver dæmoniseret og misforstået som et rent terror- og krigsbegreb, får lytterne en mere differentieret definition af jihad.
Først leverer Mikkelsen en negativ definition, altså hvad jihad ikke er. Den er formodentlig foranlediget af Støjbergs omtale af jihad som hellig krig: ”Altså krig er ikke helligt i islam. Altså hvis helligt betyder, at man ønsker krig for krigs skyld, eller kamp for kamps skyld.”
Slår man op i et standardværk om jihad, eksempelvis Rudolph Peters’ Jihad i klassisk og moderne islam kan dog vi på side 1 læse: ”Hvis det [jihad] anvendes i en religiøs kontekst, bliver adjektivet ”islamisk” eller ”helligt” gerne tilføjet (al-jihad al-islami eller al-jihad al-muqaddas).” Peters’ bemærkning er ganske oplysende for lige præcis situationen i Gaza og på Vestbredden, hvor man finder en pendant til Hamas i form af den militante gruppe Islamisk Jihad.
Mikkelsen har tilsyneladende ondt ved helt at afvise ideen om hellig krig og indfører derfor en særegen definition af hellig krig, som ingen rigtig benytter sig af, nemlig ”krig for krigs skyld”.
Stråmandsdefinitioner
For det første er der mig bekendt ingen, der definerer hellig krig som krig for krigs skyld. Det er med andre ord en ægte stråmand. Snarere bruger man udtrykket helt generisk for enhver form for krig, der er legitimeret og motiveret religiøst, hvilket alt andet lige er selve jihads raison d’être.
Men der er en ekstra grund til, at Mikkelsen lancerer sin stråmandsdefinition og den skyldes formodentlig, at krig for Allahs skyld på alle måder er en religiøs og hellig foreteelse, som belønnes med Paradiset i tilfælde af martyrium.
Derpå følger en todelt jihadforståelse, der deler jihad op i fysisk og ikke-fysisk jihad. Den fysiske jihad er decideret kamp eller udfoldes i egentlige krigszoner. Og her skelner Mikkelsen mellem offensiv og defensiv jihad:
”Offensiv fysisk jihad er, når den islamiske leder af det islamiske land kalder den muslimske hær i landet til at kæmpe mod en anden hær.” Det er den klassiske forståelse, hvor pligten til væbnet jihad kan uddelegeres til en kritisk masse af muslimske ’mujahidinere’, dvs. jihad kæmpere.
Her kunne man få lyst til at spørge, om ikke Gaza kan defineres som et islamisk land, og om Hamas (der jo er en forkortelse for Den Islamiske Modstandsbevægelse) som regering i Gaza ikke udgør – eller udgjorde – den islamiske ledelse af ledelse af landet? De facto så det sådan ud den 7. oktober.
”Så er der defensiv jihad,” siger Mikkelsen, ”som er, at man forsvarer sig selv, når man bliver angrebet. Og det her, det er definitionen af jihad.” Den måde, fortalere for islamisk jihad i Palæstina taler om defensiv jihad på, kan måske bedst forstås ud fra den præmis, at ethvert jihadisk initiativ eller angreb i virkeligheden er et forsvar pga. Israels besættelse, ja blotte eksistens.
Endelig er der den ikke-fysiske jihad: ”Men i masser af tilfælde, så er det også ikke-vold.” Så kort kan det siges. Hvad Mikkelsen inkluderer i ikke-vold er vanskeligt at greje.
I sin khutba nævner han dog flere gange jihad som aktivitet på online medier og det er jo umiddelbart ikke-voldeligt. Om end jihadi-bevægelser for længst har koloniseret dele af det digitale landskab med alt fra radikaliserende chat-fora til forskellige grusomhedsshows a la ISIS.
“Jeg vil ikke nævne nogen navne”
Sidste del af interviewet handler om den ”større fælles fjende”. Mikkelsen undgår med usvigelig sikkerhed at blive alt for konkret: ”Jeg vil ikke nævne nogen navne, fordi så lige pludselig så kommer det ud, at nu bliver der kaldt til jihad mod dem og dem, men det er velkendt, hvem i Danmark som bekæmper islam.”
Intervieweren beder ham alligevel om at uddybe, og han svarer: ”Vi vil gerne debattere nogle ting, men det er dem, som direkte forsøger at bekæmpe islam intellektuelt ved at sige, at muslimer mener sådan og gør sådan og sådan.“
Her refererer Mikkelsen tilbage til et begreb om ikke-muslimske fortolkninger af islam, som han tidligere har nævnt: ”Og så kommer de ligesom med deres ikke-muslimske fortolkning af det, som de så trækker ned over hovedet på os.”
Jeg kan ikke vide om Mikkelsen ville kategorisere sekulære, ikke-muslimske islamforskere som fjender, for deres faglighed handler jo netop om, hvad muslimer mener og gør – som ovenstående Peters forbilledligt gør i sin bog.
Selv kan jeg konstatere, at jeg flere gange som islamforsker er blevet udpeget som ”fjende af islam” af flere af Mikkelsens trosfæller på de sociale medier. Så Mikkelsen taler ind i en ret giftig fjendediskurs.
Sådan forkynder et anerkendt trossamfunds betroede repræsentant. Ved mistillid og modborgerskab, ja slet og ret fjendskab
Han forsvarer sin manglende konkretion med, at han for eksempel ikke taler om ”jødiske lokationer”. Hvilket får intervieweren til at spørge ham, om jøderne eventuelt hører til en del af den fælles fjende?
Mikkelsens svar er igen denne blanding af præcisering og flertydighed: ”Ikke per automatik, nej.” Og fortsætter: ”det kan være muslimer, det kan være jøder, det kan være kristne, det kan være alle mulige, ikke?”
Fjenden synes generisk. Den findes i utallige identiteter og er overalt. Og krigen er total: den er i Gaza såvel som i Danmark. Den er fysisk og den er intellektuel.
Mikkelsen og hans ligesindede trossamfund kultiverer et på overfladen diffust men strategisk tvetydigt fjendebegreb, som det blot kræver den rette insider-viden at afkode, eftersom ”det er velkendt, hvem i Danmark som bekæmper islam.”
Denne diffuse men samtidig guldvægtskalibrerede retorik tjener dem bedst juridisk, men sådan forkynder et anerkendt trossamfunds betroede repræsentant. Ved mistillid og modborgerskab, ja slet og ret fjendskab.
Der er ganske givet behov for en offentlig bekymring om sådanne prædikanter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
