POV SPORT // ANALYSE – Holger Rune mødte måske mere overmagten i sig selv end i sin modstander, om end norske Casper Ruud i sidste ende fortjent vandt kvartfinalen i French Open over danskeren.
Lad os bare allerførst blive enige om, at det dér kommer ledelsen på Roland Garros til at lave om. For spillernes, tilskuernes og ikke mindst tv-seernes skyld. Det nytter altså ikke noget at sende de store kanoner på grus klokken 21.30 udenfor feriesæson på en højhellig arbejdsdag.
Det er en ommer, hvilket både Novak Djokovic og Rafael Nadal tirsdag aften da også var enige om, da man kunne sige sig selv, at netop de to ville komme om på den anden side af midnat, inden én af dem kunne kalde sig semifinalist.
Open-mesteren
Det blev så den 13-foldige French Open-vinder, der trak det lange nattestrå og måtte slås med post match-aktiviteter og sejrsadrenalinens søvnmangel, mens hans kommende modstander i semifinalen Alexander Zverev kunne læne sig restituerende tilbage og studere Rafael Nadals stønnende mas med at besejre verdens nummer ét, Novak Djokovic.
Man kunne så lidt bedre tillade sig at placere rookierne, danske Holger Rune, og norske Casper Ruud på Court Philippe-Chatrier i de sene aftentimer, da de endnu ikke helt er vant til den star quality treatment, Nadal og Djokovic er.
Lur mig, om vi kommer til at se det kamptidspunkt næste år. Jeg tvivler.
Men det ændrer ikke på seertalsfald henunder midnat, når trætte drenge- og pigeøjne ufrivilligt lukker i, mens de kæmper for at holde dem åbne i til deres forbilleders stjernestund. Sådan behandler man ikke 12-14-årige skolebørn. Eller arbejdende voksne for den sags skyld.
Jo, fodboldkampe, bevæger sig også derhenad, men femsæts-tenniskampe på herresiden, som Grand Slam-kampe er gjort af, kommer ofte op omkring de tre timer, og da har klokken altså passeret halv ét. Til tider varer de endnu længere.
Lur mig, om vi kommer til at se det kamptidspunkt næste år. Jeg tvivler.
Med en dansk herrespiller i en kvartfinale ved en Grand Slam-turnering kunne de have henlagt den til månen og begyndt og fortsat til klokken kvart i kvalme, uden jeg ville have misset den oplevelse. Nederlag eller ej.
For derude ved Boulogneskoven på kanten af Byernes By, mens danskerne sad og tyggede på det rungende ja, ikke til Holger og Unionen, men til at sløjfe EU-forsvarsforbeholdet på de to landsdækkende kanaler, kæmpede den nye Holger for den danske ære ovre på Eurosport på gruset mod en modstander ude af EU-selskabet, norske Casper Ruud.
Og dér stoppede festen så også for den danske himmelstormer. Bang. 0-5 i løbet af nul komma fem. Direkte ind i en norsk klippevæg. Ikke meget langgaber og midnatsgyser dér. 1-6 lød første sætciffer.
Alligevel fik han fut i festen igen. Blev brudt til 2-3 i andet sæt, brød tilbage med samme, én gang mere, inden han kørte sættet i garage med 6-4.
Rebellen
Holger Rune bærer også ungdommens ustabilitet og oprør i sig. En nærmest James Deansk selvdestruktion, så han i perioder brænder mental energi af i hele tændstiksbundter. Utilpassede rebeller kan vinde tennissæt. Vi har set masser af eksempler op igennem i historien. De kan til gengæld også tabe dem.
Tredje sæt endte som skoleeksemplet. Rune havde ellers fået styr på både baghånd, grundspil og den offensive frækhed. Nordmandens fire år større rutine tirrede ham måske. Eller også gjorde mors blotte tilstedeværelse. Aneke Rune, der sad ved siden af træner Lars Christensen, fik dikteret en marchordre fra den uvorne søn nede på gruset.
Og hun fulgte den, forlod tribunen. Med lidt god vilje kunne det hjælpe sønnike med at få mere styr på sig selv, bevare roen og ikke smide de lettere bolde i frustrationens mentale nørkleri. En tikkende hormontestosteronbombe af en 19-årig know it all.
Havde jeg gjort det i min tid, var jeg blevet bedt om tage hjem på hotellet og gå i seng uden natmad. Holger Rune spillede videre og demonstrerede den tøjlesløse frustrations facit. Bundlinjen var noget nær minus ti procent, og den marginal udnyttede Casper Ruud til at vinde sættet i en sikker tiebreak.
Mor fik skam lov til at komme tilbage, hvordan Holger Rune end fik den besked sendt i omløb. Hun er åbenbart vant til lidt af hvert. Mødre kender deres børn, og store børn tror, de ved bedre. Det gjorde Holger så ikke helt alligevel. For han løftede sit spil en smule, da hun sad der igen. Dog ikke nok til at bringe nordmanden ud af den nu udstukne vinderkurs.
Casper Ruud er usvigeligt sikker i sit defensive og til tider kedsommelige spil fra baglinjen, hvorfra han kværner sine modstandere møre. Han er trods alt nummer 8 på verdensranglisten, Rune nummer 40, selvom han rykker betragtelig frem på den næste liste.
Med 6-3 i fjerde sæt gjorde nordmanden arbejdet færdigt. Alt imens Holger Rune også skal hjem og træne sit demonstrative, hovne håndtryk. Også at spinne den lidt ekstra, da han efter kampen forklarede, at hans “forlad, forlad, forlad” ikke var rettet mod hans mor. Right.
Alligevel kan han rejse fra Roland Garros med hovedet højt (lidt mere foroverbøjet foran mor)
Holger mødte nok overmagten, men velsagtens mere den i sig selv end i sin modstander. Lidt mere cool kasketføring kunne have vundet kampen for ham. Selvom han både har slået nummer 3 og 4 på ranglisten, skal han så også tabe indimellem. Stabilt signaturspil kan man ikke forlange i nattelange baner fra en 19-årig dreng i sine følelsers ubalance.
Alligevel kan han rejse fra Roland Garros med hovedet højt (lidt mere foroverbøjet foran mor) og med vigtige lærepenge i bagagen. Ej at forglemme de godt fire millioner rigtige kroner, der triller ind på kontoen for den i dansk herrehenseende historiske kvartfinaleplads…
Se resultater fra French Open her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her