FORSKNING & IDENTITETSPOLITIK // KOMMENTAR – Det er glædeligt at se, at politikere og meningsdannere har vist så stor interesse for universiteternes forskning og identitetspolitik, skriver Jørn Borup, der er phd. i religionsvidenskab på Aarhus Universitet. “Der findes vist ikke en faglighed på universiteterne, hvor netop denne diskussion ikke fylder en del for tiden, ganske ligesom det er en varm kartoffel i og for medierne. Mudderkastning kan momentant være ganske opfriskende, men ikke i længden. Der er behov for en ny fase, der kræver flere nuancer,” skriver han og påpeger, at forskere og politikere nok bedst tjener hinanden ved mere kritisk dialog og lidt færre løftede pegefingre.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er bekræftende at se, at også humaniora fremhæves som et nødvendigt gode for samfundet og kulturen, hvis kvalitet og status man øjensynligt er genuint bekymret for. Langt de fleste politikere har endog skrevet under på en erklæring, der bakker op om universiteternes selvregulering af videnskabelig praksis.
Mudderkastning kan momentant være ganske opfriskende, men ikke i længden. Der er behov for en ny fase, der kræver flere nuancer
For det er sjældent, humaniora nævnes i politiske skåltaler, og man kunne da også ønske, at den pludselige interesse var baseret på andet end skyts til det, der mere og mere ligner en ærgerlig skyttegravskrig.
Diskussionen er nemlig væsentlig og velkommen: er forskningen aktivistisk, og må den være det, hvordan? Findes der kriterier for ’god forskning’, eller ’pseudoforskning’? Hvor meget skal politikere blande sig for at afkoble den danske tradition for armslængdeprincippet, der netop garanterer robust videnskabelighed?
POV har haft fokus på debatten om forsknings- og identitetspolitik de seneste uger. Læs mere her.
Flere nuancer
Om nogle år vil vi givetvis se tilbage til dengang, hvor de skingre modsætninger satte dagsordenen. Indtil da må vi tage tyrene ved hornene og balancere så godt som muligt mellem de brændende platforme. For der findes vist ikke en faglighed på universiteterne, hvor netop denne diskussion ikke fylder en del for tiden, ganske ligesom det er en varm kartoffel i og for medierne. Mudderkastning kan momentant være ganske opfriskende, men ikke i længden. Der er behov for en ny fase, der kræver flere nuancer.
Først og fremmest er det nødvendigt, at fagmiljøerne på universiteterne bruger diskussionen til selvrefleksion. Det er besnærende at indtage positionen ’mod politikerne’. Men det er også vigtigt at få ransaget egne værdier og praksisser. Jeg tror nemlig, der er stor forskel herpå.
Det har ind i mellem givet nogle skvulp, også når ikke-vestlige lande uden en sådan tradition har anklaget foreningen for at være ’for vestlig’
Fra min egen faglige baggård, religionsvidenskab, har vi haft ’aktivisme’ i forskellige bølger. De første spæde skridt til videnskabelige undersøgelser af det, vi kalder for ’religion’, havde kristendommen som skabelon og moralsk målestok, når man kiggede på de vilde andre. Tidlig religionsforskning var et appendiks til kristen mission legitimeret ved evolutionistisk tankegang, racisme og imperialistisk opdeling af verden: the West and the Rest.
Derfor har den moderne religionsvidenskab da også været ideologisk på en anden måde. Den er i høj grad baseret på oplysningstankegang med idealer om værdineutralitet og armslængdeprincipper, herunder afstandstagen fra den kristent-apologetiske forskning. For religionsvidenskab er ikke religion, men netop videnskab!
Vi kan ikke belave os på at være helt objektive
Sådan er det ikke alle steder. Faktisk er det de færreste lande, der overhovedet giver mulighed for fri og ikke-religiøs forskning. Mange steder er det simpelthen forbudt, for religion er og har altid været et meget følsomt emne, der gør sig godt til politisk legitimitet, kamp og selvfedme.
I det internationale fællesskab af religionsforskere IAHR (International Association for the History of Religion) har det siden grundlæggelsen været et ideal at opretholde en sådan ikke-religiøs forskningsstandard. Det har indimellem givet nogle skvulp, også når ikke-vestlige lande uden en sådan tradition har anklaget foreningen for at være ’for vestlig’.
Radikal identitetspolitik kan virke forførende, men også aggressivt ekskluderende
Uanset hvor meget vi anstrenger os for at gå værdineutralt til værks, kan vi ikke belave os på helt at være objektive. Det har visse politikere uden overdreven indsigt i videnskabshistorie det lidt stramt med. Køns- og postkolonial kritik ser derimod en sådan neutralitet som en illusion. En sådan påpegning er virkelig relevant til selvkritisk refleksion.
Kigger man på pensa, studieordninger og fokusområder indenfor den vestlige religionsvidenskab er det da også ganske relevant at udfordre dens indbyggede kønsskævhed og eurocentrisme. Man kan sige, at en god del af (også religions-) forskningen faktisk har været baseret på identitetspolitik – bedrevet af og for hvide mænd fra Vesten.
Og her er det så, at den nye bølge af kritikere med inspiration fra amerikanske universiteters identitetspolitik vil have handling. De vil ikke nøjes med viden og indsigt. De vil have forandring og social retfærdighed. De synes endda, at universiteterne skal gå forrest, og at al faglighed skal baseres på aktivisme, der igen skal være funderet på identitet med en bestemt gruppe.
Jeg er, derfor ved jeg
Køn, race og seksualitet har været de identitetsformer, man med et væld af underformer har kunnet indplacere sig i. Religiøsitet er et andet felt. Radikal identitetspolitik kan virke forførende, men også aggressivt ekskluderende. Jeg har været til konferencer og set talrige publikationer (primært i/fra den engelsksprogede del af verden), der er helt efter den politisk korrekte opskriftsbog og med mantraet, der angiveligt også skal definere universitær faglighed:
Jeg er, derfor ved jeg! Mit køn, min race, min religion, min etnicitet eller seksualitet giver mig privilegeret adgang til min verden.
Oversat til min faglighed: de religiøse bør selv forske og undervise i ’egen religion’. Hver forsker sin religion, afgrænset i ekkokamre, for den sammenlignende religionsvidenskab baseret på ’vestlige teorier’ anses indenfor en sådan ideologi som suspekt
En hvid person bør ifølge den logik ikke oversætte en sorts digte, for kun insiders kan rigtig forstå og have retten til fortolkning. Oversat til min faglighed: de religiøse bør selv forske og undervise i ’egen religion’. Hver forsker sin religion, afgrænset i ekkokamre, for den sammenlignende religionsvidenskab baseret på ’vestlige teorier’ anses indenfor en sådan ideologi som suspekt.
I USA er cancel culture i visse miljøer blevet en sport til udskamning og gloriepudsning på både højre- og venstrefløjen. Critical Study of Religion er en bølge af kritiske religionsstudier, som også bruges til social justice kampagner mod det, der fra et amerikansk identitetspolitisk hjørne kan beskrives som (hvid) ’pseudoforskning’.
Man kunne jo i forlængelse heraf spørge, om ikke religionsvidenskaben egentlig burde have samtykkeerklæring fra alle dem, vi studerer, så vi kun kan gengive det, de selv vil have gengivet? Så kunne man – som nogle steder da også er tilfældet – ligeså godt lade de religiøse selv forske og undervise, med den væsentlige kompetence at være religiøs.
Ekkokammer-tribalisme
Udover at være moralsk, teoretisk og metodisk problematisk, er en sådan ekkokammer-tribalisme i realiteten ganske uoverskuelig. Identitetspolitisk religionsforskning i dens radikale udformninger vil netop kun kunne være aktivistisk og baseret på adskillelse. Den må nødvendigvis, som mange da også lægger op til, være baseret på kamp med prædefinerede sandhedsopskrifter, hvorigennem alt ses gennem prismet (køn og) race.
Skal universiteterne lægge institution til sådanne kampe? Er der ord, der ikke må siges, billeder, der ikke må vises, teorier der ikke må udfoldes, metoder der skal stemples suspekte?
Er det, som vistnok antydet fra KU, helt efter reglerne at indkalde de undervisere til samtale, der har vist Muhammedtegninger til krænkede studerende? Skal der (som i USA) være diversitetskurser, så forskere kan lære at gebærde sig i den aktuelle verden? Skal diversitetspolitikker, der herhjemme indtil nu udelukkende har handlet om køn, også indbefatte etnicitet, race, seksualitet – og religion?
Skal religionsvidenskaben løfte sig ud af sine sekulære idealer og være mere woke?
Skal der være kvoter for muslimer og hinduer i pensum og ved ansættelser?
Eller skal universiteterne, som de fleste politikere gerne vil, fokusere udelukkende på en anden form for aktivisme, nemlig den, der frem for dannelse og kritisk analyse skal instrumentalisere sig for at holde skindet på næsen? Skal forskning primært være del af det neo-kapitalistiske marked, hvor de saliggørende eksterne midler i øvrigt selv lægger op til ’aktivistisk’ relevansliggørelse?
Skal religionsvidenskaben løfte sig ud af sine sekulære idealer og være mere woke?
Det er sådanne spørgsmål, den aktuelle debat også lægger op til at reflektere over. Det bør gøres i de enkelte fagligheder på universiteterne, og måske endda på tværs af dem. For det er væsentlige spørgsmål, der også rækker langt ud over den danske andedam.
Men politikerne er naturligvis også selv velkomne til at komme forbi til en faglig snak om forskning. For vi er helt åbne, og tør gerne stå ved vores faglighed, som vi nyder at vise frem. Jeg er overbevist om, at andre fagligheder vil være ligeså imødekommende. Det er i længden nok der, vi bedst tjener hinanden: ved mere kritisk dialog og lidt mindre løftede pegefingre.
LÆS MERE OM IDENTITETSPOLITIK HER
LÆS MERE OM FORSKNING HER
Topbillede: “En hvid person bør ifølge den logik ikke oversætte en sorts digte, for kun insiders kan rigtig forstå og have retten til fortolkning. Oversat til min faglighed: de religiøse bør selv forske og undervise i ’egen religion’. Hver forsker sin religion, afgrænset i ekkokamre, for den sammenlignende religionsvidenskab baseret på ’vestlige teorier’ anses indenfor en sådan ideologi som suspekt,” skriver Jørn Borup. Monstera/Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
