INTERVIEW – I perioden 1978-1982 blev omkring 5000 etiopiske børn sendt til Cuba for at studere på kostskoler og blive smittet med revolutionær gejst. Planen var at vende hjem som veluddannede for at opbygge et socialistisk Etiopien. Samson var et af disse børn. I dag er han vendt hjem til Etiopien og er en holden mand. Han fortæller Rasmus Sønderriis om, hvordan livet som kostskoleelev var på Cuba. Og om hvordan han i dag må indrømme, at han skylder Fidel Castros revolution alt. Uanset om han var enig eller ej med den afdøde marxistiske leder.
ADDIS ABABA ETIOPIEN – “Det vælter stadig ind med SMS’er, der kondolerer mig med Fidels død. Især fra mine landsmænd i den østlige del af Etiopien, hvor de ældre tænker nostalgisk tilbage på de cubanske soldaterkammerater, de levede og kæmpede sammen med i krigen mod Somalia.”
Ordene er Samsons, og de fremsættes på perfekt spansk: ”Etiocubanerne (etiopiere opvokset i Cuba) forbereder en hyldest for at mindes vores kære kommandant. Jeg skal nok sige til, så vi kan tage af sted sammen. Altså jeg er ikke længere kommunist af ideologi, men jeg sørger alligevel. Hans død fremkalder så mange smukke minder fra min barndom i Cuba”.
Ogaden-krigen
Hvem er Samson? Lad os skrue tiden tilbage til 1977, da Samson var fem år gammel. Kejseren Haile Selassie var blevet afsat tre år forinden og erstattet af ”Derg”, en militærjunta anført af Oberst Mengistu Hailemariam.
Mens Etiopien traditionelt havde været en vestligt allieret, var forskelligartede venstreekstremistiske grupper optaget af en blodig intern magtkamp. Situationen blev yderligere forværret af løsrivelseskampe i flere egne. I denne svækkede tilstand var det folkerige og mangfoldige land sårbart. Det blev i juli udnyttet af Somalias kommunistiske regime til at invadere Ogaden-regionen, der ligger i det østlige Etiopien, eller ifølge den tids somaliske regering i det vestlige Somalia.
I propagandasammenhæng tales vidt og bredt om de etiopiske ”forældreløse børn”, som Fidel uddannede. I realiteten havde de næsten alle mødre i live. Samsons mor jublede bestemt ikke, da hun så sin søn på listen over ”tilgodesete børn”, der fik lov at studere gratis i Cuba. Hun betragtede det snarere som endnu en kommunistisk ekspropriering af et familiemedlem
Sovjetunionens ledere opfattede i første omgang Mengistus nyfundne marxisme-leninisme som en midlertidig dille, men han satte alt ind på at overbevise dem om det modsatte. Det gav pote. Med lynets hast vendte den kolde krigs alliancer 180 grader på Afrikas Horn. Etiopien gik over til den sovjetiske blok, der ophørte med at forsyne Somalia og separatister med våben for i stedet at give dem til Etiopiens centralregering. Samtidig fik somalierne travlt med at slette røde stjerner i deres officielle symboler, så de kunne bede USA om hjælp.
For at styrke den etiopiske hær ankom i starten af 1978 godt 1500 sovjetiske militærrådgivere og op til 18.000 cubanske soldater, anført af General Arnaldo Ochoa (den samme som – trods sin heltestatus – skulle blive henrettet som forræder i Cuba i 1989). En modoffensiv i februar og marts fordrev den somaliske hær, men omkring 400 cubanere og minimum 6000 etiopiere ofrede livet. En af disse faldne var Samsons far.
Tilgodesete og eksproprierede børn
I propagandasammenhæng tales vidt og bredt om de etiopiske ”forældreløse børn”, som Fidel uddannede. I realiteten havde de næsten alle mødre i live. Samsons mor jublede bestemt ikke, da hun så sin søn på listen over ”tilgodesete børn”, der fik lov at studere gratis i Cuba. Hun betragtede det snarere som endnu en kommunistisk ekspropriering af et familiemedlem.
”Jeg var otte år, da de kom og flåede mig fra min mor, mens jeg bogstaveligt talt klyngede mig til hendes skørter”, beretter Samson:
”Hun led meget, ligesom mange andre mødre, for i Cuba havde vi ingen kontakt til familien overhovedet. Tænk bare: det tog mig ni år at finde ud af, min mor var død! Selv i dag har vi etiocubanere et kompliceret forhold til vores familier. Der er en kløft imellem os af sociale, ideologiske, religiøse og mange andre forskelle. Hvis ikke vi var forældreløse, da vi tog afsted, blev vi det, da vi ankom til Cuba. Det var nu ikke Fidels, men Etiopiens regerings skyld. Andre afrikanske børn, der voksede op i Cuba, tog på ferie i deres hjemlande, alt sammen betalt af deres regeringer, mens vi ikke engang fik breve hjemmefra”.
”I starten ville vi slet ikke være der, fordi vi bare savnede vores mødre. Mange nægtede at studere eller opførte sig uforskammet for at blive sendt tilbage. Men jeg havde nu en lykkelig barndom i Cuba, og på det felt er jeg sikker på, jeg taler for det store flertal af mine kammerater fra den tid. Vi mødes stadig til arrangementer og socialt samvær, og føler os som en slags søskende.
Det tog mig ni år at finde ud af, min mor var død! Selv i dag har vi etiocubanere et kompliceret forhold til vores familier. Der er en kløft imellem os af sociale, ideologiske, religiøse og mange andre forskelle. Hvis ikke vi var forældreløse, da vi tog afsted, blev vi det, da vi ankom til Cuba.
Vores fader
“Ideen var ikke at gøre os til cubanere, men at ruste os til at opbygge det socialistiske Etiopien. Til og med studentereksamen boede vi på en kostskole på Isla de la Juventud (Ungdommens Ø). Alle eleverne og de voksne, der passede på os, var etiopiere, mens lærerne var cubanere. Mellem os etiopiere snakkede vi amharisk (Etiopiens nationalsprog og modersmål for amharaerne, der udgør ca. 25 pct. af befolkningen, red.). De kammerater, der kom fra andre etniske grupper glemte dog deres modersmål”.
”Politik var ikke noget, vi diskuterede. Det var noget vi fik indpodet – som en eksakt videnskab med absolutte sandheder. Vi lærte om marxisme-leninisme, om de gode russere og de onde amerikanere. Generelt må det konstateres, at indoktrineringen lykkedes. Der er en grund til, de fleste af os har tænkt os at møde op til den hyldest til Fidel, vi selv arrangerer her i hovedstaden. Der er dog også en del, der ligesom jeg er blevet mere kritiske med alderen efter at have set verden fra andre sider, fx i Spanien, hvor der bor en hel del etiocubanere. Jeg har også haft mulighed for at rejse.
“For kort tid siden var jeg i USA, og jeg huskede, hvordan jeg tidligere var helt overbevist om – for det havde de lært mig – at man dårligt kunne træde uden for en dør, før kuglerne fløj i alle retninger, og at alle afrikanske amerikanere var ludfattige og levede på gaden, hvis de da ikke blev lynchet! Jeg har også lige været i Cuba som turist, og jeg kan ærligt talt ikke se, at cubanerne skulle være længere fremme end amerikanerne i kampen mod racediskrimination, snarere tværtimod”.
I min omgangskreds er der kun én, der mener, vi blev misbrugt, fordi børnearbejde var en del af opdragelsen. Han siger, det var ydmygende at skulle stå i kø for at få mad, at vi blev hjernevasket osv. Hvis du vil have historien om de onde cubanere, er det ham, du skal interviewe. Men han er bestemt ikke repræsentativ. Det store flertal af os værdsætter oplevelsen. Det var ikke et liv i luksus, men vi manglede heller ikke noget
“På kostskolen lyttede vi ofte til Fidel, men ham, vi fik at vide, var intet mindre end vores fader, var fader Mengistu. Selv om vores dyrkelse af Mengistu skulle komme til at volde os problemer sidenhen, står jeg stadig ved de idealistiske værdier i kommunismen, såsom det der med, at man skal tjene folket.. Vores lærere kan meget vel have været galt på den, men der var ingen ond hensigt. Jeg har vældig gode minder om dem”.
80’erne sammen med Zelalem (til venstre, i dag
læge) og Asmerom (itil højre, i dag ingeniør). Foto: Privat.
“På kostskolen var der streng disciplin, og vores liv blev nøje styret og skemalagt. Da jeg tog på universitet i Havana, ændrede det sig totalt. Der var der ikke engang nogen, der sørgede for, jeg stod op om morgenen”.
“Selv om det var midt i Cubas ”Período Especial” (tiden med ekstrastor økonomisk nød i årene efter Sovjetunionens kollaps), begyndte jeg at have penge og leve det søde liv. Som udlænding havde jeg nemlig adgang til dollarbutikkerne. På den måde kunne jeg lave sortbørsforretninger med cubanere, der fik dollar fra familiemedlemmer i USA. Det var også først her, jeg fik cubanske medstuderende. Det stødte mig, når jeg hørte negative kommentarer om Fidel og revolutionen rundt omkring i krogene. Dengang afviste jeg dem som lejesvende købte og betalte af imperialismen”.
Svær hjemkomst
“Jeg tog tilbage til Etiopien i 1994. Udover at måtte kæmpe for at genfinde min familie og bagefter få at vide, min mor var død, blev jeg udfordret af regimeskiftet i Etiopien (efter den væbnede revolution, der kulminerede i 1991 med Mengistus flugt til Zimbabwe, red.). Jeg husker, vi blev modtaget af den nye undervisningsminister. Jeg forventede en velkomstceremoni, men hun lod os forstå, vi var aldeles uønskede”.
“Hun sagde, at Mengistu, som vi stadig så så meget op til, havde fængslet og tortureret hende i syv år. Hun anklagede vores idol for massakrer og endda for hungersnød, der havde taget livet af millioner af landsmænd”, fortæller han og fortsætter:
Cuba har en ambassadør hertillands, der – hver gang han ser mig – peger på mine sko, rører ved mit slips og sågar griber fat i min smartphone, og siger: ”Kammerat Samson, alt det har du fået af Fidel og revolutionen!” Det er sjovt og lidt anstrengende, men jeg siger ham ikke imod. Jeg kan være uenig i en masse, men det kan ikke benægtes, at jeg er, den jeg er, takket være Fidel og hans revolution”
“I årevis var jobmarkedet lukket land for os, men lidt efter lidt vejede landets behov dog tungere, så etiocubanske læger, tandlæger og ingeniører fik lov at arbejde. Jeg havde studeret levnedsmiddelsteknologi, men endte som guide for spanske turister, og siden som forretningsmand. Mange etiocubanere udvandrede igen, og ikke just til Cuba. Det er ikke alle os etiocubanere, der er rige, og der er endda nogle triste, beklagelige tilfælde, men generelt er det gået os temmelig godt”.
“Alt i alt var det sværeste at komme tilbage, og heller ikke alt derovre var en dans på roser. De voksne, der passede på os, var søde, men kunne ikke erstatte en families kærlighed. Og på en kostskole er der, okay stærke venskaber, men det kan også være et ret råt miljø med barske hierarkier mellem børnene og endda voldtægter, der ikke altid bliver meldt til de voksne. Det er tydeligt, at mange af mine kammerater fra dengang lider af alvorlige psykologiske problemer af den grund. Men det skal så sidestilles med den mangel på muligheder, der havde været vores lod, hvis vi var blevet i Etiopien”.
Selvom mit land stadig er blandt de mest underudviklede i verden, er jeg i dag en velstillet herre. Jeg kører en fin bil, tager på ferie i Europa, mine børn går på privatskole. I sidste ende er det et liv, jeg har, fordi Cuba gjorde mig til en dannet person. Og fordi min beherskelse af det spanske sprog har givet mig job – og forretningsmuligheder. Cuba har en ambassadør hertillands, der – hver gang han ser mig – peger på mine sko, rører ved mit slips og sågar griber fat i min smartphone, og siger: ”Kammerat Samson, alt det har du fået af Fidel og revolutionen!”
Det er sjovt og lidt anstrengende, men jeg siger ham ikke imod. Jeg kan være uenig i en masse, men det kan ikke benægtes, at jeg er, den jeg er, takket være Fidel og hans revolution.”
Topfoto: Samson i dag med et af sine børn – foto taget af Rasmus Sønderriis.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
