TILLID // KONTROL – I Danmark mener 78%, at man kan stole på de fleste mennesker, også selv om man ikke kender dem. Samtidig er Danmark også verdens mindst korrupte land. Disse ting hænger naturligvis sammen og er en afgørende forudsætning for vores succes som samfund.
”Kontrol er godt, men tillid er billigere.” Sådan siger professor Gert Tinggaard Svendsen, der forsker i social tillid. Danmark har verdensrekord i social tillid, og lige efter os følger de skandinaviske lande og Holland. Men hvad er social tillid? Man skelner mellem individuel tillid, som indebærer, at man har tillid til et specifikt menneske, og social tillid, som betegner den generelle tillid, der eksisterer mellem mennesker i et samfund.
I Danmark kan man have vejboder med jordbær og grøntsager. Varerne bliver ikke stjålet, ej heller pengene i kassen
I Danmark eksisterer der en grundlæggende tillid mellem mennesker, som kan spores helt tilbage til vikingetiden, før skriften kom til Norden (sammen med kristendommen); dengang et ord, var et ord. Sager og tvister blev afgjort på Tinget via mundtlige forhandlinger og efterfølgende aftaler. I det før-kristne samfund var en mundtlig aftale lige så bindende, som en underskrevet kontrakt er det i dag. Og stadig i dag regner vi med, at en aftale er en aftale, og et ord er et ord.
I Danmark kan man have vejboder med jordbær og grøntsager. Varerne bliver ikke stjålet, ej heller pengene i kassen. Da min mand, børn og jeg engang boede i Spanien et halvt år, handlede vi altid hos en lille grønthandler, der lå lige nede på hjørnet. Det var et midaldrende par, der drev butikken, og de havde lidt jord ude på landet, hvor de dyrkede deres egne frugter og grønt, og det solgte de så i butikken. De boede oven på deres butik, og i den øverste lejlighed i huset boede deres voksne datter. Hun havde fået et handicap på grund af en infektion, hun havde haft som lille. Gang på gang kom familien ud for, at deres frugttræer blev plyndret og deres skure brændt ned af landevejsrøvere. Det er åbenbart et meget almindeligt problem i Spanien.
Hvis en pung bliver fundet tabt i Danmark, indleveres den ofte til politiet med hele indholdet, inklusive kontanter. Forsøg med at smide punge med indhold i på gader i forskellige storbyer i verden viser i øvrigt, at de skandinaviske lande er der, hvor pungen oftest indleveres med indholdet intakt. Og det bliver den jo, fordi man har tillid til, at politiet ikke bare stikker pengene i egen lomme.
”Hvorfor er kinesere egentlig så glade for Danmark?” spurgte jeg engang min kinesiske svigerinde. En af grundene er, ifølge hende, at hvis en kineser spørger en dansker om vej i Danmark, vil danskeren forklare den korrekte rute. ”Hvis vi spørger om vej i fx USA, siger de bare: ”Tag en taxi.”
I andre lande kan man opleve at få forklaret en forkert rute, nogle gange fordi folk ikke kender den korrekte rute, men af høflighed svarer de alligevel, og så finder de bare selv på en.
Tillid i erhvervslivet
Denne grundlæggende tillid og ærlighed i Danmark viser sig også i forretningssammenhænge. Hvis man studerer møde- og forretningskultur i flere lande, vil man se, at i mange andre lande begynder et forretningsmøde mellem to nye samarbejdspartnere med en frokost, hvor man konverserer og lærer hinanden at kende. Dette er nødvendigt for at etablere en tillidsrelation som grundlag for kommende forhandlinger om projekt og pris. For rutinerede forhandlere ved, at tillid er nødvendig for, at man kan gennemføre en konstruktiv forhandling og opnå et resultat, som begge parter kan være tilfredse med.
I Danmark er det ikke nødvendigt at holde forretningsfrokost først. Her har man en grundlæggende tillid til hinanden fra begyndelsen – man regner simpelthen med, som en given forudsætning, at man kan stole på det, den anden siger. Derfor behøver man ikke bruge tid på
frokost, men kan gå direkte til forhandlingerne. Det medvirker til at gøre Danmark til et effektivt land at drive forretning i.
Denne grundlæggende tillid bevirker, at vores velfærdssamfund er så velfungerende. Det er simpelthen nemmere, billigere og mere effektivt at drive et samfund, når man kan regne med institutionerne og staten. Man ved fx, at et eksamensbevis fra en uddannelse i Danmark er ægte, for her kan man ikke bestikke sig til et bevis.
Man slipper for at bruge mange ressourcer i samfundet på advokater og retssager, sammenlignet med andre lande.
Når vi i Danmark siger ”med statsgaranti”, så betyder det, at sagen, vi taler om, virkelig er helt sikker. Da jeg studerede spansk på universitetet, havde vi en gæsteprofessor fra Argentina. Hun bemærkede engang forskellen på folks opfattelse af begrebet statsgaranti i Danmark og i Argentina. Begrebet har slet ikke samme værdi i de to lande. I Latinamerika er begrebet statsgaranti snarere en vits.
Det er også karakteristisk, at blandt de mest troværdige erhverv i Danmark finder man politibetjenten (i selskab med bl.a. sygeplejersken og jordemoderen). Dette er ikke tilfældet i fx USA, hvilket Georg Floyd-sagen er et eksempel på. Måske skyldes det, at politibetjente i Danmark har en længere uddannelse, og at vi kun har ét politi, mens man i USA har en lang række af forskellige organiseringer af politiet, forskellige krav til kompetencer og også forskellige niveauer af uddannelse i de forskellige stater (primært kortere uddannelser end vi har i Danmark).
Den høje grad af tillid i Danmark lægger grunden til, at vores velfærdssamfund fungerer. Vi stoler på, at de penge vi betaler i skat, bliver brugt til gavn for andre, som har mere brug for dem end os. Det gør Danmark til et solidarisk samfund, hvor vi, i stedet for private forsikringsordninger, så at sige ”forsikrer os hos hinanden” via skatten. På den måde har vi sikkerhed for, at alle kan komme på hospitalet, uden at skulle betale store regninger, og alle kan tage en uddannelse til gavn for sig selv og samfundet.
Når der så alligevel ind imellem sker tillidsbrud, bliver vi ekstra skuffede og vrede. Vi bliver vrede og forargede, når vi opdager, at Britta Nielsen har stjålet af kassen. Vi bliver vrede, når store udenlandske selskaber udnytter det danske samfunds effektivitet og ikke vil betale skat i Danmark.
En borgmester fortalte mig engang om en udenlandsk virksomhed, der ønskede at etablere sig i hans kommune. Virksomheden rådspurgte borgmesteren om, hvilket forsikringsselskab, de burde bruge til deres ansattes sundhedsforsikring. Da han svarede dem, at det ikke var nødvendigt, fordi de altid ville kunne komme på hospitalet uden at skulle betale, ville virksomheden næsten ikke tro ham. Han måtte få udfærdiget et juridisk dokument, der garanterede de ansattes ret til hospitals-og lægebehandling.
Når der så alligevel ind imellem sker tillidsbrud, bliver vi ekstra skuffede og vrede. Vi bliver vrede og forargede, når vi opdager, at Britta Nielsen har stjålet af kassen. Vi bliver vrede, når store udenlandske selskaber udnytter det danske samfunds effektivitet og ikke vil betale skat i Danmark.
Og vi bliver kede af det, vrede og oprørte, når gamle Else svigtes på plejehjemmet – vi regnede jo med, at vi kunne stole på, at man passede godt nok på hende.
I andre lande bliver man også vrede over den slags sager. Men nok ikke så skuffede, som vi gør i Danmark – i andre dele af verden, fx Latinamerika eller Asien, tænker man nok snarere, at det jo var, hvad man kunne regne med!
Tillid i en corona-tid
I løbet af corona-krisen er det høje niveau af tillid igen kommet frem i Danmark, måske endda i højere grad end nogensinde før. Da statsministeren lukkede dele af det offentlige Danmark ned og bad alle danskere om at holde afstand, accepterede stort set alle danskere de nye livsbetingelser, som blev indført fra den ene dag til den anden. Det gjorde vi, fordi vi har tillid til de offentlige myndigheder.
Vi stoler på, at det passer, at hygiejne kan begrænse smitten, og der findes stort set ikke den dansker, der ikke spritter hænder af på vej ind i supermarkedet. Vi passer på hinanden og har tillid til hinanden. Vi viser hinanden tillid – med et nyt ord: samfundssind
Når statsministeren og direktøren for Sundhedsstyrelsen står frem på landsdækkende tv og forklarer om corona-virus og hvilke retningslinjer, der gælder for at begrænse smitten, så regner vi simpelthen med, at de taler sandt og ud fra de bedst kvalificerede oplysninger på det givne tidspunkt. Og det gælder uanset, hvilket parti, man i øvrigt stemmer på. Når statsministeren udtaler sig om en så alvorlig sag som et dødeligt virus, så stoler vi på hende. Vi ved også, at direktøren for Sundhedsstyrelsen ikke er bestukket af nogle medicinalfirmaer eller andre interessenter.
Ydermere stoler vi også på, at vores medborgere, lige som vi selv, vil overholde de nye retningslinjer om at holde afstand. Vi accepterer forklaringerne og accepterer, at sommerens koncerter, festivaller og andre kulturelle begivenheder må aflyses, for at vi ikke bærer smitten
rundt i samfundet.
Vi stoler på, at det passer, at hygiejne kan begrænse smitten, og der findes stort set ikke den dansker, der ikke spritter hænder af på vej ind i supermarkedet. Vi passer på hinanden og har tillid til hinanden. Vi viser hinanden tillid – med et nyt ord: samfundssind. Derfor var det heller ikke nødvendigt at indføre udgangsforbud i Danmark, som det fx var i Latinamerika.
Peru og Danmark lukkede ned på stort set samme tid. Men mens det i Danmark kunne klares med at aflyse den fysiske undervisning på uddannelserne og sende de administrative medarbejdere i stat, regioner og kommuner hjem på hjemmearbejde online, samtidig med at hele det private arbejdsmarked fortsat havde lov til at gå på arbejde, indførte man i Peru decideret undtagelsestilstand: alle skulle blive inden døre, der var totalt udgangsforbud, og hvis man alligevel vovede sig ud, kunne man få store bøder og miste sine borgerrettigheder.
Der havde man åbenbart ikke tillid til, at befolkningen ville rette sig efter nogle henstillinger fra præsidenten. Og dér er der heller ikke samme stærke tradition for at befolkningen har tillid til deres lands leder, som vi har i Norden.
Vi er gået amok i kontrolkrav overalt i samfundet. Og vi skal til at tænke os om, hvis det ikke skal gå ud over den sociale tillid. For tillid opstår ikke af ingenting og eksisterer ikke uden at blive næret
Selvfølgelig betyder det også noget, at Peru med sine 32 mio. indbyggere kun havde godt 600 respiratorer i hele landet til at begynde med. Men alligevel. Mens Danmark er godt i gang med genåbningen af samfundet, har Peru forlænget undtagelsestilstanden til at gælde indtil d. 31. juli, dog med en delvis genåbning.
Tillid og kontrol
Med alle de ovenfor nævnte eksempler på tillid, er det paradoksalt, at vi i Danmark har indført så mange regler for kontrol. Vi udfører nationale test på eleverne i folkeskolen. Vi kontrollerer hvert eneste minut, sosu’erne bruger hos vores ældre (men alligevel er det åbenbart ikke nok til at sikre de ældre mod plejesvigt), vi har indført en persondatalov, som pålægger virksomheder, foreninger og arbejdspladser omfattende kontrol af data, vi har tidsregistrering af underviserne på skoler og uddannelsesinstitutioner, vi gennemfører omfattende kontrol af, om de arbejdsløse møder op til alle samtaler og indkaldelser, om de søger nok jobs og om de husker dagligt at tjekke henvendelser fra A-kasse, jobcenter osv.
Vi er gået amok i kontrolkrav overalt i samfundet. Og vi skal til at tænke os om, hvis det ikke skal gå ud over den sociale tillid. For tillid opstår ikke af ingenting og eksisterer ikke uden at blive næret.
Når den nu alligevel stadig findes i det danske samfund, kan det til dels skyldes, at vi stadig har vores stærke foreningsdemokrati. Som bekendt er der en stærk tradition i Danmark for at danne en forening, så snart man har en fælles sag eller projekt. Forenings-Danmark har rødder i de borger- og andelsbevægelser, der voksede frem i løbet af 1800-tallet: kreditforeninger, sparekasser, brugsforeninger m.fl.
Når man ved, at man mødes igen om få dage til foreningens bestyrelsesmøde eller generalforsamling, kan det ikke nytte noget, at man render om hjørner med hinanden i mellemtiden. På den måde bidrager foreningslivet til at opretholde den sociale tillid i Danmark.
Økonomer anslår, at ca. en fjerdel af et samfunds rigdom skyldes fysiske aktiver: infrastruktur og produktionsapparat, ca. halvdelen skyldes borgernes uddannelsesniveau – og den sidste fjerdedel – den har indtil nu været gåden. Ifølge Gert Tinggaard Svendsen beror den sidste fjerdedel af de nordiske landes rigdom på tilliden mellem mennesker.
Men det er nødvendigt at stoppe op og tænke nye tanker, hvis vi vil passe på Danmarks unikke råstof. For mennesker, der udsættes for kontrol, mister tillid og har ikke noget incitament til at leve op til en tillid, de ikke bliver mødt med. Det kan i sidste ende betyde mindre effektive medarbejdere på landets arbejdspladser.
De senere år har der været et politisk ønske om en afbureaukratisering. Men det er svært, for med kontrol følger også en vis grad af fritagelse for ansvar, ligesom der ved bortfald af kontrol pålægges et større ansvar.
Hvad er det så, vi skal være opmærksomme på?
Ifølge tillidsforsker Tina Øllgaard Bentzen, Ph.d. i samfundsvidenskab, skal vi overveje, om kontrol kan omskabes til styring. Og i den proces er det vigtigt at inddrage alle aktører og via samskabelse mellem disse forandre styringsprocesserne. Det vil sige, man bør inddrage medarbejderne, som sammen med ledelsen kan forandre de arbejdsgange, der er underlagt unødvendig kontrol.
Det skal blive spændende at se, om det lykkes at bevare Danmarks høje tillidsniveau i fremtiden. Jeg håber det. For det giver altså mere livskvalitet at bo i et land med en tillidsfuld stemning, end at bo i et land, hvor man er under kontrol. Men det kræver, at vi er opmærksomme og sætter tillid og styring i stedet for kontrol.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
