![Kingdom Centre, Riyadh, Saudi Arabia. Taken by BroadArrow](https://pov.international/wp-content/uploads/2016/03/Screen-Shot-2016-03-25-at-19.28.21.png)
Det er onsdag kl. 11 om formiddagen. Sidder i metroen på vej hjem fra lufthavnen og har lige slået flytilstand fra på Smart-telefonen. Har været uden netforbindelse de sidste tyve timer. Afskåret fra de besnærende sociale medier og frigjort fra verdens sande tilstand. Kontrasten fra den knastørre ørkenvarme i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, overfor forårs-regnen, der slår ind mod ruderne i metroen, mens den suser gennem den amagerkanske stenjungle, påvirker stemningen, da det første opslag på Facebook rammer mig:
”Fem personer henrettet i går” …
Det går op for mig i det øjeblik, at samtidig med at jeg har stået med et glas juice og et stykke Danablu i hånden under en palme i selskab med kronprinseparret avec Dansk Industri på den danske ambassade i Riyadhs Diplomatic Quarter, har fem personer fået hugget hovedet af et andet sted i byen, mens hujende horder af saudiarabiske islamister m/k, har heppet på bødlen i denne Sharia-retfærdighedens blodrus.
Eller har de?
Død ved halshugning
Hvis man er modstander af dødsstraf, er det gået fra slemt til værre i Saudi-Arabien, siden Kong Salman afløste kong Abdullah 3. januar 2015. Fra slemt til værre. Det var budskabet fra Amnesty International på et møde med udenrigsminister Kristian Jensen to uger før afrejse for den danske delegations handelsfremstød til Saudi-Arabien i dagene omkring 1. marts.
I kong Salmans godt et års regeringsperiode er antallet af henrettelser steget markant. Alene 2. januar i år blev 47 personer henrettet rundt omkring i landet. Der bor rundt regnet 30 millioner mennesker i Saudi-Arabien, så målt på antal henrettelser pr. indbygger, er tallet højt. Saudi-Arabien er kun overgået af Nordkorea og Kina, mens Japan og USA ligger på hhv. 4. og 5. pladsen. Hvis det altså var en konkurrence. Men det er det ikke. Alligevel er det de netop nævnte fem landes position ift. dødsstraf der bliver fremhævet, når folk vil enten angribe eller forsvare Danmarks samhandel og venskab med Saudi-Arabien.
”Så skulle vi jo heller ikke kunne samarbejde med Kina og USA,” hører jeg igen og igen. Og det er der helt sikkert også mange af de mest hardcore kritikere af det nyligt overståede royale handels-fremstød til verdens fjerde-største eksportør af olie, der heller ikke mener, vi burde.
Men det er ikke kun dem, der har ytret sig mest kritisk om besøget. Antiroyalister generelt og republikanere i særdeleshed, har i dén grad også hånet, spottet og latterliggjort besøget – en særlig kritik er blevet rettet mod kronprinsessen. Igen og igen er det blevet fremhævet, hvor hyklerisk det er, at hun den ene uge sidder til hyggemiddag i den saudiske kongefamilies palads, hvor kronprinseparret også overnattede under besøget. For blot en uge senere at være højt profileret taler til årsfesten for kvindernes internationale kampdag.
Syrlig selvfedme
Det kunne ligeså godt være mig, der sad dér bag computeren i den trygge danske velfærds-boble og høstede likes for velanbragte spydigheder og liflig bedrevidende sarkasme. Men det er det ikke denne gang.
Nej, i stedet er jeg hoppet med på den royale handelskonvoj med licens til at interviewe – både de kongelige, de tre danske ministre og måske en enkelt eller to Saudiarabisk ditto.
”Hvorfor?!” har folk udbrudt næsten med forfærdelse. Det indlysende valg ville jo være at boykotte bøddel-staten, hvor de tildækkede kvinder ikke må køre bil, forstår jeg. Ifølge samme logik vil bødlen fra det hellige politi nok lige tænke sig om en ekstra gang inden han hæver sablen næste gang, hvis jeg manifesterer mit sunde demokratiske værdisæt med dette eftertrykkelige nej-tak. Helt sikkert.
Jeg har i stedet valgt at gå all-in på handelsfremstødet; jeg skal med helt ind i de hellige handels-haller og stå i første række, når de royale klipper røde snore og ministre udveksler høflighedsfraser.
Som journalist er det nemlig noget nær umuligt at få visum til Saudi-Arabien og dermed denne eksklusive adgang til magtens korridorer i det hermetisk lukkede land.
Journalistens hemmelige plan
Og jeg har en plan: Vi godt 10 journalister og fotografer har på forhånd fået oplyst, at hvis vi vil bevæge os væk fra delegationen, skal vi have en repræsentant med fra Saudi-Arabiens Informationsministerium – et ministerium, jeg på forhånd har omdøbt Censurministeriet’, og planen er, at jeg skal have fotograferne til at distrahere vores ’hjælpende’ ånd, så jeg kan stikke af fra delegationen og vandre rundt på egen hånd for at rapportere fra gaden og hverdagen i Saudi-Arabien – langt væk fra kongekroner, oliesheiker og ministerbiler.
Det lykkes dog aldrig, for efter at have udvekslet et par fjollede videoer på snapchat og joket lavmælt om navnet Chop-Chop-Square (øgenavnet på byens historiske henrettelsesplads), forsvinder manden fra informationsministeriet af egen drift.
Endda selvom jeg som det første, da vi kommer ud på gaden, tager kontakt til en tildækket kvinde og spørger om hendes holdning til dødsstraf og kvindeundertrykkelse. Det rager ham tydeligvis langsomt, hvis han overhovedet hører det.
På egen hånd i Riyadh
Jeg finder hurtigt hen til Chop-Chop-Square. Her har det hellige politi også sit hovedkontor. Fuglene kvidrer og her er ikke et øje. Det er anden gang jeg er her under det korte besøg. Same same.
Står lidt og kigger ned i risten midt på pladsen, hvori blodet flyder fra de dekonstruerede ofre for bøddel-staten, som vi kalder det. Men her er de glade for dødsstraffen: Både blandt en flok unge fyre, jeg taler med ved pladsen, og generelt, når jeg spørger folk, er der en udbredt anerkendelse af, at dødsstraf er en rimelig sanktion.
Det er også den klare udmelding fra udenrigsminister Adel al-Jubeir, da vi er på besøg i Udenrigsministeriet, der ligesom mange andre af byens arkitektur, er tegnet af danske Henning Larsens tegnestue. Ham med Operaen.
Så enige om at være uenige
”There are two things, that are very important for us: Our safety and our religion. If you kill people, if you are a drugdealer – we will kill you. We make no exceptions,” siger udenrigsministeren der fra podiet i en sal uden vinduer i ministeriets kælder, flankeret af den danske kollega, Kristian Jensen. ”Our friendship is very solid. We agree on something, we disagree on something, We can agree to disagree. That’s what good friendship is all about,” fortsætter han, stadig uden at fortrække en mine.
Danske kollega Kristen Jensen nikker anerkendende. “You have your laws and we respect that. We will not interfere with your legal system, and we expect you not to interfere with ours. Otherwise it would be jungle-law.”
Tilbage på gaden har jeg stadig ikke fundet nogen lokale, der er uenige med udenrigsministrene.
Klart nok: I Saudi Arabien er man godt klar over, at så længe man ikke kritiserer regeringen eller kongefamilien, kan man sige stort set hvad man vil. Så det gør man ikke. Jeg kigger mig konstant over skulderen for at få et glimt af nogen fra det hellige politi, der overvåger både mig og dem jeg taler med, men jeg ser aldrig en, og af alle dem, jeg taler med, er der ikke én, der har set nogen fra det hellige politi. Jeg spørger også folk, om de har oplevet noget ubehageligt fra myndighederne. Om de er blevet irettesat, anholdt, eller blot har set nogen, der har været ude for noget ubehageligt fra dén kant, men svaret er nej. De fleste har hørt en masse, men ikke set noget.
Ingen biografer, ingen barer, ingen koncertsteder og stort set heller ingen fortovsrestauranter. Faktisk er der stort set heller ingen fortove. Blot bygninger og biler
Jeg forsøger at finde ud af, om og hvornår der skal finde en henrettelse sted, men det lykkes ikke. Det fylder ikke noget i mediebilledet, det er ikke noget folk taler om, det er ikke noget, der er til stede i den kollektive bevidsthed. Dét, der åbenlyst ser ud til at være det største problem er, at udelivet primært er en aktivitet, der udøves i from af pendleri mellem hjem og arbejde. Ingen biografer, ingen barer, ingen koncertsteder og stort set heller ingen fortovsrestauranter. Faktisk er der stort set heller ingen fortove. Bygninger og biler.
”Battha,” siger jeg til taxachaufføren, der kigger smilende på mig med et tomt blik. No English, siger taxachaufføren, og signalerer til mig, at jeg skal prøve at gentage min ønskede destination på engelsk: ”Down-Town,” svarer jeg perpleks. ”Aahh,” siger han, og kører mig rundt i byen en times tid med solen skinnende ind ad vinduerne først fra stik øst, siden fra stik vest, mens jeg taler i telefon med dem, der vil have mig til at rapportere i radioen.
”Jamen det danske besøg fylder ingenting i medierne hernede. Der er jo nærmest dagligt royalt besøg. Danmark er en lille spiller i det game,” svarer jeg. Vinklen er, at jeg skal fortælle, hvor forlorent det er, at både de royale og ministrene står og trykker hænder med deres saudiarabiske ditto, og at de saudiarabiske medier intet bringer om kritik af dødsstraf. Men de bringer faktisk intet om dødsstraf. Selv på denne dag, hvor fem bliver henrettet, har ingen hørt eller set noget. Det foregår i det skjulte.
Jeg forsøger at finde ud af, om og hvornår der skal finde en henrettelse sted, men det lykkes ikke. Det fylder ikke noget i mediebilledet, det er ikke noget folk taler om, det er ikke noget, der er til stede i den kollektive bevidsthed
Alligevel er det stort set det eneste, journalist-kolleger og de Facebook-forargede rutineret beskæftiger sig med. ”Den eneste måde, de lokale har mærket noget til den royale delegation, er at de skal holde i kø, pga. vejspærringer til de royale limousine-konvojer. Det er de vist rimelig trætte af,” svarer jeg. Samtalen afsluttes og jeg kommer nok ikke i radioen mere den dag, siger jeg på dansk til den uforstående taxachauffør, der smilende rækker mig en cigaret og en lighter, mens vi kører forbi det lokale indenrigsministerium for 3. gang.
Gryende feminisme
Tilbage på hotellet har den samlede danske journalistflok ventet i over en time på, at kronprinsesse Mary skal komme ud fra sit møde med ni saudiarabiske business-kvinder.
Vi har fået at vide, at vi ikke må interviewe dem, og er blevet stillet op i en slags halvmåne, så de ni kvinder og kronprinsessen kan komme hurtigt væk, når de kommer ud. Man hører fnis og fjanten bag døren, og dér er de så: ”Can’t I make an interview,” spørger jeg frejdigt den første og bedste. ”Sure, no problem,” svarer hun beredvilligt, og vi taler sammen i tyve minutter, mens de andre journalister følger i kronprinsessens fodspor. ”I give you my card,” siger hun afslutningsvis. ”You … also gave me – your hand,” svarer jeg forundret. ”I thought …” fortsætter jeg, men hun afbryder: ”Yeees, yes, yes – it’s optional,” fortæller hun erfaringsramt.
Hun betegner sig selv som feminist og erhvervskvinde, og har netop i skarpe vendinger kritiseret forbuddet mod at kvinder må køre bil: ”Det er latterligt,” siger hun eftertrykkeligt. ”For to år siden fik vi en lov, der giver kvinder særlige rettigheder til at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi skal alle køres rundt med chauffør. Det giver jo ingen mening, og så er det også dyrt. Med faldende oliepriser er det kun et spørgsmål om tid, før den lov bliver ophævet,” understreger hun.
The Saudi Arabian national symbol with the palm tree traded out for a female symbol. Photo: Genevieve Araque
Hun har ikke tørklæde på, så inden vi siger farvel tester jeg rækkevidden af hendes frihed endnu engang: ”Du har ikke tildækket ansigtet. Ville det være upassende, hvis jeg sagde, at du er meget smuk?” spørger jeg tøvende: ”Ja, det ville faktisk være meget upassende,” svarer hun. ”Ok – så vil jeg ikke sige det,” svarer jeg høfligt.
”Ok, men tusind tak skal du have,” svarer hun med et stort smil.
”Du har ikke tildækket ansigtet. Ville det være upassende, hvis jeg sagde, at du er meget smuk?” spørger jeg tøvende: ”Ja, det ville faktisk være meget upassende,” svarer hun. ”Ok – så vil jeg ikke sige det,” svarer jeg høfligt.
Hele mit besøg i en nøddeskal: Alle ved, hvor grænsen går, og hvor langt man kan gå i hvilke sammenhænge. Ved afslutningsfesten på den danske ambassade, spørger jeg, hvorfor der ikke er alkohol på bordet, nu hvor vi er på dansk territorium. ”Der er lige et par stykker, der skal gå først,” lyder svaret fra én af de lokale, der fortsætter: ” – og så trænger jeg også til en øl.”
Rygtet siger, at Riyadh flyder med alkohol og stoffer. Hvis man er villig til at betale prisen på ca. 2.500 kroner for en almindelig flaske rom eller vodka. Så det er ikke noget, den brede middelklasse gør sig i på daglig basis. De bevæger sig til og fra arbejde i deres billige biler på billig benzin.
Det er også det billede jeg får, når jeg bevæger mig ned ad de fortovsløse sidegader: Endeløse mure med tildækkede vinduer, der holder den stegende sol ude. Ingen lyd af legende børn i haven. Blot det obligatoriske sus fra den allestedsnærværende aircondition. Ikke meget fest dér. I al fald ikke på dén side af muren. Forbløffende mange butikker med farvestrålende frækt undertøj, er måske en indikator for, hvad der sker på den anden side af muren. Halvdelen af Saudi-Arabiens befolkning er under 25 år – hvor længe mon denne kedsomhedens grundstemning holder?
Jeg slubrer en sidste tår mango-juice inden turen gennem aftenmørket går fra ambassaden til lufthavnen. I stedet for bussen med journalister, vælger jeg den med udelukkende erhvervsfolk fra Dansk Industris delegation. Vi er et sted mellem 40-50 mennesker i bussen. Mænd i blåt og blot to kvinder i sort. Én af dem griner højt. Når hun kommer hjem til Danmark, må hun gerne køre bil.
![Kristian Danholm - Radio 24Syv](http://povint.wpengine.com/wp-content/uploads/2016/03/Screen-Shot-2016-03-25-at-22.57.04-300x169.png)
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Topfoto: Kingdom Centre, Riyadh, Saudi Arabia (2007), author: BroadArrow Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her