Vestafrikas første filminstruktører

af

“FESPACO nærmer sig. Filminstruktører og journalister strømmer i disse dage til Ouagadougou. Da de fleste intet ved om ”de gode gamle dage”, har jeg besluttet at grave fortiden frem. Hvad skete der egentlig i 1960’erne i Vestafrika. Hvordan startede filmproduktionen, og hvilke instruktører stod bag? Hvilke af de 12 vestafrikanske lande var allerede parat med film, da den allerførste FESPACO løb af staben i 1969?” Karen Hammer skriver fra Ouagadougou.    

Under hele kolonitiden, der for de fleste lande, kom til at vare til 1960, forbød kolonimagten Frankrig afrikanere at optage film i deres hjemlande. Missionærer og udlændinge kunne frit rejse rundt i det enorme område og optage, hvad de havde lyst til. Afrikanerne måtte pænt vente til selvstændigheden. Sekou Toure rev sin region Guinea Conacry løs allerede i 1958, startede det statslige produktionsselskab ONACIG, sendte unge filminstruktører på uddannelse i Østeuropa og betalte alle udgifter til produktionen af oplysende dokumentarfilm. Han var fra starten en foregangsmand og en idealist; historien skulle senere dømme ham som diktator.

Til Frankrigs store tilfredshed samarbejdede Mali og Senegal kortvarigt efter selvstændigheden, men allerede i 1961 rev Modibo Keita Mali fri og påbegyndte et partnerskab med Kina og Sovjetunionen. Modibo Keita fik desværre alt for få år som præsident. Hans venstreorienterede ideer bekymrede Frankrig, som ikke ønskede at miste kontrollen over de tidligere kolonier. I 1966 blev han væltet ved et militærkup ledet af Moussa Traore, der senere udviklede sig til en absolut uidealistisk diktator.

Den bedste måde at oplyse om nye dyrkningsmetoder, nye idéer og en bedre sundhed for alle, var at bruge filmmediet.

I Ghana herskede Kwama Nkrumah. Han havde allerede i 1957 været foregangsmand for de afrikanske landes selvstændighedstanke, og havde til Frankrigs rædsel revet den britiske koloni Guldkysten fri. De tre revolutionære præsidenter Kwama Nkrumah, Modibo Keita og Sekou Toure havde én ting til fælles: De forstod betydningen af oplysning og uddannelse. Folket skulle ikke længere leve som før og kun gøre og tænke som forfædrene. Den bedste måde at oplyse om nye dyrkningsmetoder, nye idéer og en bedre sundhed for alle, var at bruge filmmediet. Man skabte filminstitutter, man sendte unge lovende filmfolk ud i verden for at studere i Beograd og i Moskva, og man sendte biografbusser ud i landdistrikterne. Der blev produceret en mængde korte oplysende film, som folket gratis kunne se og lære af og som blev suppleret med underholdning og/eller Chaplin film – og staten betalte det hele!

De engelsktalende filmskabere

I Guldkysten (senere Ghana) havde de positivt tænkende briter allerede i 1948 startet filmskolen The Gold Coast Film Unit under ledelse af britiske Sean Graham. Han beviste sit værd ved at instruere flere korte spillefilm: The Boy Kumaseni kom som den første i 1952.  Året efter 1953 debuterede den første af hans elever, R.O.Fenuku, med kortfilmen Kofi – the Good Farmer. Da selvstændigheden kom i 1957, takkede man Graham for hans indsats og tog selv over. Nkrumah udbyggede briternes filmskole til et kæmpekompleks, og bekostede produktionen af mange korte oplysende film til brug for landets befolkning. Sam Arieety, der allerede i 1965 instruerede Ghanas første spillefilm No Tears for Ananse over en lokal fabel, brillierede i 1971 med de to fremragende dokumentarfilm Making of a King og Passing of a King fra Kumasi-kongedømmet, og Ato Yaney skabte den bedste dokumentarfilm nogensinde, Market Day, i 1973. Alle de ovennævnte film var fotograferet af Chris Hesse, der siden skulle stå bag vinderen af FESPACO-prisen i 1989, Kwaw Ansahs mesterværk Heritage Africa.

Men alt dette anede jeg slet intet om, da jeg i december 1988 landede i Accra for at besøge Chris Hesse, som jeg havde truffet i Ouagadougou i 1987. Jeg ankom på selve indvielsesdagen for Ghana films 40 års jubilæum og stod pludselig overfor en lang række gamle mænd, som jeg aldrig havde anet eksistensen af, men som var kendte og respekterede i deres engelsktalende verden, og som var begejstrede for min interesse for deres fortid.

Tre måneder i Mali, Niger og Øvre Volta

Da jeg begyndte at rejse i Vestafrika i 1978, anede jeg næsten intet om afrikanske film. Jeg havde set Ousmane Sembenes film Postanvisningen (Mandabi) i København og vidste, at han var fra Senegal. Først i maj 1982, da Institut Francais på Østerbro præsenterede 17 afrikanske film over to uger, gik det op for mig, at her var noget helt vidunderligt, som måtte undersøges nærmere.

I sommeren 1982 var jeg som sædvanligt i Senegal hos min peulefamilie. Jeg tog ofte ungerne med i den lokale biograf. Vi så dubbede og nedslidte amerikanske film, indiske syngemelodramer og rædsomme franske krimier, men der var aldrig skyggen af en afrikansk film på programmet. Biografdirektøren forklarede, at man skulle være utroligt heldig for at opleve en afrikansk film i hans biograf, for han skiftede program hver dag, men kørte kun to-tre afrikanske film om året! Vel hjemme igen besluttede jeg at rejse ud og lede efter dem. Jeg anmodede Undervisningsministeriet om tre måneders orlov i foråret 1984 for som geograf at se nærmere på konsekvenserne af 70’ernes tørke i Mali, Niger og Øvre Volta. Jeg var helt klar over, at de bedste filminstruktører netop hørte hjemme i disse tre lande – og i mit andet hjemland Senegal.

Filmmuseets bibliotek havde ganske få bøger om emnet. Jeg forberedte mig noget overfladisk og tog så afsted for at holde jul hos min familie i Senegal. Jeg tænkte slet ikke over, at Filmmuseets bøger kun fortalte om den fransktalende filmverden. Jeg anede ikke, at der var så skarpe kulturgrænser mellem de tidligere franske kolonier og de tidligere britiske kolonier Ghana og Nigeria. Man anede intet om hinanden, og man så aldrig hinandens film, for man talte et andet sprog og havde andre kulturnormer! Det var i virkeligheden et rent mirakel, at Kwaw Ansahs film Heritage Africa kunne vinde i Ouagadougou 1989, for ingen regnede den for noget; man ønskede end ikke at lade ham deltage i et af de daglige pressemøder!

I foråret 1984 rejste jeg lykkelig rundt og mødte venlige positive filminstruktører i Mali, Niger og Øvre Volta, uden at nogen på noget tidspunkt nævnte, at der også fandtes filmfolk sydpå og sågar vestpå i Guinea Bissau, der havde været en portugisisk koloni.

I foråret 1984 rejste jeg lykkelig rundt og mødte venlige positive filminstruktører i Mali, Niger og Øvre Volta, uden at nogen på noget tidspunkt nævnte, at der også fandtes filmfolk sydpå og sågar vestpå i Guinea Bissau, der havde været en portugisisk koloni. På vej hjemad opsøgte jeg filminstituttet i Dakar for også der at se interessante film. Men i Senegal var man vant til nysgerrige personer; mig gad man ikke spilde tid på. Det tog mig fem dage at overbevise dem om, at jeg var en seriøs filmstuderende, der burde hjælpes videre. Sembene var absolut uinteresseret, men jeg fik da lov til at se Xala fra 1975. Flere film nåede jeg ikke at se, før mit Aeroflot-fly bragte mig hjem til København. Nogle måneder senere vendte jeg tilbage, og nu gik alt strålende; jeg så over 20 senegalesiske film i den sommerferie.

Mali

I Mali finder man de største og mest engagerede vestafrikanske filminstruktører. Takket være Modibo Keitas store entusiasme fik mange unge filmhåb årelange uddannelsesophold i den kommunistiske verden. Det startede med, at agronomen Seudou Konate på opfordring fra præsidenten instruerede Demain a Nanguida i 1961 og fik stor succes og flere priser ved Moskva Filmfestivalen samme år. Den meget begejstrede Modibo Keita startede OCINAM (Office Nationale du Cinema de Mali) og fik en aftale i stand med russerne om uddannelseshjælp indenfor filmbranchen. Derfor kunne Malis i dag største filminstruktør Souleymane Cisse studere næsten syv år i Moskva, medens andre unge håb som f.eks. Assane Kouyate, Khalifa Dienta, Djibril Kouyate og Leopold Togo tilsammen studerede i Moskva i næsten 30 år. Djibril Kouyate lavede i 1970 Malis første spillefilm Au retour de Tieman, mens Cisse, der ved sin hjemkomst i 1969 blev ansat i Informationsministeriet, lavede fem kortfilm før sin første spillefilm Cinq jours d’une vie i 1972.

Han levede af sin pension som gymnasielærer og af sin kones indtægter fra grønsagsmarkedet.

Malis største kulturpersonlighed, historikeren og teaterinstruktøren Issa Fallaba Traore, blev af præsident Moussa Traore sendt på tre års studieophold i DDR. Hans kone kunne ikke acceptere, at han forlod en sikker post som gymnasielærer og forlod ham med fem børn. Da han kom tilbage, skabte han med støtte fra russerne Bamakos cinematek. Han giftede sig igen og fik fire spøjse døtre. I de næste mange år lavede han uden nogen form for støtte fire spillefilm, hvor især An be nodo i 1980 om de mange ugifte teenagemødre blev en kæmpesucces. Han levede af sin pension som gymnasielærer og af sin kones indtægter fra grønsagsmarkedet. Jeg var så heldig i flere omgange at være en del af hans storfamilie – at sove sammen med pigerne i hans centralt beliggende bankohus og at tage ud om aftenen med hans mobile biograf.

Elfenbenskysten og Øvre Volta

I de franskdominerede lande som Elfenbenskysten og Øvre Volta (fra 1984 kaldet Burkina Faso) gik man straks efter selvstændigheden i gang med at producere oplysende kort- og dokumentarfilm i massevis. De blev, som i Mali, sendt rundt med biografbusser og finansieret af staten. Unge instruktører som Timite Bassori og Henry Duparc startede deres karriere i Elfenbenskysten i 1963 og 1967 med at lave oplysende film for S.I.C, Societé Ivorian du Cinema, og Bassori fik tilmed fuldfinansieret sine to fiktionsfilm Sur la Dune de la Solitude (1964) og La femme au Couteau (1968). Mens Robert Gnoan M’Balla, der i 1997 vandt Etalon de Yennnega med Au nom de Christ, fik sine sarkastiske kortfilm som f.eks. Le Chapeau produceret ved fjernsynet. I dag er man stolte af Bassoris to korte spillefilm, og de vil nu, hvor Elfenbenskysten er fokusland ved FESPACO, blive bragt med til Ouagadougou og vist sammen med andre udvalgte film som Fadika Kramo Lancines Djeli, Henri Duparcs Bal Poussiere og Owel Browns 2011-vinder Un Mec Ideal. Men dengang stod man måbende overfor La Femme au Coteau, der foregår i en mareridtsagtig drømmeverden. Ingen forstod et kvæk, og Timite Bassori fik aldrig igen chancen for at lave en spillefilm.

Først i 1982 skete der endelig noget. Det år kom der hele tre spillefilm.

I Øvre Volta startede UNESCO i 1977 filmskolen INAFEC, og den unge historie- og filmuddannede Gaston Kabore blev ansat som leder af CNC (Centre National de Cinema) Han sørgede for, at der i de næste par år blev produceret en mængde kortfilm til brug for biografbusserne. Han ventede til 1982 med selv at træde frem som instruktør for oplysning af folket var det vigtigste. Allerede i 1971 havde Djim Mamadou Kola debuteret med spillefilmen Le sang de Parias et kærlighedsdrama med kasteproblemer. Men årene gik. FESPACO blev afholdt næsten hvert år. De store priser gik til nabolandene, for Øvre Volta deltog kun nu og da med et par kortfilm. Først i 1982 skete der endelig noget. Det år kom der hele tre spillefilm: Gaston Kabores vidunderlige Wend Kuuni, der gribende poetisk fortæller om en stum dreng fundet i bushen, Christian Richards franske Le Courage des Autres og Kollo Daniel Sanous morsomme men også realistisk vemodige Paweogo.

Burkinas senere mest berømte instruktør Idrissa Ouadraogo gik i sin tid på INAFEC. Han blev smidt ud og færdiguddannede sig i Paris på IDHEC og Sorbonne. Han lavede adskillige fremragende kortfilm i sine ferier hjemme, før han i 1987 bragede igennem med den utroligt underholdende spillefilm Yam daabo, før han i 1991 vandt Etalon de Yenenga med Tilai.

Afrikansk films fader

Når man taler om Vestafrikas filminstruktører, så taler man om Ousmane Sembene, afrikansk films fader. Han var nok i mange år den største, men der var i de første år efter selvstændigheden andre glimrende instruktører i Senegal, som fx Paulin Vieyra, der næsten kun lavede dokumentarfilm. Hans Les Presidents Senghor et Modibo Keita berettede om Senegals og Malis politiske samarbejde i de første år efter selvstændigheden. Jeg var så heldig at møde den højtuddannede og meget ligefremme kulturpersonlighed ved et seminar i Ouagadougou i 1987. Han havde lige været i Cannes og var meget imponeret over Lars von Trier. En anden betydningsfuld senegalesisk instruktør er Djibril Mambety Diop. Han debuterede i 1969 med spillefilmen Badou Boy, og gjorde alle totalt forvirrede med den sprælske Touky Bouky i 1975. Filmforskere har siden brugt år på at diskutere, hvad den film egentlig handler om!

Han var en stor filmmager, men utroligt ubehagelig at interviewe i 1984, hvor han åbenlyst gav udtryk for sin foragt for danskere.

Ousmane Sembene var den første, der forstod at tiltrække sig Vestens interesse. Hans gribende spillefilm La noire de, om en sort tjenestepiges næsten slaveagtige tilværelse i Frankrig, rørte alle dybt, og hans dybt sarkastiske Mandabi fra 1968 fik alle til at slå sig på lårene af grin over det korrupte og bureaukratiske senegalesiske storbysamfund. Sembene var oprindeligt forfatter, men da det gik op for ham, at alt for få i Senegal kunne læse, tog han imod et års uddannelsesstipendiat i Moskva, og startede så på sit kæmpeprojekt at uddanne og oplyse sit lands befolkning om fortidens storhed, og kolonimagten Frankrigs ikke alt for glorværdige indblanding i f.eks. Emitai (1971) og Camp de Thiaroy (1988).  Han fik også tid til at håne det moderne pengesamfund med Xala i 1975, og det gik hårdt ud over både islam og katolicismen i Ceddo (1977). Det blev for meget for Senghor, der forbød Ceddo i mere end 10 år. Men det var Sembene helt ligeglad med; han opførte teaterstykker og rejste rundt med filmen under armen i alle nabolandene. Hans allerførste kortfilm, Borom Sarret fra 1963, vakte opmærksomhed med sin realistiske skildring af en fattig kusks triste hverdag i Dakar, kom samme år som Momar Thiams kortfilm Sarzan og Timite Bassoris første kortfilm i Elfenbenskysten, men efter Moustapha Allassanes første film i Niger. Sembene var også den første, der af hensyn til sit analfabetiske publikum, indspillede sine film på lokale sprog som wollof og diola. Han var en stor filmmager, men utroligt ubehagelig at interviewe i 1984, hvor han åbenlyst gav udtryk for sin foragt for danskere.

Autodidakt geni

Når man ser bort fra filmen Afrique sur Seine fra 1955, lavet af de senegalesiske studenter Paulin Viera og Mamadouu Sarr i Paris, så var Nigers filminstruktører de første i det fransktalende Vestafrika. Niger havde ingen støttemuligheder til filmkunsten, men adskillige autodidakte instruktører der ville lave film, koste hvad det ville. Moustapha Alassane var uddannet mekaniker og havde været assistent for etnografen Jean Rouch. Alassane lavede allerede i 1962 sine første film, La piroquier et la pileuse de mil og Aoure. Efter endnu et par kortfilm lavede han Nigers første spillefilm Le retour d’un Aventurier, en westernparodi med den flotte Djingarey Maiga i hovedrollen i 1966, og i 1972  F.V.V.A, atter med  de to stjerner Djangarey Maiga og Zalica Souley. Ud over at være den første filminstruktør, var Alassane også pioner indenfor animationsfilm. Efter et års ophold i Canada hos NFBC, lavede han Le Mort de Ganji i 1965, der blev Afrikas første animationsfilm. Jeg ser lige nu i FESPACOS informationsfolder, at Moustapha Alassane er blandt sidste års døde: Han blev 74 år gammel.

Det autodidakte geni Oumarou Ganda, som havde haft hovedrollen i Jean Rouchs spillefilm Moi un Noir fra 1957, debuterede i 1968 med Cabascabo, en 45 minutter langt spillefilm efter egne bitre erfaringer som soldat i Indokina, og frydede alle 1970 med den lysende smukke kærlighedstragedie Le Wazzou polygame med dejlige Zalica Souley i hovedrollen. Den film blev i 1972 den allerførste nogensinde til at modtage en Etalon de Yennenga ved FESPACO. Hans sidste film, den betagende fabel fra Djerma-kongedømmets storhedstid der handlede om vigtigheden af at holde ord, L’Exilé, blev vist ved FESPACO 1981 et par måneder efter hans pludselige død 1. januar 1981; han blev kun 45 år.

Djingareye Maiga var oprindeligt håndværker fra Gao i Mali. Han havde set den amerikanske film Lænken med Tony Curtis og Sidney Poitier og var blevet så grebet, at han drog sydpå for at melde sig som assistent for Alassane. Fra 1973 gik han i gang med sine egne film; han debuterede med L’Etoile noir og lavede på trods af vanskelig økonomi og manglende støtte otte spillefilm, der alle havde titler indeholdende ordet ”noir”. Han overlevede økonomisk ved bl.a. at fungere som assistent og fotograf for udenlandske filmselskaber, der optog dokumentarfilm i Mali og Niger. Han var mig til stor hjælp, da jeg i 1984 første gang besøgte Niamay; han inviterede mig indenfor i storfamilien og sørgede for, at Institut Francais kørte en række af hans og andres film på hausa og djerma for mig, og at filmteknikeren oversatte alt til fransk!

FESPACO 2017

Fra 1966 til 1969 blev der i de ovennævnte lande produceret 11 spillefilm og masser af kortfilm og oplysende dokumentarfilm. Det var oplagt at starte filmfestivalerne i Carthago 1966 og i Ouagadougou 1969, for nu kunne afrikanerne selv. Det er alt sammen meget længe siden. FESPACO kan i år fejre sit 25 års jubilæum. Hundreder af nye instruktører er vrimlet frem med tusinder af nye film. I år var der 950 film tilmeldt. Det har været hårdt for FESPACO-ledelsen at vælge mellem de mange kort- og dokumentarfilm og især at udvælge de 20 spillefilm fra 15 forskellige lande, der skal konkurrere om førsteprisen Etalon de Yennenga og om Oumarou Ganda-prisen, der gives til den bedste debutant.

Man glemmer imidlertid ikke de gamle store instruktører.

Fadika Kramo Lancine.

Man glemmer imidlertid ikke de gamle store instruktører: Foran Place des Cineastes har længe stået fire næsten tre meter høje bronzestatuer af Ousmane Sembene, Souleymane Cisse, Gaston Kabore og Idrissa Ouedraogo, og nu d. 26. februar kl. 8.00 vil en femte statue blive afsløret: Fadika Kramo Lancine vandt 33 år gammel i 1981 Etalon de Yennenga med sin første spillefilm Djeli. Nu kommer han til ære og værdighed, for han var den første vinder fra Elfenbenskysten. Han var desværre mange år om at skaffe støtte til sin næste film. Wariko (Le grand Lot) kom i 1994, og vandt byen Ouagadougous prix. Lige nu kæmper han for at skaffe de sidste penge til sin tredje spillefilm Deux donzelles a Abidjan, inspireret af Molieres Les precieuses ridicule. Som man siger hernede: L’art en Afrique nourisse pas son homme. Afrikas første store filmskuespillerinde Zalica Souley fik fx aldrig mere end 30.000FCFA pr. film, knap 400 kr.

Hovedfotos: Karen Hammer.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top