Uddrag: Slave i Islamisk Stat

af

Journalist, forfatter og foredragsholder Deniz B. Serincis bog Slave i Islamisk Stat er historien om en familie og et folk, der spredes for alle vinde under pres fra en af vor tids mest formørkede ideologier.

Ghaliya er 27 år, da Islamisk Stat lukker sig om byen i det nordlige Irak, hvor hun bor. De militante islamister er særligt ude efter den religiøse gruppe, Ghaliya tilhører: ezidierne. Men det lokale militær trækker sig uden at advare befolkningen, som nu er overladt til sig selv. Ghaliya har det meste af sit liv haft ansvar for sine fire yngre søskende, men Ghaliya og søsteren Markaz mister kontakten til deres tre brødre under en kaotisk flugt. Islamisk Stat skiller mændene fra kvinderne, når de tager fanger. Ezidi-mændene likvideres, mens kvinder og børn udsættes for påtvungen konversion, religiøs indoktrinering, voldtægter og slaveri. Ghaliya og hendes søster tilbringer 285 dage i fangenskab hos flere forskellige IS-krigere, inden det lykkes dem at stikke af.

Nedenfor bringer vi et uddrag af bogen, der udkommer hos Gyldendal i dag.

Kapitel 7 – Bliv muslimer, eller vi tager jeres børn!

Den 20. august til 12. oktober 2014 i Tabqah og Homs, Syrien

I værelset er det altid mørkt, og fordi hun ikke ser dagslyset, har hun mistet fornemmelsen for, hvordan tiden går. Hun ved ikke, hvor længe hun har været derinde. Dæmpede stemmer udefra er det eneste tegn på, at der overhovedet findes andet end dette.

Hun hører Markaz rejse sig op og derefter hendes trin på stengulvet. Hun slår på døren.

”Jeg skal på toilettet.”

Stemmerne i det fjerne forstummer.

Hun banker igen.

”Jeg skal tisse!”

En ganske smal stribe lys viser, hvor døren ikke slutter tæt til karmen. En nøgle lyder i låsen. Lyset fra det andet rum i huset strømmer ind og blænder Ghaliya. Hun misser med øjnene, og da hun kan se igen, er Markaz allerede forsvundet.

***

”I bliver hentet i morgen.”

Siden han knækkede køllen over Ghaliyas ryg, har IS-soldaten konstant gået rundt med sit automatvåben. Ghaliya og Markaz kigger spørgende på ham.

”I er blevet solgt. S-o-l-g-t.”

Han taler til dem, som var de idioter.

Måske tingene bliver lettere nu, tænker Ghaliya, mens hun endnu en gang ser Syrien glide forbi bilruden. Hun ved ikke meget om sin nye ejer. Sin ”ejer”… Det er en absurd tanke, at hun er ejet af nogen. Hun er sin egen! Hun er Ghaliya Ravo. Fra Tel Ezeir. Datter af Barkat, søster til Markaz, Sabri, Ziyad og Majdal.

Pickuppen stopper ved et stort hus i byen Tabqah. Foran huset står en høj, midaldrende mand. Tøjet hænger løst på ham, men det skjuler ikke hans hængende mave. Han ser kort på dem, inden han vender sig om og går ind i huset.

”Følg efter mig.”

De adlyder.

Han bevæger sig tungt haltende gennem huset, ned ad trappen, hvor der ligger en kælder.

”Jeg blev såret under borgerkrigen.”

Borgerkrigen? Det må være krigen i Syrien, han mener, tænker Ghaliya.

”Lægerne kunne hverken redde mit højre ben eller min venstre fod.”

Nøglebundet klirrer, mens han låser en dør op. Med en håndbevægelse kommanderer han Ghaliya og Markaz ind.

”Mit navn er Abu Mustafa.”

Buskede øjenbryn hænger ned over et par tørre øjne.

”Velkommen til jeres nye hjem!”

Med et brag smækker døren bag dem. Fra loftet kaster en nøgen pære et skarpt lys ud i rummet. Betongulv, betonvægge, et lille vindue og lyset i loftet – intet andet er der.

”Hvor skal vi sove?”

Ghaliya sætter sig med ryggen op ad væggen.

***

”Abu Mustafa. Det er helt sikkert ikke hans rigtige navn.”

Markaz siger, hvad Ghaliya allerede har tænkt. Abu Mustafa er sikkert bare mandens kunya, ”kaldenavn”. Ingen af IS-folkene opgiver nogen sinde deres rigtige navne. De siger, at det er af sikkerhedsgrunde. Ghaliya er sikker på, at det i virkeligheden er af frygt. Hvis hun slipper fri – når hun slipper fri –vil hun sørge for at sige hans navn videre, så han kan blive identificeret og en dag retsforfulgt.

Ghaliyas opgiver hurtigt sit håb om, at livet hos Abu Mustafa ville være lettere end ydmygelserne og misbruget i Raqqa. Her var huset i det mindste omgivet af en have med skyggefulde træer. Hos Abu Mustafa er kun slaveri.

At Abu Mustafa er en vigtig mand, er Ghaliya og Markaz sikre på. Hans hus er enormt – fem etager højt – og utallige tungt bevæbnede jihadister adlyder hans mindste vink. Det samme gør hans slaver.

Med sin opførsel viser Abu Mustafa, at han er bevidst om sin magt. Nogle mænd ville forsøge at skjule deres skavanker, men Abu Mustafa lader sig ikke begrænse af sine dårlige ben og sin halten. I stedet skridter han dagligt sine besiddelser af, mens han udsteder ordrer. Han er en mand, der sjældent lytter, og hvis ord ikke indbyder til diskussion.

Heller ikke i hans familie. I huset bor Abu Mustafa sammen med sin kone, fire sønner, to døtre og fra tid til anden også sin svigermor. Ofte dukker hans tre børn fra et andet forhold også op.

”Det er en mands ret at have flere koner.”

Abu Mustafa er en verdensmand, og Ghaliya hører ham ofte henvise til Koranens kapitel 4, vers 3, når han fortæller, hvorfor han er gift med flere kvinder:

”Gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire … de er slavinder, I ejer.”

Mens han siger det, smiler han altid selvtilfreds og kigger rundt i rummet, så eventuelle tilhørere kan nikke anerkendende.

Ghaliya har aldrig vendt en side i Koranen, men hun kender til netop det vers, fordi hun nogle gange har talt om islam med en af naboerne hjemme i Tel Ezeir. Hvad Abu Mustafa glemmer – eller bevidst ser bort fra – er, at samme vers udtrykkeligt understreger, at manden kun har ret til flere koner, hvis han behandler dem ”retfærdigt”:

”Gift jer med de kvinder, I finder for godt. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én.”

Tilladelsen til at tage flere koner har en historisk årsag. Verset blev åbenbaret til profeten Muhammed fra Allah via ærkeenglen Gabriel i tiden efter slagene mellem profetens tilhængere og modstandere i Badr (år 624) og Uhud (år 625) – begge i det nuværende Saudi-Arabien. Slagene krævede mange menneskeliv, og efterfølgende oplevede det muslimske samfund en mangel på mænd, hvorfor der var færre til at forsørge kvinderne i datidens stærkt patriarkalske samfund. Dengang var kvinder oftest afhængige af mænd for at kunne klare sig. Tilladelsen til at indgå ægteskaber med flere kvinder kom fra Allah, så kvinderne havde nogle til at brødføde dem. Det er dog en betingelse, ifølge Koranen, at mænd kun kan gifte sig med flere koner, såfremt manden behandler dem alle ens. Denne sammenhæng går Abu Mustafa naturligvis ikke videre op i, han fortolker ligesom de andre IS-mænd Koranen efter sine egne behov.

Markaz erklærer, at det ikke nytter noget at tale med Abu Mustafa.

”Han har hovedet oppe i sin egen røv.”

Ghaliya kan kun være enig.

Abu Mustafa mener, at han – ene mand – har nøglerne til sandheden, og det skal alle andre rette sig efter.

Også når det handler om voldtægt.

”Du skal vaske dig, kvinde!”

En af Abu Mustafas soldater kigger vredt på Ghaliya. Det er anden gang, han forlanger, at hun skal bade, og det er anden gang, at hun undlader at svare og i stedet stirrer ned i gulvet. Hører ikke! Ser ikke! Taler ikke!

”Abu Mustafa bliver ikke glad for at høre om det her!”

Med et fnys drejer soldaten om på hælen og forlader rummet.

Om natten deler Ghaliya og Markaz et værelse med to ezidi-piger i teenagealderen, og om dagen bliver kvinderne ofte samlet i et stort rum i husets nederste etage. Det er her, soldaterne kommer ind, når deres herre vil have besøg, og det er her, en anden slavekvinde griber fat i Ghaliyas arm, da soldaten har smækket døren bag sig.

”Du må gå i bad. Jeg beder dig!”

Ghaliya kigger undrende på hånden, der har grebet hende i armen. Hvorfor i alverden vil kvinden sende mig i bad? tænker hun. Abu Mustafa har mange slaver i sit hus.

Med et ryk trækker Ghaliya armen til sig.

”Jeg vil ikke …”

”Bader du ikke, og besøger du ikke Abu Mustafa, tager han pigerne. Men han kommer alligevel til dig på et tidspunkt, og så vil han gøre forfærdelige ting ved dig.”

Kvinden kigger på to små piger.

”Den ene er min datter. Hav barmhjertighed.”

Ghaliya nikker og kalder på vagten.

***

IS’ brug af sexslaver og deres fortolkning af islam, der retfærdiggør denne praksis, har forfærdet mange og fået en del islamiske organisationer og lærde til at tage afstand fra IS. Det gælder Muslimernes Centralråd i Tyskland, flere britiske muslimske gejstlige, det Franske Råd for den Muslimske Tro (CFCM) og de indonesiske organisationer Nahdlatul Ulama (med over 30 millioner medlemmer) og Muhammediyah (med 29 millioner medlemmer).

IS’ tvinger ezidi-kvinder ind i ægteskaber. Koranen nævner ikke arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber noget sted; det er fænomener, som eksisterede, inden islam kom til. Det menes, at profeten Muhammed krævede, at kvinden skulle være fri til at bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Muhammed skulle således have sendt sin hustru Khansa hjem til hendes forældre, fordi det kom frem, at hun var blevet tvunget til at gifte sig med ham.

***

En morgen, et par dage efter deres ankomst, bliver døren til værelset, hvor Ghaliya, Markaz og de to teenagepiger sover, åbnet. Natten har som altid været hundekold, og de fire kvinder ligger stadig tæt sammen for at holde på varmen. Søvndrukkent åbner Ghaliya øjnene og ser Abu Mustafas kone og de fire mindste børn stå i døren.

”Hvad sker der?”

Eneste svar er latter fra børnene, mens en lille dreng rækker tunge.

Pigen ved siden af Ghaliya sætter sig op og kigger bedende på hustruen.

”Må jeg få et glas vand? Jeg er så tørstig.”

”Du skal ikke bede mine børn om vand. Kend din plads!”

Pigen kryber sammen, som havde hun fået tæv. Hustruen tager fat i dørhåndtaget og begynder at lukke døren. Ghaliya forsøger sig.

”Vil du ikke lade døren stå åben lidt? Der er så mørkt herinde.”

Abu Mustafas hustru bærer burka, men Ghaliya kan mærke, at øjnene skyder lyn.

”Hvis du beder mig om noget igen, afleverer jeg dig til soldaterne.”

”Men her er så mørkt.”

I to skridt står konen ved siden af Ghaliya. Hun griber hårdt i Ghaliyas arm og trækker hende ind til sig, så deres ansigter er få centimeter fra hinanden kun adskilt af stoffet i burkaen.

”Hvad er du utilfreds med? Hvad? Jeg vil ikke hjælpe dig. Vi skal sælge dig igen, når min mand er færdig med dig!”

Med et grynt skubber hun Ghaliya væk.

***

”Nu ejer jeg dig.”

Abu Mustafa læner sig op af dørkarmen med armene lagt over kors. Han smiler og ligner et rovdyr, der endelig har fanget sit bytte. Han har ikke vundet, tænker, Ghaliya, men hun må lade ham tro det.

Ghaliya sidder på knæ, og samme med hende sidder Markaz og nogle af de andre slaver. Under Ghaliyas knæ ligger det muslimske bedetæppe, og hendes ansigt er vendt mod Mekka. Omkring Ghaliya og slaverne sidder IS-kvinderne – heriblandt Abu Mustafas kone. Siden Ghaliya ankom til huset, har kvinderne haft til opgave at omvende hende og Markaz til islam.

Størstedelen af den irakiske befolkning er muslimer, men selv om Ghaliya er født op og opvokset i landet, er hendes kendskab til islam kun overfladisk. I hendes hjemby Tel Ezeir og hele området omkring Sinjar er de fleste ezidier. Nogle gange talte hun med sin muslimske nabo om islam, men det var sjældent lange eller dybe samtaler. I hele sit liv har hun bedt to gange om dagen – en gang ved solopgang og en gang ved solnedgang. Begge gange med ansigtet vendt mod solen. Nu vil Abu Mustafa have, at hun skal bede fem gange om dagen til en gud, som hun ikke tror på.

Måske Abu Mustafa kan se Ghaliyas tvivl og vrede, for han kigger indtrængende på hende. Så løfter han pegefingeren.

”Koranen siger, at din eneste chance er, at du lytter til Allahs hellige ord.”

Derefter reciterer han Koranens kapitel 9, vers 5:

”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.”

Alligevel adlyder hun Abu Mustafa og lader kvinderne fortælle om islam. Først skal Ghaliya lære de fem daglige bønner, salah – den ene af islams fem søjler. Samtidig bliver hun undervist i, hvornår og hvordan bønnerne skal siges alt efter solens placering på himlen. På en normal dag i Abu Mustafas hus må Ghaliya knæle og lægge panden mod gulvet ved solopgang (salah al-fajr), ved middagstid (salah al-zuhr), ved eftermiddag (salah al-asr), ved solnedgang (salah al-maghrib) og en sidste gang om aftenen (salah al-isha).

Da Abu Mustafas hustru stopper med at tale, udbryder Ghaliya.

”Jeg bliver aldrig muslim.”

Tavsheden er larmende.

”Heller ikke mig,” skyder Markaz ind.

”Så giver jeg jer til mændene.”

Da hustruen er stadig gemt bag sin burka, men Ghaliya er ikke tvivl: Abu Mustafas kone ville elske at sende Ghaliya og Markaz ind til sin mands soldater.

”Men jeg er ezi…”

”Hvis du ikke bliver muslim, sælger min mand alle dine venners børn.”

Omkring sig kan Ghaliya mærke de andre slaver stivne.

”Fortæl mig mere om islam,” bider hun skammen i sig.

Tårerne løber ned af Ghaliyas kinder, mens Abu Mustafas hustru fortæller, hvordan Ghaliya skal udføre tahir, det sunnimuslimske renselsesritual. Afmagten og væmmelsen kravler i hendes fingre, mens hun rituelt vasker ansigt, ører, næse, hænder, fødder samt underarme og underben.

Men da hun et par minutter senere ligger med ansigtet vendt mod Mekka, beder hun kun til én gud. Sin egen. Hun beder om, at han enten vil redde hende eller vil vise barmhjertighed og tage hendes liv.

***

De er kun fire dage hos Abu Mustafa, før han sælger dem videre til deres næste ejer. Eller ejere, for Markaz og Ghaliya tilhører ikke længere samme mand. Abu Mustafa solgte Markaz til en mand fra Tjetjenien, mens Ghaliya blev købt af en mand, der kalder sig selv for Abu Yusuf. Alligevel er søstrene sammen, for manden fra Tjetjenien bor hos Abu Yusuf, når han ikke er ved fronten.

Abu Yusufs hus ligger i Homs fem timers kørsel fra Tabqah. Homs ligger kun cirka en times kørsel fra grænsen til Libanon. Langs vejene sælger folk grøntsager, benzin fra dunke og Pepsi Cola. Homs ligger i et ørkenlandskab, men selv om varmen er brutal, mærker Ghaliya det ikke. Det er som at være hjemme i Tel Ezeir.

I modsætning til Abu Mustafa bor Yusuf beskedent. Han har et mindre hus i en enkelt etage, hvor søstrene får et relativt stort værelse. På gulvet ligger et par lurvede madrasser og beskidte tæpper, men sammenlignet med værelset i Tabqah er det en forbedring.

Hvor Abu Mustafa hersede og regerede med flere mænd, end Ghaliya kunne holde styr på, kommer der ikke mange mennesker hos Abu Yusuf. Et par tjenere, nogle få krigere. Alligevel er der noget ved manden, der får ham til at virke mere magtfuld end Mustafa. Yusuf er en ældre mand, hvis kridhvide hår dækker ørerne. Han går konsekvent i uniform, og hans kalashnikov er sjældent langt væk. Det kridhvide hår står i mærkelig kontrast til det hennafarvede skæg, synes Ghaliya.

Accenten afslører ham, når han taler: Yusuf er født og opvokset i Marokko og er først senere flyttet til Syrien. Ghaliya har svært ved at forstå ham. Arabisk er det officielle sprog i over 20 af verdens lande fra Mauretanien i Nordvestafrika til Oman i Den persiske golf, men på grund af afstandene er der store forskelle på sproget i de forskellige områder, og en arabisktalende fra Irak har ofte svært ved at forstå en arabisktalende fra Vestafrika.

Allerede efter et par dage opdager Yusuf, at Ghaliya har svært ved at forstå ham, og han slår over i en syrisk dialekt, som Ghaliya har lettere ved at forstå.

At hun nu kan forstå Yusuf er både godt og skidt. Godt, fordi hun har lettere ved at adlyde hans ordrer, så hun slipper for at blive slået – dårligt, fordi hun ikke længere blot kan spille dum, når han tiltaler hende.

”Du skal gifte dig med mig.”

Yusuf står i døren til det lille værelse, hvor Markaz og Ghaliya bor. Helt oppe ved loftet er to små vinduer, hvor lyser næsten ikke kan trænge ind, så det meste af døgnet ligger værelset hen i mørke.

Egentlig er Ghaliya ikke overrasket over, at Yusuf forlanger ægteskab. Siden hun er blevet taget til fange, har hun flere gange hørt soldater tale om, at en god måde at undgå utugt og synd er at gifte sig med slaverne.

Først prøver hun at ignorere ham.

”Du skal gifte dig med mig. Jeg ved, at du kan forstå mig.”

Ghaliya rejser sig op og går hen til Yusuf. Han har en løsthængende hvid kjortel på – ingen uniform i dag.

Netop som Yusuf begynder at tale igen, afbryder Ghaliya ham.

”Hvem er du?”

Undrende kigger han på hende.

”Mit navn er Abu Yus…”

Spytklatten rammer ham på kjortlen. Han kigger forbløffet på den, og i en pludselig indskydelse hiver Ghaliya ham i skægget.

Slå mig ihjel, slå mig ihjel, slå mig ihjel! Det er den eneste tanke, hun har.

Vredt giver han hende en lussing med bagsiden af hånden, så hun vælter. Yusuf vender Ghaliya om på maven, sætter et knæ i ryggen på hende og begynde at binde hendes hænder sammen.

”Nej!”

Hvordan hun slipper ud af hans greb, ved Ghaliya ikke, men pludselig står hun igen foran Yusuf og slår og kradser ham i ansigtet.

”Stop!”

Han brøler, hun skriger tilbage. Endnu en lussing, og så smækker døren. Markaz har ikke rørt sig.

***

Markaz’ ejer rager et hoved op over de andre jihadister, og hans lyse hud er solskoldet, hvor det lange skæg ikke dækker.

Og så viser det sig hurtigt, at han kan lide at lade næverne tale.

”Hvorfor slår du mig?”

Markaz har svært ved overhovedet at tale, når hun smertende hiver efter vejret.

Tjetjeneren er fed, men Ghaliya kan se, at han også er stærk som en bjørn. Hænderne er store og tunge, og når han slår, lægger han hele sin vægt bag.

Næste slag rammer med en lyd som et tungt stykke kød mod et bord. Tjetjeneren kigger på Markaz. Hun halvvejs ligger, halvvejs sidder på gulvet i det lille værelse. Hans størrelse og hans intimiderende ydre får Ghaliya til at føle, at rummet omkring hende bliver mindre.

”Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.”[i]

Efter første slag havde Ghaliya kastet sig ind mellem tjetjeneren og Markaz. Nu ligger hun i det hjørne, hvor han smed hende.

Han går tættere på Markaz, der krymper sig sammen og forsøger at skubbe sig væk.

”Du skal blive her. Her skal du dø.”

Tævene og voldtægterne tærer på Markaz, og når tjetjeneren forlader værelset, kravler Ghaliya altid over til sin søster og krammer hende. I begyndelsen krammede Markaz tilbage, men efter uger i mørket i værelset er hun forsvundet ind i sig selv. Krammene bliver sjældnere gengældt, og ofte ender søstrene med at sidde flere timer i stilhed.

***

Islamisk Stat har tiltrukket mange tjetjenere, der er berygtede som nådesløse og dygtige krigere. Fra 1994 til 2009 kæmpede Tjetjenien en blodig krig mod Rusland, og de tjetjenske jihadister har omfattende krigserfaring – ikke mindst i bjergrigt terræn. For lederne af Islamisk Stat er det dog en anden egenskab, der gør tjetjenerne til de foretrukne hellige krigere: De kæmper som besatte, for ofte har de intet at vende tilbage til.

Slutter en ung muslimsk mand sig til Islamisk Stat, får han mulighed for at tjene penge. Lønnen varierer, men jeg har hørt tale om beløb fra 300 til 700 dollars om måneden. Beløbet afhænger af, hvor stor en familie jihadisten har. Har en kriger mange børn, skal familien have mere mad på bordet, hvorfor han får flere penge end jihadisten uden kone og børn. I store dele af den vestlige verden lyder en månedsløn på mellem 300 og 700 dollars ikke som meget, men i Syrien og Irak er det en stor sum.[ii]

Udover penge får soldaterne også mulighed for at voldtage kvinder og børn med kun minimal risiko for blive stillet til ansvar i deres hjemlande. For det er svært for dansk, fransk, tysk osv. politi at samle beviser for forbrydelser begået i krigszoner som Syrien og Irak.

I dokumentet ’Behandling af slaver’ forbyder Islamisk Stat derfor indirekte voldtægter af sunni-kvinder. Det hedder i spørgsmål 22:

”Det er ikke tilladt for en fri [mand] at gifte sig med en muslim eller en kitabiyat kvindelig slave.”

Derimod hedder det i det første spørgsmål, at det er ganske legitimt at slaveholde sabi, ”som er en ahl-al harb [krigens folk], der er blevet taget til fange af muslimer”.

”Det, der gør en al-sabi tilladt, er hendes vantro. Vantro [kvinder], som blev taget til fange og bragt ind i islams sted, er tilladte for os, efter at en imam fordeler dem [blandt os].”

Gang på gang hører Ghaliya, hvordan Abu Yusuf citerer Koranen, når han forlanger, at hun skal vaske sig og gøre sig klar til ham.

Spørgsmålet er, om Yusuf og Islamisk Stat handler i overensstemmelse med Koranen. Konklusionen er ikke krystalklar, for i Koranen og de andre islamiske tekster er der både passager, der taler for, og passager, der taler imod IS’ handlinger. Hvordan den enkelte, som Yusuf, når frem til sine konklusioner, afhænger derfor af vedkommendes personlige fortolkninger.

Koranen forbyder sex uden for ægteskabet, hvorfor jihadisterne ofte gifter sig proforma med deres sexslaver. Hor, kendt som zina, skal straffes hårdt. Koranen skriver:

”Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion, hvis I tror på Gud og på den yderste dag! Lad en gruppe af de troende være vidne til deres straf!” (kapitel 24, ver 2).

Straffen på de 100 piskeslag bliver praktiseret i et mindretal af verdens muslimske lande, heriblandt Saudi-Arabien og Iran. Ifølge islamisk ret kræver denne straf dog, at fire uafhængige øjenvidner kan bekræfte, at samlejet har fundet sted.

Med reglerne i Koranen og andre islamiske tekster in mente bør voldtægt være i strid med islam. Islamisk Stat argumenterer dog for, at ezidierne ikke er omfattet af islams forbud mod udenomsægteskabelig sex, fordi de ikke er muslimer.

Samtidig har islam en tradition for at tage vantros familier som slaver og deres kvinder som konkubiner. Og selv efter nærstudier af Koranen står det klart, at bogen ikke fordømmer slaveri, og at den tillader sex med kvindelige slaver.

”Lykkelige er de troende, som vogter over deres køn; undtagen over for deres hustruer og slavinder” (23, 1-6).

Der står videre:

”De af jer, der ikke har råd til at gifte sig med ærbare, troende kvinder, lad dem gifte sig med nogle blandt jeres troende piger, som I ejer som slavinder.” (4, 25)

***

Jeg lugter, tænker Ghaliya. Af ged? Af ko? Nej, jeg lugter af beskidte IS-svin. Hun griner skingert for sig selv. Markaz kan ikke længere grine sammen med hende. Hun hverken smiler eller taler, og hun bevæger sig ikke mere end højst nødvendigt.

Lusene kribler og krabler under Ghaliyas kjole. Hun har ikke skiftet tøj, siden de forlod Tel Ezeir, og hvornår har hun sidst vasket sig? Det må have været i stenbygningen i Raqqa, hvor hun blev misbrugt første gang. Raqqa … hvis bare hun var druknet i floden.

***

Ghaliya modsiger sig selv på dette punkt. Hun hævder på den ene side, at hun ikke har vasket sig under hele sit fangeskab, men fortalte mig på den anden side også, at kvinderne altid blev bedt om at vaske sig, inden de blev voldtaget. Ghaliya er uvillig til at gå i for mange detaljer om voldtægterne. Jeg har spurgt til det på mange forskellige måder, men hun lukker ned hver gang, jeg kommer for tæt på begivenhederne, og derfor har jeg ikke kunnet få uoverensstemmelsen opklaret.

***

Låsen rasler, lyset vælter ind.

Med en håndbevægelse viser Yusuf, at Ghaliya skal følge med. Han låser døren til værelset og kommanderer Ghaliya ind i den lille stue, hvor han peger på gulvet.

”Sæt dig!”

”Du vil gifte dig med mig, men alligevel skal jeg sidde på gulvet? Hvorfor?”

Måske Yusuf kan lide, at hun er taler hårdt til ham, i hvert fald griner han højt.

”Du skal være glad for, at du er her hos mig.”

Han holder en kunstpause.

”Jeg har været fængslet i Kina, hvor forholdene var meget værre.”

Yusuf sætter sig i skrædderstilling i hynderne langs væggen og begynder at fortælle Ghaliya om islam. På bordet ved siden af ham står et stort fad med ris, kylling, yoghurt og to Pepsi så kolde, at der løber fugtperler ned ad dåserne.

”Hvis jeg siger ja til din religion, så vil jeg for evigt være din?”

Yusuf nikker kort.

”Konverterer du til islam, og respekterer du min religion, vil du ikke længere blive buret inde.”

Højtideligt citerer han fra Koranen.

”Gift jer ikke med kvinder, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende! Disse kalder til Ilden, hvorimod Gud med sin tilladelse kalder til Haven og tilgivelsen. Han gør sine tegn tydelige for menneskene. Måske lader de sig påminde!”[iii]

Nu er det Ghaliyas tur til at grine.

”Du vil have, at jeg skal gøre alt, hvad du kræver af mig. Du vil have, at jeg skal være klar til at dræbe min egen familie. Det vil jeg ikke. Jeg konverterer ikke!”

Yusuf åbner en Pepsi og tager en lang slurk.

”Vil du smage?”

Hun ignorerer ham.

”Eller hvad med noget kylling?”

Han fægter i luften foran hende med et kyllingelår. Fedtet glinser i skindet. Med lukkede øjne tager han en bid af kødet.

”Ah, det smager godt. Noget bedre end det, du plejer at få.”

Igen forsøger Ghaliya at ignorere ham, men lydene fra hendes mave afslører hende: Det er to dage siden, hun sidst fik noget at spise, og det var kun lidt brød og kartofler.

***

Yusufs udgave af islam er wahabisme, der er en militant og missionerende fortolkning af islam.

Wahabisme er statsreligion i to nationer: Saudi-Arabien og Qatar. Af samme grund bliver de to lande ofte tildelt noget af det ideologiske ansvar for IS’ succes. For eksempel sagde den tidligere amerikanske general Jonathan Shaw i oktober 2014 i dagbladet The Telegraph, at Qatar og Saudi-Arabien efter hans mening var ”hovedansvarlige for fremkomsten af den ekstremistiske form for islam, der inspirerer IS”.[iv] Han henviste til, at de to Golfstater har brugt milliarder af dollars på at fremme wahabisme.

”Roden til problemet er, at de to lande er de eneste i verden, hvor wahabi-salafisme er statsreligion – og IS er et voldeligt udtryk for wahabi-salafisme,” sagde Shaw.[v]

Der er ikke fundet nogle konkrete beviser på, at Qatar, Saudi-Arabien og de andre golfstater direkte har støttet Islamisk Stat.[vi] Som Charles Lister, der er forsker ved den amerikanske tænketank Brookings Institution, har sagt, så findes der ”ingen offentligt tilgængelige beviser for, at regeringen i nogen stat har været involveret i skabelsen eller finansiering af ISIS som organisation.”[vii]

Man kan dog sagtens tænke sig, at de sunnimuslimske regeringer i Golfen – der har en interesse i at komme af med Syriens præsident Assad, som undertrykker landets sunnitiske majoritet – kunne finde på at støtte forskellige oppositionsgrupper. Derudover kunne de også have en interesse i at underminere de iransk-støttede syriske og irakiske shia-regimer – den ”shiamuslimske halvmåne” – ved at støtte sunni-islamistiske grupper i tråd med ”min fjendes fjende er min ven”-logikken. På den måde ville de kunne reducere Irans indflydelse i Mellemøsten og afskære landets adgang til Middelhavet.[viii] Islamisk Stat forsøger med militære midler at reducere shiamuslimernes indflydelse i regionen

***

Chop-chop-chop-chop-chop-chop-chop-chop …

Lyden af rotorbladene på en helikopter trækker Ghaliya og Markaz ud af deres søvn.

Det første brag vækker dem helt. Markaz skriger, og et øjeblik kan Ghaliya igen se sin søster, som hun var for bare et par uger siden: en skræmt kvinde uden beskyttelse.

”Hvad sker der?”

Endnu et brag. Pudset drysser ned over dem. Døren bliver flået op. Yusuf brøler: ”Kom med!”

De løber gennem huset. Yusuf forrest, så Markaz og Ghaliya. Glasskår og splintret beton og sten falder omkring dem, når bomberne rammer. Ud gennem fordøren og rundt om huset. Tæt ind til væggen. En bil forsvinder i et flammehav. Videre, videre, videre! Der er sand og brand i luften.

Et stykke borte åbner en metalluge i jorden sig. En af Abu Yusufs jihadister stikker hovedet op. Han vinker til Yusuf.

”Løb derover. Ned i tunnellerne. Der er vi sikkerhed.”

Selv om han råber af sine lungers fulde kraft, er det svært at høre ham over eksplosionerne.

Markaz nikker og løber. Ghaliya ser, hvordan hendes søster automatisk bøjer kroppen sammen, mens hun med hænderne løfter op i kjolen, men selv vender hun sig mod Yusuf.

”Jeg skal ingen steder. Jeg vil hellere dø end kravle med jer ned i den tunnel!”

”Din idiotiske kælling. Af alle tidspunkter vælger du nu. Du skal med!”

Frygten i Yusufs stemme er tydelig. Ghaliya griner ad ham, og han griber fat under hendes arm og trækker hende med. Men han når ikke langt, for med en pludselig bevægelse river Ghaliya sig fri og begynder at løbe tilbage mod huset. Yusuf får hurtigt fat i hende igen, og med et ryk i hendes hår får han hende ned at ligge, hvorefter han kan trække hende efter sig. Hun får sand i munden, da hun lander for foden af stigen.

Over hende smækker lugen.

Topfoto: Jan Will.

Noter:
[i] Koranens sura 4,34. Men det ord, ”âdribuhuna”, der her oversættes med ”slå”, kan ifølge flere korankommentatorer også have andre betydninger. Âdribuhuna optræder således otte andre steder i Koranen i andre betydninger end “slå”, såsom”strides med”, ”forlade”, ”gå fra”, ”adskille” og ”rejse” (eksempler findes i sura 2,273; 18,11; 14,45; 18,32).
[ii] http://www.bt.dk/udland/sex-penge-og-slavepiger-saadan-beloenner-islamisk-stat-sine-krigere
[iii] kapitel 2, vers 221

[iv] The Telegraph, 4. oktober 2014
[v] The Telegraph, 4. oktober 2014
[vi] Deutsche Welle, 19. juni 2014
[vii] Deutsche Welle, 19. juni 2014
[viii] Information, 28. februar 2015

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Deniz Serinci
Journalist |

Deniz Serinci er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet (2013). Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbunds Københavns afdeling (kreds1) og har siden 2014 været Leader for Interreligious Understanding and Counter Extremism (LIU), et tværkulturelt dialogprogram med unge fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten, støttet af bl.a. det danske Udenrigsministerium. Han er desuden redaktør på JIYAN.DK – Danmarks Kurdiske AvisHan har bidraget til bogen “Kampen om Mellemøstens Fremtid“, Ræson (2016) samt skrevet bøgerne “Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat (IS)“, Frydenlund (2015) og ”Tyrkiets historie 1923-2012”, Frydenlund (2013). Han taler dansk, engelsk, kurdisk og tyrkisk. Hvis man vil donere til Deniz Serincis arbejde på POV International kan man betale direkte til ham på Mobile Pay: 2683 5664


Seneste indlæg fra

Gå til Top