Rejsebrev: På tur i Guinea med Souleymane Diallo

af

POV Internationals eventyrerske Karen Hammer har rejst kloden tynd i årtier – særligt i Afrika, hvor hun for år tilbage krydsede Guinea med en ikke helt almindelig ung mand som rejseledsager. Målet var Conakry og en kortlægning af guineansk film under skiftende politiske og kunstneriske forhold.

Gennem mange år rejste jeg rundt i Vestafrika for at opsøge de afrikanske filminstruktører og se deres film. Det hele startede i begyndelsen af 1980’erne, da det i Senegal gik op for mig, at det var praktisk taget umuligt at se andet end dårlige franske krimier i lokalbiograferne, nedslidte dubbede amerikanske film og indiske syngedramaer. Udenfor Dakar skiftede man program hver dag og kørte kun to-tre gange om året en afrikansk film.

Siden 1978 opholdt jeg mig jævnligt hos min nye familie Diallo i Velingara, syd for Gambia og nord for Sekou Toures store, frodige, rige Guinea. Det ville være oplagt at rejse sydpå og besøge de mange familiemedlemmer, som jeg nu og da traf ved bryllupper og barnedåb i Velingara.

Men den revolutionære – og desværre med årene mere og mere paranoide – Sekou Toure ønskede ikke fremmede, nysgerrige personer indenfor. Jeg kunne ikke få et visum, selvom både Tanao Diallo og hans anden kone Aisatou Ba var født i Guinea, og familien dernede ofte havde ytret ønske om at se mig. Tanao var, efter at have kæmpet i Europa for franskmændene under Anden Verdenskrig, endt i Senegal som politibetjent.

Et særligt forhold

Aisatou var som femårig blevet foræret til sin barnløse moster i Zigeunchore. Her havde hun i mange år solgt mælk på markedet for ”bedstemor”, inden denne tvangsgiftede hende kun 14 år gammel til den 40-årige Tanao Diallo i 1961.

Aisatou drømte om en dag at kunne rejse hjem og besøge sin mor og sine søskende i en af de sydligste kystegne, men det ville Tanao aldrig acceptere: Hun havde bare at lystre, og som en god hustru at sørge for madlavning og pasning af de mange børn.

Frankrig havde hentet soldater til krigen i Europa fra hele sit enorme afrikanske kolonirige, for så bagefter at dumpe dem, hvor man lystede. Tanao var meget tilfreds med at lande i Tiwaouane, for han havde uhyggelige minder fra sin hjemegn i Guinea og ville aldrig tilbage; han var faktisk også meget imod, at jeg i 1994 rejste sydpå ledsaget af hans 22-årige søn Souleymane.

Souleymane og jeg havde noget sammen; vi faldt for hinanden fra første øjeblik i december 1978. Foto: Privat.

Souleymane og jeg havde noget sammen; vi faldt for hinanden fra første øjeblik i december 1978. Han var da en sprudlende opfindsom lille knægt på bare 7 år. Jeg var 40 år, og han så mig som sin drømmekvinde.

Det var ikke nogen nem alliance, men det ser ud til at være en kærlighed for livet. I 1981 fik jeg Souleymane foræret. Tanao, Aisatou og jeg gik sammen på rådhuset og fik et papir stemplet. Jeg var nu forpligtet til at betale hans uddannelse og kunne rejse væk med ham, hvis jeg havde lyst, hvilket ikke altid var nemt, for han var sindssygt jaloux på alle mine mandlige bekendte.

De Gaulles chok

I sommeren 1960 slap Frankrig taget i næsten alle sine afrikanske kolonier, og Tanao blev forflyttet til Velingara.

Da Guldkysten rev sig løs i 1957 under Kwama Nkrumah og skabte landet Ghana, blev man alvorligt bekymret i Paris, for man ønskede at bevare den nære politiske kontakt med de tidligere kolonier og fortsat at have indflydelse på produktion og handel.

I 1958 sendte franskmændene derfor General de Gaulle, den store helt fra Anden Verdenskrig, på en charmerundrejse til de forskellige hovedstæder i Vestafrika. Han var ikke vant til modgang, og det var et chok for ham at møde en karismatisk og selvsikker Sekou Toure i Conacry, der ikke mente, at han alene kunne tage ansvar for at følge Frankrigs politiske overgangstilbud. Det skulle ud til en folkeafstemning!

Resultatet blev, at de Gaulle ydmyget og rasende rejste videre til det langt mere positive Elfenbenskysten, og at Sekou Toure rev Guinea løs i 1958 med sig selv som præsident. I Senegal og Elfenbenskysten gik det langt nemmere; både Leopold Senghor og Houphouet Boigny samarbejdede i årevis smukt med Frankrig, men de Gaulle tilgav aldrig Sekou Toure.

Ulykkelig kærlighed og selvmord i underskønne omgivelser

I 1984 døde Sekou Toure, og landet kom ud i politiske tumulter. Aisatous mor og søster med et lille barn, der havde boet i Velingara i næsten et år, kunne endelig vende hjem til familien i Guinea. Det blev også nemmere for mig at rejse.

I 1991 deltog jeg som sædvanlig i FESPACO i Ouagadougou. Her traf jeg Moussa Kemoko Diakite, der var leder af Conacrys filminstitut ONACIG, og adskillige andre filminstruktører fra Guinea.

Mohammed Dansogho Camara havde filmen Sere med i hovedkonkurrencen. Det var en god historie om ulykkelig kærlighed og selvmord i underskønne landskabelige omgivelser. Instruktøren klagede over et jaloux teknikerhold, der havde fejlbelyst og på anden måde skadet filmen, men faldt lidt ned, da Malis store skuespiller Balla Moussa Keita i hovedrollen som ærkereaktionær landsbyhøvding vandt prisen for bedste mandlige præstation.

Diakite fortalte mig under en frokost, at han var helt sikker på, at FESPACO i år ville give Etalon de Yennenga-prisen til Idrissa Ouedraogo for Tilai, for han huskede tydeligt, hvor hårdt han som formand for juryen i 1989 havde kæmpet for Kwaw Ansahs mesterværk Heritage Africa. FESPACO ledelsen havde dengang insisteret på, at det var Burkinas tur til at vinde, dvs. at Idrissa Ouedraogo skulle have prisen for Yaaba. Da Kwaw Ansah på trods af alt vandt i 1989, måtte det nu i 1991 være Burkinas tur! Det vidste alle, mange dage før juryen meddelte det, og folket jublede, og fyrværkeriet sprang.

Heritage Africa – som sagt en fantastisk film kan ses i sin fulde længde her:

Diakite inviterede mig til at besøge Conacry og der træffe hans fremragende medarbejdere og se hans og deres film. Jeg kom desværre først af sted i 1994, og der var forholdene i Conacry langtfra optimale.

Rejse midt i regntiden

Souleymane og jeg tog afsted midt i juni måned. Det var midt i regntiden, og de små skovveje var plørede og oversvømmede. Når den lille bus sad fast i mudderet, måtte Souleymane og flere andre ud at skubbe. Han var helt gennemblødt, da vi hen på aftenen ankom til Siguiri.

Jeg valgte et billigt hotel, og Souleymane, der insisterede på at bestemme, fordi han var en ”mand”, var selvfølgelig imod. Han var kontrær hele aftenen, for jeg havde pengene og erfaringen, så jeg endte med at bestemme. Næste dag styrtregnede det. Vi gennemførte at rejse otte timer sydpå i en pickup-taxa uden vinduesviskere og næsten uden lys. Godt, at vi meget sjældent mødte andre køretøjer på de utroligt hullede asfaltveje, der gjorde det nødvendigt at zigzagge sig frem. Undertiden gjorde vi holdt i en times tid for at reparere på bilen, der ikke altid ville lystre chaufføren.

Jeg valgte et billigt hotel, og Souleymane, der insisterede på at bestemme, fordi han var en ”mand”, var selvfølgelig imod. Han var kontrær hele aftenen, for jeg havde pengene og erfaringen, så jeg endte med at bestemme

Midt i Guinea ligger et frodigt område med små bjerge og vandrige floder. Her, i en slags paradis, boede mange af Tanaos familiemedlemmer. Souleymane medbragte et brev fra sin far, og vi blev modtaget med åbne arme.

Rundhytter udenfor Siguiri, Guinea. Foto: USAAid, Wikimedia Commons.

Mange genkendte os, og overraskelsen var enorm. Aldrig havde man forestillet sig, at nogen af Tanaos efterkommere ville komme tilbage.

Vi blev indlogeret i en fætters prægtige rundhytte, og der blev straks slagtet et får til vores ære. De store hytter i landsbyen var næsten skjult af de meterhøje majsplanter, der sammen med jordnøddebuske dækkede jorden overalt. Smalle stier førte os frem til badepladsen ved floden og til fætterens bedstemors hytte nær ved.

Her mødte jeg den ældste kvinde, jeg nogensinde har set og hilst på: Bedstemor var gammel, sandsynligvis omkring 80 år. Mens jeg hilste på hende, kom en urgammel kvinde kravlende ud af hytten; det var bedstemors mor, som også skulle hilse på de fremmede.  De to kvinder boede alene, men var elskede og respekterede af deres mange børn og børnebørn, som tog sig af dem.

Alderdom i Afrika er ikke et problem, her er det ikke en ussel forpligtelse at tage sig af de ældre.

Alderdom i Afrika er ikke et problem, her er det ikke en ussel forpligtelse at tage sig af de ældre. Vi nød tilværelsen her i flere dage. Vi smovsede i kød, og Souleymane glemte helt at være kontrær, for her var der et væld af kønne unge kvinder, der så op til ham og villigt lod sig forføre!

Voodoo og anden magi

Lidt efter lidt forstod jeg, hvorfor Tanao var bange for at komme hjem. For her midt i idyllen brugte man voodoo og magi. Her dræbte man folk, der var uønskede. En ung kvinde var plaget af noget meget ubehageligt udslæt; hun forhørte sig hos mig. Havde jeg mon noget medicin, der kunne hjælpe?

Nogen rådede mig til at blande mig udenom. Hendes mand, der lige nu var i bjergene med køerne, havde truffet hende i Liberia, da han var udstationeret der med den panafrikanske fredskolonne. Han havde giftet sig med hende uden forældrenes samtykke. I landsbyen giftede man sig ind i familien, det var det sikreste, men hun! Hun var en fremmed, der skulle ud på den ene eller den anden måde.

Souleymane og jeg rejste videre uden at nå at få problemer med nogle af de bedragne, bortrejste ægtemænd. Tre unge kvinder vinkede farvel ved lastbilen. Da jeg antydede overfor ham, at de kunne få problemer, hvis de var blevet gravide, svarede han frækt, at det vel bare ville være godt for dem, at få noget nyt blod ind i slægten.

Tre unge kvinder vinkede farvel ved lastbilen. Da jeg antydede overfor ham, at de kunne få problemer, hvis de var blevet gravide, svarede han frækt, at det vel bare ville være godt for dem, at få noget nyt blod ind i slægten.

Vi rejste videre mod sydvest med en stor lastbil. Jeg fik en plads foran, mens Soulymane sad oppe på ladet sammen med mange andre. Vejene var elendige, og de mange små broer var værre.

Under Sekou Toures styre havde han grundigt arbejdet med at udbygge vejnettet med gode asfalterede veje og nye sikre broer. Men årene var gået; nu var det ni år siden hans død, og i mellemtiden havde ingen tænkt på at reparere noget som helst. Hans idealistiske styre var blevet efterfuldt af et grådigt styre, hvor man kun tænkte på at fylde lommerne.

Regn-nedbrudte asfalterede veje er værre end normale våde jordveje; det havde vi jo allerede oplevet på strækningen fra Siguiri, men nu traf vi på broerne. Hver gang vi kom til en bro, blev alle passagererne sat af. Vi vadede så over de ret små floder, mens lastbilen forsigtigt kørte over broen og håbede på, at den holdt.

Alt kunne gå galt i Guinea – og det gjorde det også

Vi kom frem til en større by med en militærforlægning. Vi blev atter modtaget hjerteligt, og jeg fik overladt fruens private soveværelse med fine hvide gardiner og broderede puder. Ud af vinduet så jeg næste morgen en mand kun iført shorts cykle forbi med en Kalashnikov over skulderen.

Her var man ikke vant til hvide mennesker; faktisk havde vi på vores første uge ikke set én eneste hvid person. Jeg burde nok have tænkt mig bedre om, for dette land var jo ikke fredelige Senegal, hvor man altid havde behandlet mig med respekt, det her var fattige og gennemkorrumperede Guinea, hvor jeg ikke kendte spillereglerne. Her kunne det nemt gå galt – og det gjorde det desværre også.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Mens Souleymane var beskæftiget med at lære sine nye fætre at kende, gik jeg en lille tur i byen for at fotografere. Pludselig dukkede en soldat op lige foran mig og krævede fem dollars, fordi jeg havde fotograferet ham.

Jeg fotograferer aldrig millitæret, det er jeg for klog til, men jeg var ikke klog nok til bare at betale og skynde mig væk. Jeg begyndte at forklare, men den gik ikke, for han havde jo set blitzen. Mit Nikon-kamera havde ingen blitz, men den undskyldning gjaldt ikke, så han blev vred og prøvede at tage kameraet.

Vi kæmpede om kameraet midt på gaden i mange minutter, indtil flere soldater stoppede mig og førte mig hen til et kontor. Soldaten forklarede sig. Ingen gad høre på mig, for det var jo tydeligt, at jeg var skyldig

Vi kæmpede om kameraet midt på gaden i mange minutter, indtil flere soldater stoppede mig og førte mig hen til et kontor. Soldaten forklarede sig. Ingen gad høre på mig, for det var jo tydeligt, at jeg var skyldig; soldaten havde jo selv set lyset fra min blitz! Magtesløs måtte jeg se, hvordan man spolede min film tilbage, tog den ud af kameraet og konfiskerede den. Familien kom til og jeg fik lov at beholde Nikonen, men jeg var i chok.

Jeg havde mange år tidligere i Novosibirsk i Sovjetunionen været udsat for noget lignende, og jeg havde aldrig siden glemt min angst for autoriteters urimelige overgreb. Jeg var helt slået ud. Jeg kunne ikke spise og ikke tale om problemerne. Jeg bare sov resten af dagen.

Souleymane var dybt bekymret og meget hjælpsom. Han organiserede, at vi to dage senere rejste videre til en fasters landsby længere mod vest. Her gravede man bauxit og hjemmefabrikerede smukke trebenede aluminiumsgryder; de stod til salg foran næsten alle husene. Her i sikkerhed brød jeg endelig sammen og græd al min fortvivlelse over ydmygelsen og tabet ud – og det hjalp.  Snart var jeg atter mig selv. Det hjalp selvfølgelig også, at faster skaffede nogle friskfangede fisk fra floden lige om hjørnet og serverede dem grillet sammen med en lækker tomatsalat.

Ankomsten til hovedstaden

I vores sidste by, før ankomsten til hovedstaden Conacry, var der både en biograf, en bank og et lille hotel. Vi var nu for første gang i flere uger på egen kost; vi havde brug for brød og avocadoer, så jeg gik i banken for at veksle penge. Men banken kunne ikke klare at veksle en 100-dollarseddel. Så mange penge lå man ikke inde med.

Man anbefalede mig at gå over på markedet og veksle der. Da jeg tvivlede på, at det var lovligt at veksle på gaden og ikke ønskede at møde flere vrede autoriteter, gravede jeg en 20-dollarseddel frem og klarede således at skaffe os penge nok til at rejse videre. Der var oven i købet nok til en biografbillet til Souleymane. Han var lykkelig, men jeg kunne ikke slappe af, før han var vel tilbage.

Der var en flot nyasfalteret vej de sidste 20 km langs kysten ned til Conacry, og der var en meget aggressiv toldkontrol ved bygrænsen. Her handlede det atter om penge. Man mente, at mit visum var udløbet, men den gik ikke; jeg var atter fit for fight, og han kunne jo bare læse datoerne i passet!

Så insisterede han på, at Souleymane også skulle have et visum, og hvor var det? Han regnede vel ikke med, at vi vidste, at det var tilstrækkeligt for en indbygger fra et naboland at have et nyt identitetskort, men det gjorde vi.

Koleraepidemi og korruption

Vi var drivende gennemblødt, da vi endelig slap igennem kontrollen og kunne tage en taxa ind til byen og Tanaos ældre broder. Taxachauføren Amadou var peule, som vi, og ventede pænt udenfor onklens hus, mens Souleymane gik ind for at præsentere sig for familien. Onklen var bortrejst, og hans mange koner var helt uinteresserede i fjerne ukendte slægtninge. Her kunne vi ikke bo.

Frankrig havde sendt gratis vaccine til Conacry, men man havde ikke sendt gratis læger med, så mange havde ikke råd til at blive vaccineret.  Endvidere var der knap en million flygtninge fra Liberia og Sierra-Leone i landet. De næsten nøgne og ludfattige flygtninge fyldte godt op i gadebilledet.

Amadou inviterede os hjem i familiekollektivet, hvor han boede sammen med to gifte brødre. Overalt i Afrika holder peulerne sammen, og Amadaou var bare glad for at kunne hjælpe. Han sparede sammen til sit eget køretøj og kørte derfor næsten i døgndrift. Vi kunne sove i hans værelse, han var der jo næsten aldrig.

Conakry. Foto: Marten van der Bent, Wikimedia Commons.

Conacry ligger smukt ned til havet, men ellers var der ikke så meget at prale af. Mange af de store flotte huse var lettere forfaldne; byens elektricitetsnet lignede et kæmpe edderkoppenet, idet der overalt var puslet nye ulovlige ledninger ind, og det flød med affald i de våde gader.

Der var usædvanligt mange mennesker på gaderne, hvilket skyldtes, at der var en koleraepidemi i byen og ikke nok plads på hospitalet. Mange syge strejfede omkring uden at blive behandlet, for i Guinea skal der penge på bordet, før lægerne foretager sig noget som helst. Frankrig havde sendt gratis vaccine til Conacry, men man havde ikke sendt gratis læger med, så mange havde ikke råd til at blive vaccineret.  Endvidere var der knap en million flygtninge fra Liberia og Sierra-Leone i landet.

De næsten nøgne og ludfattige flygtninge fyldte godt op i gadebilledet.

Filminstitutter som revolutionens og fremskridtets værktøj

Jeg fandt let frem til ONACIGs store filmkompleks, hvor jeg blev modtaget af generalsekretæren Moussa Kemoko Diakite. Han var glad for endelig at se mig igen, men ærgrede sig over, at jeg var kommet for sent til at træffe to af hans bedste medarbejdere, Gilbert Claude Minot og Diagne Costades, der begge var døde i foråret 1994.

Minot var født i Paris i 1937 af forældre fra Martinique. Han havde gået på gymnasier i Conacry og i Lyon, og havde studeret film i Los Angeles 1962–68, hvorefter han var blevet ansat som instruktør og klipper ved ONACIG. Gennem årene havde han lavet en lang række dokumentarfilm, hvoraf jeg nåede at se den lange Hommage a Amilcal Cabral fra 1973. Minot var generaldirektør ved ONACIG 1980-84, hvor Costades efter Sekou Tores død kom tilbage og intrigerede sig frem.

De tre revolutionære vestafrikanske præsidenter Kwame Nkrumah, Sekou Toure og Modibo Keita havde en ting til fælles: De forstod betydningen af oplysning og uddannelse … Den bedste måde at oplyse om nye dyrkningsmetoder, nye ideer og en bedre sundhedsstrategi for alle var at bruge filmmediet.

Sekou Toure støttede Cabral i dennes kamp for at befri Guinea-Bissau fra det portugisiske kolonistyre, men måtte opleve at se sin ven myrdet i 1973; året før befrielsen og selvstændigheden kom i 1974. Sekou Toure var sine venners trofaste ven. Da Ghanas præsident Kwame Nkrumah blev kuppet i 1966, mens han var til en OAU-konference i Addis Abeba og aldrig mere kunne vende hjem, fik han asyl i Conacry og levede der resten af sine dage. Og da Miriam Makeba fik for mange problemer med apartheid-styret i Sydafrika, flyttede hun til Conacry og vendte først hjem, da Nelson Mandela tog over.

Diagne Costades født i 1936 var af græsk afstamning, men var student fra Paris. Han havde tilbragt syv år med filmstudier i Moskva og havde allerede der gjort sig positivt bemærket: I 1966 vandt han med Les Hommes de la Dance Grand Prix ved Festival Mondial des Arts Negres i Dakar. I 1968, samme år som han var blevet ansat, vandt han Grand Prix ved en festival i Leipzig for dokumentaren Hier, Aujourd´hui, Demain i samarbejde med Mohammed Dansogho Camara. Meget tydede dengang på, at han havde en stor fremtid for sig.

De tre revolutionære vestafrikanske præsidenter Kwame Nkrumah, Sekou Toure og Modibo Keita havde en ting til fælles: De forstod betydningen af oplysning og uddannelse. Folket skulle ikke længere leve traditionelt og kun gøre og tænke som forfædrene. Den bedste måde at oplyse om nye dyrkningsmetoder, nye ideer og en bedre sundhedsstrategi for alle var at bruge filmmediet.

Man skabte derfor filminstitutter. Man opstøvede potentielle filmfolk blandt skuespillere, forfattere og dansere ved Guineas verdensberømte Le ballet Africain, og sendte unge lovende filmfolk ud i Verden for at studere i DDR, Jugoslavien eller Sovjetunionen, og man sendte biografbusser ud i landdistrikterne.

En idealistisk start, der ikke holdt vand

Der blev i de første år produceret en mængde korte, oplysende film, som folk gratis kunne se og lære af. Sekou Toure ønskede det bedste for sit land.

Der er ingen tvivl om, at han fra begyndelsen i 1958 var en idealistisk og velmenende leder af Guinea. Han sørgede for en bedre infrastruktur i hele landet. Der var gratis skolegang. Han fik indlagt elektricitet overalt i storbyerne, og lod det være gratis.

Han sendte også unge filminstruktører som Diagne Costades, Sekou Oumar Barry, Mohamed Dansogho Camara og Dauda Keita på årelange uddannelsesophold i Østeuropa for straks at knytte dem til ONACIG, når de vendte hjem. Diakite satte mig godt ind arbejdsforholdene under Sekou Toure og de noget ændrede forhold under det nye militærstyre.

Selv var han, som adskillige andre, uddannet som skuespiller og havde gennem årene 1962-68 turneret i Vestafrika og i Kina og været teaterinstruktør i både Frankfurt, Dortmund og Berlin. På trods af, at han ikke havde nogen form for filmuddannelse var han i 1968 på opfordring af Costades blevet tilknyttet ONACIG. Allerede med sin tredje dokumentarfilm, Hirde Dyama, vandt han en pris ved FESPACO 1972, og i 1973 endnu en pris for Hommage a Osagyefo Nkrumah. Senest vandt han i 1983 UNESCOs pris for Naitu, et afrikansk traditionelt eventyr tilpasset Le Ballet Africain.

Under Sekou Toure var der aircondition i opbevaringsmagasinerne, men det var blevet sparet væk af det nye styre. Man havde heller ikke ment, det var nødvendigt at reparere hullerne i taget, så der var begyndt at lugte stramt af ammoniak nede i magasinerne, efterhånden som de gamle våde film kogte og rådnede.

ONACIG-komplekset bestod udover en række kontorbygninger også af en kæmpebiograf med flotte nye russiske projektionsmaskiner og en række magasiner til opbevaring af bl.a. de mange producerede film. Umiddelbart så alt meget lovende ud, men, forklarede Diakite mig, præsidenten, der var træt af folkets manglende vilje til at betale for den elektricitet, som under Sekou Toure havde været gratis, havde lukket for strømmen i en tredjedel af byen for en periode af tre måneder.

ONACIG, og desværre også mit logi, lå i det strejkeramte område, så det krævede god vilje at bruge de dieseldrevne generatorer på mig. Man levede jo af at køre spillefilm i biografen for et betalende publikum om aftenen.

Man var imidlertid meget positivt indstillet overfor mine ønsker, for man var stolt af Sekou Toures produktioner og ville gerne vise dem frem, Hvis det altså kunne lade sig gøre. Under Sekou Toure var der aircondition i opbevaringsmagasinerne, men det var blevet sparet væk af det nye styre. Man havde heller ikke ment, det var nødvendigt at reparere hullerne i taget, så der var begyndt at lugte stramt af ammoniak nede i magasinerne, efterhånden som de gamle våde film kogte og rådnede.

Man gav mig en liste over de producerede film, men forbød mig adgang til magasinerne, for ”det var virkelig for pinligt”.

Spande af kaffe og selvfinansierede film

Jeg kom hver eneste formiddag ind til ONACIG og håbede på at få set et par film. De fleste dage drak jeg kaffe og snakkede med de mange ansatte, som lige nu ikke havde andet at lave end at håbe på, at en eller anden instruktør udefra havde brug for deres arbejdskraft.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Vi drak megen kaffe og de gav mig mange interessante oplysninger.

Det havde tidligere været sådan, at man, ligesom hos Nkrumah i Accra og Modibo Keita i Bamako, fik løn, når man først var blevet ansat, og alle produktioner blev betalt af staten. Men nu, under det nye styre, måtte de ansatte selv skaffe penge til produktionen af deres film, ligesom hos Moussa Traore i Mali.

Undertiden hændte det, at ONACIG brugte medarbejdernes løn til at lave co-produktioner, som da Cheick Doukoure, der til daglig boede i Paris, kom hjem for at instruere Blanc d´Ebene i 1991. ONACIG lånte halvanden millioner franske franc af kulturministeriet, der tog dem fra de ansattes lønninger. Og da Gaite Fofana lavede Tanum om sin berømte bedstefar i co-produktion med ONACIG, brugte organisationen syv millioner Guinea-franc af personalets lønninger, og lod dem arbejde gratis.

”Vi fik ikke løn juni-december i 1993, og ikke i maj-juni i år”, forklarede en af de unge filmteknikere.

Der er adskillige andre eksempler på ONACIGs opfindsomhed i nyere tid, dvs. efter Sekou Toures død i 1984.

Sekou Toure var stolt af sit smukke land og producerede på Sily film en lang og berømt dokumentarfilm, Et vient la Liberte instrueret af Sekou Oumar Barry i 1969. Den ville jeg gerne se. Mens man ledte efter alle de 12 spoler, viste man mig Barrys Mory le Crabe fra 1967 og Sergent Bakary Woulen, Guineas første spillefilm fra 1966 – instrueret af Mohamed Lamina Akin, der oprindeligt var danser ved Le Ballet Africain.

Miraklet skete: Man fandt 10 af spolerne og kørte filmen for mig og for alle de mange, der i årevis havde hørt om den og drømt om en dag at opleve skildringen af Sekou Toures smukke land og alle hans fantastiske fremskridt. Det var en meget smuk film, fra dengang alt gik godt i Guinea, inden De Gaulle prøvede at hævne sit ydmygende nederlag fra 1958 og ændrede stemningen i landet for altid.

En alt for farlig hovedstad og en hvid dame i en taxi

Hjemme i Amadous familiekollektiv kedede Souleymane sig gevaldigt. Han havde svært ved at finde unge venner, og gad ikke tage med mig ind til ONACIG.

Der var panafrikansk fodboldturnering i fjernsynet næsten hver aften, og vi var meget velkomne som medlemmer af familien. Amadous svogre sørgede for at købe diesel til de generatorer, der lavede strøm.  Alt fungerede fint lige til den aften, hvor der ved semifinalen var forlænget spilletid, og der ikke var diesel nok.

Jeg mindes tydeligt denne sorgfulde aften, ikke bare fordi alle måtte vente på resultatet til den følgende dag, men også fordi familiens ældste bebrejdede mig, at jeg hver dag efter at have taget bussen fra centrum stod af ved endestationen og gik de sidste 600 meter hjem.

Havde jeg ikke hørt, at man næsten hver morgen fangede en af de banditter, der røvede buschaufførerne for dagens indkomst, trak et bildæk nedover dem, hældte benzin på og brændte dem af?

Det var alt for farligt, hvis jeg ikke for fremtiden tog en taxa, så turde han ikke længere tage ansvar for mig, og vi måtte flytte. Vidste jeg ikke, at der var masser af banditter i byen især omkring busstationen og markedet? Og havde jeg ikke hørt, at man næsten hver morgen fangede en af de banditter, der røvede buschaufførerne for dagens indkomst, trak et bildæk nedover dem, hældte benzin på og brændte dem af? Dagens aviser havde ofte den slags historier. Conacry var ikke et feriested.

OK, OK. Næste eftermiddag kravlede jeg ind på forsædet af en næsten fuld pickup-taxa, der gav sig voldsomt under min vægt. Chaufføren råbte begejstret op: ”Une blanche dans mon taxi. Jamais avant! Ma famille seras ravi ce soir, quand je raconte ca”.

Conarys deroute

En af dagene tog jeg en pause i kaffedrikkeriet med de mange unge filmfolk og tog hjem til Guineas mest berømte filminstruktør og skuespiller Mohammed Dansogho Camara for at få mere at vide.

Han havde oprindeligt været skolelærer oppe nordpå i Siguiri. Sekou Toure havde sendt ham på uddannelse 1971-79 ved filmskolen i Potsdam-Babelsberg i R.D.A., hvorfra han i 1977 vandt Berthold Brecht-prisen ved Festival des Jeunes Artistes i Berlin. Længe inden da startede han sin første karriere som teaterinstruktør, dramatiker og skuespiller ved teatret i Siguiri og fik stor succes med bl.a. et stykke om Mandinkaernes store helt Soundiata Keita i 1967.

Færdiguddannet i Tyskland arbejdede han som skuespiller og medinstruktør på Souhel Ben Barkas spillefilm Amock. Det var en co-produktion mellem Marokko, Guinea og Senegal med Miriam Makeba og Senegals største skuespiller Douta Seck i betydningfulde roller. Souhel Ben Barka havde i 1973 vundet Etalon de Yennenga i Ouagadougou med sin meget lange film Les mille et une mains; i 1982 vandt han førsteprisen i Moskva med Amock. I 1987 blev Dansogho Camara hentet til Senegal for at spille en vigtig rolle i Ousmane Sembenes Camp de Thiaroye.

Sembene ville gerne have haft filmen til Cannes, men det turde man ikke. Frankrig var nemlig rasende over Sembenes afsløring af koloniregimets massemord på næste 100 hjemvendte afrikanske soldater, der ventede i en millitærlejr Thiaroye på at få deres løn for kampene i Europa.

Sembene ville gerne have haft filmen til Cannes, men det turde man ikke. Frankrig var nemlig rasende over Sembenes afsløring af koloniregimets massemord på næste 100 hjemvendte afrikanske soldater, der ventede i en millitærlejr Thiaroye på at få deres løn for kampene i Europa. Filmen kom i stedet til Venedig, hvor den vandt juryens pris i 1988. Camara nåede at lave et par dokumentarfilm for ONACIG i 1983, inden han drog til Senegal og senere lavede sit eget produktionsselskab, KOMA film.

I 1988 producerede og instruerede han i co-produktion med Marokko sit eget Malinke-drama, Wuli-Koro (Le Chant du Bonheur Interdit). Nu sad han så der foran mig og rasede over alle de problemer, han haft med jaloux og negative teknikkere under indspilningen af Sere. Han antydede, at man også under filmens kopiering og klipning havde saboteret Sere.

Meget kunne tyde på, at han havde ret. Arbejdsklimaet efter Sekou Toures død, og især i slutningen af 80’erne, hvor Costades intrigerede for at få generaldirektørposten, må have været forfærdeligt. Guinea kunne glæde sig over filmens pris for bedste mandlige præstation, men Camara var ret fortvivlet.

Han søgte nu støtte til sin næste film Modi – la Sangsue efter eget manuskript. Jeg aner ikke, om det lykkedes for ham i dette håbløse land at få støtte til en film om korruption og bedrageri med varer og narko i Conacry. Men jeg tvivler.

Paranoia, De Gaulles rolle og fængslede filmfolk

Under vores kaffediskussioner kom vi ofte ind på politik før og nu. Hvad var det, der i 1971 fik den idealistiske og velfungerende præsident til at ændre kurs og mistro alle? Og de mange hentydninger til Costades’ intriger? Hvorfor var der så mange, der hadede ham?

Jeg kunne ikke spørge Diakite, for han havde beundret Costades for hans store instruktørevner. Jeg ville ikke risikere at miste hans venskab.

Mine mange unge arbejdsløse venner var glade for min interesse. En af dem pegede en morgen hen på et stort træ nær biografen. Der havde man i 1971 hængt en af kupmagerne. Nu kom der gang i snakken, og jeg fik hele historien serveret:

General de Gaulle kunne ikke glemme, hvordan Sekou Toure havde ydmyget ham i 1958. I juni 1971 allierede han sig med Portugal, der lod lejetropper trænge ind i Guinea fra kolonien Guinea-Bissau. Sekou Toures tropper kæmpede bravt. Det hele tog kun tre dage.

På andendagen, da det så ud til at kupmagerne ville vinde, kom Diagna Costades til at afsløre sin begejstring for Frankrig. Costades var på optagelse med sin første spillefilm Kindy, da han blev arresteret; filmen blev aldrig til noget, og Costades sad i fængsel fra 14. juni 1971 til 13. maj 1978.

En fin og intelligent instruktør eller en stor egoist?

Sekou Toure mistede tilliden til en større del af sine medarbejdere, og fængslede adskillige af filminstruktørerne mistænkt for meddelagtighed i kuppet. Disse var bl.a. Mohammed Lamine Akin (kortvarigt), Mamadou Alpha Balde (flere år) og filminstruktøren David Achkars far, der arbejdede på Le Ballet Africain og døde i fængslet.

Alle de unge filmfolk, som var på uddannelse i Moskva og Østeuropa blev beordret hjem for at overtage arbejdet. Lystrede de ikke straks, kom det til at gå ud over deres familier. Efter frifindelsen søgte Costades tilflugt i Senegal og kom først tilbage efter Sekou Toures død. Snart efter blev han ansat som direktør i Informationsministeriet, hvor hans effektive bagtalelser og intriger fik saboteret flere samarbejdsaftaler mellem ONACIG og Sovjetunionen.

Dauda Keita, der havde studeret i Moskva fra 1979-83, var straks efter blevet ansat ved informations-, kultur –  og turismeministeriet i Conacry. Han fortalte mig, at han i 1987 arbejdede sammen med Sovjetunionen på at lave spillefilmen Toussait Lowerture og på at lave en turistfilm fra Conacry sammen med Letla film fra Riga.

Costades var en stor egoist, et dårligt menneske, der saboterede andres ideer

”Men det fik Costades forhindret. Han ville være den nye generaldirektør, så alt det, der fungerede godt før ham, skulle ødelægges”. Ligeledes havde Sekou Oumar Barry en co-produktionsaftale med Tjekkoslovakiet i 1987 om filmen Domba Malo. Det blev heller ikke til noget, men filmen blev senere lavet som video co-produceret med Frankrig.

Diagne Costades var generaldirektør for ONACIG 1989-92. Der var efter hans død 28. marts 1994, stor uenighed om hans betydning for ONACIG. Da jeg forhørte mig, udtalte Alsenyi Tounkara, der havde været assistent for Diakite på Naitu: ”Costades var en fin instruktør med mange planlagte film. En meget intelligent instruktør, en af de bedste instruktører i Afrika”. Mens Dauda Keita sagde: ”Costades var en stor egoist, et dårligt menneske, der saboterede andres ideer!”

En bortkommet film vender tilbage

Efter 12 dage ved Conacrys filminstitut havde jeg ikke set ret mange film, men lært meget om filmsituationen i landet. Og jeg havde fået drukket meget kaffe med mange flinke mennesker.

Det var på tide at takke Diakite for hans gæstfrihed og rejse hjem.

Souleymane rejste tilbage til Senegal flere dage før, jeg var færdig. Vi skændtes efterhånden lidt for meget om penge, og han kedede sig lovlig meget. Det var en særegen oplevelse at rejse sammen med en så potent ung mand, men uden ham kunne jeg ikke have gennemført min rejse.

Da jeg et års tid efter atter besøgte min familie, bragte han mig filmen, som man havde konfiskeret i 1994! Min elskelige søn var rejst tilbage og havde krævet filmen udleveret! Jeg har aldrig tvivlet på hans meget besværlige kærlighed, og det år viste han mig den meget tydeligt.

Hovedillustration: Darrylkeith, Wikimedia Commons. Vejen til Siguiri.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top