mm

Maria Loizou Brændbjerg

Jeg hedder Maria, og jeg står bag bloggen BigFatGreekHealthy. Jeg har snuppet det engelske idiom "Big fat", som betyder fuldstændigt og komplet. Sæt det sammen med mine græske aner, mine kurvede former og min evige søgen efter balance mellem sundhed og lysten alt det dejlige, som livet har at byde på, og du har: BigFatGreekHealthy.

Jeg skriver om det, jeg har på hjerte - om børn, familie, mad, vin, rejser, kærlighed til stort og småt og alt det midt imellem. Sans for detaljen og øje for de små ting.

Til hverdag elsker jeg mit job som lægesekretær på Rigshospitalets TraumeCenter. Mor til to døtre, hustru til Glenn. Bor på wanna-be-bondegård på Amager med hund, kat, skildpadde og seks høns.

Kan du lide det, jeg skriver? Så kan du give en skærv på MobilePay 27112144. Du skal være så velkommen til at skrive til mig på mloizoub@hotmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maria Loizou Brændbjerg
på Mobile Pay: 27112144

Rejsebrev: Allahu akbar fra Marrakech

YOGAFERIE – “‘Allahu akbar’ lyder muadhinens klingende sang fra minareterne i alle fire verdenshjørner i Marrakech. Det kan man vælge at være enig i eller ikke, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig i Marokko. Min gave, som jeg fik, da jeg fyldte 40 år i efteråret, skal endelig indløses. En uges yogaferie i Marrakech med Niyama Yoga inklusive kokkeskole og vandreture i Atlasbjergene.” Maria Loizou Brændbjerg skriver fra et sansemæssigt kaos, der imidlertid resulterer i balsam for sjælen.

Jeg bliver bombarderet med sanseindtryk på mit første besøg i dette arabiske land. Vi er vel ankommet midt på torvet med vores bagage, som bliver fragtet videre i trillebører trukket af brune, rynkede, gamle marokkanske mænd med klare sorte øjne og ånde af sød myntete. Rundt og rundt i de bittesmå terracottafarvede gader med mennesker, knallerter, cykler, huller i vejene, gadesælgere, katte og høns i bundter, indtil jeg er rundtosset og har mistet min i forvejen meget ringe stedsans. “Riad Africa”. Så er vi der.

Riad Africa skal være vores hjem de næste to dage. En riad, som der er mange af i Marokko, er et hus bygget uden vinduer til gaden, men med en atriumgård i midten. Dette var engang riadens kvinders adgang til lys og luft, og her levede de deres liv.

Kaosset er totalt, men vi kan lide det. Der går ikke længe, før de første dirhams er omsat til læder og messing. I modsætning til turistfælder mange andre steder i verden, så er det her én, som jeg gerne falder i

Riad Africa er bygget op om to pools, en opvarmet og en kold. Alle værelser er istandsat med et væld af farver, klinker og messing. Alt dette medvirker til den autentiske stemning. Her og der finder man en lille overdækket oase med en blød velourpude, og på taget er der dækket op til frokost med udsigt over byens tage og Atlasbjergene.

Gadesælgernes kalden trækker i os, og vi begiver os ud i virvaret. Kaosset er totalt, men vi kan lide det. Der går ikke længe, før de første dirhams er omsat til læder og messing. I modsætning til turistfælder mange andre steder i verden, så er det her én, som jeg gerne falder i.

Farvestrålende sæber, velduftende krydderier, skinnende messing, de smukkeste møbelstoffer i metermål, som på opfordring og nærmest ingen penge trylles om til fantastiske pudevår af skrædderen, duftende koskind i form af tasker, punge, sko og rokokopuder, kulørte deshdash med metalliske broderier, som er lange kjortler til både kvinder og mænd, og saftige solmodne frugter.

Vi vil have det hele, og heldigvis er der ikke langt til den næste ATM. Gadesælgerne har argumenterne i orden: “Half price today, madam!” Eller hvis vi går videre: “Half price every day!” Eller et sidste desperat forsøg med: “Gratis, madam!”

Vestens indtog af ucharmerende franchisekæder er lykkeligvis næsten udeblevet fra Marrakech, og man kan derfor købe sin frokost på hjørnet hos Mustafa og sin kaffe på den lokale café.

Souken er en parallelverden af en anden verden. Kobraer slanger sig til hypnotiserende toner, der er trænede aber og falke i snor. Her kan man købe søde kager og kameler i træ, nøgleringe og bogmærker, lamper og skilte i messing og arganolie i litervis, farverige sutsko i skind og viagra.

Autentisk madlavning og yoga mellem bjergtinderne

Dag to er kokkeskole med Fatima, som ejer Riad Africa. Vi skal lave en trerettersmenu til frokost, og alt bliver handlet friskt fra souken. Levende fjerkræ, som vi selv udpeger og får slagtet, nøje udvalgte grøntsager og frugt, friskbagt filodej, mens vi står og venter, og krydderier efter vægt.

Det hele side om side. Fisk og dyr, blod og skæl og potter, tanginer og pander, skåle og the og nigellafrø med eucalyptus. Ja, det er voldsomt, og alle mine sanser er i brug, men her er den autencitet, som jeg har sukket efter.

Mine nyindkøbte sivsko egner sig ikke til at gå i snadder til anklerne, det trækker i næseborene, og min indre dyrevelfærdsaktivist forarges, men det her er the real deal. Sådan ser rigtig mad ud, og sådan lugter rigtige råvarer, inden de bliver vacuumpakket og transporteret tusindevis af kilometer hjem til danske supermarkeder.

Tre grøntsagsretter med friskbagt fladbrød, tangine med kylling, kartofler, friskbælgede ærter og gulerødder og dessert med friske bær og flødeskum i filodej. Merhaba!

Vi lever i en hurtig verden, som ofte er uden tid til fordybelse og omsorg, og det kræver lidt opmærksomhed at tage imod igen. Her i bjergene er der hurtigt balance i yin og yang

To timers kørsel fra Marrakech oppe i Atlasbjergene ligger Kasbah Africa i en lille dal, og det er her, at vores medbragte yogamåtter de næste fire dage skal tjene deres formål. Kasbah Africa åbner sig som en oase for enden af en uanseelig grusvej og er et tiltrængt og velfortjent åndehul efter hektiske Marrakech og to timers hårnålesving.

På toppen af Atlasbjergene ligger de sidste rester af vinterens sne. Resten er smeltet og løber nu som en isnende rislende strøm ned ad bjerget og igennem vores dal. Bjergtinderne er dækket af skov og rød lerjord, men ind imellem ser man græsgrønne plateauer, hvor geder og får græsser. Dyrelivet er rigt, og jeg elsker det. Æslerne kalder på hinanden hen over dalen med deres karakteristiske skryden, fuglene synger og skilpadderne bokser skjoldene mod hinanden.

Redouan, vores vært, byder os velkomne med hans “berberwhiskey”, som er sød myntete, og vi bliver indkvarterede i små stenhuse. En stor leopardfarvet tudse bliver forstyrret af vores ankomst og hopper i skjul.

Det er Redouans mål for de næste dage at være vores dedikerede vært, og intet ønske er for småt. Vi bliver forkælede med tre farverige og smagfulde hovedmåltider tilberedt med kærlighed, og når vores danske vaner byder os at bede om stærkere kaffe og friske tomater til morgenmaden, så bliver det mødt med: “Of course, madam”.

Tænde bål efter aftensmaden? “Yes, no problem”. Flytte parasollerne ned ad trappen til poolen? Vil du vise os Berberlandsbyerne? Vi mangler nogle kilo mandler, valnødder og lidt mere spidskommen? “Yes, I will take care of it, madam”.

Redouan sætter en ære i punktlighed, og han har styr alt. Selv da æslet Donkel får revet sig løs af sit seletøj og går på opdagelse i restauranten, bliver det mødt med venligt, men bestemt: “Yallah! Ud af min restaurant!”

Massage for sjælen

Jeg har en helt klar følelse af at opleve noget særligt. Vi har fire dage foran os med yoga kl. 7.30 og kl. 17.30, vandreture i bjergene, solbadning ved poolen og tre daglige måltider. Alt sammen er lige noget for mig.

Jeg har dyrket yoga før, men denne uges koncentrerede program gør mine led, muskler og hjerne godt. Den lidt mere aktive Hatha-yoga om morgenen får vækket kroppen, og vores solhilsener vækker solen. Om eftermiddagen bliver vi guidet gennem Yin-yoga, som strækker bindevævet blidt, men alligevel dybt og virkningsfuldt, og Restorativ-yoga er for mig ganske enkelt massage for sjælen.

Et tæppe om kroppen, en varm hånd på rygsøjlen, en pude over øjnene, dybe åndedrag og duftende æteriske olier på det helt rette tidspunkt. Vi lever i en hurtig verden, som ofte er uden tid til fordybelse og omsorg, og det kræver lidt opmærksomhed at tage imod igen

Hver for sig og sammen udgør vores to yogaundervisere et fyrtårn af omsorg og opmærksomhed. En øm lænd får ekstra tæpper til støtte, en kold hånd eller fod på fliserne bliver pakket ind i et stykke stof, en drillede flue i ansigtet bliver viftet væk.

Alt lægger de mærke til, og på lydløs ninjayogamanér afhjælper de lurende forstyrrelser, inden man selv har opdaget dem. Deres beroligende stemmer messer os dybere og dybere ned i tempo, og deres healende og strygende hænder får os til at smelte sammen med bjerget, vi sidder på.

Et tæppe om kroppen, en varm hånd på rygsøjlen, en pude over øjnene, dybe åndedrag og duftende æteriske olier på det helt rette tidspunkt.

Vi lever i en hurtig verden, som ofte er uden tid til fordybelse og omsorg, og det kræver lidt opmærksomhed at tage imod igen. Her i bjergene er der hurtigt balance i yin og yang.

“Allahu akbar”, og det er Marrakech så sandelig også.

 

Fotos: Maria Loizou Brændbjerg. Topillustration: Pixabay

Kategorier