Politisk burlesque med Afghanistan

af

Hvor landstingets medlemmer engang på Christiansborg med stor højtidelighed behandlede Rigets anliggender, blev i sidste uge afholdt, hvad man kaldte en høring med fokus på Afghanistan. Men det blev, ikke overraskende, en politisk burlesque. Endog en fremragende af slagsen.

Som bekendt er burlesque en grovkornet komedie, hvor man med et seksuelt tema dyrker det vulgære. Politisk burlesque er båret af den samme ånd. Forskellen er blot, at man karikerer det ideelle demokrati på afslørende vis, idet traditionelle normer vendes på hovedet. Striptease indgår, men sexet er det ikke.

Man kan ikke sige, at der i selve indkaldelsen til høringen var appel til husarerne. Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) lagde op til løjerne med denne titel: ”Erfaringerne fra den samtænkte danske Afghanistan-indsats 2001-2014”. Vi skulle helt konkret overvære præsentation af tre rapporter, hvor forskere har set på, hvordan ansatte i primært udenrigs- og forsvarsministerierne samt Forsvaret i fællesskab arbejdede for danske mål.

Barsk humor

Men enhver misforståelse, som kan skyldes den saglige titel, fordufter, da første mand på scenen, udenrigsminister Kristian Jensen, med barsk humor leverer dagens tema. Danmark har, erklærer han, ”gjort en forskel”. Afghanistan har oplevet ”konkrete forbedringer”. Ja, vi danskere kan være ”stolte over de resultater, som er opnået”.

Det er vovet. Et par dage før har Norge udsendt en 213 siders rapport, som er udarbejdet af en kommission anført af en tidligere forsvarsminister, stjernebesat med både norske og udenlandske forskere. Her starter indledningen:

”Efter mange års international indsats er situationen i Afghanistan nedslående. Militante islamist-grupper har fortsat fodfæste i dele af landet. Og Taleban står stærkere end nogensinde siden 2001. Krigshandlinger undergraver grundlaget for økonomisk og social udvikling, truer opnåede resultater og svækker mulighederne for at opbygge en stabil, fungerende statsmagt på demokratisk grundlag”.

Debattens landskab

Ministerens ord ville naturligvis, hvis de var blevet ytret i en normal politisk debat, have vakt modsigelse. Men Kristian Jensen har med et lille trick allerede vist, at enhver protest er latterlig.

Han fokuserer nemlig på forskellen mellem før og nu – og ”før” er i 2001, da Taleban enerådigt havde magten. Fordelene er ganske mange. Kritikere kan så konfronteres med argumentet: Nåh, du mener måske, at det var bedre under Taleban? Det er med succes anvendt også i forbindelse med Irak-krigen. Endnu et argument har inspiration derfra. Hvis debatten kan indsnævres til, hvorvidt beslutningen, som førte os ind i krigen, var rigtig eller forkert, bliver selve krigens forløb, især mulige fejl begået af vores politiske ledere, noget underordnet. Han har altså valgt en slagmark for debatten, hvor kritikere på forhånd er sat i bås med naive og pacifister. Og man slipper for en debat, hvor politikerne gøres ansvarlige for eksempelvis inkompetent ledelse, utilstrækkelige ressourcer og forkert strategi. Se, det er burlesque.

Fremlæggelsen af tre rapporter, skrevet af ansete forskere, virker umiddelbart noget i strid med, at vi er til komedie. Men den lille knast klarer politikerne i en afsluttende runde. På stribe kalder de nemlig rapporterne for ”evalueringer”. Ordets brug indebærer, at forskerne har gennemført en vurdering, hvor man har sammenlignet resultater med erklærede mål. Det er, hvad man gjorde i Norge.

God evaluering

Venstres Michael Aastrup Jensen kan berette, at ”evalueringen” viser, at der er sket noget ”rigtig positivt”. Hvorefter han, som før ham udenrigsministeren, henviser til stærkt misvisende statistik. Socialdemokraten Nick Hækkerup kalder ”evalueringen” for ”så god”. Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard kan oplyse, at ”det var min idé at lave denne evaluering”.

Kristian Jensen har valgt en slagmark for debatten, hvor kritikere på forhånd er sat i bås med naive og pacifister. Og man slipper dermed for en debat, hvor politikerne gøres ansvarlige for eksempelvis inkompetent ledelse, utilstrækkelige ressourcer og forkert strategi

Her er det underholdende element, at forskerne i deres præsentation af rapporterne udførligt har fremhævet, at de ikke har lavet en evaluering. Mandatet, som politikerne udrustede dem med, var nemlig så snævert, at de hverken skulle eller kunne foretage en vurdering.

Senioranalytiker på DIIS Louise Riis Andersen har stået for en rapport, som ser på de internationale erfaringer med samtænkning af den militære og den civile indsats.  Hun påpeger i sin præsentation, at man blot har opsamlet erfaringer og ikke gennemført en vurdering – som ”man ellers typisk gør”, tilføjer hun, så pointen ikke bliver overset. Man har heller ikke set på den samlede danske indsats.

Snævert mandat

Dekan på Forsvarsakademiet Ole Kværnø præsenterer ”danske erfaringer med stabiliseringsprojekter og CIMIC”. CIMIC er akronymet for aktiviteter, hvor soldaterne hjælper de civile, så den militære indsats får bedre kår. Stabiliseringsprojekter er lidt mere omfattende indsats med lokal bistand til de civile. Man kan ikke netop hævde, at det er en stor udgiftspost, som politikerne har udbedt sig en redegørelse for. Fra 2001 til 20014 beløb stabiliseringsmidlerne sig til i alt 16 millioner kroner. CIMIC-midlerne var på samlet 7 millioner. Sammenlignet med de totale danske udgifter beskæftiger rapporten sig altså med en post på cirka 1 procent af indsatsen.

Kværnø gør klart, at også denne rapport kun opsamler erfaringer, idet man ikke er blevet bedt om vurdering af, hvorvidt krigen blev grebet rigtigt an. Forsvarsministeriet har endog i sin formulering af opgaven gjort klart, at denne ”opsamling” er et meget snævert mandat. ”Det er”, står der i ministeriets skrivelse, ”således hensigten alene at anvende allerede eksisterende empiriske data som grundlag for erfaringsopsamlingen”.  Man skulle altså bare støvsuge arkiverne og, som Kværnø siger, ”ikke udarbejde nyt materiale”. Dermed udelukker mandatet f.eks. kritik fra samtidige iagttagere, eventuel eftertanke hos de udsendte samt forskerholdets vurdering af erfaringerne.

Amerikanske Nicole Ball fra et af verdens førende konsulentfirmaer inden for bistandshjælp, Landell Mills, får også sagt, at man ikke har foretaget en ”evaluering”, da man udarbejdede den tredje rapport med fokus på ”udviklingssamarbejde i Afghanistan”.

Striptease

Kontrasten mellem rapportørernes præsentationer og politikernes opfattelse er påfaldende, så jeg beder politikerne kommentere forskellen. Er de tilfredse med rapporterne, når de ikke har fået en evaluering?

Det er naturligvis et ondsindet spørgsmål. Politikerne har ikke deltaget i dagens høring og de har næppe læst rapporterne. Men det er jo dem, der har godkendt et snævert mandat. Hækkerup og Aastrup Jensen ligner aktører, som uforvarende har tabt et slør.

Venstre-manden får sagt, at man kan ”kalde det, hvad man vil”. Kun Lidegaard præsterer selvforsvar. Han tog initiativ til rapporterne, fordi han anså dem for et supplement til den store kommissionsundersøgelse af krigen. Og da mandatet skulle udformes, gik han efter et bredt flertal. Så mandatet blev snævert.

Flugt fra ansvaret

Uden kommissionsundersøgelsen, som den nuværende regering har stoppet, er de ”supplerende” tre rapporter pinlige. I kampuniform rejser kaptajn Mads Silberg, som har været i Afghanistan, sig op med endnu et spørgsmål til politikerne: Hvorfor får vi ikke en evaluering af den militære indsats, som repræsenterer 95 procent af indsatsen?

Man kan ikke sige, at han får et svar. Michael Aastrup Jensen forsøger sig med, at der skam nu kommer en historisk redegørelse, som også vil belyse Afghanistan. Men det er også et burlesque-svar, fordi undersøgelsen tilsyneladende kun vil belyse beslutningsprocessen, da Danmark gik ind i Afghanistan. Desuden har redegørelsens forfattere ikke ekspertise til vurdering af selve indsatsen.

Politikerne har bedt os soldater tage ansvar, og måske sætte vores liv til, for at føre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik ud i livet. Er det så for meget forlangt, at de tager ansvar, og måske sætter deres taburet på spil, for deres egne beslutninger?

Kaptajn Mads Silberg

Silberg er da heller ikke tilfreds. På et internet-medie, der hedder Krigeren, har han bagefter skrevet en artikel, hvor han fremhæver, at forskerne ikke ville legitimere politikernes manøvre:

”Jeg var tilstede hele dagen og det som gjorde størst indtryk på mig, var de anstrengelser som forfatterne til rapporterne gjorde sig, for at understrege hvor snævre rammer de var blevet stillet af politikerne. Man kunne godt fornemme at de følte at deres professionelle integritet var på spil, samtidig med at de godt kunne have tænkt sig at have lavet undersøgelsen efter norsk forbillede. Nogle af politikerne “brillerede” med at benævne rapporterne som evalueringer, uagtet at de selv udtrykkeligt havde begrænset forfatterne til netop ikke at komme med evalueringer”.

43 spøgelser

Og han rejser politikernes frygt for, at de skal blive stillet til ansvar for ”43 spøgelser” – altså de døde danske soldater:

”Hvad er det så, der afholder politikerne fra at kigge deres egen indsats efter i sømmene og stå til ansvar for succeser såvel som fiaskoer?

Det første bilag i den norske rapport er på side 206 og er benævnt ’De norske døde’, Det er ganske simpelt en liste over de dræbte norske soldater fra indsatsen i Afghanistan. Det er ligesom med til at understrege alvoren og seriøsiteten bag rapporten og det emne den behandler.Et tilsvarende bilag i en tilsvarende dansk rapport skulle i så fald være ca. fire gange så langt. Jeg håber ikke det er det som afholder dem, men jeg har mine anelser.

Politikerne har bedt os soldater tage ansvar, og måske sætte vores liv til, for at føre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik ud i livet.

Er det så for meget forlangt, at de tager ansvar, og måske sætter deres taburet på spil, for deres egne beslutninger”?

Blod på hænderne

Politikerne har selvfølgelig, som Silberg så diskret påpeger, blod på hænderne, og det ser de nødig udstillet. Men en vurdering af indsatsen kunne også udstille en del embedsmænd, samt ledende diplomater og officerer. Det er jo dem, der har det konkrete ansvar for indsatsen. Politikernes synd er, at de overlod styringen og indsigten til andre.

Høringens mest engagerede deltagere er da også to danske ambassadører, som med imponerende ildhu forsvarer indsatsen mod antydning af kritik fra forskerne.

EU’s ambassadør i Afghanistan, Franz-Michael Skjold Mellbin, afviser således på politikernes vegne, at et vigtigt mål for Danmark var, at man ville øge USA’s velvilje og sikre NATOs relevans. Den norske kommission har ellers påpeget, at det var et norsk hovedmål og faktisk det eneste, hvor man fik succes. Tidligere har DIIS endog i en rapport beskrevet, hvordan Danmark mellem Washingtons allierede kom i den ”absolutte top”. Men for ambassadøren er det så åbenbart et mål, som er alt for kræmmeragtigt. Næh, for vore politikere var en indsats mod terror det altoverskyggende, og det er, hvad danske soldater døde for – ikke indyndelse hos George Bush.

Også den danske ambassadør i Kabul, Uffe Wolffhechel, går til modangreb, da en norsk ekspert fortæller, at Afghanistan trods indsatsen stadig er et af verdens fattigste lande, de civile tabstal stiger og Taleban har stor fremgang samtidigt med, at regeringen i Kabul er præget af indre konflikter samt passivitet. Den danske ambassadør korrigerer med mange ord denne opfattelse, men han er tavs på et punkt. Eksperten fra Norge har sagt, at den danske ambassades folk aldrig rejser ud i landet, så de faktiske resultater af f.eks. udviklingsprojekter bliver ikke udsat for direkte kontrol. Hvorfor, spørger eksperten, kan svenskerne rejse ud, når danskerne ikke kan? Men det får han altså ikke svar på.

Pres på forskerne

Det er også embedsmænd, som, ifølge adskillige kilder, har forsøgt sig med pres på forskerne, så kritik kunne blive afværget.

I årene 2007-09 arbejdede et hold på DIIS med en analyse af ”samtænkningen” i både Afghanistan og Irak. Til grund lå en særskilt bevilling og et mandat, som udbad sig både analyse og anbefalinger. Resultaterne, som blev fremlagt i fire rapporter, var meget kritiske. Embedsmænd i både udenrigs- og forsvarsministeriet protesterede ihærdigt inden offentliggørelsen, men DIIS afviste dette pres. Holdet bag analysen var stillet i udsigt, at de var i gang med et projekt, som indebar løbende vurdering af indsatsen, men DIIS fik ikke en ny bevilling. Mellem de ansatte på DIIS blev det anset for en lærestreg.

Med udsigten til, at den vestlige indsats i Afghanistan var forgæves, smuldrer krigsmyterne. Derfor er underholdningen forbi, men i den aller sidste fase får vi da burlesque, en grov komedie

Der er ikke tegn på, at DIIS denne gang blev udsat for andet pres end det mandat, som blokerede en ny vurdering. Men flere kilder melder, at forskerne bag Forsvarsakademiets rapport blev udsat for ministerielt pres. Det blev dog afvist af akademiets ledere.

Utilfredsheden var især rettet imod, at ”samtænkningen”, ifølge forskerne, især var noget, som kom frem i politiske hensigtserklæringen og mødeaktivitet i København. Strukturen for samtænkning ”kunne ikke genfindes i missionsområdet”, lyder en konklusion. Rapporten indeholder megen kritik af indsatsen, især den udenrigsministerielle del. Indsatsen for civile havde bare forsvindende lav prioritet. Man er i rapporten tilsyneladende gået længere, end mandatet lagde op til. Men netop på grund af de talrige mangler, som konstateres, bliver rapportens store svaghed endog meget iøjnefaldende: På grund af mandatet kan forskerne ikke placere et ansvar. Den indirekte udstilling af dette problem bliver således rapportens største bedrift.

Teoretisk set kan en kritisk offentlig opinion dog bruge rapporten, fordi den med konkrete information får belyst kløften mellem politisk propaganda og den faktiske bistand. Danmarks indsats for Afghanistans kvinder har eksempelvis  i den politiske præsentation næsten overskygget alt andet, så det er en øjenåbner, at ud af de knapt 12 millioner kroner, som danske styrker anvendte på ”stabiliseringsprojekter” i Helmand-provinsen fra 2006-13, falder den mindste enkeltpost på kroner 240.489 i kategorien ”kvinder”.

Myterne smuldrer

Den amerikanske krigskorrespondent Chris Hedges har i bogen War is a force that gives us meaning analyseret krigsmyternes rolle. Han hævder, at hvis en krigsførende magt mister sine myter, så er nederlaget garanteret, fordi krigen ”afsløres for, hvad den er – organiseret mord”.

For danskerne var krigen i Afghanistan underholdning med mening i. Det var omkostningsfrit for alle andre end de udsendte, og danskerne havde en retfærdig sag, som gav dyb tilfredsstillelse. Vi følte os så gode, så længe der var udsigt til, at vi gjorde en forskel.

Med udsigten til, at den vestlige indsats i Afghanistan var forgæves, smuldrer krigsmyterne. Derfor er underholdningen forbi, men i den aller sidste fase får vi da burlesque, en grov komedie.  Det ville især de gamle grækere, som forstod, at der under komediens overflade er alvor, have værdsat. Hvorvidt vi forstår det i dag er mere diskutabelt.

POVs skribenter modtager ikke løn. Men hvis du har sat pris på denne artikel og gerne vil honorere mit arbejde, kan et beløb indsendes på MobilPay +45 30331559.

Topfoto: Forsvarsgalleriet. Indsatsen for Afghanistans kvinder har spillet en stor rolle i det politiske forsvar af krigen. Men en undersøgelse af Forsvarets indsats på det civile område viser, at en forsvindende lille del af krigens omkostninger blev brugt på kvinderne.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.