Når et skilsmissebarn får et skilsmissebarn

af

Jeg er skilsmissebarn – og har et skilsmissebarn. Gør det mig så til en bedre skilsmisseforælder eller en dårligere?

Det er svært at sige.

Jeg har jo mærket på egen krop, hvordan det er at stå mellem mor og far. Mærke at det var ”forkert” at elske min far, fordi min mor ikke kunne lide ham. Mærke den underlige stemning. Ikke forstå, hvorfor de ikke kunne sammen, ikke kunne forstå, når de så godt kunne sammen – i en time eller to. Jeg har aldrig boet sammen med min far – jo vist nok, da jeg var helt spæd, men han har altså ikke opdraget mig eller været en del af min hverdag.

Hvorfor i alverden fik jeg dog et barn sammen med denne person, som er langt, fra hvem jeg er

Jeg følte dengang, at min far svigtede mig – fordi det var ham, der ikke var der. Min mor svigtede mig også, fordi hun var så syg, som hun var. Vi behøver ikke dvæle i alt mit barndomslort med incest og vold og stoffer og druk og alt det pjat.

Hvis du har læst nogle af mine tidligere blogposter, så ved du godt, at det har været fucked up det hele. Og det er, som det er.

Problemet er…

Fakta er, at jeg skal håndtere sammen med min eks, at være skilsmisseforælder og prøve at forhindre, at mit barn står i samme situation, som jeg gjorde.

Problemet er bare, at når man er eks’er, så er der en grund til, at man ikke er sammen. Hvis man er to forholdsvis ”stærke” personligheder, går det nogle gange lidt vildt for sig på den følelsesmæssige front. Det kan både være godt og skidt, men når der er et barn imellem, er det ikke så smart, når den ene mener  “samarbejde” og den anden opfatter det som “modarbejde”.

Forældrene opdrager deres børn i den tro, at “mor og far” ingen fejl begår, hvilket de håber smitter af på børnene.

Jeg tror, at alle skilsmisseforældre mener, at det er synd for deres børn, at de gerne vil gøre det bedste for deres børn, at præcis de (den ene part) gør alt det rigtige, og at det er den anden, der gør det forkerte.

Nogle gange kan man jo tage sig selv i at tænke: “I guder, hvorfor i alverden fik jeg dog et barn sammen med denne person, som er langt fra hvem jeg er” – men det er der jo en grund til- Bare kig på dit eget barn, så har du den bedste og mest indlysende grund.

Foto: Privat
Foto: Privat

Forældre prøver på at råde bod

Min mor og far har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg elsker dem begge to – også selvom og måske endda fordi de har svigtet mig på det groveste i min barndom. Det har også været med til at gøre mig til den stærke (og svage og følsomme og skøre og sjove) person, jeg er i dag.

Min far har virkelig forsøgt at gøre sit for at råde bod på miseren. Han er, som han er, og nogle gange tager jeg mig selv i at tænke ”Jamen jeg kender ham jo slet ikke” . Nææh, måske ikke som den slags far, man er vokset op sammen med.

Men igen, nogle børn som er vokset op med deres far, kender ham heller ikke, fordi han måske ikke har været til stede rent mentalt eller har været meget væk på forretningsrejser eller andet. Det er altså ikke et kriterium, at man kender sine forældre, bare fordi man har boet sammen med dem.

Det er en god idé, synes jeg, at huske på, at jeg engang var vildt forelsket i den her mand.Det er længe siden, men fakta er altså, vi havde så stærke følelser for hinanden, at vi valgte at få et barn sammen trods alt. Når jeg tænker på det, så husker jeg på de gode ting, der er ved min eks. Det bånd de to har sammen, min datter og ham

Jeg har desværre erfaret med tiden, hvor mange forældre der holder ret meget af deres faktiske liv hemmeligt for deres (også voksne) børn. Forældrene opdrager deres børn i den tro, at ”mor og far” ingen fejl begår, hvilket de håber smitter af på børnene. Det eneste, den opførsel skaber, er imidlertid børn, der er bange for at begå fejl overfor deres ”perfekte” forældre.

Hvilket ofte ender med skuffede forældre, efter at de netop har taget deres børn i at fejle.

Kan man holde barnet udenfor ? 

Min eks og jeg har ikke haft det nemt siden bruddet, da vores datter var helt lille. Det ved alle, som kender os. Det har gået godt i nogle perioder og mindre godt i andre. Vi er helt sikkert enige, om, at det er den ”anden”, der har flest fejl. Og vi er begge enige om, at det er synd for vores datter. Så langt så godt. Det ændrer bare ikke på, at når jeg synes, noget er blåt, og min eks. synes det er sort, så når vi bare ikke skide langt. Og hvad gør man så?

Man husker at forsøge at holde barnet så meget som muligt udenfor det hele. Og så er det også en god idé, synes jeg, at huske på, at jeg engang var vildt forelsket i den her mand. Det er længe siden, men fakta er altså, vi havde så stærke følelser for hinanden, at vi valgte at få et barn sammen trods alt.

Når jeg tænker på det, så husker jeg på de gode ting, der er ved min eks. Det bånd de to har sammen, min datter og ham. Jeg tager mig selv ud af konteksten og slipper det.

Mit barn har ret til en far

Og så er jeg er nødt til at give slip. For uanset hvad jeg synes, han er eller gør eller noget, så har jeg valgt, at præcis denne mand skulle være far til mit barn. Ingen har tvunget mig. Derfor har jeg også valgt at tro på, at han kan være en god far for mit barn, også selvom vi kan være uenige om 50 procent eller måske 70 procent af opdragelsen.

Jeg fortalte ofte min mor det, hun gerne ville høre om min far.  Og så blev min mor vildt glad, fordi hun så følte ”vi” havde et bånd ”mod” min far. Jeg fik det godt i to sekunder, og så fik jeg det vildt dårligt bagefter.

Når min datter er hos sin far, så slipper jeg følelserne helt. Jeg kan ikke sidde og være bange for, at han ikke opdrager hende i min ånd. For vi er ikke sammen. Vi er ikke kærester, vi passede ikke sammen – og mit barn har ret til sin far, uanset hvad vi er enige eller uenige om.

Jeg har valgt ham som far til vores fælles barn … husk lige det, hver gang du bliver sur på ”den anden”.

For en af de værste ting, der sker med skilsmissebørn er, når de kan mærke, de kan ”bruge” det her ”misforhold” mellem forældrene til deres egen vinding, til at få opmærksomhed, whatever.

Jeg har da også taget min datter i nogle gange lige at smøre lige lovligt tykt på, når hun skulle fortælle noget, hvor hun måske vidste, at jeg misbilligede det en smule – bare for lige at se min reaktion.

Heldigvis kender jeg hende så godt, at jeg er klar over, hvornår hun gør hvad, så den tager jeg lige i opløbet. Og hun indrømmer det blankt hver gang at ”nårh ja det var vist ik’ helt sådan alligevel”… og det er helt fint. Jeg bliver ikke sur på hende, for jeg ved jo godt, hvad det handler om! Jeg har selv været der.

Men jeg kan ikke lade være med tænke på de skilsmisseforældre, der måske ikke kender deres børn så godt og/eller lever med et dybt had/sorg/frustration over deres eks, så de gladelig ”hopper” med på det, børnene fortæller. Og at situationen så vokser til noget, den ikke skulle være.

Jeg hørte engang en mor (skilsmissemor) sige noget, som hendes barn havde sagt om sin far – ”og børn lyver altså ikke” – jeg tænkte bare; What? Børn lyver da på fuld skrue om alt mulig mærkeligt. De ved jo ikke bedre – og de ved slet ikke bedre, hvis deres forældre ikke er gode til at guide dem i det her med sandhed og konsekvens af at fortælle selv en eventuel lille løgn om deres mor/far for at få opmærksomhed eller komme i en symbioselignende tilstand sammen med den ene forælder i det sekund, de fortæller en lille hvid løgn.

Jeg fortalte ofte min mor det, hun gerne ville høre om min far. Jeg anede ikke en skid om min far. Jeg så ham en gang om måneden oppe hos min farmor og farfar, så jeg kendte ham ikke – men alligevel sagde jeg f.eks. ting som ”Mor, jeg kan virkelig godt se, hvad du mener, når du siger, min far er sådan og sådan”.

Og så blev min mor vildt glad, fordi hun så følte ”vi” havde et bånd ”mod” min far. Jeg fik det godt i to sekunder, og så fik jeg det vildt dårligt bagefter. Det var ligesom at pisse i bukserne en vinterdag.

Til min far sagde jeg intet om min mor. Jeg var bange for, at hvis han sagde noget videre til min mor, så ville min mor slå mig ihjel – og det er helt seriøst.

Min barndom har, tror jeg, været ret grel ift. en del andre skilsmissebørns … og dog. Det psykiske spil mellem to voksne, der ikke kan enes, er lige hårdt uanset hvem barnet er. Det er altid barnet, der er taberen.

Så vær sød at huske, at du valgte din eks. til at være forælder til dit barn/jeres barn.

Jeg siger ikke det er nemt. Og det er slet ikke nemt, for du ”hænger” på et menneske, du helst så på Lars Tyndskids marker, resten af dit liv, hvis du altså ønsker at have et godt forhold til dit barn.

Men prøv alligevel. Vi har alle fejl og vi kan alle opføre os åndssvagt, når det kommer til følelser. Det er dig, der er den voksne, og du skal vise dit barn, hvordan man håndterer pressede situationer, uden at dit barn føler skyld over, at du engang traf et valg – nemlig at blive mor eller far.

Tak fordi du læste med.

Topfoto: Angela Silverfox – Privat

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Angela Silverfox

Angela Silverfox er uddannet LifeCoach, hvilket grundlæggende handler om at hjælpe mennesker. Helt “almindelige” mennesker som dig og mig gennem deres kriser i livet. Det kan være en skilsmisse, fyring, en forkvaklet barndom, problemer i parforholdet, dødsfald i familien, hvis du er cutter, eller er pårørende til en cutter, eller blot er et menneske med et negativt livssyn. Hun vover at påstå, at hvis man er klar til at få det bedre uanset hvor man er i sit liv – så kan hun hjælpe. Man kan tackle de svære situationer på en ny og langt bedre måde end man hidtil troede. Udover kriser i livet, så hjælper Angela også spiseforstyrrede af med deres madhad og kropshad. Hun har selv været igennem tre spiseforstyrrelser og er kommet ud på den anden side.
Hendes blogs omhandler ofte emnerne, hjælp til bedre selvværd, at tage ansvar for sig eget liv og hendes egen livshistorie. Angela har klare meninger om hvordan hun ser på at vi alle kan blive til en bedre udgave af os selv. Hun skriver aldrig om fester eller de kendte, eller hvilken vand hun synes man skal drikke – det lader hun andre om. Ifølge hende, så det at få selv-indsigt, det er faktisk sværere end man tror. Angela er også uddannet personlig træner. Hun uddanner sig løbende inde for det felt, hun mener er mest interessant – nemlig hypertrofi! Hun elsker at lære både mænd og kvinder omkring deres krop og især deres muskler at kende, på en helt ny måde.

Seneste indlæg fra

Gentagelsen

Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i
Gå til Top