Hvad er det, der sker dernede i Afrika?

af

Bidragene til Danmarksindsamlingen falder. Da de toppede i 2015, efter ni års stadig mere omfattende kampagner, kom der 100 millioner kroner i kassen. Året efter gled beløbet ned på 97,5 millioner, i år resulterede kampagnen i 90 millioner. Der er naturligvis endnu ingen empiriske analyser af, hvad der ’gik galt’. Men jeg tror nu alligevel godt, at vi kan begynde at forstå, hvad der sker, skriver Peter Tygesen.

Afrika har altid spillet en vigtig rolle i Danmarksindsamlingen. Det er ikke mærkeligt. ’Afrika’ har længe været synonymt med nød og behov for hjælp, og som optakt til årets indsamling sendte DR1 i sidste uge en reportage fra Etiopien.

Den begyndte forbilledligt: Journalisten sad på sit kontor i Danmark og undrede sig: Da han var en stor knægt i midten af 1980’erne, var der sult og nød i Etiopien. Han huskede, hvordan Bob Geldorff arrangerede Live Aid og milliarder af kroner blev indsamlet verden over, fordi etiopere døde i en hungersnød ”af bibelsk omfang”.

Nu skulle der igen samles ind til sultende etiopere, og journalisten spurgte: Hvorfor skal der nu igen samles penge ind? ”Hvad er det, der sker dernede, og hvorfor er der stadig brug for hjælp? Det er jeg på vej til at finde svar på”, sagde han til kameraet, mens Københavns Lufthavn nærmede sig.

Det var fremragende spørgsmål. Jeg holder rigtig mange foredrag rundt om i Danmark om Afrika, og efter kaffen og kringlen vender det samme spørgsmål altid tilbage: Skal vi virkelig blive ved med at gi’ en hånd til Afrika?

Jeg holder rigtig mange foredrag rundt om i Danmark om Afrika, og efter kaffen og kringlen vender det samme spørgsmål altid tilbage: Skal vi virkelig blive ved med at gi’ en hånd til Afrika?

Derfor ventede jeg spændt gennem resten af udsendelsen. Journalisten kom til Etiopien, og vi fulgte ham rundt i landet i en lille halv time – det er lang tid i DR1s bedste sendetid. Men vi fik aldrig svar. Han blev kørt rundt af en dansk hjælpeorganisation, der havde arrangeret, at han mødtes med nogle fattige koner, der fortalte, at deres børn ikke fik mad nok. Vi hørte aldrig dem selv forklare, hvorfor de fik for lidt at spise, eller hvorfor de er fattige. Vi så faktisk aldrig journalisten bare forsøge at finde svar på sit spørgsmål.

Udsendelsen sluttede derfor helt forudsigeligt – det var jo en optakt til Danmarksindsamlingen – og selvfølgelig skal vi hjælpe de stakkels mennesker. Men hvad blev der af journalistens undren? Hvorfor opgav han at give seerne svar?

Fokus blev flyttet fra kritisk journalistik

Jeg tror, det skyldes, at vi her så tidens danske Afrika-dækning i sin nøddeskal: Den er udtænkt på et kontor i Danmark. Den er drevet af en dansk interesseorganisation. Den er udført af én, der ikke kender sit stof.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Det medførte tilsammen, at det journalistiske engagement, som vi så udfoldet i det klare indledningsspørgsmål, undervejs i sin udførelse blev kidnappet af et andet engagement med et andet udgangspunkt – en hjælpeorganisation, som har brug for penge. Fokus blev flyttet fra kritisk journalistik, og dermed væk fra det oplysende og indsigtsgivende. I stedet fik vi endnu engang cementeret klichebilledet af Afrika som evigt nødlidende; et kontinent, der ikke klarer sig uden den hvide mands konstant hjælpende indsats.

Hvad blev der af journalistens undren? Hvorfor opgav han at give seerne svar?

Derfor dukker spørgsmålet igen og igen op, om vi ikke snart har hjulpet længe nok. Når man ikke får svar, opstår der uvægerlig en fornemmelse af, at der må være noget galt med de afrikanere. Samtidig ved vi fra undersøgelser, at danskerne tror, at det står værre til på kontinentet, end det faktisk gør – de tror, at flere sulter, at færre går i skole, osv., end virkeligheden viser.

Det er ikke mærkeligt, at et sådant vrangbillede af Afrika bliver resultatet, når så meget af journalistikken fra kontinentet er drevet af indsamlingsinteresser. Som den svenske forfatter Henning Mankell sagde, så “ved vi alt om, hvordan afrikanere dør, men intet om, hvordan de lever”.

Er danske medier på vej til Afrika?

Nu er der imidlertid ved at være håb for det sidste, ser det ud til. På et møde i Publicistklubben i sidste uge om pressedækningen af Afrika forudsagde indholdschef Sandy French fra DR (altså chef for alt journalistisk i institutionen), at DR i løbet af få år ville have 1-2 korrespondenter stationeret i Afrika. Udenrigsredaktør og konstitueret chefredaktør på Berlingeren, Anna Libak, bakkede op med løftet om, at hun på stedet ville ansætte en journalist, der skriver godt og som bor i Afrika. Hvorfor? Fordi – med Libaks ord og trumf på hele arrangementet: “Afrikas skæbne er Danmarks skæbne”.

Afrika er rykket tættere på. Der bor 1,2 milliarder mennesker lige på den anden side af vort dørtrin; de fleste er fattige. Fra at se på dem med lige dele ligegyldighed og medlidenhed begynder mange i Europa at opfatte dem som en trussel. Det betyder heldigvis også, at interessen er steget for, hvordan de lever.

Det er ikke mærkeligt, at et sådant vrangbillede af Afrika bliver resultatet, når så meget af journalistikken fra kontinentet er drevet af indsamlingsinteresser.

Økonomen Amartya Sen vandt blandet andet sin Nobelpris ved at påpege, at der aldrig er hungersnød i et demokratisk land. Det kunne have været et fingerpeg til DR-journalisten om, hvorfor etioperne igen sulter.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Der skal stå “hvorfor”over journalistens dør

Det er derfor mit håb, at de kommende korrespondenter i Afrika over udgangsdøren på deres kontor vil have et skilt hængende, som de kaster et blik på, hver eneste gang de går ud for at rapportere om, hvordan afrikanerne lever: Hvorfor? skal der stå over døren. Hvorfor ligger Afrika i bunden af verdens økonomiske fødekæde? Hvorfor bliver det liggende der? Hvorfor gør de fleste afrikanske regeringer ikke noget ved det? Hvad gør afrikanerne for at få en bedre regering? Hvad gør de for at overleve og få et bedre liv?

Huh!, det bliver svært! For svarene er ikke nemme at luske ud af den dagligdag, der møder korrespondenten på den anden side af døren. Men først når danske medier for alvor begynder at interessere sig for, hvorfor etioperne igen sulter, kan vi begynde at forstå, hvordan de lever – og hvordan det hænger sammen med, hvordan vi lever.

Når vi kommer dertil, kan vi måske endelig begynde at få en ordentlig snak om, hvorfor og hvordan vi kan hjælpe dem til at få et bedre liv. Indtil da vil den apati, som katastrofetræthed medfører, desværre nok betyde, at danskernes vilje til at hjælpe fortsætter med langsomt at blive slidt ned.

Topfoto fra indsamlingen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Peter Tygesen

Jeg fortæller historier, mest fra Afrika. Den første samlede jeg op på landevejen til Malawi, da Zimbabwe lige var født efter 15 års krig. Den hvide chauffør underholdt om at snige sig gennem natten som lejesoldat og ”pløkke sorte” - med bue og pil, fordi ”det skræmte dem fra vid og sans.”
Siden har jeg boet ni år i Zimbabwe, Congo og Sydafrika og været journalist på Radioavisen, korrespondent for Weekendavisen og Berlingske og udlandsredaktør på dagbladet Information (hvor du fortsat kan læse tekster fra mig). Jeg har været selvstændig det meste af mit liv og skriver, laver radio og film.
Tid er penge; jo flere af de sidste, jo flere artikler til POV. Beløb via Mobile Pay 26 27 77 07 – tak!

Tags:

Seneste indlæg fra

Gå til Top