Her – Tag min jakke, den er din

af

Dublin, efteråret 1994.

Min veninde Alexandra og jeg havde forladt pubben, da der blev slået ”The last call” på en stor messingklokke for enden af baren. De andre venner blev siddende, nogle af dem havde købt et par pints til at slutte aftenen af med, de skulle drikkes hurtigt, inden for en halv time, tror jeg det var, ellers kom udskænkningspolitiet. Alexandra og jeg havde drukket vores pint, der var kun tykt karamelfarvet og cremet skum tilbage i vores glas, og vi ville hjem, vi skulle på arbejde næste dag, Alexandra i et kunstgalleri, jeg på The Sunday Independent.

The last orders” var vist dengang i 1994 kl. 23, og det var mørkt, da vi gik ned ad en smal gade i Temple Bar med dårlig belysning og toppede brosten. Her var der en totalt sølle, ja, ordet er sølle, ung kvinde, der gik imod os. Hun havde en sort ulden tophue med en hvid kvast på, den var trukket helt ned om ørerne, hun gik med armene over kors, havde en stor slasket og stribet striktrøje på, bukserne husker jeg ikke, støvler havde hun også på. Hendes ansigt var smukt, men sølle, sølle og meget hårdt markeret. Den unge kvinde havde store intense øjne og irsk hud, I ved, den der smukke sarte, men på samme tid stærke meget hvide, nærmest mælkehvide hud.

Jeg ved ikke, men altså så snart jeg så hende, fik jeg sådan et stik af bekymring i hjertet. Kvinden gik med to – i forhold til os tre kvinder – kæmpestore mænd, en på hver side. De havde også hvid hud, selvlysende nærmest, næserne var så store, at de kastede skygger over deres læber, øjnene var så sorte, at jeg ikke kunne se dem ordentligt i den elendige gadebelysning, men jeg kunne se deres sammenbidte læber.

Mændene så surt eller måske nærmere vagtsomt på Alexandra og mig, da vi gik forbi. Lige idet den unge kvinde og de to mænd passerer os, rækker kvinden ud efter mig, ikke hårdt, men venligt.

Hvor er din jakke flot, jamen altså, den er cool!” Hun smiler. De to mænd, Alexandra og jeg stopper også op, vi står på brostenene i halvmørket. I 1994 var Temple Bar, den gamle bydel, ved at blive genopbygget, renoveret eller ”about to get its heart knocked out”, hvad man nu synes (jeg synes det sidste), og denne hverdagsaften var intet åbent, så vi havde kun gadelamperne, der lyste skråt ned på os, den lille forsamling.

Hvor har du købt din sølvjakke, sikke den skinner, det er lige sådan en jeg kunne tænke mig…”

Jeg begynder at forklare den sølle pige, at den var fra Oxfam på Great St. George’s Street.

”Genbrug. Velgørenhed. Second Hand, you know”.

Hvor har du købt din sølvjakke, sikke den skinner, det er lige sådan en jeg kunne tænke mig…”

Den unge kvinde nikkede, de to store mænd med skyggerne i ansigterne, så værre og værre ud, de var meget uhyggeligere, når de stod stille som nu. Den stakkels pige, jeg holder op med at skrive kvinde, for hun var en pige for mig, en ung pige, der var i meget, meget dårligt selskab, og jeg snakkede og snakkede om min skindjakke, fordi jeg var bekymret for hende, jeg skulle vinde tid. Hvad kunne jeg dog gøre for at hjælpe? Alexandra sagde ikke et ord, så jeg var alene om at redde pigen – og reddes skulle hun.

Hvad kostede skindjakken”, spurgte den unge pige med de store dådyrøjne.

Oxfam, du ved, billigt, billigt, 18 pund (cirka 180 kr. i 1994)”. Det gav et lille spjæt i pigen, og jeg blev ærgerlig på mig selv. 18 pund, det var alt, alt for dyrt for hende, men jeg kunne jo ikke lyve, hvis hun gik op i forretningen den næste dag for at se på en anden af de mange genbrugsjakker, min havde været den billigste. Se, kun se, jeg var fuldstændig klar over, at hun ikke havde pengene til at købe en.

Har de flere i sølv, så du det? Andre størrelser, jeg kunne godt tænke mig den i samme facon som din, en sølv blazer i handskeskind, cool…”

Den var lys cognacfarvet, da jeg købte den, jeg har selv spraymalet den sølv.”

Seriøst?”

Ja”. Jeg tog jakken af og viste dådyrpigen, hvordan jeg havde sprayet alt selv, for, flipper, for og bag, ærmer og det lange taljebælte.

Cool! Hvor fik du sølvfarven fra?”

Jeg købte to dåser nede i hælebaren, du ved, der hvor man får lavet nøgler og sko.”

Og? Hvad koster sådan en spray?”

12 pund”.

Du har brugt to?”

Ja, men én spray er nok, det er jeg sikker på”.

Den unge pige rørte forsigtigt ved skindjakkens sølv revers.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig en”. Hun havde stadig fat i jakken, mens hun regnede. ”18 plus 24, 42 pund, hmm…”

Som jeg sagde, én sølvspray er helt sikkert nok”.

Okay, 30 pund, fair enough”. Hvor havde hun dog smukke øjne det sølle skind.

Her – Tag min jakke, den er din”! Jeg rakte jakken mod dådyrpigen, der så fuldstændig forbløffet ud, ja, faktisk mere end forbløffet.

For første gang grinede hun højt, og nu var det mig, der var forbløffet, de to mænd hun var i dårligt selskab med grinede også.

Det er simpelthen så sødt af dig, men vi går i Oxfam i morgen, gør vi ikke”, spurgte hun henvendt til de to fyre, de nikkede begge to som på kommando.

Tag din jakke på igen, du fryser jo, og tak fordi du ville fortælle mig, hvordan den er blevet så nice, See Ya’ around”! Dådyrpigen nåede i løbet af den sidste sætning, hvor rollerne meget overrumplende pludselig var helt byttet om, både at slippe jakken og give mig et hurtigt knus og et ”Thumbs Up”, før hun gik videre med sit dårlige selskab.

Jeg tog jakken på, Alexandra var allerede et par skridt foran mig. Hun gik hurtigt, jeg fulgte med så godt jeg kunne. Der blev ikke sagt et ord, før der var gået nogle minutter, og vi var drejet rundt om et par gadehjørner.

Så stoppede Alexandra op. Hun så på mig og rystede på hovedet.

Du havde slet ikke set det vel?”

Set hvad”, spurgte jeg desorienteret.

Du har lige været ved at forære din skindjakke til Sinéad O’Connor”!

Topillustration: Pinterest – https://a.1stdibscdn.com/.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Synnøve Søe

Synnøve Søe er født i 1962 og er journalist og forfatter til ti romaner blandt andre: Fars, Når den blå hane galer, Drengen på stigen og Når mågerne flyver baglæns. Hun har arbejdet på forskellige medier i Danmark; blade, aviser og TV - og arbejdede på The Sunday Independent i Dublin, Irland 1993-1996. I 2008 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige legat for sit forfatterskab. Mobile Pay: 2868 9830 - på forhånd tak, men da især tak fordi du læser med.

Seneste indlæg fra

Gå til Top