Et spørgsmål om dannelse – gensyn med H.C. Andersen

af

Som det vil være de fleste bekendt, er dannelse ikke blot et spørgsmål om gode manerer, eller om at være velopdragen for den sags skyld. Dannelse ligger ikke kun i gode bordmanerer, en forkærlighed for opera og gode årgangsvine. Dannelse er noget andet – noget mere end blot gode manerer. Det er vel en forståelse af os selv og af andre.

Dannelse skabes ikke selvstændigt i individet uafhængigt af tid og sted.  Dannelsen skabes i lige så høj grad af de rammer, der er skabt af det land, man nu måtte være opvokset i.  At være vokset op i et land, hvor et folk har et naturligt ejerskab over statsinstitutioner, såsom folkekirken, folkeskolen og Folketinget, giver nogle særlige bidrag til et menneskes dannelse. At være en del af folket, af samfundet, skaber identitets- og dannelsesværktøjer, som ikke er alle forundt i den store verden udenfor Danmarks grænser.

H.C. Andersen som velkomstgave

I min barndom fik jeg læst alle H.C. Andersens eventyr op som godnathistorie. En fantastisk indgang til den danske kulturarv. Ikke kun til dansk kulturforståelse, men ligeså vel til det universelle aspekt som Andersen altid berører i sine eventyr. Den særlige skønhed ved H. C. Andersens eventyr er netop det lille i det store. Danskheden, lidenheden i den store komplekse, globale verden.

Den dag jeg kom til verdenen, havde min ægyptiske far købt H. C. Andersens samlede værker til mig som velkomstgave. Han mente, at med H.C. Andersen i bagagen ville jeg være godt klædt på til livet i Danmark, til verdenen, med kulturel forståelse og indsigt.

Hvis Inger Støjberg skulle ønske sig vellykket integration, kunne hun med fordel overveje at sørge for blandt andet H. C. Andersens eventyr som velkomstpakke til nyankommne til Danmark. Ikke fordi Andersens eventyr alene kan give nøglen til danskheden og den danske sjæl. Der er dog trods alt flere komponenter hertil. Men de viser vejen til en ganske væsentlig grundsten i den danske dannelse på nationalt plan. Sådan helt oprigtigt.

Dannelse opstår også i vores møde med andre mennesker, der hver især fungerer som bidrag til vores forståelse – ikke kun af os selv som individer, men ligeså meget til vores forståelse af vores medmennesker fra andre verdener. Verdener, hvor der ikke nødvendigvis findes statsinstitutioner. Verdner, hvor man ikke nødvendigvis er samfundsborger, men blot et individ uden tilhørsforhold til stat eller samfund.

En massemorders bekendelser

For nogle år siden interviewede jeg en soldat, som stille og roligt forklarede om de mange mennesker, han havde dræbt i sit hjemlands borgerkrig. I samme rolige tonefald forklarede han, at drabene var foregået i en stofrus.

Men som han bemærkede; uden stofferne havde han aldrig kunnet gøre det. Det var ikke en undskyldning for hans gerninger. Blot en tør konstatering fra hans side. Vores samtaler foregik altid – hvor underligt det end lyder – i en behagelig atmosfære. Han var åben omkring sin fortid, lagde ikke skjul på noget, vedstod sig alle drabene, som han dog ikke havde tal på. Han kunne blot konstatere, at det var mange.

Der var noget sært fascinerende over dette menneske, der i al sin ærlighed forklarede om brutale drab på medborgere i sit hjemland, alt imens han børstede cigaretaske fra bordet, og forsigtigt skubbede asken ned i aluminium askebægeret; for derefter at samle plastikkopperne med kolde kaffesjatter sammen, fordi han godt kunne lide orden. Godt med lidt orden midt i beskrivelserne af hans voldshærgen.

Man kan naturligvis ikke have sympati for en massemorder og dennes gerninger. Men man kan føle fascination over hvordan et sådan menneskes dannelse – eller rettere mangel herpå – opstår. Et menneske, der er født og opvokset i borgerkrig, i et land uden et fungerende statsapparat, uden familie, uden tilhørsforhold til hverken stamme eller landsby. Men blot et individ, fuldstædigt frit svævende uden kulturelle, religiøse bånd til noget eller nogen. Er det sådan monstre fostres? Når man ikke har rod i den verden man er omgivet af? Når man ikke har fået de rette dannelsesværktøjer med hjemmefra i dåbsgave?

Sex og dannelsesbegrebet

Jeg har også ved flere lejligheder mødt både ofre og gerningsmænd for seksualforbrydelser. Seksuelle overgreb er i deres karakter universelle. Et overgreb er et overgreb uanset hvor på jordkloden det finder sted. Sådanne overgreb er med andre ord ikke i sig selv defineret af hverken religion, kultur eller samfundsstrukturer i øvrigt.

Men gerningsmandens opfattelse heraf vil i nogle – men bestemt ikke alle – tilfælde være formet af andre tilstedeværende betingelser herunder krig. Der findes omfattende dokumentation for, at i ekstreme situationer, såsom under krig og revolution, intensiveres seksualdriften i en sådan grad, at det såkaldte moralske kompas, herunder dannelse – tilsidesættes til fordel for en nærmest dyrisk drift.

Jeg har mødt unge drenge, der var blevet voldtaget af såkaldte religiøse krigere, der i al deres outrerede perversitet mente, at det var mindre urent at voldtage drenge end kvinder. Deres ofre følte sig ikke mindre urene.

Jeg har interviewet ægtepar, hvor kun hustruen og jeg vidste, at hun havde været udsat for massevoldtægt af fjendens soldater. En viden, hun ikke ønskede ægtemanden indviet i. Der sad han så ved siden af, og kæmpede med egne krigstraumer. I den tro, at det eneste holdepunkt i hans verden var hustruen, som skulle bære ham igennem hans tragedie. Måske gjorde hun ret i ikke at indvie ægtemanden i sin egen sorg. Måske ikke. Måske ønskede hun at beskytte manden. Eller måske sig selv.

En mindreårig pige var blevet udlejet af sin far til sex med fremmede mænd. En af disse kunder sad efterfølgende i fængsel herfor. Under hele min samtale med ham, græd han. Han gjorde fra starten af samtalen klart, at hans tårer ikke gjaldt offeret, men derimod sig selv, og den situation hans gerninger havde bragt ham i. Ifølge egen optik var han ofret, fordi han var blevet ledt på afveje. Ikke den mindreårige pige.

Mødet med disse ofre og gerningsmænd viste om noget, at begrebet seksualitet og vores forståelse heraf, også udgør en vigtig del af vores dannelse som menneske. At vi har defineret hvad, der er moralsk rigtigt og forkert. Og at dette begreb i høj grad afhænger af de rammer vi har fået udstukket herfor fra stat og samfund.

Kunsten at skabe et dannet menneske

Et gammelt afrikansk ordsprog siger, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Ordsproget og billedet herpå er passende derved, at det kræver samfundsrammer, struktur, regler og kodeks, definerede værdier, et moralsk kompas, historisk bevidsthed og et rodfæstet tilhørsforhold at skabe et helt menneske. Et dannet menneske.

Det vidste H. C. Andersen. At vi bliver nødt til at tage ud i verdenen for at kunne komme hjem igen. At vi i mødet med andre mennesker og andre verdener lærer os selv at kende. Det gælder som individer indenfor samfundsskabte rammer.  Men det gælder i lige så høj samfundet selv. Som nation. Man bør ikke som nation putte sig, og vende verdenen ryggen i den tro, at alt så forbliver godt i den hjemlige andedam. Det gør det ikke. Den lille grimme ælling blev som bekendt en smuk svane. Og smukke svaner har det bedst med luft under vingerne.

H.C. Andersen tåler bestemt et gensyn.

Topfoto: Wikimedia Commons: Maleri af H. C. Andersen 1836. Christian Albrecht Jensenhttp://museum.odense.dk/viden-om/hc-andersen/billedgalleri-hca.aspx

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog.

Seneste indlæg fra

Gå til Top