Når man spørger Shelley Moorhead, hvor mange gange han har besøgt Danmark, ser han lidt opgivende ud. ”Jeg har ikke tal på det længere”, svarer manden, der mere end nogen anden er blevet synonym med slaveefterkommere i det tidligere Dansk Vestindiens ønske om en undskyldning fra Danmark. En undskyldning for det slaveri og den undertrykkelse, deres forfædre måtte igennem i hovedparten af de op imod 250 år, de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan var danske.
Jeg møder Moorhead på Scandic Hotel på Københavns Rådhusplads få timer efter at han er landet i Danmark – denne gang for at holde foredrag og møder på universiteter i København og Roskilde samt i Folketinget i forbindelse med 100-året for Danmarks salg af øerne til USA.
Det er 12 år siden, jeg første gang interviewede ham om dette så sejlivede spørgsmål om en undskyldning og en erstatning for slaveriet. Dengang i 2005 havde Moorhead lige stiftet organisationen African-Caribbean Reparations & Resettlement Alliance (ACRRA), der siden vedholdende har holdt denne sag i live. I dag er der kommet grå hår i Moorheads rastalokker, hans tonefald er blevet mere diplomatisk, men intensiteten i ønsket om en eller anden form for indrømmelse fra det officielle Danmark er på ingen måde aftaget.
”Jeg mener, at markeringen af 100-året for salget af Dansk Vestindien og dets folk har skabt stor opmærksomhed om vor fælles historie”, siger Shelley Moorhead, der håber, at hans nuværende besøg i Danmark kan være med til at skabe en øget dialog og bane vejen for indgåelse af partnerskaber mellem befolkningerne i Danmark og det tidligere Dansk Vestindien, der i dag hedder de Amerikanske Jomfruøer.
Politiske samtaler
På dagsordenen for hans fem dage lange besøg i Danmark står bl.a. et møde onsdag med medlemmer af Folketinget udenrigsudvalg og kulturudvalg. På et spørgsmål om, hvad det er, Moorhead, der også er særlig rådgiver for guvernøren på de Amerikanske Jomfruøer, vil bede om på disse møder, svarer han:
”Jeg tror ikke, det er møder, hvor Jomfruøerne vil komme med en anmodning til Danmark. Det er ikke forummet for den specifikke diskussion. Imidlertid vil vi gerne se på, hvordan det er muligt at styrke de relationer mellem Danmark og Jomfruøerne, der her og nu stort set er ikkeeksisterende rent politisk”.
Vi er stadig koloniserede og alle vore relationer med udlandet går gennem USA’s udenrigsministerium. Så vi ønsker at styrke vore relationer med Danmark, så vi kan begynde at diskutere disse spørgsmål.
Han opridser i den forbindelse, hvordan den politiske virkelighed ser ud for de tre øer, som Danmark solgte for nu 100 år siden. Et salg, der, mener Moorhead, mest af alt ”føjede spot til skade” ovenpå 175 års slaveri. Et salg, der, mener Moorhead, ikke gjorde en ende på koloniseringen af de tre øer.
”Vi er stadig koloniserede og alle vore relationer med udlandet går gennem USA’s udenrigsministerium. Så vi ønsker at styrke vore relationer med Danmark, så vi kan begynde at diskutere disse spørgsmål”, forklarer han.
”I dag er der ikke de politiske organer på plads, der giver mulighed for en sådan debat, diskussion og forhandling mellem regeringen i Danmark og regeringen på Jomfruøerne. Dette, synes jeg, er starten på sådan en proces. Vi vil gerne undersøge, hvordan vi kan styrke relationer, og hvilke mekanismer, der kan etableres, så vi kan begynde at diskutere ting som en undskyldning, ting som erstatning, og de vigtige spørgsmål, der martrer os som følge af vor fælles historie”.
Flest for en undskyldning for slaveriet
Selve 100-årsdagen for overdragelsen af Dansk Vestindien til USA falder den 31. marts. Og der vil den danske statsminister være at finde ovre på øerne. Interessen samler sig om i hvilket omfang, Lars Løkke Rasmussen under besøget vil undskylde eller beklage det slaveri, han i sin nytårstale kaldte et ”skamfuldt” og ”grusomt kapitel i vores historie”.
Faktisk ønsker en overvægt blandt danskere, at Danmark officielt undskylder slaveriet – danske slaveskibes transport af op imod 120.000 afrikanere over Atlanten til plantager i Dansk Vestindien og det øvrige Caribien. Ifølge en meningsmåling foretaget i december af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten, ønskede 49 procent af de adspurgte, at der skal gives en sådan undskyldning. Kun 36 procent af de adspurgte var imod.
Jeg mener, at Danmark som land lider af kolonial hukommelsestab, og man glemmer, at der er 250 års af vedvarende og ubrudt dansk historie på Jomfruøernes kyster. Dette er dansk historie. 250 års dansk historie, som hovedparten af danskerne ikke ved noget om. Det, der derfor mangler, er en undersøgelse og granskning af egen historie
Imidlertid er det modstanderne af en undskyldning, der dominerer kommentartrådene på avisernes hjemmesider og sociale medier, når dette spørgsmål tages op. Fremherskende er argumenterne om, at undskylder man for slaveriet, bliver det næste, at man også skal undskylde for alt fra vikingernes hærgen, over Det Stockholmske Blodbad, til den undertrykkelse vore forfædre måtte undergå som fæstebønder.
Det koloniale hukommelsestab
Shelley Moorhead kender argumenterne. Er helt bekendt med denne form for kommentarer på de sociale medier. Han mener, at de er udtryk for det, han og andre vælger at kalde ”colonial amnesia”.
”Jeg mener, at Danmark som land lider af kolonialt hukommelsestab, og man glemmer, at der er 250 års af vedvarende og ubrudt dansk historie på Jomfruøernes kyster. Dette er dansk historie. 250 års dansk historie, som hovedparten af danskerne ikke ved noget om. Det, der derfor mangler, er en undersøgelse og granskning af egen historie – også hos dem, der kommer med disse mange gange noget rappe kommentarer”, siger Moorhead, som ikke er blind for, at det aldrig er let for et land og et folk at gå tilbage i sin egen historie og se nærmere på, hvordan dette i negativ grad har påvirket andre folk og kulturer.
”Jeg sad også og læste nogle af kommentarerne på Facebook. Og jeg er helt klar over, at inden 1848, hvilket er året for slavernes frigørelse i Dansk Vestindien, var størstedelen af danskerne livegne og fæstebønder. Og udsat for nogle af de samme forhold, som slavegjorte afrikanere var i Dansk Vestindien”, påpeger Moorhead.
”De var ikke interessenter i den danske økonomi. De var ikke deltagere i det danske establishment. De ejede ikke land. Der var ikke noget demokrati, de kunne deltage i. De havde ikke stemmeret. De var undersåtter af den danske krone. Så som følge af dette, var de ikke involveret i slavehandelen eller slaveriet i Dansk Vestindien. Så derfor er det utænkeligt, at gøre disse mennesker ansvarlige for forbrydelser, de ikke begik. Jeg forstår det. Jeg tilslutter mig det”, understreger Moorhead videre.
”Men”, fortsætter han, ”man må imidlertid bare forstå, at de ressourcer, der blev brugt til at forvandle Danmark fra et feudalt samfund og det, det var inden 1848, til det, det er i dag – økonomisk, socialt, politisk o.s.v. – de ressourcer kom fra Dansk Vestindien”.
Befolkningen i det tidligere Dansk Vestindien er de primære kreditorer i forhold til Danmark, og de har betalt den ultimative pris, og ydet de ultimative ofre. Blod, sved og tårer. 250 års kolonisering. 175 år med et af de mest brutale slavesystemer, der nogensinde har eksisteret.
Shelley Moorhead minder om, at slaveriet i Dansk Vestindien blev afskaffet i forbindelse med en slaveopstand på St. Croix den 3. juli 1848. Og at afskaffelsen af slaveriet den dag, gjorde en ende på det ”økonomiske lokomotiv”, som denne frie arbejdskraft indtil da havde udgjort for Danmark.
”Derfor havde Danmark brug for nye partnere. Dem, de hidtil havde brugt, eksisterede ikke længere. Vi stoppede. Vi skred. Derfor fik I jeres grundlov i 1849. Fordi der var brug for et nyt partnerskab til at opbygge Danmark. De, der havde været livegne og fæstebønder, fik nu rettigheder og privilegier i den danske stat, i den danske økonomi, i det danske politiske system”, forklarer Moorhead.
Den ultimative pris
”Når man forstår, at befolkningen i det tidligere Dansk Vestindien er primære kreditorer i forhold til den moderne danske stat, ændrer det diskussionen lidt. Mens I som danskere måske ikke alle deltog i slavehandelen eller slaveriet, nyder I godt af følgerne af slavehandelen og slaveriet. Og af de uretmæssigt erhvervede rigdomme, der var en følge af slaveriet. Så altså, befolkningen i det tidligere Dansk Vestindien er de primære kreditorer i forhold til Danmark, og de har betalt den ultimative pris, og ydet de ultimative ofre. Blod, sved og tårer. 250 års kolonisering. 175 år med et af de mest brutale slavesystemer, der nogensinde har eksisteret. Og vi er endnu ikke kommet os over dette.”
Det bringer samtalen ind på spørgsmålet om tid. Salget af Dansk Vestindien ligger 100 år tilbage. Slaveriets ophør på øerne fandt sted for snart 170 år siden. Men Moorhead påpeger, at slaveri defineres som en forbrydelse mod menneskeheden, der er både langvarig, multigenerationel og kulturnedbrydende. Det er en forbrydelse, hvis følger fortsætter længe efter selve slaveriet ophæves.
”Befolkningen i Danmark solgte Dansk Vestindien efter at være blevet spurgt ved en folkeafstemning i 1916. I den forbindelse var den danske befolkning også involveret i et salg – et salg i det 20. århundrede – af over 100.000 afrikanske slaveefterkommere. Hvis vi gjorde os selv frie i 1848, hvordan var det så moralsk forsvarligt at sælge os – uden at konsultere os – i 1917”, spørger Moorhead retorisk.
De fortsatte følger af salget i 1917
Og ridser følgerne op af det 100 år gamle salg. Følger, som indbyggerne på de tidligere danske øer fortsat må leve med i dag, på grund af omstændighederne ved salget.
”I dag har Jomfruøernes indbyggere ingen forfatning. Mindre end 30 procent af den amerikanske forfatning er gældende for indbyggerne på Jomfruøerne. Vi er ikke repræsenteret ved FN. Vi har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg. Imidlertid kan vi indkaldes som soldater for at deltage i USA’s krige. Indbyggere fra Jomfruøerne har deltaget i alle betydelige militære konflikter, som USA har været involveret i siden Anden Verdenskrig. Soldater fra Jomfruøerne er døde på slagmarkerne. Deres lig er hjembragt i kister smykket med det amerikanske flag. Men vi kan ikke stemme ved det amerikanske præsidentvalg”, forklarer Shelley Moorhead.
”Dette er de dårligdomme, der bliver ved med at plage os, som følge af det salg. Selv om vi lever på amerikansk jord, så at sige, og mit pas er amerikansk, så svarer vores fattigdom til den i et tredjeverdensland.
Statsministerens tale
Shelley Moorhead flyver tilbage til Jomfruøerne på torsdag. For at kunne være med i de markeringer af 100-årsdagen 31. marts, der finder sted dér. Og for at være på plads til at modtage den danske statsminister.
Jeg spørger Moorhead, hvad han ønsker, at Lars Løkke Rasmussen siger i sin med spænding ventede tale ude på øerne.
”I og med, at befolkningen i det tidligere Dansk Vestindien er de primære kreditorer i forhold til den moderne danske stat, er det min opfattelse, at enhver form for erstatning til befolkningen på de Amerikanske Jomfruøer vil være passende i forbindelse med 100-året for salget”, er hans svar.
”I og med, at både Senatet og Repræsentanternes Hus i Washington har udstedt formelle undskyldninger til amerikanske slaveefterkommere, ville det i mine øjne være særdeles passende, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen udsteder en undskyldning til slaveefterkommerne i tidligere Dansk Vestindien. Hvilket vil give ham en værdig plads i historiebøgerne”.
Fotos: Philip Sampson
Kunne du lide min artikel? Så kan du donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her