KONCERT // ANMELDELSE – Reelt leverede pianisten Yuja Wang en af de mest overskudsgivende koncerter Knud Arne Jürgensen længe har overværet. Hun er i total kontrol over sig selv og sit instrument, uden at hendes spil nogensinde bliver tørt; det er snarere velsignet frit for sentimentalitet og af krystalklar renhed.
Som den første af tre aftener i Tivolis Sommer Klassisk-serien ”Stjernepianister” blev vi af programmet udlovet musik af Debussy og Chopin. Men som aftenens konferencier lod det skinne igennem, så holder verdenspianisten Yuja Wang oftest noderne tæt til kroppen lige indtil kort før sine koncerter, der denne aften så åbenbarede et lidt andet repertoire kun kort tid, før vi fik adgang til salen.
Og hvilken åbenbaring: Først Samuel Barbers hundesvære og vildt jazzede Sonata op. 26 fra 1949, der i hver og en af sine relativt korte satser er alle pianisters udfordring. Dette gælder ikke mindst sonatens store finalefuga, hvor fugaen som kunstbegreb her er udviklet til en mere jazzet genreform, hvor det ene indfald afløses af det andet gennem voldsom pianistisk dynamik og uhyre kraftudladninger.
At denne krævende klaversats, der oprindelig blev komponeret til Vladimir Horowitz, virker så improvisatorisk i hele sit forløb, skal man dog ikke tage fejl af. Alt er her nøje kalkuleret og strategisk anlagt for pianisten, hvilket ikke blot kræver et mægtigt teknisk overskud, men også præcise falkeblik for at opnå den rette dynamiske økonomisering under udførelsen.
Netop økonomisering med sin teknik, udtryk og dynamik er måske Wangs fineste adelsmærke som musiker. Hun er i total kontrol over sig selv og sit instrument, uden at hendes spil nogensinde bliver tørt; det er snarere velsignet frit for sentimentalitet og af krystalklar renhed. Dette fik vi ikke mindst prøver på i de følgende to suiter med henholdsvis otte udvalgte præludier af Sjostakovitj og samtlige de fire store ballader af Chopin.
I Wangs fortolkning får ens nysgerrighed på, hvad det egentlig er, man styres hen til af disse forspil, én til virkelig at spidse øren
Med Sjostakovitjs præludier er vi i en ganske anden tidsalder og kulturkreds end hos Barber, og hvor den musikalske formgivning udmunder i mere åbne slutninger, der ligesom stiller spørgsmål til tilhøreren om, hvad genren ”præludium” egentlig er forspil til, og hvad de leder os henimod?
Svaret blæser vel et sted i vinden, og skal måske slet ikke gives, men i Wangs fortolkning får ens nysgerrighed på, hvad det egentlig er, man styres hen til af disse forspil, én til virkelig at spidse øren. Især når man sættes overfor så klar en formgivning som den, der bliver udformet gennem denne pianists hænder.
Også koncertens afsluttende Chopin-afdeling, der bestod af hans fire ballader nærmest spillet ud i ét, stod markant i sammenhængen. Som den samling af fire solostykker (komponeret mellem 1835 og 1842), der måske hører til blandt komponistens mest udfordrende klaverværker, bliver spillet her til en serie kontinuerlige tonemalerier efter hinanden.
Det slår især én, hvor righoldigt et katalog over Chopins hele musikersind disse fire satser vitterlig er. Her lægges alle hans klaverværkers naturel blot, hvor elementer fra både valse, mazurkaer, polonaiser, etuder, præludier og sågar de store sonater og klaverkoncerterne dukker op. Holdt i et digterisk frit, ja nærmest improviserende afvekslende forløb, kommer vi her rundt omkring alle Chopins musikalske hjørner, men samtidig føres vi gennem et deklamatorisk musikalsk formsprog, der alene lader tonernes fantasi styre begivenhederne. Tonedigtning, når det er størst.
I Wangs fortolkninger er vi på højeste niveau, ikke blot som følge af hendes overlegne tekniske formåen, men måske endnu mere gennem hendes økonomiserende fremlæggelse af de vidt omskiftelige forløb, hvor der i hendes spil redegøres for alt. Især i mellemlejet kom de underliggende ”skjulte” melodier til overfladen, hvor de som tyste stilfærdige baggrundsytringer reelt tog têten i den store musikalske sammenhæng. Det oplever man især, når de fremføres så fintfølende og klangfuldt som af denne mesterpianist.
At Wang reelt var sygdomsindisponeret (hvilket vi til slut fik oplyst fra scenen) og ikke havde kræfter til at give afsluttende da capo-numre for den fyldte og taknemmelige sal, var ikke svært at tilgive. Reelt leverede hun denne aften et af de mest overskudsgivende koncerter – vel og mærke uden nogen pauser – jeg personligt længe har overværet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og