Uanset resultatet af landsmødet vil Venstre være splittet i lang tid

af i Danmark/Politik & Samfund

POLIKTIK // ANALYSE – Løkke pynter sig med lånte fjer, når han tager æren for fremgangen ved folketingsvalget og EU-valget.

Tirsdag aften offentliggjorde Jyllands-Posten et længere interview med Lars Løkke Rasmussen, hvor han ikke bare bebudede, at han vil kæmpe hele vejen frem til – og på – det kommende landsmøde for at blive genvalgt som formand. Hans vil fokusere på det politiske og bede om at få godkendt den strategi, han lagde i valgkampen, hvor han – uden at konsultere mere end nogle ganske få – ændrede partiets politik på to afgørende områder:

Løkke erklærede, at det var umuligt at forestille sig et arbejdsdueligt, borgerligt flertal på grund af udsigten til, at Nye Borgerlige og måske også Stram Kurs ville komme i Folketinget. Deres krav om at se bort fra de internationale konventioner nægtede han at bøje sig for, og som en konsekvens nåede han frem til, at det var vigtigere at arbejde for en SV-regering end at skabe en ny, borgerlig regering.

Hvordan kan man føre oppositionspolitik og samle det borgerlige Danmark, hvis man arbejder på at komme i kanen med regeringen?

”Danmark skal ikke regeres fra yderfløjene,” lød hans mantra den gang, og tirsdag uddybede han i Jyllands-Posten sin strategi på denne måde:

”Jeg lavede et ryk i valgkampen. Det er mit ansvar. Og derfor er jeg også interesseret i at finde ud af, om der er rygdækning for det i mit parti. For er der ikke det, hvor står vi så?”

”Vælgerne kvitterede for det ryk. Det er min entydige konklusion, og vi er nu 10 flere mandater i folketingsgruppen. Vi har foretaget en slags frigørelse. Det italesætter nogle så som, at vi smadrer det borgerlige Danmark. Min egen læsning er, at vi forløser det borgerlige Danmark.”

Risikabel strategi

Det er imidlertid en risikabel strategi. Som journalist og kommentator Anna Libak, der var folketingskandidat for Venstre, men ikke blev valgt, forleden skrev på sin Facebook-profil:

”Men her skal man vide, at partiet dagligt i valgkampen udsendte nyhedsbulletiner, der skulle anspore folketingskandidaterne til kamp mod de røde. Hele partiorganisationens kampagne var lagt an på, at Socialdemokraterne skulle tales ned under gulvbrædderne. Og dem, der loyalt trak i harnisk, så lige pludselig meget dumme ud, da Venstre gerne ville indgå regeringssamarbejde med Frederiksen. Surt show.”

POLITISK DIALYSE – KAN DET ENDE LØKKELIGT?Jeg blev ikke valgt og en af de ganske få fordele ved det, er, at jeg har…

Posted by Anna Libak on Tuesday, August 27, 2019

Alt afhænger selvfølgelig af, om der kommer en stærk modkandidat til Løkke på landsmødet (læs: Jakob Ellemann-Jensen)

Den nuværende krise eskalerede da også, da næstformand Kristian Jensen i Berlingske undsagde denne strategi, hvilket mange i baglandet er enige med ham i. For hvordan kan man føre oppositionspolitik og samle det borgerlige Danmark, hvis man arbejder på at komme i kanen med regeringen?

Dermed forsøger Lars Løkke Rasmussen at gøre valget af formand til et valg af politisk linje frem for et personvalg, hvor alle historierne om Lars Løkkes møgsager gennem årene ellers vil køre rundt i medierne i tiden op til det fremrykkede landsmøde (Her er et overblik over alle sagerne frem til krisen i 2014. Siden da har der især været sagerne om Løkkes lidt for tætte forhold til de såkaldte kvotekonger og donationer til Løkkefonden).

Kan han overbevise de delegerede?

Løkke vil givet også minde de delegerede om det kaos, der prægede den regering, han ledede, og hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti konstant gjorde hvad de kunne, for at genere hinanden, samtidig med at Dansk Folkeparti i et samarbejde med Socialdemokratiet fik forhindret en række af hans reformplaner.

Der vil i partiet formodentlig være opbakning til at lægge afstand til Nye Borgerliges krav, men er det nok til at overbevise de delegerede, hvoraf mange også er vrede over den sundhedsreform, der skulle nedlægge regionerne, som er vrede over Løkkes overbudspolitik i valgkampen, hvor han udstedte et løfte om et velfærdsløft på 69 milliarder kroner, og som er vrede over, at han i valgkampen pludselig lagde op til en blødere udlændingepolitik, efter at partisoldaterne loyalt havde forsvaret både afvisningen af kvoteflygtninge, børnefamilier på Sjælsmark og indretningen af ”den øde ø” Lindholm som asylcenter for afviste, kriminelle asylsøgere, som Anna Libak skriver.

Pynter sig med lånte fjer

Løkke pynter sig i vid udstrækning med lånte fjer, når han tager æren for Venstres fremgang ved EU-valget og folketingsvalget – og det er mange Venstre-folk bevidste om.

Venstre havde i 2014 sit dårligste EU-valg nogensinde og fik kun 2 mandater. I maj gik man ganske vist frem til 4, men det fjerde mandat var det 14. og sidste, der først udløses, når Storbritannien forlader EU. Samtidig skyldes fremgangen ikke mindst, at den meget EU-skeptiske Søren Gade fik over 200.000 personlige stemmer. Det er der ikke meget Løkke-effekt over.

Erfaringerne fra Socialdemokratiet og De Konservative viser, at det tager mange år at hele sårene efter en magtkamp. Det vil også være tilfældet her, selv om der ikke kommer en direkte modkandidat

Ved folketingsvalget gik Venstre på samme måde frem til 23,4 pct. af stemmerne på baggrund af et elendigt valgresultat i 2015, hvor man kun fik 19,5 pct. Der er næppe tvivl om, at Løkkes mange kursændringer i valgkampen skaffede noget af fremgangen, men samtidig var både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti udsat for en veritabel nedsmeltning, og samlet set gik de fire partier bag Løkkes regering 15 mandater tilbage.

Venstre-medlemmerne kan nok også huske den valganalyse, der viste, at Løkkes personlighed og mange møgsager i 2015 kostede partiet op mod 180.000 stemmer. Det er nogle af dem, der nu er kommet tilbage.

Løkke i spidsen i 2023?

Alt afhænger selvfølgelig af, om der kommer en stærk modkandidat til Løkke på landsmødet (læs: Jakob Ellemann-Jensen). Hvis der ikke gør, kan det meget vel ende med, at Løkke ikke bare bliver genvalgt men ligefrem bliver hyldet af demonstrativt lange klapsalver, der skal vise opbakning og enighed.

Men hvor mange i Venstre forestiller sig, at Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for partiet i 2023, hvis den nuværende regering sidder perioden ud? At han ikke vil finde et internationalt job inden da, eller nogle gode poster som bestyrelsesformand? At Løkke efter en kaotisk periode som regeringsleder og fire år i opposition vil fremstå troværdig og med statsmandspondus over for en Mette Frederiksen, der i kraft af Trump-skandalen er kommet ualmindelig godt fra start? At uroen i Venstre ikke vil fortsætte efter nogle måneders ro?

I regeringen må man hver dag knibe sig i armen for at kunne tro på sit held: I to måneder har man haft så godt som fuldstændig arbejdsro, hvor de nye ministre og spindoktorer har kunnet sætte sig ind i deres stofområder, forberede udspil

Især det sidste vil veje tungt. For der er skabt nogle uvenskaber og gravet nogle grøfter, som ikke bare forsvinder. Erfaringerne fra Socialdemokratiet og De Konservative viser, at det tager mange år at hele sårene efter en magtkamp. Det vil også være tilfældet her, selv om der ikke kommer en direkte modkandidat.

Hvorvidt der gør det, ved vi mere om i næste uge. I weekenden er der først møde i forretningsudvalget og bagefter i hovedbestyrelsen. Ifølge Jarl Cordua, der er den kommentator med det bedste indblik i Venstre, ”vil Løkke blive mødt af en mistillidsafstemning, som ubønhørligt vil gøre det klart for resten af Venstre og offentligheden, hvad baglandet mener. Det vil formentlig også kunne flytte nogle stemmer væk fra Løkke, og det vil sætte ham under yderligere pres.”

Regeringen fredet

I regeringen må man hver dag knibe sig i armen for at kunne tro på sit held: I to måneder har man haft så godt som fuldstændig arbejdsro, hvor de nye ministre og spindoktorer har kunnet sætte sig ind i deres stofområder, forberede udspil og stort set slippe for kritiske kommentarer og spørgsmål, fordi både journalisterne og de borgerlige politikere har været fuldt optaget af dramaet i Venstre.


Foto: Collage af POV International, Wikimedia Commons. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark