NYHED // OVERBLIK – Organiserede kampagner med falske eller misvisende påstande om vindenergi er blevet en reel trussel mod Europas energiforsyning og grønne omstilling. Det konkluderer den europæiske brancheorganisation WindEurope i en ny rapport, som kortlægger mere end 42.000 opslag på sociale medier fra hele Europa. Ifølge rapporten har kampagnerne allerede bidraget til at forsinke eller helt standse vindmølleprojekter til milliarder af euro.
Rapporten peger på, at modstanden mod vindenergi ikke længere kun handler om lokale protester eller almindelig skepsis. I stedet beskriver WindEurope et voksende netværk af organiserede grupper, aktivister, politikere og medieaktører, som systematisk spreder påstande om blandt andet sundhedsfarer, miljøødelæggelser og økonomisk kollaps som følge af vindkraft. Ifølge organisationen risikerer kampagnerne at gøre Europa mere afhængig af importerede fossile brændstoffer på et tidspunkt, hvor EU forsøger at styrke sin energisikkerhed og mindske afhængigheden af Rusland og andre energileverandører.
EUs energikommissær Dan Jørgensen advarer i forbindelse med rapporten om konsekvenserne.
“Vi kan ikke tillade, at desinformation forsinker eller forhindrer udbygningen af vedvarende energi på et tidspunkt, hvor vi har brug for at accelerere udviklingen for at sænke priserne for forbrugerne og styrke vores modstandsdygtighed”, siger han.
Ifølge analysen kommer den største mængde antivind-indhold fra Sverige. Her blev der registreret næsten 7.000 opslag med falske eller misvisende oplysninger om vindkraft i løbet af undersøgelsesperioden fra maj 2024 til februar 2026.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi Sverige samtidig er et af de europæiske lande, der er længst fremme i omstillingen til grøn energi. Ifølge tænketanken Ember kom 99 procent af svensk elproduktion sidste år fra lavemissionskilder som vandkraft, atomkraft og vindenergi. Alligevel florerer sociale medier med påstande om, at vindkraft gør elsystemet ustabilt, driver priserne op og truer energiforsyningen.
“Falske narrativer risikerer at forsinke udbygningen af vedvarende energi, hæmme elektrificeringen og underminere Sveriges energisikkerhed”, siger direktøren for Green Power Sweden, Nils Grunditz.
Også i Norge har debatten udviklet sig til en direkte konflikt mellem vindindustrien og organiserede modstandsgrupper. Rapporten fremhæver den norske organisation Motvind Norge som et centralt eksempel på en professionelt organiseret antivind-bevægelse. Gruppen har ifølge WindEurope mere end 20.000 medlemmer og arbejder aktivt for at stoppe nye vindmølleprojekter.
WindEurope vurderer, at en stor del af opslagene fra antivind-miljøerne bygger på misinformation eller fejlagtige fremstillinger. Men Motvind afviser kritikken.
“Vi er ekstremt optagede af fakta, fakta, fakta”, siger organisationens kommunikationschef Gaute Grøtta Grav til EnergyWatchs norske søstermedie EnergiWatch. Han mener, at WindEurope bruger uklare definitioner og politiske motiver til at stemple legitim kritik som misinformation.
I Danmark peger TjekDet på, hvordan misinformation kan opstå i samspillet mellem traditionelle medier og sociale medier. Mediet beskriver blandt andet et norsk TV 2-indslag om et dansk DTU-studie af slid på vindmøllevinger. Artiklen gav indtryk af, at regn nærmest “ødelægger” vindmøller, men forskerne bag studiet siger, at deres resultater blev fejlfortolket.
“Vindmøllevinger kan holde i flere årtier. Det er meget svært at ødelægge vindmøllevinger”, siger professor Leon Mishnaevsky Jr. fra DTU til TjekDet.
Selv om TV 2 Norge senere rettede artiklen, blev de oprindelige påstande efterfølgende delt videre i antivind-grupper på sociale medier, blandt andet af den norske organisation Motvind.
Ifølge professor Klaus Bruhn Jensen fra Københavns Universitet er det et eksempel på, hvordan misinformation i dag bevæger sig hurtigt mellem etablerede medier og sociale platforme.
“De forskellige informationsstrømme løber sammen, og det er ikke altid, at redigerede medier lykkes med at få formidlet de centrale pointer fra forskningen”, siger han til TjekDet.
Han vurderer samtidig, at dele af modstanden mod grøn energi er både organiseret og økonomisk understøttet.
“Forsøgene på at sprede både mis- og desinformation er særdeles velplanlagte, koordinerede og velfinansierede fra en koalition af ikke mindst olie- og gasindustrien”, siger Klaus Bruhn Jensen.
WindEurope advarer om, at konsekvenserne ikke kun handler om debat på sociale medier. Ifølge rapporten har antivind-kampagner allerede ført til forsinkelser, aflysninger og i enkelte tilfælde sabotage mod energiprojekter rundt omkring i Europa. Organisationen vurderer samtidig, at Europas regning kan blive enorm, hvis udbygningen af vedvarende energi bremses. Et energisystem uden massiv udbygning af vindkraft kan ifølge rapporten koste Europa op mod 1.600 milliarder euro frem mod 2050 – svarende til næsten 12.000 milliarder danske kroner.
Læs mere hos Euronews, WindEnergy, TjekDet og EnergyWatch
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.