TRUMP UNDER ANKLAGE // NYHEDSANALYSE – Donald Trump skal for retten i Manhattan, New York. Det bestemte en storjury på 23 medlemmer torsdag eftermiddag. Det er første gang i historien, at en tidligere eller siddende præsident i USA bliver tiltalt i en straffesag, hvor den anklagede kan ende bag tremmer. Anklagerne består af 34 ulovlige forhold af finansiel art, lyder det fra anklagemyndigheden i New York. Trump kalder sigtelsen for en politisk heksejagt.
WASHINGTON D.C. – Når først man er sigtet for en forbrydelse, og den juridiske proces går i gang i USA, er der ingen forskel på folk. Mange forhold kan gøre sig gældende, før man bliver tiltalt – herunder at dyrt betalte advokater kan forhindre sigtelser i at komme på bordet eller sørge for, at der bliver indgået forlig, før nogen retslig instans er involveret.
Trump står anklaget for i alt 34 ulovlige forhold, de fleste af finansiel karakter
“Perp” er en forkortelse for “perpetrator”, hvilket faktisk er juridisk ukorrekt, for på det tidspunkt, hvor den tiltalte tager turen fra politistationen til domhuset, af og til i håndjern eller i fængselstøj, er vedkommende endnu ikke dømt og ‘perpetrator’ betyder ‘gerningsmand’. Perp Walks (der også kaldes for “Frog Walks”) har været kritiseret som en “ekstra ydmygelse” af den tiltalte og er mest brugt i New York. Læs mere her.
Men når først en sag kommer til det stadie, hvor en anklager beslutter sig for at rejse tiltale, er processen den samme for alle: Den tiltalte skal enten tilbageholdes eller frivilligt møde op hos politiet, have taget sit billede – et såkaldt mug shot – der normalt er offentligt (men ikke i staten New York), ligesom der skal tages fingeraftryk, før man møder i retten. Der kan også blive tale om en perp walk fra politistationen til domhuset.
Starten på denne velkendte proces vil ske på tirsdag, hvor USA’s tidligere præsident, Donald J. Trump, vil tage fra Florida til New York og møde op i en sag, han selv kalder for en “politisk heksejagt” og et “lavpunkt i Amerikas historie”.
Trump står anklaget for i alt 34 ulovlige forhold, de fleste af finansiel karakter. I spidsen for anklagen står Alvin Bragg, der er New York District Attorney:
Bestikkelse eller tys-tys-penge om affære – eller misbrug af kampagnemidler?
I centrum står en sag, der involverer en kvinde, hvis kunstnernavn som adult film actress (læs: pornoskuespiller- og instruktør) er Stormy Daniels, og hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford
Baggrunden for #StormyGate er ganske velkendt. Offentligheden hørte om den kort tid før præsidentvalget i 2016, hvor den konservative avis Wall Street Journal offentliggjorde historien om, at Trump i 2016 – kort tid før præsidentvalget i USA, som han vandt over Hillary Clinton – fik sin daværende “fixer” og advokat, Michael Cohen til at udstede en check på 130.000 dollar (887.450 kr.) til “adult film actress” Stormy Daniels.
Trump har benægtet affæren og hævdet, at betalingen kom i stand for at stoppe “løgnene” og “afpresningen” om den påståede affære før valget og for ikke at ydmyge hustruen, Melania Trump
Beløbet var betaling for, at Daniels tav stille og underskrev en NDA (en Non Disclosure Agreement) om en engangsaffære, der ifølge hende udspillede sig mellem de to en nat i 2006 på en golfklub ved Lake Tahoe, hvor de begge opholdt sig. Historien kan læses i detaljer her.
Trump har benægtet affæren og hævdet, at betalingen kom i stand for at stoppe “løgnene” og “afpresningen” om den påståede affære før valget og for ikke at ydmyge hustruen, Melania Trump, der i 2006 lige var nedkommet med parrets fælles barn, Barron. Nogle år senere besluttede en dommer i en retssag, at Stormy Daniels ikke var juridisk bundet af tys-tys-aftalen – også fordi Trump aldrig selv havde underskrevet NDA-dokumentet.
Avisen Wall Street Journal, der er konservativ, skriver, at en anden betaling fra Trump til den tidligere playboy bunny, elskerinden Karen McDougal, der har fortalt om sit 10 måneder lange forhold til Trump – også i 2006 – muligvis også kan være at finde i anklageskriftet. Det får vi se.
Finansielle anklager i centrum
Det forventes, at anklagerne først og fremmest handler om, hvor pengene stammede fra, og især om Trump anvendte kampagnemidler til at dække over sagen, efter at Cohen fik sit udlæg refunderet af præsidenten efter dennes valg. Det ville i givet fald være misbrug af midlerne.
Men eftersom anklagepunkterne er så talrige, forventer eksperter, at anklager Alvin Bragg har medtaget andre kriminelle forhold, og at disse andre oplysninger, der ikke nødvendigvis har noget med Stormy Daniels at gøre, kan stamme “indefra” fra en tidligere top-medarbejder for Trump selv.
Trump er den førende republikanske kandidat til præsidentvalget til næste år, hvilket får mange til at have betydelige interesser i hans sag – ikke bare demokrater, men også Trumps egne modstandere og kritikere i eget parti
Det er velkendt, at politiet har forsøgt at få Trump-organisationens tidligere Chief Financial Officer, Allen Weisselberg over på anklagemyndighedens side. Weisselberg afsoner p.t. en fem måneders dom i det berygtede Rikers fængsel i New York, hvor han er dømt for skattesvindel – svindel, som han netop var ansvarlig for som Trumps CFO.
Anklagen mod Trump får enorme konsekvenser for valget i 2024
Grunden til at sagen, der torsdag aften og nat satte hele det politiske USA på den anden ende, er så kæmpestor, er imidlertid ikke blot, at den er historisk.
At en tidligere præsident stilles for retten, er selvsagt spektakulært i sig selv, men det, der gør sagen eksplosiv – a political nuclear bomb, som en republikansk insider udtrykte det over for POV’s korrespondent natten til fredag – er, at for det første er Trump den førende republikanske kandidat til præsidentvalget til næste år, hvilket får mange til at have betydelige interesser i hans sag – ikke bare demokrater, men også Trumps egne modstandere og kritikere i eget parti.
Alt efter hvilket udfald sagen får, og især hvordan vælgerne reagerer på sagen, kan det få enorme konsekvenser både for primærvalget, hvor republikanerne selv skal vælge deres kandidat og efterfølgende for præsidentvalget – uanset hvad resultatet af sigtelsen ender med at blive.
Trump er “frygtesløs og klar til modstand” – og forventer at kunne høste nye sejre på baggrund af den “urimelige anklage” både i form af øgede donationer til genvalgskampagnen og i form af yderligere opbakning fra partiets vælgere
Og selvom mange iagttagere med kendskab til Trumps valgkampagne torsdag aften hævdede, at Trump var “chokeret og overrasket over anklagen”, så lød der helt andre toner på NewsMax, som er en konservativ TV-kanal med tætte forbindelser til Trump World.
Den tidligere præsidents gode ven, Dick Morris, kunne fx fortælle, at Trump var “frygtesløs og klar til modstand”. Og at han i øvrigt forventede at kunne høste nye sejre på baggrund af den “urimelige anklage” både i form af øgede donationer til genvalgskampagnen og i form af yderligere opbakning fra partiets vælgere, der ville gennemskue den utidige politisering af retssystemet, der med Trumps egne ord får USA til at ligne et tredjeverdensland.
Trump var også selv ude på det sociale medie Truth Social, som han ejer:
De samme toner som på NewsMax og i Trump-lejren kunne man høre på Fox News, der også natten igennem begræd, hvad man på kanalen ser som det endelige bevis på, at USA er en “fejlslagen nation”, hvor en venstreorienteret elite af mennesker fra the Deep State har bemægtiget sig magten over retssystemet og politiet.
“Ingen er hævet over loven”
Modsat kunne man høre og se sagen dækket hos MSNBC og CNN, hvor kommentatorerne først og fremmest koncentrererede sig om det historiske i tiltalen, dels hæftede sig ved princippet om accountability – at “ingen er hævet over loven”.
Nogle mente, at dette var det endelige søm i Trumps politiske ligkiste. Som den tidligere præsidentielle rådgiver David Gergen sagde til CNN: “For mig at se er dette enden for Donald Trump som mulig præsidentkandidat for et af de store partier. Man kan simpelthen ikke have en kandidat, som har været anklaget for denne type forbrydelse – for slet ikke at tale om hans mulige fængselsdom.”
Men det var ikke blot kabel-tv, der var på banen. Samtlige amerikanske massemedier – fra tv-kanaler, politiske podcasts, aviser, radiostationer over netmedier – gik som forventet i mega-selvsving over nyheden. Og derfor kan alle med interesse herfor nemt selv finde mere online.
Her har overtegnede valgt at dele dækningen på den gamle amerikanske broadcast-kanal CBS med POV’s læsere – CBS har den fordel frem for de i Danmark mere kendte kabel-tv-kanaler CNN, FOX News og MSNBC, at tonen er mere afdæmpet og mindre partisk:
New York er i alarmberedskab – de sociale medier gløder
For det andet frygter iagttagere, at Trump kunne finde på at motivere sin egen base til protest og mulig vold, der kunne udarte til angreb i New York i stil med dem, som Trumps støtter var ansvarlige for 6. januar 2021, hvor rasende demonstranter stormede USA’s kongres i protest mod valget af demokraten Joe Biden.
Ingen kandidat har nogensinde været mere kontroversiel, mere omdiskuteret og samtidig mere tilbedt og mere forhadt end USA’s 45. præsident
Amerikanske medier berettede allerede torsdag nat, at New Yorks politi har inddraget afspadsering og ferie, så der kan være det maksimale antal betjente klar til at rykke ud, i fald Trump opfordrer sine støtter til at “marchere på gaden”.
Endelig kommer man ikke uden om at nævne de sociale medier. Ingen kandidat har nogensinde været mere kontroversiel, mere omdiskuteret og samtidig mere tilbedt og mere forhadt end USA’s 45. præsident. Derfor fremkaldte sigtelsen også titusindvis af reaktioner fra Happy Trumpmas over Officially a Joke til Left Wing Witch Hunt, som læserne skal spares for her.
Et par af de mere spektakulære var fx niecen Mary Trump, der fejrede, at “retfærdigheden endelig er sket fyldest”:
Kritiske liberale røster: ikke en oplagt sag
Men der var også advarende toner i den demokratiske lejr og i pressen. Flere hæftede sig ved, at andre – mulige kommende retssager om Trumps forsøg på at ændre valgresultatet i staten Georgia samt en anden sag om økonomisk kriminalitet – ville være mere velegnede og oplagte end den verserende sag. Andre mente simpelthen, at sagen var for tynd:
Washington Post’s lederskribenter er i den sidste lejr og publicerede efter få timer en kritisk leder med titlen: “The Trump indictment is a poor test case for prosecuting a former president”:
“Donald Trump deserves the legal scrutiny he’s getting — which has come from many corners on many counts. Yet of the long list of alleged violations, the likely charges on which a grand jury in New York state voted to indict him this week are perhaps the least compelling. There’s cause for concern, and caution, ahead,” advarer den liberale avis.
Det vil sandsynligvis, som altid, fristes man til at sige, være Trump selv, der kommer til at bestemme en hel del, når det gælder underholdningsværdien af hans tiltale. Hvor sagen ender, kan han til gengæld ikke bestemme
The New York Times fulgte kort tid efter med en leder, der omvendt giver opbakning til søgsmålet.
Avisen hæfter sig ved, at Trump i årtier har undgået at stå til regnskab for sine gerninger og har perverteret forholdet mellem retssystemet og magten: “Even Donald Trump Should Be Held Accountable” er overskriften.
Regnskab eller ej – fredag morgen forlyder det fra Mar-a-Lago, hvor Trump bor i Florida, at den tidligere præsident agter at ankomme frivilligt til New York, og at hans faste Secret Service stab regner med at følge ham til politistationen ganske diskret, ligesom at hverken håndjern eller perp walk vil blive nødvendigt, medmindre den tidligere præsident selv ønsker at gøre et show ud af proceduren. “Det hele kan overstås på et kvarter, og det er ikke svært at spærre en del af New York af i et par timer,” lyder der fra en kilde i Secret Service til TV-stationen NBC.
Med andre ord – det vil sandsynligvis, som altid, fristes man til at sige, være Trump selv, der kommer til at bestemme en hel del, når det gælder underholdningsværdien af hans tiltale. Hvor sagen ender, kan han til gengæld ikke bestemme, om end hans advokater på overfladen er selvsikre, når det gælder udfaldet: frifindelse for alt, lyder det. Det kan de ikke vide.
Trumps daværende advokat, Michael Cohen, kom selv i fængsel tilbage i 2018 bl.a. for betalingen til Stormy Daniels. Spørgsmålet er naturligvis, om juryen i den kommende sag vil tro på samme Cohen, når han som anklagerens forventede kronvidne vil påstå, at det ikke var ham, der var ansvarlig for ulovlighederne, men derimod hans gamle chef.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen om USA her
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her