KONCERT // ANMELDELSE – Mendelssohns Violinkoncert blev fortolket af orkesterets egen Soo-Jin Hong, der må siges at kende ethvert hjørne og enhver sigtelinje i denne mesterlige musikalske diskurs. Dirigenten burde over for hendes spil dog her måske have holdt orkesteret lidt i ave i dynamisk henseende, men prægnant og præcist faldt samtlige indsatser under Eun Sun Kims klare og faste armbevægelser.
Luften var kold udenfor på vej til DR-Koncerthuset, men foråret er lige om hjørnet, og det kunne mærkes indenfor, hvor ugens torsdagskoncert blev til et langt spirende og blomstrende musikalsk forløb. Orkesteret, anført af den koreanske dirigent og nuværende musikalske leder af San Francisco Opera, Eun Sun Kim, lagde ud med en ouverture fra 1792 af den wienerklassiske komponist Maria Theresia von Paradis. Hun er gået over i musikhistorien som den blinde pianist og komponist, der var samtidig kollega med og personlig ven af Mozart, som hun stod nær.
Af hendes værker har kun et fåtal overlevet til i dag, heriblandt den fem minutter lange ouverture til et af hendes i dag helt forsvundne syngespil. Den dannede optakt til ugens torsdagskoncert og var, kompositionelt betragtet, noget nær en perfektionsmodel for, hvordan man i wienerklassikken skar sådanne ouverturer til. Men så heller ikke meget mere end det. Forårsfrisk, effektfuld og veloplagt blev den spillet, inden vi nåede frem til aftenens vægtige centrale del, Felix Mendelssohn-Bartholdys uopslidelige Violinkoncert i e-mol fra 1845.
Med nogle i sammenhængen lidt vel hårde indsatser fra træblæsergruppens side kom vi her ind i et musikalsk forløb, der på mange måder mere har karakter af et musikalsk naturmaleri end af en egentlig solistisk violinkoncert.
Personligt føler jeg mig i denne koncert sat over for et flydende tonedigt, som gennem værkets tre satser rækker fra den tidligste morgendæmring, der føres over i forårssolens varme daggry, for til slut at nå frem til midsommernattens varmblodige drømmerier og legende sensuelle koglerier. Her fornemmes især slutsatsen som et lyslevende billede af de summende, svævende insekter hen over skovsøens blanke overflade, som igen brydes af opstigende bobler fra søens dybere lag.
Mendelssohn er mester i disse legende naturskildringer, men samtidig bliver alt i dette partitur til en violinsolistisk kraftpræstation, der kommer rundt om alle instrumentets potentielle yderområder.
Hvad der måske mest fascinerede ved solistens spil, var de rige farveklange, hun fik ud af sit mesterinstrument
Indfølt og rigt varieret blev koncerten da også fortolket af en solist, orkesterets egen Soo-Jin Hong, der må siges at kende ethvert hjørne og enhver sigtelinje i denne mesterlige musikalske diskurs. Dirigenten burde over for hendes spil dog her måske have holdt orkesteret lidt i ave i dynamisk henseende, men prægnant og præcist faldt samtlige indsatser under Eun Sun Kims klare og faste armbevægelser.
Hvad der måske mest fascinerede ved solistens spil, var de rige farveklange, hun fik ud af sit mesterinstrument, rækkende fra den rene, tørre og skarpe trælyd til en forførende fløjlsblød varme selv i de fineste og mest tyste udtyndinger. Det er sjældent hørt bedre fremført end her i netop denne koncert.
Efter pausen bevægede vi os ind i en anden senromantisk og alt andet end just tyst toneverden med Antonín Dvořáks 8. symfoni fra 1889. Den byder på et fuldtonet og massivt orkesterspil gennem hver af de fire satser, hvor musikken ligesom konstant schatterer imellem tætvævede, storladne fanfarer efterfulgt af fyrige ensembledanse af udpræget bøhmisk folketonetilsnit, der igen veksler med mere rolige passager, som nærmest har karakter af højtidelige hymner med en næsten koralagtig tone.
Stramt og effektfuldt blev symfoniens rigt afvekslende, men til en vis grad også mærkeligt stillestående musikalske forløb fortolket, dog måske uden den helt store klangdifferentiering i de forskellige instrumentgrupperinger. Der blev her ligesom givet lidt for meget los til dynamikkens udfoldelsesmuligheder.
Til gengæld tegnede Eun Sun Kim partiturets mange afsnitsovergange og tonerækkernes konstant skiftende yderpoler klart og præcist, så symfonien fremstod, som var den en skulptur udskåret af ægte bøhmisk krystal. På denne baggrund spillede den sig med sine godt 40 minutters lange forløb fuldt og helt hjem, især takket være værkets konstant afvekslende og skarpt afgrænsede passager.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og