Christina Cichosz og Johan Kolstrup: Brændende livsmod og buldrende mismod

Hun har en blød, sikker, inderlig og behagelig vokal, der måske ikke er særegen som f.eks. Annika Aakjær og Katinka Bjerregaard, men rummer rigelig med personlighed til aldrig at blive uinteressant. En stemme, som indtil nu primært har været brugt som korsanger for f.eks. Humørekspressen, Burhan G, Søs Fenger og Rasmus Walter.

Musikalsk lægger albummet sig nysgerrigt i en lydkulisse som fans af Marie Key og Mathilde Falch nok skulle give noget opmærksomhed. Det er ganske flot produceret spillet og mixet af Mads Andersen, der selv har spillet med en bred vifte af gode folk som Claus Hempler, Alberte Winding, Mouritz/Hørslev, Mike Andersen, Signe Svendsen – og Marie Key.

Den sidste ramme foldes berusende ud på ”Bare et glas mér”, der med lyden af violin og fugleføjt, musikalsk rummer al den friske luft, som et brunt værtshus ikke har.  Man deler alle de modsat rettede følelser, som tvivlen og troen vel altid rummer med eller uden procenter i blodet.

37-år skulle hun blive, Christina Cichosz [si’kos], før debutalbummet kom til verden. En sen alder vil mange nok mene i en ungdomsfikseret musikkultur. Christina Cichosz gør det dog til sin fordel med tekster, der tager udgangspunkt lige præcis derfra, hvor hun står i livet. Der hvor der både kan være et brændende livsmod, et buldrende mismod, medvinde af mulig magi , duften af dræbte drømme og en sær og svær jagt på den næsten ubeskrivelige ægte kærlighed. Den, der det ene øjeblik mærkes blidt berusende og det næste som et cirkustelt uden serviceaftale.

Morgenfruen skulle være landet sidste år, men blev som så meget andet udskudt pga. den kollektive Corona-nedtur. I stedet har hele seks singler set den digitale verden, inden albummet nu endelig er ude.

En late bloomer med noget på hjerte

Hvis har du fulgt med undervejs, er derfor kun numrene ”Indtil da” og ”Toldfri drømme” helt nye. Gode numre, der ikke gør, at man tænker, at det bedste blev gemt til sidst. Dertil er numre som ”Cirkus”, ”Serviceaftalen” og ”Bare et glas mer’” simpelthen for slidstærke og langtidsholdbare.

”Toldfri drømme” skiller sig dog glædeligt ud med en sort/hvid og filmisk cabaret-agtig stemning, der er så old school, at det føles helt nyt her i 2021, hvor færre og færre nok vil kende til tonerne af f.eks. Liva Weel. ”Indtil da” er derimod en meget mere moderne, beats baseret inde-pop sang, der stemningsfyldt opbygges inden et mindre eksplosivt klimaks, der klædeligt også viser nye facetter på den vokale palet.

Et nummer som ”Troløs og grådig” understreger, at der hellere arbejdes med de legende lag, sjove lydklip og formende lyde. Fremfor at gå efter et poleret og strømlinet radiohit. Det tjener til respekt, ikke mindst fordi det ikke forstyrrer det samlede billede.

Den sidste ramme foldes berusende ud på ”Bare et glas mér”, der med lyden af violin og fugleføjt, musikalsk rummer al den friske luft, som et brunt værtshus ikke har.  Man deler alle de modsat rettede følelser, som tvivlen og troen vel altid rummer med eller uden procenter i blodet.

Otte numre på cirka 27 minutter er nok til at overbevise om, at Christina Cichosz har set rigtigt i at springe ud som soloartist – som en late bloomer med noget på hjerte.

Samlet hørt fremstår singlerne reelt stærkere pakket ind i albumformat, fordi der rent faktisk fornemmes en rød tråd. Sammenhængskraften i tekst og musik bliver mere tydelig, og man får lyst til at bifalde budskabet, at vi bør holde greb om livet. Holde håbet tændt uanset, om man er på en dårlig date eller i Dagli’ Brugsen, eller om man er på vildspor på en villavej eller sidder fast i værtshusets trygge tåger.

Den sidste ramme foldes berusende ud på ”Bare et glas mér”, der med lyden af violin og fugleføjt, musikalsk rummer al den friske luft, som et brunt værtshus ikke har.  Man deler alle de modsat rettede følelser, som tvivlen og troen vel altid rummer med eller uden procenter i blodet.

I den digitale udgave af ”Morgenfruen” gives der endda en ekstra omgang i form af en ”Bodega-version” af nummeret. Her serverer Christina Cichosz den i en mere enkel og rytmisk taktfuld version, med mere storbystemning over sig. Noget der i den grad kalder på tørsten efter at komme ud at høre nummeret live.

Og selvom poesien som nævnt ikke er indgangsnøglen til albummet får vi alligevel en smagsprøve, når Johan Kolstrup på ”En Veninde” modigt kaster sig over at sætte musik til et Emil Aarestrup digt. Smukt og enkelt igangsat af klaver og tekstrecitation, bliver man som lytter pludselig ført ud af en helt anden vej end ventet.

”En drøms æteriske musik” – som en linje i digtet lyder.

Drømmebilleder så englene synger med

Fine fraseringer og falset giver drømmebilleder, der dog ikke er så virkelighedsfjerne endda, selv når det undervejs føles, som om englene synger med. Så selvom vi taler om pop-album fra start til slut er det ikke skabt via en skabelon fra tidens fastfood-hitmaskine. Det her er sange med power og personlighed. Måske det er for letkøbt at tænke, at Johan Kolstrup som sangskriver fra Skive egnen – ligesom bysbørnene Mads Langer, Superheroes, Dúné – bare ikke orker den skive-skårede mainstream.

Søger du samme form for åbenbart hitpotentiale som i føromtalte ”Motorcykelkapløb”, så finder du det uden besvær i ”Stepping Stone” – skrevet sammen med albummets producer Noah Rosanes – og ikke mindst i ”Kærlighed!” og ”Hvad sku’ jeg ellers?”.

Johan Kolstrup har ikke langt skjul på, at dette andet album fra ham, det første på dansk, har været en lang, men også befriende rejse. En rejse, der smukt understreger, at rejse er at leve, uanset om rejsen går fra Skive til Thy. Eller fra Thy til København. Eller rejsen mest af alt foregår i det indre. Fakta er, at Johan Kolstrup er trådt i karakter og har rejst sig med et album, der fortjener at blive hørt vidt omkring.