REPORTAGE – Det er jo underordnet om det er forskellige dyr, eller spændende blomster, man er samlet om at nyde, eller om det er musik. Tønder Festival har overskriften “folkemusik”, byder på de bedste og mest spændende navne fra hele verden, og så kan man plukke, hvad man har lyst til, orker eller tilfældigt falder forbi.
Vi ankom ved 13-tiden, mens Lukas Graham igen var på scenen og afsluttede sin koncert for Tønders skoleelever. Vi begyndte med en øl og en ‘Byg din egen sandwich’ serveret af Nicolas, og så lagde vi en plan.
Man kan ikke nå det hele. Langtfra. Man kan vælge mellem hvad selve Tønder by disker op med, der er alle de liveoptrædender på spisesteder eller små hjørner på festivalpladsen og så de 11 officielle spillesteder. Kort sagt, man må vælge.
Campingpladsen
Vi slog lige et smut ud på campingpladsen og så de nye skure, hvor to personer kan overnatte i tørvejr. De blev selvfølgelig lynhurtigt udsolgt.
Der sørges godt for publikum, så der var kø foran ‘Klargøringscentret’. Ingen grund til at ligne en slidt festivalgæst, hvis man kan få ordnet håret og lagt en lille festival-make up af de flinke kvinder.
En regnbyge drev os tilbage til selve festivalpladsen. Da den var ovre, gik der ikke mange øjeblikke før en venlig frivillig tørrede borde og bænke af – igen!
Man traver meget rundt, så alle siddepladser er værdsatte. Fin service
Tilbage til musikken
På Open air-scenen begyndte vi med The Dead South, der blev præsenteret som det, det hele drejer sig om: ‘Hand Made Music’, festivalens motto.
Direkte fra canadiske Saskatchewan nogle herrer og en kvinde, der spillede energisk og lettere dæmonisk. Over stok og sten på guitar, mandolin, banjo og med den store bas båret som en guitar. Bassisten skiftede mellem at spille med bue eller – som var det en stor guitar, hvad det jo i grunden også er.
Det lykkedes mig ikke at fange, hvad de synger om, men der var meget lidt hjertevarme i deres sange.
Fra Californien
Vi er så vant til, at countrymusikken fra USA har stemplet Nashville over det hele, men Sam Outlaw med den brede hvide Stetsonhat kommer fra Californien. Han har skabt sig en solid succes og fået fine priser med sin fede stemme tilsat twangguitar og tresserrock.
Det var et gensyn fra sidste års Tønder Festival, og som mange af de navne vi oplevede i løbet af fredagen var det eneste optræden i Danmark. Teltet var fyldt og publikum kunne lide, hvad de oplevede.
Når man vil opleve mest muligt bliver det til halve koncerter og afbrudte optrædender. Sådan er det at hive varer ned fra hylderne i en musikfestivals supermarked.
Vi ville opleve Irish Mythen. Hun er en særlig kombination af irsk oprindelig, men hun har slået sig ned på en ø i Canada, Prince Edwards Island.
”Canada er større, end vi lærer i skolen”, sagde hun ”og Canada er det sted i verden, hvor det er sværest at slå igennem, så der valgte jeg at slå mig ned.”
Endda et sted, hvor befolkningstallet er lavt, men artistkvoten høj.
En lille stout mandhaftig kvinde med punkkort hår og en forrygende kraftfuld stemme.
Det var mine tidligere kolleger fra DR, Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe, der sendte live til P5 og havde Irish Mythen på besøg. Hun gav et enkelt nummer, og så var vi fans. Vi skal hjem og lytte nærmere til hendes 2014-album, der kort og præcist hedder ”Irish Mythen”
Musikken måtte vige for en stund, for festivalens protektor prinsesse Marie kom på officielt besøg med mand og børn, prins Joachim, Henrik og Athena.
Det var især det nye børneområde, der blev inspiceret. Trods halen af fotografer lykkedes det vist for den lille familie at opleve festivalstemningen, lytte til lidt musik og få lidt mad og drikke.
PR-mæssigt er det genialt for festivalen, at prinsessens børn var med. Der bliver gjort en del for at ændre det image af ‘de gråhåredes festival’. De mange børn og børnefamilier viser, at den ændring allerede er sket.
Mere Canada
Den kongelige familie fik mulighed for at overvære den canadiske gruppe Vishtén, der består af to søstre Emmanuelle og Pastelle LeBlanc, der synger og spiller harmonika, trommer og alt mulig andet med violinisten Pascal Miousse.
Historien gentager sig, for kan man huske de to canadiske søstre Kate og Anna McGarrigle og deres herlige harmonier, så kan man glæde sig til Vishtén og deres sange. Læg dertil at violinisten er en sand virtuos.
Feministisk aften
Vi nåede en pandekage og senere hen en kop varm kakao og den stedlige brødtorte. Det er guf, og ret mættende, så jeg måtte give op.
Vi var lige ved at springe Tami Neilson over. Det havde været en katastrofe. Sikke en stemme, sikke en power den kvinde har! Igen en canadier, men hun er rykket til New Zealand. Og hun ikke bare udstråler den power, hun både taler og synger om den, iført en temmelig stramtsiddende lyserød kjole med masser af kulørte pailletter og det kulsorte pandehår som Uma Thurman i Pulp Fiction.
Hendes udfordrende og drilske sceneoptræden fik mig til at tænke på Bette Midler, hendes stemme er som Amy Winehouses.
Her er den kvindelige kunstner i centrum, de tre new zealandske musikere synger lidt kor og akkompagnerer hende. Og det handler i høj grad om kvinder. Tami Neilson fortalte, at en toneangivende musikrådgiver for radiostationerne i USA havde udtalt, at hvis man vil have succes på countryroot-fronten, så skal man tage de kvindelige kunstnere ud og i hvert fald slet ikke spille to af dem af gangen.
Det gjorde hende vred, og fik hende til at skrive sangen Bananas. Det blev også til en sang, da hun efter at have født to børn ustandselig fik spørgsmålet: ”Hvorfor er du herude og spille og have det sjovt, mens din mand babysitter?”
Hendes rappe svar var, at det ikke er babysitting, men forældrerollen, og i øvrigt er der ikke nogen, der vil betale ham for at synge. Han kan nemlig ikke synge.
Det blev til denne sang: ”Stay out of my business”.
Tønders smertensbarn
Det må være af nostalgisk taknemmelighed at festivalen stadig bruger spillestedet Visemøllen. Det var oprindelig her festivalen startede, men det duer ikke mere. Dels ligger stedet uden for det egentlige område, dels kunne vi igen opleve de mange frustrationer og den vrede, der opstår, når der kun er 150 pladser og man efter at have spildt sin tid i en kø i en til to timer netop når frem til dørvogteren, som må skuffe med et desværre, der er ikke flere pladser.
Det må Tønder Festival se at få lavet om. Sælg billetter i forvejen, som på Boleroscenen, så man ved, om man er købt eller solgt, eller lav et nyt telt.
Jo større succesen bliver, jo flere vredesudbrud vil der opstå, når man ikke bliver lukket ind. Er man draget fra den anden ende af landet i den tro, at partoutbilletten giver mulighed for alt, og man så opdager, at selv halvanden time i kø ikke giver adgang til det, man kom for, så er det en vrangvillig ambassadør for festivalen, der vender hjem.
Sidste gang jeg stod i køen var det oven i købet i regnvejr – og vi kom aldrig ind.
Vi var heldige og kunne opleve de fire skønne kvinder fra Australien med det herlige navn ”All Our Exes Live in Texas”. De har haft pæn radioafspilning også i Danmark og kunne fylde Visemøllen både tre og fire gange at dømme efter køen og de mange, der måtte gå med uforrettet sag. Man kan undre sig over, hvorfor festivalen havde placeret dem dér fredag aften.
Også her er der kvindestolthed i luften, selv om hver af de fire unge sangerinder fremstår som nærmest skrøbelige og i hvert fald helt almindelige kvinder.
”Vi kommer fra Australien. Ingen af vores ekser bor i Texas. De bor i Australien, ganske tæt på os. Desværre. Vi har været i Texas, og vi håber at få nogle ekser der!”
Eller ”Min kæreste var lidt sur over, at jeg ikke havde skrevet en sang til ham. Så slog jeg op med ham – og så skrev jeg en sang!”
De fire synger på skift, hver deres sange og ledsager dem med historierne bag. Stemmerne klæder hinanden, og allerede fra starten fik vi at vide, at vi ikke behøvede at rejse os for at kigge efter trommen og tamborinen.
Elektroniske pedaler klarer den sag.
Så kan de fire koncentrere sig som henholdsvis harmonika, mandolin, ukulele og guitar.
Med de fire smukke stemmer klingende i ørerne forlod vi musikken ved 21:30-tiden – troede vi.
En sen aftensmad blev ringriderpølse fra en af boderne på torvet, en fadøl og så Kim Larsen/Shubidua/Bamse osv med det kopiband, der havde samlet en masse af byens glade mænd og kvinder fredag aften.
Det blev endnu en god dag på Tønder Festival. Kun enkelte byger og masser af solskin.
Topfoto: Telt 2 fredag. Alle fotos med en enkelt undtagelse: Jens Ulrich/dizzyBild
Point of View er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 2424 6242
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
