KULTURHISTORIE // ESSAY – Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen mødte gennem livet mange kvinder, der fik betydning for hans karriere. Bl.a. havde han nære forbindelser til adskillige af de såkaldte salonværtinder. De var vigtige mæcener og sørgede for, at han og andre kunstnere mødte tidens indflydelsesrige og velhavende personligheder i salonerne. Især fem salonværtinder var med løfte Thorvaldsen frem mod sin stjernestatus.
Bertel Thorvaldsen blev født den 19. november for 252 år – mere end et kvart årtusind siden – alligevel er han fortsat en af de mest kendte kunstnere, Danmark nogensinde har haft.
Mange har lagt vejen forbi den græskinspirerede tempelbygning, der huser hans museum i Københavns centrum. Museet rummer et stort udvalg af de nyklassicistiske skulpturer, buster og relieffer, der blev hans signatur gennem hans 73 år lange kunstnerliv.
Og mange kender historien om den fattige håndværkersøn fra København, der tog sin kunstnerdrøm alvorligt, rejste til Rom og endte som verdensberømt billedhugger.
Detaljerne om vejen til berømmelsen involverer ikke blot flid og talent, men også gavmilde kunstmæcener og betydningsfulde kulturpersonligheder. Og hvad de færreste ved: Mange af disse vigtige støtter og velgørere var faktisk kvinder.
Forbindelserne til de kvinder, der hjalp Thorvaldsen, har sjældent fundet vej til historiebøgerne
Thorvaldsen havde en særlig tæt forbindelse til baronesse Christine Stampe, der blev en vigtig sparringspartner og veninde i hans sidste leveår, men også velhavende og indflydelsesrige kvinder som Bolette Puggaard, Elisa Schubart, Friederike Brun og Charlotte Schimmelmann hjalp Thorvaldsen på afgørende strækninger.
Herregårdsophold og gode råd
Da Thorvaldsen vendte hjem til Danmark efter 40 år i Rom, ville jublen ingen ende tage. Han var blevet udnævnt til professor, direktør på Kunstakademiet og æresborger i København, og invitationerne til fest med eliten væltede ind. Alle ønskede den store Thorvaldsens selskab.
Efter sigende var det næsten en befrielse for ham at blive inviteret ned til Nysø Gods i det naturskønne Præstø af baronesse Christine Stampe, der ofte inviterede kunstnere på besøg. Hun var næsten 30 år yngre end Thorvaldsen, men hun var kunstkender og kosmopolit som Thorvaldsen selv og desuden en temperamentsfuld og handlekraftig dame.
Hun stod for hovedparten af driften på godset, da ægtemanden Henrik Stampe havde et sart sind og ikke havde samme talent for at organisere som sin kone. Sammen havde de en større børneflok.
Christine Stampe inviterede Thorvaldsen til at bo på Nysø og behandlede ham ekstraordinært godt. Hun fik blandt andet opført et atelier til ham i godsets park. Thorvaldsen brugte hovedparten af sin alderdom i Christine og familien Stampes selskab. De to udviklede et nært venskab, og hun blev både en vigtig rådgiver ved etableringen af museet og en stor inspiration i hans arbejde.
Thorvaldsen fik med Christines hjælp nogle produktive år på Nysø, og resultatet er en fin samling værker, der fortsat kan opleves på Thorvaldsen Samlingen i Præstø.
.
Skrivende kvinder
Forbindelserne til de kvinder, der hjalp Thorvaldsen, har sjældent fundet vej til historiebøgerne, men Christine Stampe sørgede selv for med sine stemningsfulde erindringer om Thorvaldsen at blive én af de væsentligste primærkilder til hans sidste leveår.
Friederike Brun skrev også levnedsbeskrivelser, hvori relationen til Thorvaldsen blev omtalt, og derudover kan vi takke de mange bevarede korrespondancer fra datidens ivrige brevskrivende kvinder for den viden, vi har i dag, om deres egen betydning for Thorvaldsens virke.
Mange af brevene findes i det digitaliserede brevarkiv på Thorvaldsens Museum.
Frihedsidealer og realisering af museet
Bolette Puggaard var en anden velgører fra Thorvaldsens sidste leveår. Hun og hendes ægtefælle, handelsmanden Hans Puggaard, var ligeledes blandt hans nære forbindelser.
Familien Puggaard havde været bosat et års tid i Rom (1835-36), før Thorvaldsen flyttede hjem til Danmark, og der holdt de saloner for de danske kunstnere, der var bosat i Rom. Thorvaldsen var yndlingsgæsten, og familien involverede sig nu i realiseringen af det forestående byggeri af Thorvaldsens museum i København. Efterfølgende købte de mange af hans værker og lod deres hjem udsmykke i pompejansk stil.
Hans Puggaard havde arbejdet sig op fra samfundets bund ligesom Thorvaldsen selv, så der var et slægtskab mellem dem. Familien Puggaard tilhørte det oplyste handelsborgerskab og var optaget af strømninger fra den franske revolution og parolerne om frihed, lighed og broderskab.
Bolette Puggaard stod for selskabelighederne i hjemmet og er af eftertiden hovedsageligt benævnt som landskabsmaler. Hun havde dog skarpe holdninger, og i forbindelse med Thorvaldsens Museums rejsegilde i 1841, udviste hun et usædvanligt politisk vovemod. Hun lod den franske trikolore – symbolet på den nye, demokratiske og liberale samfundsorden i Frankrig – vaje øverst på taget på trods af mange advarsler om ikke at udfordre enevælden. Bolette Puggaard ønskede, at ingen skulle tvivle på, at Thorvaldsen i sin kunst havde arbejdet for frihed, og at hans museum derfor skulle være frit og uden indblanding fra kongen eller andre magtinstanser.
Thorvaldsen baldrede ikke selv ud med direkte kritik af enevælden. Museumsbyggeriet var i sig selv en manifestation af nye tider, hvor kunst ikke længere var forbeholdt de få. Bolette Puggaards kamp adskilte sig væsentligt fra den adelige og kongetro Baronesse Christine Stampes indsats, men begge ville gerne understøtte kunstnergeniet.
Hun talte billedhuggerens sag for sin mand, finansministeren, som overbeviste den daværende kronprins Frederik VI til at give Thorvaldsen en ”gratifikation” på 300 rigsdaler
Efter Thorvaldsens hjemkomst til Danmark, så han ikke familien Puggaard lige så meget som tidligere. Mange mente, at Christine Stampe tog patent på ham og hev ham væk fra København. På Nysø var det uden tvivl hende, der sad på gæstelisten til salonarrangementerne og besluttede, hvem han burde omgås.
I Thorvaldsens seneste år har arbejdsroen og omsorgen på Nysø nok betydet mere for ham end tidens politiske opgør. Han vidste, at hans museum var undervejs. Danmarks første offentlige museumsbygning. Et museum for alle.
Jason-figuren – vejen til succes
Thorvaldsen ankom til Rom i 1797 og fik en kunstnerisk vækkelse så stor, at han senere kaldte ankomstdatoen d. 8. marts for sin romerske fødselsdag.
Netop i slutningen af 1700-tallet valfartede mange arkæologer og kunstinteresserede til Rom. Rom bød på offentligt tilgængelige værker og udgravninger fra antikken og overalt dyrkedes antikkens klassiske skønhedsideal.
Også forfatteren og salonværtinden Friederike Brun fra Sophienholm var optaget af antikken. I 1802, da hun midlertidigt havde slået sig ned i Rom, hørte hun om den unge billedhugger, der også var i byen, og hun inviterede ham til jul. Efterfølgende besøgte hun hans atelier og beundrede hans værker. Især en lermodel af hans senere så berømte Jason-figur betog hende. Hun skriver “aldrig kan jeg glemme den salige Følelse, hvormed jeg opfyldtes ved Synet af dette høie Konstværk”.
Hun så et lysende geni i Thorvaldsen og betalte derfor for en gipsmodel af figuren. Den blev vist frem, og den rige kunstsamler Thomas Hope endte med at bestille Jason-figuren i marmor.
Alt dette foregik på et meget belejligt tidspunkt, da Thorvaldsens stipendier var ved at slippe op. Med Friederikes håndsrækning fik han mulighed for at blive i Rom og fortsætte sin kunstneriske udvikling.
Den danske diplomat, Baron Herman Schubart og hans kone Jacqueline Elisabeth Schubart, kaldet Elisa, boede også i Italien og lærte Thorvaldsen at kende i 1803.
Parret inviterede Thorvaldsen til at bo på deres sommerresidens Montenero uden for Livorno.
Ligesom Thorvaldsen havde Elisa en stor passion for musik, og i 1804 modellerede han relieffet Musernes dans på Helikon som en gave til Elisa. Det var et billede på det åndfulde liv, der udfoldede sig på Montenero under Elisa Schubarts værtskab.
Bestillinger fra Danmark
Herman Schubart omtalte Thorvaldsen i rosende vendinger for sin søster i Danmark, grevinde Charlotte Schimmelmann. Hun var gift med den danske finansminister, grev Ernst Schimmelmann.
Charlotte Schimmelmann betegnes som den tidligste salonværtinde og som tidens mest magtfulde kvindelige kunstmæcen. På sin brors foranledning hjalp hun Thorvaldsen økonomisk. Hun talte billedhuggerens sag for sin mand, finansministeren, som overbeviste den daværende kronprins Frederik VI til at give Thorvaldsen en ”gratifikation” på 300 rigsdaler, hvilket forsødede Thorvaldsens tilværelse yderligere.
Charlotte Schimmelmann skaffede ham desuden udsmykningsopgaver på Christiansborg. Hun stod selv for den allerførste bestilling til Danmark i 1804: en døbefont til Brahetrolleborg Kirke på Fyn. Derudover var Charlotte også involveret i Thorvaldsens udnævnelse til professor ved Kunstakademiet i 1805.
Thorvaldsen bevarede hele livet kontakt med disse kvindelige velgørere, som udover at anbefale hans arbejde vidt og bredt, også selv bestilte værker hos ham.
Thorvaldsens tak
De mange kvinder hjalp Thorvaldsen på vejen mod stjernestatus, fordi de som dygtige salonværtinder og kulturpersonligheder havde en særlig interesse i at fremme det, de betragtede som god kunst. Nogle støttede ham økonomisk ved at købe hans værker, andre ved at yde støtte til hans museum, nogle tilbød overdådige middage eller indlogering, men alle kvinderne besang hans geni og anbefalede ham vidt og bredt i en fint udviklet netværkskultur.
Fælles for de omtalte kvinder var lysten til at hjælpe kunsten og kulturen til at blomstre. Thorvaldsen har givetvis været taknemmelig for al den hjælp og støtte, han fik, hvilket afspejles i nogle af de værker, han gav dem, hvor de selv optrådte.
Historikeren Louis Bobé mener, at Thorvaldsens datter Elisa eller Elisa Sophia Charlotte er opkaldt efter Elisa Schubart, Charlotte Schimmelmann og Friederike Brun, da sidstnævntes fulde navn faktisk var Sophie Christiane Friederike Brun.
Hvis dette passer, så er det måske en meget håndgribelig kærlig hilsen til de tre kvinder, der om nogen stolede på Thorvaldsens talent og løftede ham op, før han rigtig slog igennem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
