NYHED // POV OVERBLIK Venezuelas tidligere præsident Nicolás Maduro og hans hustru, Cilia Flores, skal efter planen stilles for retten i juni næste år i en sag om narkotikahandel og sammensværgelse om at smugle kokain til USA. Det besluttede en føderal dommer i New York i går, mens parrets forsvarere fortsat forsøger at få sagen afvist.
Dommer Alvin K. Hellerstein fastsatte ifølge AP datoen for retssagen til 1. juni 2027 efter ønske fra både anklagemyndighed og forsvar. Inden da skal Maduros forsvarere begynde at indsende juridiske indsigelser mod anklageskriftet i september, mens retten igen skal behandle argumenterne i november.
Maduro og Flores har siddet fængslet i Brooklyn i New York siden januar, hvor amerikanske styrker gennemførte en militær operation i Venezuela og bragte dem til USA. De to er tiltalt for blandt andet ”narkoterrorisme” og narkotikahandel og risikerer i værste fald livsvarigt fængsel, hvis de findes skyldige.
Ifølge AP beskylder de amerikanske anklagere Maduro for at have stået i spidsen for en sammensværgelse, hvor venezuelanske myndigheder skulle have hjulpet narkobaroner med at sende tusindvis af tons kokain til USA. Deutsche Welle skriver mere lige ud, at anklagemyndigheden mener, at Maduro brugte den venezuelanske stats magtapparat til at beskytte og fremme den ulovlige narkotikasmugling.
Nicolás Maduro og Cilia Flores nægter sig begge skyldige. Ved det korte retsmøde i går sagde ingen af dem noget. De sad ved hvert sit forsvarsbord omgivet af deres advokater. Ifølge ABC News virkede Maduro dog afslappet. Han ankom iført beige fængselstøj uden håndjern, hilste på tilhørere med et ”godmorgen” på engelsk og vinkede til en af de tegnere, der var til stede i retssalen. AP beskriver, at Maduro, som var synligt slankere end tidligere, smilede og talte med sin advokat. Han lyttede til en spansk oversættelse af retsmødet gennem høretelefoner og tog løbende noter.
Maduro har siden sin anholdelse afvist anklagerne og kaldt sig selv krigsfange. Ved et tidligere retsmøde i januar erklærede han sig uskyldig.
”Jeg er ikke skyldig. Jeg er en anstændig mand. Jeg er stadig mit lands præsident”, sagde Maduro ifølge AP og ABC News under sin første fremstilling for retten.
Hans forsvarer Barry Pollack har meddelt, at han vil udfordre grundlaget for sagen. Ifølge AP vil det første juridiske angreb handle om spørgsmålet om immunitet, fordi Maduro som leder af Venezuela efter forsvarernes opfattelse ikke bør kunne retsforfølges i USA. ”Jeg forventer, at vi vil anfægte lovligheden af Maduros militære bortførelse”, har Pollack tidligere sagt.
Forsvarerne mener, at der er komplekse juridiske spørgsmål, som skal afgøres, før en egentlig retssag kan begynde. Ifølge ABC News forsøgte Maduros advokater tidligere at få sagen afvist, blandt andet fordi USA havde blokeret for betalinger fra Venezuela til hans juridiske forsvar. Den indsigelse blev senere trukket tilbage, efter at amerikanske myndigheder i april gav mulighed for, at Maduro og Flores kunne modtage penge til at betale deres advokater.
USA’s regering har forsvaret den militære operation, der førte til Maduros tilfangetagelse, som en målrettet retshåndhævelsesaktion i en straffesag, der oprindeligt blev rejst for seks år siden. Maduro har derimod kaldt aktionen en bortførelse.
Sagen mod Maduro og Flores handler ifølge ABC News ikke om anklager om valgsvindel eller manipulation af Venezuelas valg. Den amerikanske sag fokuserer alene på beskyldningerne om samarbejde med narkotikahandlere og transport af kokain til USA.
Nicolás Maduro blev Venezuelas præsident i 2013, hvor han efterfulgte den mangeårige leder Hugo Chávez. USA rejste allerede i 2020 tiltale mod Maduro og flere andre venezuelanske embedsmænd i en sag om narkotikasmugling. Washington har siden 2019 ikke anerkendt Maduro som Venezuelas legitime præsident og har beskyldt ham for korruption og for at have bidraget til landets økonomiske sammenbrud.
Læs mere abcNews, AP, Deutsche Welle, The Independent
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.