BØGER // ANMELDELSE – På en polterabend i en partybus indhentes Lykke af sin fortid, da tidligere kærester én efter én stiger ombord for at fortælle deres version af historien. Med skarp menneskeforståelse, humor og stor varme har Susan Knorrenborg skrevet en roman, der er lige så meget en fortælling om venskab og loyalitet som om kærlighed.
Der findes bøger, som ved første øjekast ser ud til at handle om én ting, men som langsomt viser sig at handle om noget helt andet. Sådan havde jeg det med Susan Knorrenborgs De truer med en partybus.
For selvfølgelig handler romanen om mænd. Om Jesper, som Lykke skal giftes med. Om Tom, som hun gennem flere år har haft et hemmeligt forhold til. Om ekskærester, affærer, forelskelser og alle de valg, der former et kærlighedsliv.
Men da jeg lukkede bogen, sad jeg først og fremmest tilbage med en fortælling om veninder. Om loyalitet. Om familier. Og om den mærkelige måde, som mennesker kan elske hinanden og samtidig gøre hinanden ondt.
Romanens udgangspunkt er både skæg og absurd. Få dage før sit bryllup sendes Lykke af sted på polterabend i en partybus gennem København. Ved hvert stop stiger en tidligere kæreste ombord for at fortælle sin version af historien om Lykke.
Det, der begynder som en festlig parade af fortidige forelskelser, udvikler sig gradvist til et opgør med de hemmeligheder, hun har båret rundt på gennem årene. Historierne begynder at overlappe. Datoer passer pludselig ikke længere sammen. Mændene genkender hinanden. Veninderne begynder at regne efter. Og langsomt går det op for alle, at sandheden er langt mere kompliceret, end de troede.
Det er en elegant konstruktion. Partybussen bliver næsten en domstol på hjul, hvor fortiden én efter én stiger ombord og kræver at blive hørt. Samtidig fungerer den som et billede på Lykkes eget liv. Hun er på vej mod et bryllup og et nyt kapitel, men hun har endnu ikke fået gjort op med det gamle. Derfor kommer fortiden bogstaveligt talt kørende efter hende.
Susan Knorrenborgs styrke er persongalleriet
Bogens helt store styrke ligger imidlertid ikke i plottet, men i personerne. Susan Knorrenborg har et usædvanligt skarpt blik for menneskers særheder, svagheder og selvbedrag.
Hun skriver med humor uden at gøre grin med sine karakterer, og hun formår at skabe bipersoner, som bliver stående længe efter sidste side er vendt. Ikke mindst den legendariske “egernmand”, der får sit øgenavn på grund af sine pludselige, rykvise bevægelser og historien om hendes ynkelige knald med ham, og ikke mindst de efterfølgende analyser blandt veninderne af, hvordan egern mon har sex.
Men under humoren ligger hele tiden en alvor, som giver romanen tyngde. For mig opstår den stærkeste konflikt ikke mellem Lykke og mændene, men mellem Lykke og veninden Sofie. Det er her, romanens egentlige smerte befinder sig.
For det største svigt er måske ikke utroskaben over for Jesper, men hemmeligheden over for den veninde, som selv har elsket Tom uden at kende hele sandheden. Da afsløringerne begynder at vælte ud i partybussen, handler det derfor mindre om romantik og sex end om tillid. Om hvad vi skylder de mennesker, der kender os bedst.
På samme måde tegner Knorrenborg et både varmt og præcist portræt af forholdet mellem Lykke og hendes far. Han er stolt af sin datter, næsten grænseløst omsorgsfuld og samtidig så dominerende, at ingen af hendes mænd nogensinde rigtigt har haft en chance.
Han er hverken skurk eller helt. Han er blot et menneske, der elsker sit barn så højt, at kærligheden undertiden bliver kvalt i bekymring og kontrol.
Tom er til gengæld langt mere interessant, end han først ser ud til at være. I begyndelsen fremstår han som den store kærlighed, den uforløste mulighed, der stadig trækker i Lykke. Men efterhånden ser man noget andet. Han har levet fint med at være hemmelig elsker, så længe han ikke behøvede vælge hende til. Først da hun vælger ham fra, bliver han desperat. Han bliver dermed mindre en romantisk helt end et symbol på den fantasi, Lykke har holdt liv i gennem alle årene. På det liv, der måske kunne have været, men som sandsynligvis aldrig ville have fungeret i virkeligheden.
Måske er det netop derfor, romanen rammer så godt. Ingen af personerne er entydige. Tom elsker og manipulerer. Faren beskytter og kvæler. Sofie elsker og bliver svigtet. Jesper repræsenterer både tryghed og de kompromiser, som følger med et voksent liv. Og Lykke selv er på én gang usikker, selvoptaget, generøs, irriterende, morsom og dybt menneskelig.
Da romanen nærmer sig sin afslutning, står det klart, at spørgsmålet aldrig for alvor har været, hvilken mand Lykke skal vælge. Det egentlige spørgsmål er, om hun tør vælge sig selv og tage ansvar for de valg, hun allerede har truffet.
Derfor oplevede jeg også slutningen som overraskende rørende. Efter alle afsløringerne, konflikterne og de knuste illusioner er det ikke mændene, der står tilbage. Det er veninderne. Dem, der trods vrede, skuffelse og svigt stadig svarer: Jeg er på vej.
Det er måske den smukkeste kærlighedserklæring i hele bogen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og