Sure sokkker – uddrag af Kristina Aamands roman “Sammenbragt”

af i Bøger/Kærlighed & sex

NY BOG // UDDRAG – Forfatteren Katrine bor sammen med sin ny kæreste, Max, i en familie med sammenbragte børn. Det kan være svært at finde tid til at skrive og svært at få det hele til at hænge sammen – ja, bare at finde to par ens sokker! Læs her 1. kapitel af Kristina Aamands første roman for voksne, Sammenbragt.

Sure sokker

Kathrine ved godt, at hun burde have gjort sig mere umage i første ægteskab. Det er en smertelig konstatering, at hun ikke havde William og hans lykke på sin to-do-liste. Hun kunne med lethed have faciliteret hans få og ikke særlig komplicerede seksuelle fantasier. Et blowjob i vaskekælderen, hvor svært kan det være?

Der var faktisk et par gange, hvor hun tænkte: i dag. Men da det kom dertil, følte hun sig mere kaldet til at rense fnugfilteret, tage vådt tøj ud af en maskine, rulle en stak lagener eller lægge tøj sammen. Og når det var gjort, og hun var lige ved, så hun scenen for sig: knæene mod de kolde fliser, døren fløj op, og ind kom genboen, en kvinde iført tørklæde og selvrespekt nok til at vide, at varetagelsen af mandens behov hører til i soveværelset og ikke på fællesarealer.

Vasketurene fik aldrig en happy end. Hver eneste gang hun og William bar det rene tøj op i lejligheden, lovede hun sig selv, at næste vasketur skulle blive rigtig beskidt. William mistede aldrig håbet, for han insisterede på, at vask var en fælles aktivitet.

Så flyttede de ud af lejligheden og ind i deres første hus med egen vaskesøjle i det store bryggers. Kort tid efter at de var blevet førstegangskøbere, blev de førstegangsforældre. At få Albert var altopslugende. Og da Louise fulgte, kom støjen. Ulidelig støj. Kathrine havde fantaseret om, hvordan de to søskende ville elske hinanden og lege sammen. Nusse og kysse, som kattekillinger. Virkeligheden var noget, som til forveksling lignede et forsøg på etnisk udrensning mellem den først- og sidstankomne. En konstant konkurrence om forældrenes kærlighed. Den krigslignende tilstand gjorde ikke noget godt for kærligheden mellem mand og kvinde. Det gjorde i hvert fald ikke noget godt for hende og William. I forsøget på at lukke af for støjen fra børnene holdt de op med at lytte til hinanden.

Kathrine skrev fantasybøger til børn og unge, William byggede sin forretning op, og børnene fik dyre skærme at se på.

William havde ønsket sig en ting, udover blowjob i forbindelse med tøjvask, og det var en kone, som smilede, når hun så ham. Det kunne hun ikke give ham, sammenbidt som hun var i forsøget på at nå det hele.

Den sidste vask i hendes og Williams maskine var en stram, sort kjole, som hun skulle have på samme aften, hvor hun skulle møde en lærer, Max, som hun havde haft en del kontakt med i forbindelse med oplæsningen af sin nye young adult fantasy-roman, Jorden går under, et, i hans udskolingsklasse. En hel del. Først på caféer rundtomkring i byen, derefter siddende i sofaen i hans skilsmissehybel og til sidst i hans seng.

Jorden går under, et. Det gjorde den. To dage efter at hun havde vasket den sorte kjole, fortalte hun William, at hun ville skilles. Hun samlede alt sit beskidte tøj sammen i en sportstaske og flyttede ind hos Max.

*

Kathrine får det til at lyde let, når hun adspurgt fortæller, hvad der skete omkring skilsmissen. Det er, fordi sandheden er sørgelig, og det gør hende trist at tænke på. Det var ikke kønt. Hun græd, i månedsvis, før hun tog beslutningen. Sad oppe om natten og hørte Clannad og Bono synge In a Lifetime over 300 gange. Det stod på Spotifys statistik. Afspillet 342 gange. Hun røg cigaretter, som hun ellers havde lagt på hylden, da børnene flyttede ind i hendes mave. Rollies, håndrullede med løse filtre. Hun rakte armene op mod himlen over den lille matrikel, i afmagt, og spurgte stjernerne:

Hvad skal jeg gøre?

Bliv skilt, hviskede de, ligesom alle de andre tåber, som tror, at græsset er grønnere på den anden side. Bare husk på, at hvis du ikke arbejder for kærligheden, så sidder du her igen om et par år. Det er menneskeligt at fejle, det er djævelsk at fortsætte.

Max trak i hende, som månen trækker i jorden. Det føltes ikke som et valg, da kærligheden kaldte.

Albert og Louise lærte konstruktioner som syv/syv at kende, familietid blev til samvær, og dialoger mellem hende og William blev til orienteringspligt og samværsaftale. Faktisk talte de mere sammen efter skilsmissen, end de havde gjort, mens de var gift.

Kun en måned efter Kathrines exit flyttede Evelyn ind med ti bøtter hvid maling. Kathrine havde en mistanke om, at Evelyn ikke var faldet ned fra himlen to dage efter skilsmissesnakken, men at hun med stor sandsynlighed havde været en flue på de sart rosa soveværelsesvægge i længere tid, end Kathrine brød sig om at tænke på. Men hvem kan tillade sig at kaste med tomater, når man selv er bundrådden? Hun lod den ligge.

Nu har William Evigglade Evelyn, som smiler med tænder, der matcher væggene. Og ingen råbte hurra højere end Kathrine, da de blev gift ved en smuk ceremoni, foretaget af en berømt personlighed, i et palæ. Det glædede hende helt ind i hjertet, at William ikke sad i et mørklagt rum og rokkede frem og tilbage, syg af savn efter sin bortløbne kone.

Børnene er vilde med Evelyn, og hun er sød ved dem. Nu kan Kathrine være lykkelig, helt uden dårlig samvittighed. Hendes håb for William er, at han endelig har fået det forjættede blowjob kombineret med tøjvask, men Albert og Louise siger, at William slet ikke vasker tøj mere. Evelyn har mange hvide skjorter og stoler ikke på, at William ikke fejlvasker.

Kathrine bliver lidt trist, når hun tænker på, at William måske skal forlade denne verden uden at have levet sin fantasi ud, men hun trøster sig selv med, at han i det mindste slipper for at vaske tøj og måske har fået nye fantasier og drømme for fremtiden. Som hun selv. Og denne gang, i andet ægteskab, skal det lykkes. Hun og Max skal have en happy end hver eneste dag. Det har hun besluttet.

*

Det er videnskabeligt bevist, at ægteskab nummer to er af kortere varighed end det første. Sandsynligvis fordi illusionen om for evigt er erstattet af realisme. Andet ægteskab er ”så længe vi kan holde hinanden ud” og ”det negative ikke overskygger det positive”. Endnu værre ser det ud, hvis andet ægteskab er en sammenbragt familie.

Kathrine googlede som en gal. Hun ville være hundrede procent forberedt og bestå den sammenbragte eksamen med et 12-tal. Hun nåede ikke at taste sammenbragt, før forslaget ”Sammenbragte familier er helvede på jord” dukkede op i søgemaskinen. Hun havde egentlig tænkt sig at søge efter ”Sammenbragt familie hvordan gør man?” Alligevel læste hun den del af indlægget, skrevet af en Anne Sophia Hermansen, debat- og kulturredaktør, som ikke var sløret af betalingsmuren:

De fleste sammenbragte familier ender med at gå i stykker. Jeg har selv været en del af et par stykker og kan sige med sikkerhed, at det bliver jeg aldrig igen. Når mine venner fortæller mig, at de skal flytte sammen med kæresten, som også har børn, tænker jeg altid »stakkels dig«. Nej, jeg tænker det ikke – jeg siger det, og jeg mener det. Sammenbragte familier er helvede på jord.

Kathrine blev lidt kold om fødderne, da hun læste ordene, men hun var også en fighter. Og kærligheden kaldte, med Max’ dybe, bløde stemme og hans varme ånde i hendes øre, da han hviskede: ”Jeg vil alt med dig.”

Hun læste sig gennem hundrede udtalelser fra psykologer og børnesagkyndige og mærkede kulden arbejde sig fra fødderne og op i hjertet ved sætninger som: ”Parforholdet i den sammenbragte familie kommer ofte ud i store problemer og ender ofte i endnu en skilsmisse/adskillelse.

En aften, hvor hun sad med en kop varm kakao og forsøgte at fortrænge den tiltagende kulde i kroppen, stødte hun på en tekst skrevet af psykolog Sia Holm med mange års erfaring i den sammenbragte familie, som udtalte:

Det er vigtigt for parret i den sammenbragte familie at gøre dem, parret, til det bærende element i familien, ikke deres børn (det er et ALT for stort ansvar for børn at have). (…)

Parret i den sammenbragte familie skal ændre deres fokus – fra deres børn – til dem som par, og derved finde en måde at samarbejde på, en måde at organisere sig på omkring de vilkår de har i netop deres familie.

Varmen kom tilbage i hendes hjerte, og hun holdt hovedet koldt. Det var det, de skulle. Hun og Max. Elske hinanden og lade kærligheden sprede sig som ringe i vandet. Det gav mening. Hvis hun og Max kunne holde kærligheden i live, ville deres hjem blive en oase af fred og lykke, med plads til alle.

Kathrine svor i sit stille sind, at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at ægteskabet med Max skulle blive perfekt, eller i hvert fald lidenskabeligt og levedygtigt svarende til deres livslængde, hvilket burde være realistiske mål, nu hvor hun og Max havde rundet de 40. De skulle lave en familie. Ikke at forveksle med en kernefamilie, for psykologen understregede, at det ikke var en mulighed, når man bringer familier sammen. I stedet brugte psykologen ordet Fællesskabsfamilie. Det syntes Kathrine faktisk også lød bedre end kerne. En kerne er lukket, mens fællesskab er Kim Larsen, som synger Joanna, ”der hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Vel vidende at livet med alle dets pligter kunne fortrænge hendes nyerhvervede indsigter og hensigter, skrev hun et manifest, som skulle definere deres liv sammen, bestående af fire punkter. Hun fremlagde det højtideligt for Max, der nikkede og så forelsket på hende.

Punkt 1. At vores ægteskab fungerer perfekt!

Vi må aldrig være sure på hinanden, når vi falder i søvn, og vi skal kunne tale om alt. Også det svære. Uden fordømmelse, uden bandeord og med empati for den andens måde at se verden på. Jeg vil aldrig mere lave fejl, som slår ud på richterskalaen, og jeg vil ikke skilles igen. Før døden.

Punkt 2. At bevise, at man sagtens kan have en lykkelig sammenbragt familie med dine og mine.

De siger alle sammen, at det er så svært, umuligt. Men har de prøvet nok? Det handler om at forstå, rumme og omfavne fællesskabet. Hvilket fører mig til nummer tre.

Punkt 3. Jeg vil være den bedste mor OG bonusmor!

Jeg vil bage kage. Jeg vil have de snakke med børn og bonusbørn, som de normalt ikke kan have med voksne. Min skulder skal være et trygt sted for et barnehoved, også selv om de er rejst gennem en fremmed vagina. Hvilket fører mig til nummer fire.

Punkt 4. At blive venner med Max’ første kone, Mette.

I mit hjerte tror jeg på, at vi kan løfte i fælles flok. Der er ingen grund til, at vi ikke skulle kunne komme godt ud af det med hinanden.

Kathrine var på bobler, da hun skrev manifestet. En halvberuset brumbasse, som troede, at den kunne flyve, men endte med at blive mast ned i asfalten af en sort damestøvle størrelse 42. Mette bryder sig ikke om insekter. Mette hader Kathrine.

Max og Mette havde været henholdsvis samværs- og bopælsforældre til Manja og Mikkel i otte år, da han mødte Kathrine. Hun var ikke den, der trak Max ud af den varme rede mellem Mettes monstrøst store bryster.

Kathrine har en teori om, at grunden til, at Max blev så længe hos Mette, 13 år i alt, er periodevis iltmangel og en heraf følgende nedsat hjerneaktivitet. Som edderkoppen, der bedøver byttet med gift, pakker det ind i spind og nedbryder det, således sørgede Mette for, at Max akkurat kun havde ilt nok til at udføre hendes kommandoer såsom at lave køkken i rækkehuset, befrugte hende ved to lejligheder samt møde op til børnerelevante arrangementer med et smil og hjemmelavede havregrynskugler. Det skete selvfølgelig, at han forsøgte at flygte, ud i udenomsægteskabelige knald, men han kom altid tilbage, for hvor skulle han ellers gå hen? Og før han kunne nå at tænke skilsmisse, tog hun hans hoved, monterede en pat på hver side og klemte til. Hårdt.

Mette måtte have sjusket, da det skete, at Max fik held til at undslippe hendes greb, optaget som hun var af aktiviteter på Forældreintra og juleafslutning for ungerne, da årsagen til det endelige brud indfandt sig.

Og det var som sagt ikke Kathrine, men en nissepige til julefrokosten på hans arbejde, som Max blev så forelsket i, at han hyperventilerede og dermed ophævede iltmanglen. Det gik stærkt. Han flyttede fra Mette. Da det blev januar, og nissepigen skiftede den stramme, røde, korte kjole med hvid puf på ærmerne ud med jeans og en T-shirt, var hun bare en helt almindelig vinterdepressiv skolesekretær. Max, nu med luft under vingerne, lettede, og nissepigen blev efterfulgt af zumbatræneren fra det lokale fitnesscenter, en fraskilt mor på ungernes skole, ekspedienten i den lokale 7-Eleven, en stripper på gennemrejse, en trailerpræst fra USA, som inviterede ham til at bo i sit ydmyge hjem i tre måneder et sted i Nebraska, og en veterinærstuderende, der kunne ting med sin mund og sit svælg, som Linda Lovelace ville misunde. Kathrine var med andre ord fuldstændig uskyldig i Max og Mettes skilsmisse.

Kathrines drøm, som hun sad der dagen før brylluppet med rødlakerede tånegle, var, at hun og Mette ville blive veninder, leje en mega autocamper, rejse USA rundt og lave en podcast, som hed Eks rimer ikke på heks. Eller noget i den retning. De ville idéudvikle over en flaske vin eller to, grine af de samme ting, og Mette ville sige: ”Kathrine, hvor er jeg glad for, at Max valgte dig som sin livsledsager. Jeg er så lettet over, at det ikke blev nissepigen, min zumbatræner, Hjaltes mor, ekspedienten i Brugsen …”

”Brugsen?” ville Kathrine udbryde overrasket. ”Jeg troede, det var 7-Eleven?”

”7-Eleven?” Mette ville ryste på hovedet, så pagehåret kørte hen over hendes skuldre i en fejende bevægelse, som ville minde Kathrine om, at hun måtte se at få bilen til vask, og sige: ”Jeg kender kun til hende fra Brugsen, hende fra Irma, der vistnok var en kunde, ikke en ansat, dem fra Netto og hende nede i bageren i Meny.”

I Kathrines dagdrøm ville de åbne en flaske vin mere og skåle på, at Max havde fundet den eneste ene, som var veninder med den eneste anden, og dermed givet Albert, Louise, Manja og Mikkel en stabil base, hvorfra deres verden ville forløbe i fred og fordragelighed. Drømmen gik ikke i opfyldelse. Mette er ikke en glad kvinde.

”Kære Kathrine” afsluttede hun manifestet, dagen før hun lovede Max evig troskab. ”Lad nu være med at ødelægge ægteskab 2.0! Vær et lys i mørket. Vis, at ægte kærlighed kan klare klatreturen op ad bjerget. I er to om at bære den sten, og med Max’ maskuline skuldre, behårede bryst, stenhårde lår og … Don’t get carried away, Kathrine. Folk skal helst ikke tro, at du smed ægteskabet med William væk af ren og skær liderlighed!”

*

Nu er det et år siden, at hun og Max erklærede sig for rette ægtefolk at være på det lokale rådhus. Et år siden, at han så hende dybt ind i hendes brune øjne, og hun svømmede væk i hans blå, og han lovede at elske hende, altid. Han sagde, at han slet ikke kunne forestille sig, at de nogensinde ville skændes, og hun gav ham ret. Hvad skulle kunne komme på tværs af en kærlighed som deres?

Gummistøvler!

Mikkel har glemt sine gummistøvler på Moderskibet, og det står ned i stænger. De skal på dyrskue, som foregår i en monstrøs mudderpøl. En udflugt, hun har solgt som en familiestyrkende aktivitet og insisteret på bliver afholdt, på trods af vejret. Hun finder et par af Alberts brugte gummistøvler, men da de når frem til dyrskuepladsen, synes Mikkel, at støvlerne sidder mærkeligt på hans fødder og slet ikke er lige så gode som dem, hans mor har købt. Kathrine smider altruistisk sine støvler, giver dem til Mikkel og går på bare tæer i mudder hele formiddagen, hvilket føles som et offer og ganske rart på samme tid, da det minder hende om de unge dage på Roskilde Festival. De har en dejlig dag, med is og traktortræk. Mette ringer om aftenen og fortæller, at hun har haft en meget ked af det Mikkel i telefonen, som har sagt, at Kathrine har tvunget ham til at gå i damesko.

Mette!

Aftenen efter gummistøvlerne kommer Mikkel og Albert op at skændes over et computerspil. Max er til personalemøde på skolen, og Kathrine, som sidder og skriver, registrerer, at konflikten bygger op. Hun håber, at de løser den selv. Dels af pædagogiske årsager, men mest fordi hun ikke har tid. Hun noterer, at de begge har en andel i eskalationen, men da der lyder skrig fra værelset, griber hun ind. Hun ser strengt på dem begge og er bevidst om at dele sol og vind lige.

”Nu stopper I!” siger hun.

”Det var ikke mig,” svarer Albert og sender hende et glem-nu-ikke-at-jeg-er-din-ægte-søn-blik.

”Det var i hvert fald ikke mig,” siger Mikkel og lægger armene over kors i en du-er-ikke-min-mor-attitude.

”Tror I, at jeg er idiot?” siger hun. ”I er lige gode om det. Hvis I ikke kan enes om spillet, så lav noget andet.”

*

Der går ikke en time, efter Max er kommet hjem, så kommer opringningen fra Mette. Hun foreslår en ny samværsordning, hvor Mikkel overvejende er hos hende, da Kathrine ikke kan lide hendes søn. Desuden mener hun, at det er Max’ ansvar at opdrage Mikkel og slet ikke noget, Kathrine skal blande sig i.

”Jamen, jeg er da nødt til at opdrage dem,” forsvarer Kathrine sig til Max. ”Jeg var fair, og talte til dem begge.”

”Jeg tror dig,” siger Max og ser træt ud.

”Må jeg kun sige noget til Albert? Skal jeg vente, til du kommer hjem, med at sige noget til Mikkel? Man kan da ikke have en familie på den måde? Jeg er nødt til at opdrage de børn, som er i vores hjem, så vi alle sammen kan være her. Uanset hvilket moderskib, der har transporteret dem til planeten.”

”Jeg er enig,” siger Max. ”Men Mette siger, at sådan ser hun ikke på det.”

Kathrine bliver vred. Max bliver muggen, fordi Kathrine er vred. Og Mette er meget vred, for det har hun været, siden Max skred med nissepigen, måske endnu længere.

Uretfærdighed!

Ugen efter kommer Albert og Louise glædestrålende på samvær og fortæller, at Evelyn har bagt cupcakes, syet fastelavnskostumer, forhøjet lommepengene og lovet en tur til Thailand til næste sommer. Kathrine føler sig som en fattig fiasko, der ikke kan sy, men sender alligevel en besked på Messenger til Evelyn, hvor hun takker for indsatsen. Kathrine ønsker ikke for nogen, at de skal føle sig lige så uvelkomne, som hun selv gør i fællesskabsfamilien. Og så er det ærlig talt rart, at hun slipper for at forholde sig til fastelavn, når Evelyn ovenikøbet kan gøre det bedre. Albert skal være spilleautomat, Louise skal være pigevampyr fra fremtiden. Sidste år var de sorte skraldesække, biologisk nedbrydelige. Kathrine havde sagt, at børnene skulle være stolte af det politiske statement, og at det ikke handlede om, at hun ikke havde penge og ikke kunne sy. ”Vær I stolte af, at I ikke hopper med på vognen,” sagde hun og skyndte sig tilbage til sit manus.

Evelyn svarer hurtigt tilbage på Kathrines besked med tak og smiley. Kathrine fremlægger forløbet for Max som et aktuelt eksempel på, at der er andre måder at være i verden på end Mettes. Kathrine er vred og såret over, at hun ikke får samme chance for at være noget for børnene som Evelyn. Max bliver frustreret, fordi Kathrine er vred, og fordi han ikke ved, hvad han skal stille op med Mette.

Sokker!

”Jeg synes, at vi skal samle sokkerne. Det er jo totalt kaos.” Max vender bunden i vejret på den store, blå IKEA-pose, som de i nyforelsket tilstand ni måneder forinden fyldte med tone i tone-håndklæder og knager til alle ungerne, mens de rystede på hovederne af de mange par med døde øjne, fnes af husspektaklerne, der fandt sted i IKEAs miniversioner af perfekte hjem, og kyssede bag et skab i afdelingen for opbevaring.

”Hvorfor skal vi samle sokkerne?” Kathrine lægger armene over kors. ”Det kan ungerne da selv klare. De har to funktionelle arme og er ikke hjerneskadede. Jeg har læst, at skilsmissebørn typisk ofte er forkælede og simpelthen slet ikke vokset op med at have pligter og tage ansvar i hjemmet.”

”Men de vil jo ikke.” Max klør sig i skægstubbene.

”Så sig, at de skal!”

Louise er kravlet ud af sin hule, to tæpper, der er lagt hen over spisebordsstolene, og går ind på værelset til drengene, som spiller Xbox i fred og fordragelighed.

”Min farmand har ret,” siger Manja, der har stået i døråbningen til stuen, hvorefter hun smiler lige så sødt som en tiger, går tilbage til sit værelse og smækker døren.

”Hvad er der egentlig galt i to forskellige sokker?” Kathrine sætter sig ved spisebordet og åbner computeren, hvor hendes næste bog, Jorden går under, to, kalder på opmærksomhed.

”Vi er nogle, der synes, at det er rart, når tingene passer sammen, som eksempelvis sokker,” svarer Max, sætter sig på gulvet og stirrer træt ud over det farvestrålende kaos.

”Hvorfor? Hvor står det egentlig henne, at man bliver et bedre menneske af, at der er det samme mønster på begge fødder? Hvorfor er det altid så vigtigt for dig at passe ind?”

”Jeg kan bare godt lide at have to ens sokker på. Og det er faktisk sådan, man køber dem nede i butikken. To og to, der hører sammen. Jeg har aldrig hørt om nogen, som spørger efter strømper, der ikke matcher. Og jeg gider ikke høre på Mette, som klager over, at hun oplever, at børnene føler, at de står med en fod i hver kultur.”

”Så det handler om Mette? Mette samler sokker. Hvorfor er du egentlig ikke gift med Mette?”

Der er ingen happy ending den aften. Kælighedstermostaten står på kulde i strædet mellem deres rygge i dobbeltsengen.

Der er også gode stunder. Kathrine hjælper Mikkel med en dansk stil. De drikker te imens, og Mikkel spørger hende, om hun helst vil prutte konfetti eller bøvse glimmer. Hun vælger glimmer.

Max spiller brætspil med alle børnene, mens Kathrine laver varme ostemadder.

Kathrine lærer Manja og Albert, hvordan man laver smokey eyes.

Kathrine viser Manja sin menstruationskop.

Albert lakerer Manjas negle.

Kathrine laver varme klude til Manjas pande og putter dynen om hende.

Kathrine og Max kysser alle fire børn godnat.

De står ved vinduet, skulder ved skulder, hele fællesskabsfamilien, og betragter lyn og torden, mens en gryderet langtidssimrer på komfuret.

De cykler i samlet flok ned til stranden for at se sankthans og spiser vaffelis med guf.

Hun og Max sidder i sofaen, alle børnene laver tacos til aftensmad og is med smeltet chokolade til dessert.

Hun og Max rydder op i køkkenet efter tacos til aftensmad og is med smeltet chokolade til dessert. Ungerne ser film, de voksne deler en flaske rødvin og taler om holdninger til livet efter døden og madspild.


Kristina Aamand
Sammenbragt
HarperCollins Nordic
256 sider, 249 kr.


Foto: Kristina Aamand (Amy Collins).

Kristina Aamand (f. 1972) er datter af en dansk mor og en palæstinensisk far: med egne ord et omvandrende ”kultursammenstød”. En kulturkonflikt, hun har brugt i sit forfatterskab.

Hun debuterede således med debatbogen MØDOM PÅ MODE og har siden skrevet adskillige bøger for alle aldersgrupper. Hun vandt forlaget Carlsens konkurrence ”Nye stemmer” med romanen FOR ENDEN AF DIN PEGEFINGER, der er nomineret til den prestigiøse Deutscher Jugendliteratur Preis.

SAMMENBRAGT er Kristina Aamands første roman til voksne.

Facebook: Kristina Aamand
Instagram @forfatterkristinaaamand
Mail: kristinaaamand@gmail.com

Foto: Amy Gibson.