Temabeskrivelse
Mange mener, at religion er og har i alle kulturer været afgørende for dannelsen af både den fælles og individuelle identitet. Det samme kan siges om de spirituelle oplevelser, som mindst halvdelen af os selv siger, vi har. Men hvad er egentlig sammenhængen?
Dette tema lægger op til på en ikke-konfessionel baggrund at beskrive, analysere og fortolke religioner herunder især kristendommen som identitetsdannende, og dermed øge elevernes evne til at tage stilling til og agere i forhold til religion i Danmark i en nutidig personlig, lokal, national og global sammenhæng. Det vil øge deres kundskaber om og forståelse af religioner og religioners betydning for mennesker og samfund samt styrke deres almendannelse.
Faglig anvendelse
Temaet kan anvendes i Religion, hvor det berører følgende områder af kernestoffet:
- kristendom set i globalt perspektiv, med vægt på dens europæiske og danske fremtrædelsesformer. I arbejdet indgår tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente, enkelte andre tekster fra kristendommens historie samt nutidige tekster som dem i dette tema.
Materialet opfylder følgende punkter i de faglige mål:
- redegøre for grundlæggende sider ved kristendom, herunder dens formative, historiske og nutidige skikkelser og rolle i europæisk og dansk idéhistorie og identitetsdannelse
- karakterisere og analysere religiøse og ikke-religiøse synspunkter, herunder etiske, og aktuelle diskussioner af religionsfaglig relevans med anvendelse af både indefra- og udefraperspektiver
- karakterisere og analysere væsentlige problemstillinger vedrørende forholdet mellem religion og nutidige samfund i en global kontekst, samt anvende religionsfaglige tilgange til bedre at forstå og håndtere aktuelle problemstillinger og konflikter
Materialet er at betragte som supplerende stof til læsning af Det Nye Testamente med mere.
POV artikler
- I artiklen citeres Jan-Olav Henriksen for at sige, at “man behøver ikke at være troende for at have spirituelle oplevelser”. Redegør for hvad han bygger dette udsagn på
- I artiklen citeres Jan-Olav Henriksen for at sige, at “at vi må åbne vores syn på verden og forstå, at der er mere end det, som er tilgængelig viden gennem videnskaberne, som vi kender dem”. Redegør for hvad han bygger dette udsagn på. Lav en begrundet argumentation for om du er enig med Jan-Olav Henriksen
- Redegør for Jan-Olav Henriksens beskrivelse af videnskabens rolle i “den vestlige kultur”
- Diskutér hvad det kan betyde ens identitet, hvis man synes, at man ikke kan tale højt om en oplevelse, der har sat sig spor
- Diskutér hvad – om noget – der adskiller religion fra spiritualitet
- Analyser og diskuter hvorfor der indgår spirituelle oplevelser i kristendommen – som for eksempel Paulus, der bliver slået til jorden af en lysstråle (Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 9.)
- Redegør for søster Christianes overvejelser om at blive og være nonne
- Diskutér hvornår man kender sin identitet godt nok til at træffe en så markant beslutning som at blive nonne
- Diskutér om det at være nonne er at holde fast i sin egen identitet eller at overgive sig til et system
- Diskutér om du kunne blive nonne/munk
- Redegør hvad Tom Egeland mener, når han siger at “alle mennesker nærmest er genetisk disponeret for at tro”
- Analyser hvilke konsekvenser dette synspunkt kan have for opfattelsen af religioner, og diskutér om du er enig med Tom Egeland
- Redegør for hvad Tom Egelands mener når han skelner mellem “troen og teksten”
- Redegør for hvad Tom Egeland mener, når han siger, at han er “kulturkristen” men ikke troende
- Diskutér på den baggrund om religioner former menneskers identitet uden, at man er bevidst om det
- Diskutér om du er under indflydelse af en religion i din identitet og i givet fald hvordan
- Diskutér hvorfor det er vigtigt for Tom Egeland at finde forbindelser mellem asatroen og kristendommen
Læs Sørine Gotfredsens anmeldelse af Charlotte Rørths bog Vi mødte Jesus, som du finder under “Supplerende links” nedenfor.
- Redegør for anmelderens analyse af modsætningen mellem på den ene side bogens beretninger om spirituelle oplevelser og på den anden side den danske folkekirke. Analysér hvilke ligheder og forskelle der er mellem de to typer religiøse/spirituelle oplevelser, og diskutér om de kan forenes eller – som anmelderen lægger op – der er tale om en konflikt mellem to grundlæggende syn på religion/spiritualitet.
Supplerende links
Anmeldelse fra Kristeligt Dagblad af Charlotte Rørths bog “Vi mødte Jesus”




og