
NYHED // POV OVERBLIK – Storbritannien og Frankrig har indgået en treårig aftale om at bremse migranter, der krydser Den Engelske Kanal i små både. Aftalen, som har en værdi på 662 millioner britiske pund (over 5,7 milliarder kroner), ventes at blive underskrevet senere i dag. Ifølge BBC indebærer den blandt andet, at der bliver udsendt specialtrænede britiske politistyrker til de franske kyster for at øge overvågning og kontrol med migranternes adfærd.
Blandt andet vil briterne sende mindst 50 betjente, som har særlig træning i at håndtere optøjer og store menneskemængder for at dæmme op for potentielt voldelige situationer. Samtidig vil Frankrig tage nye teknologier i brug, herunder droner, helikoptere og avancerede kamerasystemer til at opspore menneskesmuglere og migranter, før de lægger fra land og sejler mod Storbritannien.
Ifølge Reuters vil omkring 500 millioner pund blive brugt på at håndhæve regler og aftaler langs strandene i Nordfrankrig. I alt vil briterne udsende omkring 1.100 personer fra militæret, politiet og efterretningstjenesterne. De sidste 162 millioner pund bliver kun udbetalt, hvis indsatsen viser konkrete resultater. Ellers stopper finansieringen efter ét år.
Den britiske indenrigsminister Shabana Mahmood fremhæver, at øget samarbejde med Frankrig allerede har stoppet titusindvis af migranter, men hun understreger behovet for yderligere tiltag. Ifølge Reuters har det fælles arbejde siden sommeren 2024 forhindret over 42.000 forsøg på at krydse kanalen.
Samtidig vil Frankrig intensivere sin indsats markant. Ifølge France 24 skal antallet af franske betjente langs kysten også stige til omkring 1.400 inden 2029. Igen vil den britiske finansiering være betinget af, at denne indsats faktisk reducerer antallet af krydsninger, og midler kan omdirigeres, hvis resultaterne udebliver.
Forhandlingerne har varet i måneder, og Storbritannien har fokuseret på, at der kom større kontrol med anvendelsen af midlerne. Der er tale om en forlængelse af den såkaldte Sandhurst-traktat, som blev underskrevet i 2018, forlænget i 2023 og nu stod til at udløbe.
Franskmændene understreger, at ankomsterne til Storbritannien dog er halveret siden begyndelsen af 2026 sammenlignet med samme periode sidste år. Og det franske indenrigsministerium oplyser, at der er anholdt 480 menneskesmuglere i 2025.
De britiske myndigheder opgør antallet af migranter, som krydsede Den Engelske Kanal i 2025 til 41.572 personer, hvilket er det næsthøjeste antal siden den storstilede trafik først blev opdaget og registreret i 2018, skriver Reuters. Ifølge BBC bliver de både, der krydser, større og mere overfyldte, hvilket øger risikoen for ulykker betydeligt.
France 24 citerer franske og britiske opgørelser over, at mindst 29 migranter døde under overfarten i 2025. Tidligere har dødstallet været højere. Det franske medier BFM skriver, at international søret siger, at når en båd er sejlet ud, må myndigheder først gribe ind, når passagererne er i fare for at drukne på havet.
Den nye aftale kommer på et politisk følsomt tidspunkt for den britiske regering, hvor migration er et centralt tema. Kritikere mener, at aftalen er dyr og usikker, mens hjælpeorganisationer peger på, at øget politiindsats ikke løser de bagvedliggende årsager.
Senere i dag besøger de to landes indenrigsministre, franske Laurent Nuñez og britiske Shabana Mahmood, Loon-Plage nær Dunkerque. Her bygger man et såkaldt tilbageholdelsescenter, hvor udlændinge, der ikke får ophold, skal være, indtil de bliver udvist.
Læs BFM (fransk), France24, BBC og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og