NYHED // POV OVERBLIK – Den danske Michelin-kok René Redzepi træder tilbage fra restauranten Noma, som han var med til at grundlægge i 2003 og siden har gjort til en af verdens mest berømte restauranter.
Beslutningen kommer efter en periode med massiv kritik af Redzepis ledelsesstil. Den amerikanske journalist Julia Moskin har interviewet 35 tidligere ansatte uafhængigt af hinanden. I en artikel i The New York Times for fem dage siden beskrev medarbejderne et arbejdsmiljø præget af misbrug og hård behandling i årene 2009 til 2017.
Redzepi har tidligere erkendt, at han har opført sig som en bølle og udsat ansatte for verbal chikane. I weekenden undskyldte han også for fysisk vold mod medarbejdere. Kritikerne pegede dog på, at undskyldningen ikke indeholdt konkrete tiltag, der kunne vise ansvar over for de tidligere ansatte.
I går meddelte Redzepi, at han træder tilbage efter 23 år i spidsen for Noma. Han samlede sine ansatte, og sagde blandt andet:
“De seneste uger har bragt opmærksomhed og vigtige samtaler om vores restaurant, branchen og min tidligere ledelsesstil.” Han har delt en video af talen og et længere opslag på Instagram, hvor han blandt andet skriver: “En undskyldning er ikke nok; jeg tager ansvar for mine egne handlinger.”
I den periode artiklen dækker havde Noma to Michelin-stjerner, og i de år blev den kåret som verdens bedste restaurant fire gange (og efterfølgende en femte, red.). Den tid, der er beskrevet af personalet, er med andre ord den periode, hvor Noma opbyggede sit internationale ry for innovative retter baseret på nordiske råvarer.
Flere tidligere medarbejdere fortæller for eksempel, at Redzepi kunne finde på at slå dem, han stak dem med køkkenredskaber og skubbede til dem. De beskriver også langvarige psykiske følger af et arbejdsmiljø med intimidering, udskamning af deres kroppe og andre ydmygelser.
Nogle af dem fortæller desuden i New York Times artiklen, at han truede med at bruge sin indflydelse til at få dem sortlistet i restaurantbranchen internationalt, eller til at få familiemedlemmer deporteret eller ægtefæller fyret fra deres arbejde.
Historien om Redzepis ledelsesstil er ikke ny, tidligere viste DR en dokumentar med råben og skrigen i køkkenet, dog uden fysisk vold. Desuden har fagforeninger kritiseret Noma, fordi mange ansatte har arbejdet gratis under praktikophold på restauranten. Der var typisk tale om kokkeelever eller nyuddannede, som gerne ville have et Noma-ophold på CV’et.
Kritikken kaster lange skygger over Nomas pop-up-restaurant i Los Angeles, hvor en reservation koster næsten 10.000 kroner. Den åbnede i Silver Lake, som tiltrækker Los Angeles smarte og rige publikum. Men gæsterne blev mødt af demonstranter, som allerede i flere dage havde krævet bedre vilkår for de ansatte, skriver Los Angeles Times.
Den nyåbnede Noma-restaurant, som var planlagt til at køre i 12 uger, har desuden mistet flere prominente sponsorer, skriver New York Times. Men den forbliver åben, og det er de nuværende ansatte, der skal drive den videre.
Redzepi udtræder samtidig af bestyrelsen for organisationen MAD, som han grundlagde i 2011 for at samle kokke og restauratører om udviklingen af restaurantbranchen.
Den berømte Noma-restaurant på Strandgade i København, som for alvor satte Danmark på kortet som en innovativt mad-land, lukkede i 2017, hvor den havde tre Michelin-stjerner, som den mistede. Et år efter den var genåbnet på en ny adresse, fik Redzepi og Noma to stjerner.
New York Times-artiklen fra 7. marts
New York Times-artiklen fra 12. marts
Læs også Los Angeles Times
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.