MUSIK // ANMELDELSE – Det svarer til at anskueliggøre en ballet på et Excel-ark at gøre denne koncert og Iron Maiden retfærdighed på skrift, men de er kort og godt ægte. De sætter simpelthen overlæggeren så højt, at man seriøst overvejer, om der er ret mange bands derude, man egentlig gider høre efter at have været vidne til sådan noget som dette.
Foto: Eddie Michel.
Jo, det sker da.
Om end det er sjældent.
Det sker da.
Trods alt stadigvæk.
Det sker da.
Og det, der sker den føromtalte sjældne gang, er, at et gammelt rockband med den største selvfølgelighed entrer scenen et hvilket som helst sted i verden og stort set hver gang overbeviser om, at man i deres tilfælde bare ikke slipper uden om ellers så udslidte klichéer som ”majestætisk magtdemonstration”, ”episk” og ”i en klasse for sig selv”.
Dermed velkommen til Iron Maiden i Royal Arena mandag aften. Det er bandets syvende stop på Run For Your Lives-turnéen, som resten af året og ind i næste år fejrer, at det nu er 50 år siden, bandboss og bassist Steve Harris stiftede Iron Maiden hjemme i East London.
Vel at mærke med sange, som ’kun’ er hentet fra Iron Maidens første ni album (det er så ikke helt rigtigt, for der er ikke noget fra 1990-albummet No Prayer For The Dying) – udgivet fra 1980 til 1992 … og i øvrigt med på forhånd fremsatte trusler om, at denne turné nok er sidste gang, vi får lov at høre en række af disse klassikere live.
Da Deres udsendte gik ind til denne koncert mandag aften, var det i øvrigt præcis 45 år, to måneder og otte dage siden, jeg første gang oplevede Iron Maiden live i London. På det tidspunkt havde bandet faktisk kun udgivet singlen Running Free, og der var stadig et par uger til Maidens – skulle det vise sig – verdensomvæltende debutalbum udkom.
Iron Maiden fejede stort set alle konkurrenter – ordet brugt mere af vane end vejledning – ad helvede til
Men jo; allerede dengang fik man fornemmelsen af, at hér var et regulært vagtskifte undervejs i hård rock. Med et band, som ikke alene spillede med en helt uhørt intensitet og dedikation, men som også formåede at levere varen med en forståelse for melodier, harmonier og dynamik, som ellers ofte hos andre metalbands dengang druknede i selvfedme og livstruende lange improvisationer.
Herimod var der et band, hvor man allerede ved sit første møde med dem fornemmede, at der ikke nødvendigvis var nogen grænser for, hvor langt de kunne nå.
Vilde fantasier
Sådan følte i hvert fald de af os, som bilder os ind, at vi er sat hér på vores skamredne planet for at overbevise andre om, at denne musik og bands som Iron Maiden gør det der forbandede liv meget bedre og værd at leve.
Men selv i fantasier, som ellers dengang ofte bibragte begrebet ’vilde’ hidtil usete dimensioner, havde jeg – sandt for en torpederet trommehinde – ikke været vidtløftig nok til at kundgøre, at Iron Maiden godt 45 år senere stadig ville præstere på et niveau, som burde få de fleste andre bands til at tvivle på, om de egentlig har en legitim årsag til overhovedet at eksistere.
Utroligt nok var det igen det, der skete, da Iron Maiden denne pinsedagsaften gennem godt to timer førte overbevisende bevis for, hvad det førnævnte udtryk ”i en klasse for sig selv” egentlig konstituerer.
Iron Maiden fejede stort set alle konkurrenter – ordet brugt mere af vane end vejledning – ad helvede til med entusiasme og en sætliste hentet det stik modsatte sted af det helvede, de ellers så ofte besynger i denne genre.
Hvor de ikke er bange for at være i stand til at køre triumftoget i mål, selv om man åbner med en firedobbelt sonisk slagserie som ”Murders In The Rue Morgue”, ”Wrathchild”, ”Killers” og ”Phantom Of The Opera”! Men her har vi bare med et band og et bagkatalog at gøre, der kunne få de fleste ”konkurrenter” til at ritualafbrænde deres instrumenter på tid, mens de i flammernes skær uafladeligt chanter ”det var så dét” op mod den guddom, som ikke velsignede dem med Maidens talent.
Klassikere i kø
Nå, men efter alle disse år serverer Iron Maiden fremdeles varen, som havde de blot dagen før fundet ud af, at der såmænd da – hårdt presset – nok havde været værre skæbner end at vie sit liv til det hersens Heavy Metal-halløj. Og fra starten stod den ene klassiker i kø for at falde over den næste.
Fra ”The Number Of The Beast” via ”Run To The Hills” til ”Hallowed Be Thy Name”.
Fra ”The Clairvoyant” via ”The Trooper” til ”Aces High”.
Fra ”Powerslave” via ”2 Minutes To Midnight” til den fjorten minutter lange metalsymfoni ”The Rime Of The Ancient Mariner”, som trak tårer hos voksne mænd i det 16.000-tallige publikum.
Det blev alt sammen spillet formidabelt. Den nye trommeslager Simon Dawson viste sig som en fuldgod og velkomment muskuløs erstatning for Nicko McBrain, som trak sig tilbage tidligere i år efter 41 år i bandet. Leadguitaristen Dave Murray brillerede så flot som nogensinde med sine flydende, melodiske leads, mens kollega Adrian Smith bidrog med det lead attack og de stringente riffs, som er hans force i bandet.
Og minsandten om ikke bandets tredje guitarist, Janick Gers, som ellers ofte afskrives som Iron Maidens pauseklovn, i gamle ”Fear Of The Dark” trådte i karakter med eftertryk i en solo, som om noget signalerede ”nå, var der ellers noget!?”.
Hvilket efterlader stifter Steve Harris, som selv efter alle disse år lystigt mimer samtlige tekster, mens bandet spiller, og hvis raffinerede basspil fra min plads på gulvet i salen stod klarere i lydbilledet, end jeg har oplevet det i årevis.
Det gjorde ikke noget, at frontmand Bruce Dickinson sang klarere end længe, og at han kontrollerede løjerne overlegent – det gjorde heller ikke noget.
Det svarer til at anskueliggøre en ballet på et Excel-ark at gøre denne koncert og Iron Maiden retfærdighed på skrift, men de er kort og godt ægte. De sætter simpelthen overlæggeren så højt, at man seriøst overvejer, om der er ret mange bands derude, man egentlig gider høre efter at have været vidne til sådan noget som dette.
Her er ingen samples, skjulte musikere eller dagsordener. Med bandets samtidige Saxons ord, så er det eneste, de har med sig, tonsvis af dedikation til musikken.
Jeg smilede aftenen igennem, og da Iron Maiden nåede en vederkvægende tung og pragtfuld ”Wasted Years” som sidste ekstranummer, kammede smilet over i et grin og et råb ud over salen, som passende kan stå som overskrift for hele denne seance – som om noget i denne verden, hvor der vitterlig kun er to minutter til midnat, beviste, at der stadig er livreddende mirakler og ordentlighed til: Så kan de fandeme lære det!
SÆTLISTE
”Murders In The Rue Morgue”
“Wrathchild”
“Killers”
“Phantom Of The Opera”
“The Number Of The Beast”
“The Clairvoyant”
“Powerslave”
“2 Minutes To Midnight”
“The Rime Of The Ancient Mariner”
“Run To The Hills”
“Seventh Son of A Seventh Son”
“The Trooper”
“Hallowed Be Thy Name”
“Iron Maiden”
EKSTRANUMRE
“Aces High”
“Fear Of The Dark”
“Wasted Years”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og