SPROG

Sprog skaber virkelighed – coronakrisen ændrer betydningen af vores ord

i Featured af
CORONAKRISE // SPROGANALYSE – Kriser ændrer vores sprog og dermed vores virkelighed. Det gælder også coronakrisen, der lærer os nye ord, minder os om gamle og ændrer betydningen af ord, vi brugte i forvejen.  Og eftersom sprog kan afgøre valgkampe, legitimere reformer og grundlæggende skabe vores virkelighed, er det interessant at se på, hvordan coronakrisen ændrer betydningen af vores ord, skriver cand.mag. Silas L. Marker.

De fleste, ved, at ord kan ændre betydning, alt efter kontekst og verdenssyn:

Den enes terrorist er den andens frihedskæmper, som vendingen siger.

Alle ord kan ændre betydning på tværs af tid og rum, og betydninger kan flyde over i hinanden. Ord, vi i dag er sikre på, vi ved, hvad betyder, kan betyde noget radikalt andet i morgen

Ord kan også ændre betydning over tid: Engang var en bjørnetjeneste en dårlig ting, mens det nu både kan være godt og skidt.

Vi ved også, hvor meget ordvalg kan betyde for framingen af et politisk budskab.

Tænk på, hvordan Lars Løkke brugte udtrykket ”cafépenge” om den hjemmeboende SU til at italesætte studerende som forkælede og privilegerede.

Eller hvordan ”miljøringen” med sine positive konnotationer måske havde været et bedre navn til Thorning-regeringens kuldsejlede projekt, der som manghe vil kunne huske blev kaldt ”betalingsringen.”

Netop fordi sproget kan afgøre valgkampe, legitimere reformer og grundlæggende skabe vores virkelighed, er det interessant at se på, hvordan coronakrisen ændrer betydningen af vores ord.

Sprog – samfundet skaber betydning

For helt at kunne forstå, hvordan det fungerer, skal vi først undersøge, hvad ordet ”betydning” egentlig selv betyder.

Den franske strukturalisme (med den franske lingvist Ferdinand de Saussure som hovednavn) introducerede skellet mellem betegner og betegnet (på engelsk taler man om signifier og signified).

En betegner er de lyde, der kommer ud af munden, når man siger et ord (for eksempel kaffekop), eller sammensætningen af bogstaverne K-A-F-F-E-K-O-P i et Word-dokument. Det betegnede er det billede, betegneren skaber inde i hovedet på en, når man hører den betegnende lyd eller læser bogstaverne. Til sammen skaber de et tegn.

Hvad der forener ‘betegner’ og det, der er betegnet, er grundlæggende tilfældigt.

Der er ikke noget nødvendigt forhold mellem dem. Ordene får i stedet deres betydning gennem deres modsætning. Vi kan forstå ordet ”kaffekop”, fordi der findes noget i verden, der ikke er ”kaffekop”. Alt dette foregår i et relativt lukket system af forskelle.

Ords betydning er samfundsskabte. Og fordi diskursen er samfundsskabt, er den altid åben

Ifølge post-strukturalismen bliver betydning skabt i, hvad det neogramscianske filosofpar Chantal Mouffe og Ernesto Laclau kalder en diskurs, eller hvad den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (som dog var før poststrukturalismen) kalder et sprogspil.

Her ér ord deres brug: At spørge, hvad et givet ord er, er ligesom at spørge, hvad en bestemt skakbrik er, som Wittgenstein skrev i sit sene hovedværk Philosophische Untersuchungen fra 1953.

Dermed sker betydningsskabelse ikke bare i sproget (forstået som tekst og tale) men også i vores væren med hinanden. Ords betydning er samfundsskabte. Og fordi diskursen er samfundsskabt, er den altid åben.

Alle ord kan ændre betydning på tværs af tid og rum, og betydninger kan flyde over i hinanden. Ord, vi i dag er sikre på, vi ved, hvad betyder, kan betyde noget radikalt andet i morgen.

Krisetider åbner diskursen

Selvom en diskurs i princippet altid er åben og flydende, er der dog brug for en vis fiksering af betydning, for at samfundet skal kunne fungere.

En kaffekop må og kan ikke betyde noget nyt hver dag – det ville simpelthen være noget synderligt rod.

Diskursen må derfor ”lukkes”, om ikke andet midlertidigt, og denne midlertidige lukning af diskursen kalder Laclau for en sedimentering. Når diskursen åbnes op igen for nye betydningsdannelser, og en betegner skilles fra sin betegnede, kaldes det desedimentering.

Termen ”samfundssind”, det for tiden nok vigtigste ord næstefter ”corona”, fungerer som en tom betegner, der kan betyde alting og ingenting, alt efter hvem, man spørger

Desedimenteringer af diskursen sker især i, hvad den italienske filosof Antonio Gramsci kalder organiske kriser, eller hvad Laclau kalder dislokationer. En dislokation er en ”rystelse” af samfundet, der gør det tydeligt for alle, at det ikke kan fortsætte som hidtil. Det kan eksempelvis være krige, katastrofer eller pandemier.

Coronakrisen er et godt eksempel på, hvordan en dislokation kan desedimentere diskursen og ændre betydninger, vi ellers tog for givet.

Jeg har andetsteds skrevet om, hvordan termen ”samfundssind”, det for tiden nok vigtigste ord næstefter ”corona”, fungerer som en tom betegner, der kan betyde alting og ingenting, alt efter hvem, man spørger.

Det bliver tydeligt, når betegneren på en og samme tid både kan betyde, at de rige skal betale for krisen, og at de ikke skal betale for krisen. Samtidig har situationen både lært os et væld af nye ord og genintroduceret gamle.

Der er dog også en del ord, symboler og institutioner, det vil sige tegn, der har skiftet betydning. Her kommer en lille og sikkert ufærdig liste med eksempler, hvor en betegner er forblevet den samme, mens dens betegnede har ændret sig som følge af coronakrisen.

Almindelig god hygiejne → Livsvigtig smittebekæmpelse

De fleste af os er opdraget med, at vi skal vaske hænder, inden vi spiser, og efter vi har været på toilettet. Det er ikke altid, vi får det gjort, men det er sjældent noget, vi tænker synderligt over.

Nu er denne banale aktivitet blevet til livsvigtig smittebekæmpelse. På bannere, plakater og skilte samt i radio- og TV-spots bliver vi belært om, håndvask er afgørende for, at der ikke dør endnu flere. Håndvask er blevet en politisk handling.

Ordet ”hygiejne” har skiftet konnotationer. Hvor det før var ”klamt” eller måske ”usundt” ikke at have styr på hygiejnen, er det nu ”samfundsskadelig virksomhed” eller ”anti-samfundssind”

Selve ordet ”hygiejne” har også skiftet konnotationer. Hvor det før var ”klamt” eller måske ”usundt” ikke at have styr på hygiejnen, er det nu ”samfundsskadelig virksomhed” eller ”anti-samfundssind”, der kan lede os ind på den røde kurve, vi så gerne vil væk fra.

Bemærk her, at aktiviteten (det vil sige betegneren) er den samme. Men det betegnede, og dermed betydningen, ændrer sig radikalt på grund af dislokationen.

Demokrati → Fnidder

Tidligere var demokratiet kendetegnet ved diskussion og uenighed.

Men især i nedlukningens første periode skulle politikere være meget varsomme med at kritisere regeringens tiltag mod virussen, medmindre de ville beskyldes for ”christiansborgfnidder.”

Hvad der tidligere var demokratiet i arbejde, blev nu set som en børnehave. Man måtte stå sammen om at løse problemerne. Netop denne enighed er faktisk udtryk for, at ”demokratiet viser sit værd,” hvis man spørger Folketingets formand.

Dislokationer kan ikke blot rykke ved vores ords betydninger men også ved vores værdier og verdensbillede

Det er selvfølgelig fristende at spørge, hvad vi skal bruge Folketinget til, hvis det alligevel bare er en børnehave? Og hvorfor skal vi vælge forskellige partier ind, hvis de alligevel bare skal stå sammen og være enige?

Der er to svar til den slags spørgsmål. På den ene side er der en tendens til, at vi slutter op om vores ledere i krisetider.

Når vi langsomt glider tilbage til normaltilstanden, vil borgfreden lakke mod enden, hvilket vi så småt allerede kan se, og betegneren ”diskussion” vil igen knyttes til ”demokrati”.

På den anden side bør man dog som kritisk borger holde øje med hvilke længevarende konsekvenser, coronakrisen og dens ændringer af sproget får for samfundet, hvad end der er tale om stigende autoritetstro, racisme, indskrænkninger af frihedsrettigheder eller mere overvågning. Dislokationer kan ikke blot rykke ved vores ords betydninger men også ved vores værdier og verdensbilleder.

Sund skepsis → Landsskadelig virksomhed

Almindelige borgere skal passe på med at stille spørgsmålstegn ved sundhedsmyndighedernes tiltag. ”Hvis Søren (Brostrøm, red.) siger hop spørger du ikke hvorfor, men hvor højt,” som det siges i en tekst om Brostrøms imponerende meritter, der har fået ca. 23.000 likes, 2.000 kommentarer og 26.000 delinger.

Det skal ikke diskuteres her, og jeg skal være den sidste til at begræde, at man lytter mere til fagprofessionelle end til tilfældige facebookbrugere eller gedigen misinformation.

Eksperten er kommet tilbage og indstifter Sandheden på daglige pressemøder, og ham skal vi ikke sige imod

Men meget i stil med glidningen demokrati → fnidder, er det interessant i et diskursteoretisk perspektiv at bemærke, hvordan handlinger, vi engang ville kalde udtryk for ”kritisk bevidsthed” og ”sund skepsis over for autoriteter”, nu betegner landsskadelig virksomhed, kvaksalveri og konspirationsteorier.

Eksperten er kommet tilbage og indstifter Sandheden på daglige pressemøder, og ham skal vi ikke sige imod.

Bureaukrat → Folkehelt

Nu vi er ved Brostrøm, er det interessant, hvordan han betragtet som betegner har ændret betydning fra en relativt anonym embedsmand til en folkehelt, der fremhæves og hyldes i utallige portrætter, artikler og Facebookopslag.

Ifølge nogen bør han sågar blive årets dansker, og selvfølgelig har hans beundrere oprettet en fanside på Facebook til ære for ham.

Hele landet er på fornavn med ”Søren”, ligesom vi er med ”Mette”, og han er en blanding af vores bedste ven og en far, der myndigt fortæller os, hvordan verden hænger sammen

Pludselig er hele landet på fornavn med ”Søren”, ligesom vi er med ”Mette”, og han er en blanding af vores bedste ven og en far, der myndigt fortæller os, hvordan verden hænger sammen.

Skodjob → Kritisk infrastruktur, og Byrde → Helte

Sundhedsstyrelsens direktør er ikke den eneste, der bliver hyldet. Ansatte i supermarkeder plejede at være et job, mange (især akademikere) så lidt ned på.

I coronakrisen peger betegneren ”supermarkedsmedarbejder” imidlertid på en kritisk funktion i samfundet; en gruppe helte, som man aldrig må glemme at takke.

I coronakrisen peger betegneren ”supermarkedsmedarbejder” på en kritisk funktion i samfundet; en gruppe helte, som man aldrig må glemme at takke. Også sygeplejersker og andre offentligt ansatte, der er holdt på arbejde under undtagelsestilstanden.

Tænk at gå på arbejde hver dag og sørge for, at vi kan få mad på bordet, og så endda i et arbejdsmiljø med så høj smittefare.

Det samme gælder sygeplejersker og andre offentligt ansatte, der er holdt på arbejde under undtagelsestilstanden. Også disse helte skal takkes hver dag, og den offentlige sektor er gået fra at være en byrde eller en fest, som den private sektor betalte, til at være livsnødvendig og kritisk infrastruktur.

Om butiksassistenter og sygeplejersker kan bruge denne nyvundne helterolle til næste lønforhandling, må tiden vise. Det er absolut ingen historisk nødvendighed men viser tværtimod, at sproget og spørgsmålet om ords betydninger er en politisk kamp.

Diskurser er ikke bare noget langhåret teori, man lærer på gymnasiet og på universitetet og sidenhen lige så godt kan glemme.

Diskurser kan derimod binde samfundet sammen (og opdele det i ”dem og os”), og de kan afgøre resultatet af alt fra lønforhandlinger til globale pandemier.

LÆS MERE FRA SILAS L. MARKER HER.


Topillustration: Sprog skaber mening. I Wuhan kaldte sundhedsmyndighederne de gigantiske opstillinger af hospitalssenge for “The living room”. I New York har militæret installeret senge, medicinsk udstyr og intensiv afsnit for at behandle Covid-19 patienter i  the Jacob K. Javits Convention Center i New York City (3. april). April 3, 2020. The convention center er en del af New Yorks såkaldte “multi-agency response effort” til at bekæmpe COVID-19. Foto: U.S. Air National Guard photo by Major Patrick Cordova. Public domain.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Silas Marker er cand.mag. i filosofi ved Københavns Universitet og tilknyttet forsker på Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han underviser desuden i filosofi på Niels Brock HHX og er forfatter til bogen 'Os og dem - Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter.'
Han arbejder især med populisme, identitetspolitik, magt, misinformation og meningsdannelse på sociale medier.

Seneste artikler om Featured