sølvpapir

Er du blind, idiot? Enten er du sølvpapirshat eller skyklaphat – Velkommen til det covidcæne

i Politik & Samfund/Civilsamfund af
SAMFUND // KOMMENTAR – Er du nikkedukke, medløber, kaninhul, eller konspirationsteoretiker? Går du med sølvpapirshat eller skyklaphat? Sover du, eller er du vågen? Ser du, eller er du blind? Afstanden mellem systemtro og systemkritiker har aldrig været større. Uanset hvad du synes, er du en hat. Enten en sølvpapirshat eller en skyklaphat. Velkommen til det covidcæne og den uforsonlige skyttegravskrig mellem sølvpapirshatte og skyklaphatte, mellem for og imod.

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er ingen hemmelighed at vi, som befolkning, ikke er enige om ret meget for tiden. Det har vi måske aldrig været, men måden vi er uenige på, har forandret sig.

Vi er ikke bare uenige. Samtalen med dem, vi er uenige med, er for længst forbi. Vi er simpelthen ikke længere interesserede i at høre den anden parts mening, eller blive klogere på den fremmede position, eller holdning.

Hundrede og to år efter afslutningen af første verdenskrig, er vi mere alene i skyttegravene end nogensinde før

Og hvorfor skulle vi? De har jo pip i kysen og er fuldkommen gak, er uden for rækkevidde og tabt bag enhver redeligheds argumentatoriske vogn, tosser, galninge – sølvpapirshattene, skyklaphattene. De andre.

Velkommen til det covidcæne.

Vi befinder os i en helt ny tid. Coronaens tidsalder. Det covidcæne. Her er man enten for eller imod. Enten ven eller fjende. Mens solen langsomt kravler længere op på himlen og midvinter vandrer mod forår, er der gang i den frelste skyttegravsretorik på begge sider af holdningernes store pigtrådshegn. Hundrede og tre år efter afslutningen af første verdenskrig, er vi mere alene i skyttegravene end nogensinde før.

Pandemien har på mange måder fungeret som en accelerator – mens den herskende orden og den bestående magt har fået og taget sig flere beføjelser, er system- og magtkritik mere dæmoniseret end nogensinde.

De rige er blevet rigere, de superrige er blevet super meget rigere, mange er faldet gennem pengetrawlets net og ned på bunden til de fattige, som er blevet endnu fattigere – og har udsigt til at betale den største regning, når skruerne skal strammes på den anden side af pandemien, som ikke vil forsvinde.

Den systemtro skyklaphat

På den ene side står de systemtro. Skyklaphattene. Anstændige, lovlydige og retskafne borgere som oplever samfundskontrakten som opfyldt, tilværelsen som heldig og velfærdssamfundet som mere eller mindre velfungerende.

De oplever møder med samfundets offentlige og private institutioner som præget af gode intentioner, og tager pli og et vist mål af ad hoc-bestemt anstændighed som en selvfølge i sameksistens og kommunikation. Den systemtro opfatter det som en pligt at bidrage positivt til at opretholde den nuværende samfundsorden og tror på, at autoriteterne ved bedst.

Den samfundskritiske sølvpapirshat

På den anden side står de systemkritiske. Sølvpapirshattene. Anstændige, lovlydige og retskafne borgere som oplever samfundskontrakten som brudt, tilværelsen som hård og velfærdssamfundet som mere eller mindre afskaffet.

Fælles er oplevelsen af generel magtesløshed, plus en ikke ubetydelig del underliggende selvhad, sådan som det må være for den organisme, som vedblivende oplever sig i en magtesløs position uden at ændre på den

De oplever møder med samfundets offentlige og private institutioner som præget af ond tro og tager pli og et vist mål af ad hoc-bestemt anstændighed som en selvfølge i sameksistens og kommunikation. Den systemkritiske opfatter det som en pligt at bidrage positivt til at udvikle en ny og forbedret samfundsorden og tror ikke på at autoriteterne ved bedst.

Uoplyste idioter

De systemkritiske er det værste, de systemtro ved. De er fanatikere, uoplyste, faktaresistente, samfundsødelæggende, bedrevidende og åndsformørkede. De tror på hvad som helst og bringer selv de mest lattervækkende usandheder videre.

De er ikke til at snakke med, og troller ethvert forsøg på konstruktiv dialog. Deres kommunikation er nedladende og fordømmende, de hænger sig i semantik og ødelægger enhver fornuftig samtale. De er fulde af had, og de udgør efterhånden et alvorligt samfundsmæssigt problem som der bør sættes ind overfor.

Blinde nikkedukker

De systemtro er det værste, de systemkritiske ved. De er fanatikere, uoplyste, faktaresistente, samfundsødelæggende, bedrevidende og åndsformørkede. De tror på hvad som helst og bringer selv de mest lattervækkende usandheder videre.

Sætter man sig i den andens sted, er det pludselig betydeligt nemmere at forstå den ellers helt umulige og ulogiske position

De er ikke til at snakke med, og troller ethvert forsøg på konstruktiv dialog. Deres kommunikation er nedladende og fordømmende, de hænger sig i semantik og ødelægger enhver fornuftig samtale. De er fulde af had, og de udgør efterhånden et alvorligt samfundsmæssigt problem, som der bør sættes ind overfor.

Nøglen til friheden

Udsigten til vaccinepasset ser også vidt forskellig ud. For de systemtro er vaccinepasset både en billet tilbage til normaliteten, hvor man igen kan slange sig i store folkemængder, gå ud og spise og drikke, rejse verden rundt og more sig, som man vil og iøvrigt har fortjent – fordi man knokler og knokler og knokler (systemtro coronadansk for at gå på arbejde).

Vaccine og -pas er et symbol på sammenhold og samfundssind, og vil kunne give tryghed i en utryg tid, hvor tusinder af nye mutationer og vira venter lige om hjørnet.

Frihedens død

For de systemkritiske er vaccinepasset en social kontrolforanstaltning, en narresut som implementeres for at kunne kontrollere borgernes færden, blackliste de ulydige og gøre det så svært som overhovedet muligt ikke at tage imod vaccinen.

Vaccinepasset er symbol på en drakonisk styring af samfundet, på post-orwellske tilstande og på new age slaveri, hvor vaccinepasset vil være første del af implementeringen af et socialt point- og adfærdskontrolsystem som det kinesiske. Vaccinepasset er et symbol på det frie samfunds død og solidaritetens endeligt, og vil cementere opdelingen af befolkningen i en hvid- og en sortlistet del. Når uret bliver ret – bliver modstand en pligt, trommes der på gryderne.

Noget tyder på, at det elektronisk medierede samvær – De sociale medier, som fx. Facebook, spiller en aktiv rolle i forråelsen af samtale og syn på andre mennesker. Det er godt at have i baghovedet, før vi med et pennestrøg dømmer den anden hat ude

Og sådan kunne man fortsætte, næsten ad infinitum og i hvert fald ad nauseum. For befolkningerne, ikke blot herhjemme, men overalt i verden, er så splittede og modløse på alle væsentlige parametre, at over halvdelen af verdens veluddannede – og hele firs procent af den lavere uddannede befolkning ikke længere tror det kan betale sig at gøre en indsats for en forbedret fremtid.

Magtesløse i samme båd

Fælles er oplevelsen af generel magtesløshed, plus en ikke ubetydelig del underliggende selvhad, sådan som det må være for den organisme, som vedblivende oplever sig i en magtesløs position uden at ændre på den. Og dette begrædelige vilkår gælder i og for sig for begge grupper.

Men det kan også forholde sig omvendt. Man kan således sagtens opleve at have agens, selvom man ikke har det i realiteten, eller agensen – den forskel man reelt er i stand til at forårsage – forsvindende lille. En stemmeangivelse på et persongalleri, man ikke har haft indflydelse på udvælgelsen af, er et eksempel vi jævnligt krydser i eksistens til kommunal- og folketingsvalg. Man kan sagtens tro sig fri, selvom man er stavnsbundet.

Byt nu den hat

En af de interessante forskelle er position. Sætter man sig i den andens sted, er det pludselig betydeligt nemmere at forstå den ellers helt umulige og ulogiske position, den underlige holdning, eller den sære praksis. Så uanset, hvor gakket sølvpapirshattene eller skyklaphattene ser på verden, så forsøg at se den fra deres synspunkt. Ikke nødvendigvis for at skifte mening, men for at blive klogere på, hvordan verden også – fascinerende og skræmmende og helt selvfølgeligt kan se ud på den anden side af skyttegraven.

Spørgsmålet er hvordan vi vil fejre livet i de brølende tyvere, når de kommer buldrende. Hånd i hånd med naboerne, eller på en bunke af deres afpillede knogler

Noget tyder på, at det elektronisk medierede samvær – de sociale medier, som fx. Facebook – spiller en aktiv rolle i forråelsen af samtale og syn på andre mennesker. Det er godt at have i baghovedet, før vi med et pennestrøg dømmer den anden hat ude.

Fed, fed brølende lykke til alle

Samtale og accept af forskellighed er stadig den eneste vej. For uden solidaritet og følelsen af skæbnefællesskab, bliver det ikke muligt at gå den vej, vi i virkeligheden alle sammen gerne vil – mod fed, fed lykke, sundhed, velstand til alle.

Spørgsmålet er, hvordan vi vil fejre livet i de brølende tyvere, når de kommer buldrende. Hånd i hånd med naboerne, eller på en bunke af deres afpillede knogler. En start kunne være at tage hatten af, når vi møder hinanden.


LÆS ALLE CLAUS ANKERSENS ARTIKLER HER


Foto: Sølvpapirshat, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til femten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Seneste artikler om Politik & Samfund