TEATER // ANMELDELSE – Udtrykker eventyrerne psykologiske arketyper … eller er psykoanalysen bare gået på strandhugst i eventyrernes og myternes verden for at sætte navn på de modeller, der kom frem på briksen? I Skyd Snehvide får mor-datter relationen (og mor-barn relationen) i hvert fald et skud for boven. Værsgo’ at klippe navlestrengen.
Der sidder hun så. Moderdyret. Sort, edderkoppeagtig i sit spind, som dramatisk er fæstnet på væggene i det gamle kapel på Vestre Kirkegård, som er Sydhavn Teaters scene. Fastlåst i sit eget spind, men også med en ubrydelig tråd til afkommet – Snehvide.
Der er kun mor
Mille Maria Dalsgaards indledende monolog virker lidt programagtig og stiv, men der kommer hurtigt fart i handlingen, når hun trækker i trådene og bringer Snehvide på banen. Eller Tornerose, Rapunzel og hvad de nu ellers hedder, alle disse eventyrheltinder.
I eventyrerne er det ganske vist altid en stedmor eller en heks, der spiller rollen som skurk. Men der er ingen stedmor. Der er ingen heks. Der er kun mor.
Det hele starter så rosenrødt med et ønske om at beskytte det lille barn mod alt ondt, græde dets tårer, tage af for alle slagene. Men da det erfarne menneske pludselig ser barnets uskyldige blik og evne til at tage alt ind med åbent sind – og uden mors filter – fødes jalousien.
Det er også vidunderligt morsomt bid i replikken og med dramatiske lyd- og lyseffekter
For selvfølgelig skal børnene ikke leve forældrenes liv. Selv om vi ofte – som moderdyret med bidende ironi bemærker – lever et helt liv på enten at leve op til ophavets forventninger eller på at gøre oprør mod dem.
Lyden af far
Det gælder for sønner såvel som for døtre. Der er selvfølgelig en pointe i, at Snehvide – i disneyficeret kostume – spilles af en mand, Jonas Littauer, som desperat pulser på en e-cigaret, hver gang moderdyret udøver sin magt over ham/hende. Både en narresut og et lille oprør ud i det forbudte.
Heldigvis er Skyd Snehvide ikke bare psykoanalytiske programerklæringer og tung symbolik på eventyrernes vegne. Det er også vidunderligt morsomt bid i replikken og med dramatiske lyd- og lyseffekter, der gør sig virkelig godt i teaterrummet.
Nej nej – sådan er alle mødre da ikke.
Det gælder ikke mindst den evigt fraværende far, der kun optræder som en lydeffekt. Forestil dig et publikum, der anspændt lytter efter detaljerne, så de nærmest glemmer skuespillerne, der står stille på scenen. Og så en lille komisk pointe fra moderdyrets mund.
Frigørelse i mors ånd
Nej, nej – sådan er alle mødre da ikke.
Men der skal nok være en og anden, der genkender moderdyrets manipulationer for at få Snehvide til at gøre, som hun vil. ”Dårlige samvittighed, dit navn er mor”. Selv frigørelsen synes mere orkestreret af moderdyret end af den oprørske Snehvide.
Skal vi ikke bare sige, at vi alle kender en af den slags. Mønsteret er altid lettere at genkende hos naboen. Det er lettere at overse spindet i hjørnet af eget hus.
Overdrivelse og humor
Overdrivelse fremmer forståelsen, og eventyrets klokkeklare konflikter er selvfølgelig en måde at kaste lys på relationerne inden for en familie – i forestillingen morsomt illustreret med en lommelygte. Og det er især det, vi tager med os ud af den rå sal i kapellet.
Skyd Snehvide tager nogle ubehagelige konflikter, der stort set ligger i alle mor-barn relationer og serverer dem med humor og overskud. Stor effekt med små midler. Det bliver til fire stjerner til den sene (start klokken 21) forestilling på Sydhavn Teater.
Skyd Snehvide spiller til 11. september på Sydhavn Teater
Med: Mille Maria Dalsgaard, Jonas Littauer
Instruktion: Marc Wortel
Dramatiker: Miriam Boolsen
Du kan læse flere anmeldelser af Steen Blendstrup her
Foto: Lars Grunwald
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her