LITTERATUR & IDENTITETSPOLITIK // INTERVIEW – ”I den offentlige debat opfattes identitet tit som noget stabilt. Hvis man har en vis identitet, bliver man ved med at have den. Litteraturen viser os derimod, at identitet er en meget mere flydende størrelse, som man i mange tilfælde kan gå ind og ud af. Og faktisk også som noget, det er muligt at lege med”. Sådan siger den danske litteraturforsker Marie-Elisabeth Lei Pihl, der i en ny bog peger på, hvordan skønlitteraturen kan give os et unikt indblik i identitetspolitikken. Bogen Real Recognition – What Literary Texts Reveal about Social Validation and The Politics of Identity, er lige udkommet.
Identitetspolitik er blevet et af vor tids mest debatterede og betændte emner. På begge sider af det politiske spektrum går bølgerne højt, når emner som race og køn diskuteres.
For at forstå de debatter, har forskere og journalister hidtil primært kigget mod steder som de sociale medier eller amerikanske protestbevægelser. Men ifølge en ny bog fra den danske litteraturforsker Marie-Elisabeth Lei Pihl, kan vi lære meget, og meget nyt hvis vi også kaster blikket på skønlitterære værker.
Gennem analyser af værker fra danske forfattere som Yahya Hassan og Maria Gerhardt samt amerikanske forfattere som Ta-Nehisi Coates og Paul Kalanithi sætter hun fokus på politiske anerkendelseskampe i litteraturen og litterære værkers betydning for samfundet.
Lei Pihl, der i dag er postdoc på Syddansk Universitet, fik i 2021 sin ph.d.-grad som en del af projektet ’Uses of Literature: The Social Dimensions of Literature’, med bl.a. Anne-Marie Mai i spidsen. Vejledt af den anerkendte amerikanske professor, Rita Felski, har hun undersøgt, hvordan litteraturen kan give os ny indsigt i emner som race, køn og handikap.
– Du argumenterer i din bog for, at skønlitteraturen kan give os ny indsigt i anerkendelses-kampe og identitetspolitik? Kan du fortælle lidt mere om, hvad du mener med det?
”I den offentlige debat opfattes identitet tit som noget stabilt. Hvis man har en vis identitet, bliver man ved med at have den. Litteraturen viser os derimod, at identitet er en meget mere flydende størrelse, som man i mange tilfælde kan gå ind og ud af. Og faktisk også som noget, det er muligt at lege med. Litterære tekster kan dermed tilbyde både læring og vigtige pointer i forhold til politiske spørgsmål vedrørende identitet.”
”Yahya Hassan, f.eks., leger i høj grad med og parodierer de forestillinger, den hvide offentlighed har om andengenerationsindvandrere. Han opfører sig på måder, som andre forventer af ham og lever op til nogle fastlåste ’identitetsscripts’ ved f.eks. at stjæle og tale gebrokkent for kort tid efter at træde ind i en helt anden rolle som medlem af den københavnske kulturelite.”
”På den måde kan vi se, at hans kamp for anerkendelse ikke handler om at få en ’fast’ identitet valideret af en bredere offentlighed. Det handler i højere grad om at få lov til at være præcis som han har lyst til – med alle de roller, han går ind og ud af. Og det mener jeg i det hele taget, at mange anerkendelseskampe bærer præg af. De handler ikke nødvendigvis om, at vi søger at få vores sociale identitet anerkendt, men tværtimod om at gøre op med forestillingen om, at vi har en udelt personlighed, der passer pænt ned i en eller anden given identitetsboks.”
”Den pointe kan være en tiltrængt tilføjelse til den offentlige debats udlægning af identitetspolitik som en skinger kamp for at blive set og taget hensyn til ud fra nogle overfladiske karakteristika. For identitetspolitikkens krav handler lige så meget om at få lov til at træde ved siden af identitetskategorier og at være usammenhængende og skrøbelig.”
Bryd barriererne
– I din bog argumenterer du for, at litteraturvidenskab og samfundsvidenskab ikke er så langt fra hinanden, som de nogle gange virker? Kan du uddybe, hvordan du ser forholdet mellem de to tilgange?
”Litterære tekster er i mange tilfælde studier i menneskelig adfærd og socialitet. De er fyldt med karaktertegninger, møder mellem mennesker, beskrivelser af normer, og sammenstød mellem ditto. Derfor er de oplagte arenaer, når det kommer til at dykke ned i grundlæggende psykologiske, sociologiske, og også politiske, spørgsmål som f.eks. ”hvordan formes fællesskaber?”, ”hvad er venskab, ensomhed eller angst?”, ”hvorfor forekommer undertrykkelse?”, ”kan vi forestille os andre sociale eller politiske virkeligheder?” Og videre i den dur.”
Der kan i min optik udledes pointer fra litteraturens verden, som ikke i tilstrækkelig grad har været overvejet eller inkorporeret i samfundsvidenskabelige lærebøger om anerkendelse
”Litteraturvidenskab er ikke det samme som f.eks. sociologi, fordi man som litterat interesserer sig for specifikt æstetiske greb og virkemidler, historiske udviklinger inden for kunsten, forfatterpraksisser mm. Men der er dybt slægtskab imellem studier af litteratur og kunst på den ene side, og studier af samfundet på den anden. De to ting er ’interrelated, but not the same’, som Rita Felski har sagt.”
– Ser du din bog som et forsøg på at få litteraturvidenskab og samfundsvidenskab til at mødes? Og i så fald, hvordan ønsker du at bryde barriererne mellem de to?
”Det gør jeg i høj grad, ja.”
”Helt overordnet er min idé med bogen at tage vigtige diskussioner om social anerkendelse – som bl.a. udfolder sig inden for politisk filosofi – og bringe dem i direkte dialog med samtidslitterære tekster.”
”Det gør jeg, fordi jeg er af den opfattelse, at samfundsvidenskabelige begreber og indsigter kan berige litterære analyser af tekster om køn, sygdom og race, men også fordi jeg mener, litteraturen kan gøre det samme den anden vej!”
”Altså berige teorier og debatter, der hovedsagelig udfolder sig inden for samfundsvidenskabelige mure. Der kan i min optik udledes pointer fra litteraturens verden, som ikke i tilstrækkelig grad har været overvejet eller inkorporeret i samfundsvidenskabelige lærebøger om anerkendelse.”
”For eksempel har man ofte talt om, at anerkendelse er rettet mod selvet eller individet. De litterære tekster, jeg har fat i, kritiserer indirekte denne tankegang ved at pege på, at kampe om anerkendelse kan have mindst lige så meget at gøre med at søge validering for specifikke oplevelser og erfaringer – dvs. ting der i princippet ligger uden for selvet – og dermed langt fra altid handler om at få en individualitet eller et ’selv’ bekræftet.”
”Og i tilfælde, hvor mennesker så rent faktisk søger anerkendelse af deres personlighed eller individualitet, er der ikke nødvendigvis tale om, at de vil have bekræftet, at de er ’hele’ eller sammenhængende mennesker med styr på deres sh*t. Der kan lige så godt være tale om en råb for anerkendelse af, at man ikke hænger sammen eller føler sig ødelagt eller usammenhængende.”
”De pointer har ikke været særlig langt fremme i f.eks. sociologien, hvis de overhovedet har været fremme, og det er altså hér, litterære tekster kan komme ind og lave nogle afgørende korrektioner og tilføjelser til samfundsvidenskabelig teori, i mine øjne.”
”Så man kan sige, at jeg ønsker at bryde disciplinære barrierer ved at tage litteraturen alvorligt som en farbar vej til vigtige erkendelser inden for psykologi, sociologi og politik.”
Sammenligner amerikansk og dansk litteratur
– I din bog behandler du både bøger fra USA og Danmark? Kan du fortælle lidt om de forskelle og ligheder, du ser i litteraturen fra de to lande, som du analyserer?
”Ønsket om at bringe netop disse nationale kontekster i spil over for hinanden kommer sig af, at jeg synes den lille velfærdsstatslige kontekst er interessant at stille over for større, mere liberale samfund.”
”Og så handler det også om at vise, at den danske litterære scene på trods af sin størrelse rummer relevante bud på identitetspolitiske spørgsmål, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Så når det kommer til ligheder, er det slående, hvordan de samme spørgsmål præger litteraturen på tværs af grænser. ’Hvordan er det at være kvinde og mor?’ ’Hvorfor skal vi stadigvæk kæmpe med racisme, og hvad kan der gøres ved det?’ Og så videre.”
”Samtidig er teksterne i høj grad præget af det politiske rum, de er frembragt i. Yahya Hassan skriver indgående om sit møde med det institutionelle velfærds-Danmark, som egentligt er sat i verden for at hjælpe mennesker, der har behov for det – men som i stedet ender med at gøre det modsatte.”
”Her har den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates en ret anderledes vinkel på spørgsmål, der drejer sig om racialisering og undertrykkelse: Hans kamp udfolder sig i højere grad på gaden og i direkte konfrontation med myndighederne. Der er ikke rigtigt noget beskyttende ’institutionslag’, som i princippet skal tage sig af udsatte borgere.”
Litterære tekster kan ses som sociale aktører, der ’gør ting’ og virker i verden – ofte på overraskende måder
”Der er også en kæmpe forskel på den respons, Hassans og Coates har modtaget på deres respektive bøger i hver deres nationale sammenhæng. I USA er man meget ‘vant’ til at tale om samfundets racistiske skyggesider, hvorimod dette er en relativt ny debat i vores lille samfund — der indtil for nyligt var mere homogent. Så forskellen går i høj grad på dét, der så at sige ligger ‘uden om’ teksterne.”
”Man kan også fornemme, at indisk-amerikaneren Paul Kalanithi oplever en række fordele ved at være alvorligt syg i et sundhedssystem, hvor der for ham som ressourcestærk borger og læge er adgang til en personlig og skræddersyet behandling, som vi i Danmark ikke kan tilbyde på samme måde.”
”Maria Gerhardt, der beskriver sit kræftforløb i bogen Transfervindue, sidder derimod i venteværelser sammen med alle andre og har ikke adgang til særlige privilegier eller lignende. Så man kan tydeligt mærke, hvordan vores fokus på lighed i Norden præger danske litterære stemmers møde med store livsudfordringer og kriser, på både godt og ondt.”
Budskaber om race og køn
– Du argumenterer for, at litteratur kan bruges til at forstå og analysere politiske kampe for anerkendelse omkring f.eks. race og køn. Dog beskriver du samtidig, hvordan forfatterne bag bøger, der kredser om anerkendelse, sjældent beskriver deres egne værker som ’anerkendelses-projekter.’ Hvorfor tror du, at det er tilfældet?
”Jeg tror, det har at gøre med, at litterære tekster har en anden karakter end for eksempel debatindlæg, slagsange eller andre genrer og former med en mere tydelig politisk profil. Budskaber i digte, prosa og noveller mm. er ofte subtile og sammensatte og arbejder dermed aktivt imod simple fortolkninger.”
”Så forfattere vil i mange tilfælde, selvfølgelig ikke alle, gerne undgå at udlægge deres værk som en programtekst. Og sommetider er det også fordi, at forfatterne helt oprigtigt ikke tror, at deres tekster vil blive modtaget og læst som projekter, der gør op med for eksempel racistisk undertrykkelse. De har simpelthen ikke tiltro til, at læserskarerne vil anerkende deres kamp og præmis.”
”Men det viser sig nogle gange, at forfatterne ikke har ret, og at teksterne får et helt andet efterliv, end deres skabere kunne have forudset. Hvilket understreger pointen om, at litterære tekster kan ses som sociale aktører, der ’gør ting’ og virker i verden – ofte på overraskende måder”.
– Samfundsvidenskabelige teorier om anerkendelse handler ofte om sociale bevægelser med klare paroler og mål. Anderledes er det med litteratur, hvor fortolkning og tvetydighed står i centrum. Hvordan ser du på forskellen mellem de to? Og gør den forskel det sværere at studere anerkendelses-kampe i litteraturen kontra i politiske bevægelser?
”Som jeg har været inde på, er det en af de store forskelle mellem kunst og politik, at kunsten bevæger sig ad sammensatte og kludrede stier, hvorfra eventuelle politiske pointer skal fravristes. Derfor er det ikke ligetil at beslutte, hvilken teoretisk linse man skal lægge over en tekst, og det skal det heller ikke være. Det er dog samtidigt styrken ved litteraturen som en ressource til at forstå anerkendelsesdynamikker: Den sætter fokus på nuancer og mellemrum.”
– Lidt provokerende kunne jeg også spørge: Har litteraturvidenskaben tidligere fejlet i at forstå vigtigheden af litteratur i samfundet?
”Ja, det mener jeg godt man kan argumentere for.”
”Litteraturvidenskaben har i nogle tilfælde zoomet meget ind på, hvad man har betragtet som ‘rent æstetiske’ aspekter ved litteraturen. Men når alt kommer til alt, er det nok svært helt at adskille æstetik fra sociale spørgsmål. Omvendt skal man heller ikke reducere litterære tekster til politiske pamfletter”.
”Opgaven er, så vidt jeg kan se, at pege på sammenhænge mellem litterær kunst og sociale og politiske spørgsmål – uden at miste grebet om, at litteratur og litteraturvidenskab er noget andet end sociologiske studier og sociologi. De to felter lapper over hinanden, men er, som jeg nævnte tidligere, ikke identiske.”
Real Recognition – What Literary Texts Reveal about Social Validation and The Politics of Identity, Routledge, 2022
Bogens tredje kapitel om køn og moderskab er Open Access, dvs. gratis og frit tilgængeligt til download.
Du kan læse mere i POV af og om Marie-Elisabeth Lei Pihl (tidl. Holm) her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
