BØGER // ANMELDELSE – Med Huset har Sanne Søndergaard skrevet en intens og dragende roman, hvor et gådefuldt arkitektikon bliver omdrejningspunkt for både kærlighed, sorg og mysterier. Det er en fortælling, man sluger i ét stræk – og bagefter sidder tilbage med tvivlen om, hvad der egentlig foregår, mener Lone Kühlmann.
Det er en dybt fascinerende roman, Sanne Søndergaard har skrevet. Titlen, Huset, er velvalgt, for det hus, hvor det meste af romanen foregår, er på en måde hovedperson. Og det er ikke noget tilfælde, at forsiden prydes af en sofa.
Handlingen er vanskelig at referere uden at komme til at afsløre hele det mysterium, forfatteren bygger op fra starten. Jeg læste bogen i et stræk, og da jeg var færdig, var jeg stadig i tvivl om, jeg overhovedet havde læst det, jeg havde læst, eller om forfatteren havde løbet om hjørner med mig. Sådan har jeg det stadig. Og jeg er ikke blevet klogere efter pletvis genlæsning.
Men det forhindrer mig ikke i at anbefale den helhjertet. Den er det englændere kalder ”a good read”!
Sanne Søndergaard og huset
Vi præsenteres for Mia, den traumatiserede unge enke, der i 2025 flytter ind i et forladt berygtet hus, der har stået tomt i en årrække.
Huset er tegnet i 1961 af den senere meget berømte arkitekt Kurt Wittman til hans hustru, den unge Charlotte, der vil have ro omkring sig. Derfor er huset opført i beton uden vinduer. Alt lys kommer fra oven. Udefra er det afvisende og maskulint, indeni er det åbent, blødt og feminint. Dernæst hører vi læsere om podcasten Huset i skoven, hvor Mias veninde Anne Munthe forsøger at afdække, hvad der egentligt skete dengang, det berømte par boede i huset, og hvorfor det stod tomt i så mange år.
Man må vide, hvordan det ender. Men det må man læse romanen for at finde ud af. Hvis man altså finder ud af det
Kurt Wittman møder Charlotte, da hun kun er 15, da han kommer for at besøge sin lærer på akademiet, der er Charlottes far. Faren kan godt lide at invitere sine bedste elever hjem og forelæse for dem ved middagsbordet. Han er så selvoptaget, at han aldrig opdager, at Kurt allerede, da han første gang møder Charlotte, beslutter, at han vil have hende, og kun venter på, at hun bliver 18, så han kan gifte sig med hende.
Der går frasagn om deres store kærlighed, og Kurt lægger huset som en gave for fødderne af sin unge elskede. Uden vinduer fordi hendes far havde det med at udstede bombastiske erklæringer. Allermest: ”Vinduer åbner bygninger mod verden!”
Charlotte ville ikke åbne sig mod verden, hun ville kun åbne sig for Kurt. Og for hans arbejde. Opvokset i et førende arkitekthjem har hun en instinktiv fornemmelse for arkitektur og i modsætning til faren, der ikke kan forestille sig, at en kvinde har noget at bidrage med, er Kurt begejstret for hendes ideer, og tegner efterhånden ikke noget som helst uden at vende det med hende. Også da han begynder at tegne møbler. De er sammen om alt. Selv om det naturligvis er ham, der er arkitekten. Vi er i 1960’erne.
Det eneste, jeg ved om Sanne Søndergaard, er, at hun har formået at trænge igennem den solide mandehørm, der ligger, og især har ligget, over dansk standup-comedy med sin stringente feministiske tilgang. Feminismen er diskret, men stærkt til stede i fortællingen. Men hun ved tydeligvis også en masse om arkitektur. Hvad enten det er noget, hun har læst sig til eller levet i. Arkitektur er et ledemotiv i romanen, ligesom kærlighed og køn er. Og ligesom kærlighed og køn ytrer arkitektur sig på mange måder.
Nutidens Mia i romanen er en succesrig møbelarkitekt og lykkeligt gift med sin elskede irske Keegan. Han omkommer ved en bilulykke, og hendes verden styrter sammen. I en grad, så sorgen bliver hendes identitet. Hun kan ikke andet end at sørge. Hun kender naturligvis Kurt Wittmans arkitektværker, og har lige som alle andre hørt om parrets altopslugende kærlighed, og den aldrig løste gåde om, hvorfor Charlotte efter ti år forlader Kurt uden at efterlade sig spor. Hvordan han, der var en udadvendt verdensmand, isolerede sig fuldkommen i huset.
Selv om han, mærkeligt nok, fagligt går fra den ene succes til den anden. Også internationalt. Gåden klæber sig til det tillukkede hus, og ingen vil købe det, før Mia tilfældigt ser, at det er til salg. Hun går modstræbende med til at give sin veninde Munthe lov til at lave podcasten, hvis hun lover at holde Mia udenfor. Det lover Munthe, men den aftale holder hun så ikke.
Sanne Søndergaard rammer perfekt den intime patosfyldte stemmeføring, og det opstyltede sprog, der kendetegner så mange podcasts. Sprog som folk aldrig ville anvende væk fra en mikrofon. Ikke desto mindre er podcasten Huset i skoven sådan en, man bliver hængende på. Man må vide, hvordan det ender. Men det må man læse romanen for at finde ud af. Hvis man altså finder ud af det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og