NYHEDSBAGGRUND // SPANIEN – Fem måneders resultatløse forhandlinger om en regeringsdannelse i Spanien har ikke kastet en regering af sig. Det viste sig sent tirsdag aften, så nu skal spanierne til valgurnerne igen, nærmere bestemt 10. november. Det er 4. gang på fire år og anden gang på et år. Spanien går til valg med trætte borgere, skriver Alex O. Hansen.
PAMPLONA – Pedro Sánchez, den socialistiske leder af Spaniens midlertidige regering, brugte weekenden på at besigtige skaderne efter sidste uges voldsomme oversvømmelser omkring Alicante, Murcia og dele af Andalusien. Til trods for de dramatiske omstændigheder har det givetvis været en tiltrængt afstikker fra det politiske teater, som har udspillet sig i den spanske hovedstad over sommeren, der nu betyder, at Spanien igen skal til valg.
Efter i par dage at have gjort et sidste halvhjertet forsøg på finde en kandidat, der kunne mønstre et flertal, har den spanske kong Felipe VI konkluderet, at aritmetikken og den politiske vilje står i vejen for dannelsen af en ny regering. Spanierne skal derfor til urnerne igen til november.
Umiddelbart efter valget syntes udsigterne til at finde den fornødne støtte at ligge lige for. Både de baskiske og de catalanske nationalister har interesse i at støtte en socialistisk regering
Det seneste valg i slutningen af april gjorde det spanske socialistparti, Partido Socialista Obrero Español – PSOE (det spanske socialdemokrati) til landets største for første gang siden 2008.
Resultatet skabte forhåbning for partiets ledere om at styrke den mindretalsregering, det lykkedes at stable på benene sidste år efter at have væltet den Partido Popular (PP) (kristenkonservative) siddende regering på et mistillidsvotum. Men partiet med Pedro Sánchez i spidsen har måttet erkende, at selv med en fremgang fra 85 til 123 mandater er der langt til et flertal i det 350 personer store parlament.
Umiddelbart efter valget syntes udsigterne til at finde den fornødne støtte at ligge lige for. Både de baskiske og de catalanske nationalister har interesse i at støtte en socialistisk regering.
Det catalanske spøgelse
Esquerra Republicana de Catalanya (ERC), de catalanske nationalister, ser PSOE som det bedste af to onder. PSOE står ganske vist fast på et samlet Spanien, og støtter derfor ikke ERC’s kamp for et uafhængigt Catalonien.
Pedro Sánchez har dog været mere pragmatisk end alternativet på højrefløjen, og mulighederne for en reel dialog indebærer i første omgang at lægge stemmer til en socialistisk ledet regering.
De fængslede politikere er et kardinalpunkt i forhandlingerne mellem ERC og PSOE, og der er blevet spekuleret i, at den forhenværende premierminister José Luis Rodríguez Zapatero er gået Sánchez´ ærinde og i hemmelighed arbejder på en aftale om en mulig benådning af de fængslede catalanske politikere og aktivister.
Hvis prisen er rigtig
Det baskisk-nationalistiske parti, Partido Nacionalista Vasco (PNV), har historisk set altid lagt stemmer til de siddende regeringer fra både højre og venstre, hvis bare prisen af rigtig og støtten har konkrete afkast.
De to partier har tilsammen 25 mandater, og Unidas Podemos (UP) , 35 stemmer, er derfor også nødvendige for at samle et flertal.
En torn i øjet
Siden UP gjorde sit indtog i spansk politik for fem år siden som en antikapitalistisk protestbevægelse, har partiet været en torn i øjet på socialisterne. Som et alternativ til venstre for midten UP er en væsentlig del af forklaringen på PSOE’s dårlige valgresultater i de seneste år.
UP opnåede sit hidtil bedste valg i 2016, da partiet fik tæt på 5 millioner stemmer, og over 20 pct. af stemmerne. Ved samme valg fik PSOE i omegnen af 5,5 millioner stemmer, langt fra de 11,3 millioner, som partiet fik i 2008.
Sánchez har det meste af sommeren haft et øje på meningsmålingerne, og hvis de kan tages for pålydende, så står PSOE til en endnu markant forbedring af sit mandattal. Primært på bekostning af UP
Lederen af UP, Pablo Iglesias, har personlige og politiske ambitioner, der rækker vidt, hvilket det seneste valgnederlag ikke har ændret på. UP satte sig til forhandlingsbordet med et krav om at gøre Iglesias skulle være vicepræsident i en koalitionsregering, hvor UP også skulle tildeles seks ministerier, inklusiv indenrigsministeriet.
Det var en stor mundfuld for socialisterne. Pablo Iglesias’ ego var en del af problemet, og han indvilgede modvilligt i at lade sin partner, partiets politiske ordfører, Irene Montero, tage hans plads i en mulig koalitionsregering.
PSOE tilbød yderligere UP en plads i en koalitionsregering med ansvar for tre resortområder. Et ministerium for Bolig og Social-økonomisk anliggender, et Sundheds- og forbrugsministerium og et Ligestillingministerium. UP mente, at ministerposterne var for få og for lette og efter en højspændt debat stemte imod det regeringsforslag, som Pedro Sánchez fremlagde i slutningen af juli.
Forløbet over sommeren har været trægt, præget af gensidige beskyldninger og blottet for politisk vilje. Pedro Sánchez brugte efterfølgende feriemåneden på at udveksle synspunkter med en række interesseorganisationer med henblik på et fremtidigt regeringsgrundlag.
Med meget lidt nyt at berette, stod Sánchez selv for sommerens nyhedsmæssige højdepunkt, da han kom tre kvarter for sent til det årlige møde med kongen i hans sommerresidens på Mallorca i starten af august, fordi et møde med repræsentanter fra industri og turisme i Madrid var trukket ud.
Først 5. september fandt UP og PSOE’s forhandlingsledere igen tid i kalenderen. Spillet havde ændret sig over sommeren. PSOE’s tilbud om ministertaburetter var taget af bordet. PSOE har ikke været indstillet på at imødekomme et eneste krav fra UP, som i de seneste uger har vekslet mellem krav og desperate løsninger.
Det seneste forslag var en koalitionsregering med indbygget prøveperiode. PSOE har siden sommeren reelt set kun bedt UP om en blanko-check. Den urokkelige holdning såede tvivl om socialisterne reelt havde nogen interesse i at forhandle en regering på plads.
De kuldsejlede forhandlinger afspejler i særlig grad de personlige relationer mellem flere af partilederne, som er præget af gensidig mistillid
Sánchez har det meste af sommeren haft et øje på meningsmålingerne, og hvis de kan tages for pålydende, så står PSOE står til en endnu en markant forbedring af sit mandattal. Primært på bekostning af UP.
Fiske i rørte vande
Et muligt alternativ til UP og de nationalistiske partier, havde været Cuidadanos 57 mandater. Op til det seneste valg i april fiskede Ciudadanos i rørte vande og kaprede højt profilerede medlemmer hos både socialisterne og det konservative PP.
En stor del af både disse politikere og partiets vælgere havde håbet, at partiet skulle være den berømte tunge på vægtskålen. Eller i det mindste være i stand til at trække socialisterne mod højre. Det har ingenlunde været tilfældet.
Partiledelsen har kategorisk afvist at støtte Sánchez (læs: man vil godt samarbejde med PSOE, men ikke med Sánchez). Lederen Albert Riveras anstrengte forhold til Pedro Sánchez er almindelig kendt.
Han tog end ikke imod invitationen til den formelle samtale om et muligt regeringsgrundlag.
Hans tiltro til den socialistiske leder syntes definitivt at have lidt et brist efter, at Sánchez i juni sidste år kom til magten ved at vælte den siddende regering med blandt andre Ciudadanos stemmer, men efterfølgende undlod at udskrive det valg, som han angiveligt havde stillet Ciudadanos i udsigt.
Rivera overraskede, da han mandag foreslog sammen med PP at støtte en indsættelse af Pedro Sánchez, såfremt han til gengæld ville imødekomme tre krav
Og så endte Rivera alligevel med at overraske, da han mandag foreslog sammen med PP at støtte en indsættelse af Pedro Sánchez, såfremt han til gengæld ville imødekomme tre krav: ingen skattestigninger, en ny og bred regering henover midten i den lille nordlige region, Navarra, hvor PSOE har dannet regering med venstrefløjen og en række nationalistiske partier og reelt set sidder på Bildus nåde.
På Bildus nåde
Bildu, der er den politiske afløber af terrorbevægelsen ETA, er ganske vidst ikke med i regeringen, men deres stemmer er nødvendige, hver gang et lovforslag skal stemmes hjem i det regionale parlament. Endelig, ønsker Ciudadanos en dialog mellem C, PSOE og PP om muligheden for genaktiveringen af forfatningens artikel 155 hvilket ville sætte selvstyret i Catalonien på vågeblus. Det blev fremsat sent, hvor ingen længere troede, at en løsning var mulig, og Sánchez bed da heller ikke på krogen.
Med udsigterne til et nyt valg er det langt fra sikkert, at regnestykket bliver nemmere at få til at gå op. Blokkene, PSOE og UP på de ene side og PP, C og VOX på den anden side er nogenlunde ligeligt fordelte.
Kampen om stemmerne kan meget vel blive en intern kamp på de to fløje, hvor de to ”gamle” partier, PSOE og PP, hver især vil forsøge at vinde det tabte terræn tilbage. Både UP og C har over sommeren kæmpet med interne stridigheder.
Mange af UP’s regionale fraktioner har taget afstand fra Iglesias’ enevælde, og en række af de C-profiler, som havde håbet på en konstruktiv linje i forhold til PSOE har afleveret partikortet. PSOE har primært taget sigte på UP, men vil nok forsøge at lukrere på den interne ballade hos begge partier. På højrefløjen har C luftet ideen om et valgforbund med PP, som de havde relativ stor succes med ved regionsvalget i Navarra i maj. PP er på jagt efter sin identitet og har takket nej.
Gensidig mistillid
Når valget er en realitet, er det i sidste instans, fordi ingen af de ledende politikere har villet strække sig nok. De kuldsejlede forhandlinger afspejler i særlig grad de personlige relationer mellem flere af partilederne, som er præget af gensidig mistillid.
Sánchez spiller højt spil i kampen om vælgernes gunst
Politikerne har i stort omfang udstillet sig selv under de seneste måneders forhandlinger. Tonen har været ubarmhjertig og alt andet end diplomatisk. Forhandlingsforløbet har været præget af gensidige beskyldninger, og filtrering af informationer fra de lukkede forhandlinger til pressen.
Hos den menige spanier er der derfor heller ikke stor tro på, at en koalitionsregering ville kunne stå distancen for, hvordan de to partier kunne indgå i et konstruktivt regeringssamarbejde, hvis de ikke engang kan tale ordentlig til hinanden under forhandlingerne?
Et tema som har været på vågeblus i de seneste måneder spøger i kulissen. Den spanske højesteret afsiger dom i sagen mod de fængslede catalanske politikere i starten af oktober.
Domsafsigelsen kan kaste alt fra frifindelse til 25 års fængsel af sig. Uanset udfaldet vil dommene utvivlsomt levere ammunition til den forestående valgkamp. Det er emnet, som optager og deler både vælgere og politikere, og det vil derfor komme til at stå øverst på dagsordenen i ugerne op til valget.
Det er umiddelbart svært at vurdere, hvem der står til at lukrere politisk på situationen, men Sánchez spiller højt spil i kampen om vælgernes gunst.
Læs flere artikler om spansk politik fra Alex O. Hansen her.
Foto: Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
