RUSLAND // BØGER – I dette essay ser Frederik Thomsen på tre russiske klassikere af Grossman, Mandelstam og Bulgakov, der udfordrer totalitære regimer og sætter individets frihed i fokus. Forfatterne stiller med deres værker skarpt på de ideologiske kræfter, der har præget Rusland – og hvordan litteraturen kan modstå magtmisbrug.
Lige siden det 19. århundrede har ideen om, at Rusland, i kraft af sin nationale egenart, udgør en højere civilisation med en frelsende mission i verden været en potent ideologisk kraft i den russiske idehistorie og litteratur. Den ”dybe” russiske ånd er i forlængelse heraf blevet udrullet som et oppositionelt program til det ”dekadente Vestens” liberale oplysningsværdier, hvis ”golde” fornuft blev forbundet med den organiske og åndeligt funderede kulturs undergang.
Ingen af romanerne kan beskyldes for at understøtte den kollektive bevidsthed, som nærer Putins tyranniske regime
Markante stemmer fra den klassiske russiske litteratur kan siges at være talerør for et særligt syn på Ruslands plads i verden. Et projekt, der som en modgift til den ”degenererende” liberalisme, blandt andet indebar afvisningen af kulturel og politisk pluralisme til fordel for en opfattelse af staten som løftestang for kollektiv frelse i henhold til ét sæt sandheder. Dele af denne litteratur kan derfor også siges at være eksponent for en tænkning, som er fremherskende blandt de neoslavofile nationalister, der udgør arkitekterne bag Putins stadigt mere totalitære stat.
I dette lys mener flere, at centrale dele af den russiske litteraturkanon er blevet kompromitteret i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og derfor bør læses med visse forbehold. I tidsskriftet The Times Literary Supplement har den Ukrainske forfatter Oksana Zabuzhko f.eks. koblet Kremls orwellske drejning og brutale krigsførelse til den russiske litteraturarvs verdensbillede. Også herhjemme har journalisten Uffe Gardel i Politiken anfægtet de politiske implikationer af Pusjkin, Tolstoj og Dostojevskijs litterære arv. Især sidstnævnte fremhæves af begge for hans moralsk missionerende betoning af det ortodokse Ruslands potentiale som illiberal verdensfornyer.
Men Dostojevskijs åndelige dramaer tematiserer imidlertid også almenmenneskelige spørgsmål vedrørende næstekærlighedens vilkår og individets plads i verden. Hans romaner kan læses som psykologisk-realistiske svar til tidens utopier, da de afviser den radikale reformators teoretiske verdensforhold og reducerede holdning til det konkrete menneskes frie vilje og ansvar. De nævnte forfatterskaber er således sammensatte, hvorfor man også skal være varsom med at trække åndelige- og ideologiske forbindelseslinjer imellem Putins brutale stat og den stolte kulturnations litterære klassikere.
Her følger derfor en introduktion til tre ANTI-autoritære hovedværker fra den russiske litteraturarv, der kan vendes imod Putins revanchistiske projekt om at restaurere Ruslands imperiale
storhed og antivestlige ånd.
‘Liv og skæbne’
Vasilij Grossmans Liv og skæbne er en dybdegående indføring i livet under det forrige århundredes totalitarisme, og dermed en uomgængelige skildring af ideologiernes epoke og samvittighedens nødvendighed. På grund af sit episke format, krigstematikker og mere end hundrede karakterer er romanen ofte blevet udlagt som det 20. århundredes Krig og fred, der ligeledes omhandler en Europæisk nations fejlslagne invasion af Rusland.
Omdrejningspunktet for Grosmans tætvævede kollektivfortælling, hvori den jødiske videnskabsmand Viktor Shtrum er en gennemgående karakter, er nemlig slaget om Stalingrad, hvor Hitlers frygt for at tabe ansigt beseglede Nazitysklands skæbne. Grosmann havde som krigskorrespondent på hærens avis ”Røde stjerne” selv dækket slaget tæt, hvorfor han havde et indgående kendskab til de brutale kamphandlinger, som over næsten seks måneder omformede den russiske storby til en blodig ruinhob.
Men udover at portrættere det heroiske forsvar af Stalingrad udmaler hans roman i høj grad også holocaust og stalinismens forbrydelser. Endnu før Alexander Solsjenitsyns Gulag-romaner beskriver Grosman f.eks. det sovjetiske lejrsystem, som i ”Liv og skæbne” sammenlignes med nazisternes samtidige Kz-lejre. Sovjetkommunismen og nationalsocialismen udlægges grundlæggende som to sider af den samme mønt.
I dette lys undrer det ikke, at KGB, på trods af Khrusjtjovs åndelige tøbrud, i 1961 både konfiskerede båndet til Grosmans skrivemaskine samt manuskriptet til Liv og skæbne, som først udkom i Rusland under Gorbatjovs glasnost-politik. Sidst i 70’erne blev en række mikrofilm af værket imidlertid blevet smuglet til Vesten, hvor det blev publiceret på fransk i 1980. Grosman oplevede dog aldrig selv romanens udgivelse, da han forinden var død af kræft.
Hans hustru, Nadezjda, overlevede dog både Stalins udrensninger, Anden Verdenskrig samt flere årtier som nomade under konstant overvågning, inden hun i udgangen af 60’erne nedfældede sine fængslende erindringer
Liv og skæbne er ikke et indadvendt æstetisk projekt, men derimod en sandhedssøgende og moralsk agent i verden, der som vidnesbyrd dokumenterer den altnivellerende kollektivismes åndelige slaveri og problematiske eliminering af individets elementære bevidsthed om sit eget enestående væsen. Et fællestræk ved denne roman er nemlig, at de alle kæmper med at bevare deres personlige integritet og frihed i mødet med den totalitære stats overgribende ideologi og krav om fælles fodslag. Liv og Skæbne skildrer virkelige mennesker, der udleveret til epokens ideologiske kræfter må navigere i en verden, hvor det særegne forlanges opløst i det almene og den enkelte blot betragtes som en celle i en organisme af en højere orden.
Som et modsvar hertil hævder Grosman værdien af den individuelle frihed, forsvaret for den enkeltes unikke selv, hvorfor respekten for menneskehedens uomgængelige pluralitet udlægges som forudsætningen for realiseringen af det kollektive gode.
‘Med håb imod håb’
I 1934 blev den russiske lyriker Osip Mandelstam arresteret af den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD, da han forinden havde forfattet et smædedigt om Stalin. Digtet blev skæbnesvangert for Osip og hans hustru, Nadezjda, som efter et forhør i sikkerhedspolitiets berygtede hovedkontor blev henvist til et liv på flugt. Efter at have tilbragt tre år i en afsidesliggende provins, blev Osip arresteret for anden gang i 1938, hvorefter han dør i en lejr uden for Vladivostok.
Hans hustru, Nadezjda, overlevede dog både Stalins udrensninger, Anden Verdenskrig samt flere årtier som nomade under konstant overvågning, inden hun i udgangen af 60’erne nedfældede sine fængslende erindringer om sin og Osips sidste tid sammen. Hendes erindringsværk Med håb imod håb, som blev smuglet ud af Sovjetunionen og udgivet i USA i 1970, skildrer grundlæggende et liv på evig flugt fra den potentielle dom, der som en allestedsnærværende trussel formede livet for mange under 30ernes stalinistiske terrorvælde.
Over næsten 600 sider udmaler hendes bog en mørk verden uden lysgivende sprækker. En verden styret af epokens ideologiske kræfter, som i henhold til den ”videnskabelige” marxismes historiefilosofiske profeti nådesløst reducerede befolkningen til trædesten for den ”uafvendelige” fremmarch mod kommunismen. Et ”frihedens rige” bebudet af en revolutionær fortrop, der i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som historiens selvbestaltede avantgarde. Det er dog langt fra noget idealsamfund Nadezjda Mandelstams erindringsværk blotlægger, men derimod en stat karakteriseret ved en institutionaliseret sadisme og ubegribelig menneskelig lidelse.
Året før Bulgakov skrev En hunds hjerte havde den røde hærs stamfader, Lev Trotskij, i essaysamlingen Literature and Revolution proklameret, at socialismen ville skabe et højere biologisk væsen
Med håb imod håb kan derfor også udlægges som produktet af hendes selverklærede livsopgave, der bestod i at redde sin afdøde mands digte fra glemslen. Denne livsopgave kan ses i forlængelse af parrets stærke tiltro til litteraturen og poesiens evne til at være et lys i mørket, der kan pirre tanken og samvittigheden. Nadezjda’s erindringsværk er derfor også en bog om poesiens nødvendighed, om kunstens politisering samt om en troløs kulturelite til fals for regimets lokkende privilegerer.
For som Osip og Nadezjda Mandelstams skæbne vidner om, er kunsten betydningsfuld og dermed en vedvarende kilde til frygt for despoter. Derfor var det også forbundet med livsfare at skrive digte under Stalinismen, hvor de,som ikke sang med i det fælles kor, enten blev udrenset eller fortrængt til kulissen. Denne arv er desværre blevet videreført under Putin.
‘En hunds hjerte’
Det havde været oplagt at udnævne Mikhail Bulgakovs mesterværk, den magisk-realistiske roman om 30’ernes Moskva, Mesteren og Margarita, til en af den russiske litteraturs systemkritiske klassikere. En roman, hvor selve djævlen, i skikkelse af en professor i sort magi, og hans følge af særegne assistenter udstiller løgnen og grådigheden blandt det stalinistiske despotis højt besungne masser.
Jeg vil dog i stedet fremhæve hans delvist oversete kortroman En hunds hjerte fra 1925, som omhandler en professor med speciale i transplantation og hans mål om at skabe et særligt højtstående væsen. Som et led i denne bestræbelse eksperimenterer professoren med at krydse et menneske med en herreløs hund han forinden har samlet op i Moskvas gader.
Året før Bulgakov skrev En hunds hjerte havde den røde hærs stamfader, Lev Trotskij, i essaysamlingen Literature and Revolution proklameret, at socialismen ville skabe et højere biologisk væsen, et art supermenneske hævet over samtidens middelmådige eksistenser.
Ambitionen om at modellere samfundets menneskelige råmateriale igennem videnskabelig planlægning var derfor udbredt i tiden, ligesom mange totalitære ledere – som skulptører af den menneskelige sjæl – siden da har forsøgt at skabe Det Nye Menneske samt transformere samfundet til et kunstværk formet efter deres ”fremsynede” teorier. Men frem for at hive himlen ned på jorden blev disse skrivebordsutopier i praksis ofte rationaler for en koldblodig terror anført af brutale folkeforførere forblindet af visionen om det forjættede land.
I dette lys kan Bulgakovs humoristiske kortroman læses som en satirisk kommentar til sin samtids hovmodige tiltro til det sociale ingeniørarbejdes mulighed for at skabe kollektiv frelse og samfundsmæssig perfektion, hvorfor den er en almengyldig advarsel imod menneskeligt og politisk overmod.
Ingen af ovenstående romaner kan beskyldes for at understøtte den kollektive bevidsthed, som nærer Putins tyranniske regime. De tre romaner er derimod vigtige værker fra den russiske litteraturkanon, der som en blød magt kan være en hård politisk modstander og bidrage til at undergrave totalitarismens folkelige opbakning og moralske legitimitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og