TEATER // ANMELDELSE – Folketeatrets Ronja Røverdatter er på mange måder mere Sebastian end Astrid Lindgren. Sangene kommer til at fylde mere i en sceneversion, hvor svensk skov og fjeld kun kan antydes, og hvor de magiske væsener mere bliver, ”se, hvordan de har gjort det”, end egentlig overbevisende sagnfigurer. Men Lindgrens solidaritet med børnene og de unge fornægter sig ikke.
En ny generation er i gang med at fortære tv-serien Ronja Røverdatter, som lige nu kører på DR. Deres forældre vil nok snarere referere til Tage Danielssons film fra 1984. Og så er der de mange tusinder, der holder sig til Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter som fremragende oplæst godnathistorie.
Endelig er der musical-versionen med Sebastians karakteristiske sange (røverdatter rimer på røver-fatter), som vi givetvis kender eller i hvert fald har hørt. Teatrets virkemidler kommer lidt til kort over for moderne CGI, selv om skovheksene faktisk er uhyggelige nok.
Tusinder af forældre har ikke kontakt til deres voksne børn, og da de ikke som i Ronja Røverdatter har en god manuskriptforfatter, forbliver konflikten uløst
Det er værd at bemærke, at musicalens Ronja og Birk er noget ældre end Lindgrens. De er blevet teenagere, hvilket selvfølgelig passer bedre til Monica Isa Andersen og Sigurd Thomasen i rollerne, men det lægger også et andet perspektiv på både oprøret mod forældrene og venskabet mellem dem. Snarere en Romeo & Julie-vinkel.
For far, mor og teenagere
Og det er da også det, der er problemet. Ronja Røverdatter er datter til Mattis og arving til hans røverbande, mens Birk er født i den konkurrerende røverklan under ledelse af hans far Borka. Egentlig arver teenagerne deres fædres fejde, men som de eneste børn/teenagere i skoven bliver de også tiltrukket af hinanden.
De redder på skift hinanden, og da Ronja i et afgørende øjeblik vælger Birk frem for familien, slår Mattis hånden af hende. Og den familiekonflikt er så aktuel som nogensinde. Tusinder af forældre har ikke kontakt til deres voksne børn, og da de ikke som i Ronja Røverdatter har en god manuskriptforfatter, forbliver konflikten uløst.
De unge mister i alle tilfælde deres forældre en dag. Det er naturens orden. Døden er ofte til stede hos Astrid Lindgren. Det er det, Brødrene Løvehjerte handler om, og selv muntre Pippi bakser med savnet af den afdøde mor. I Ronja Røverdatter er det den gamle røver Skalde Per, der bringer det perspektiv ind, fordi han arbejder på sin egen kiste. Men hvem har lyst til at miste sine børn?
Især en formummet Ari Alexander, der har meget lidt at lave i rollen som Borka, giver den gas og forsøger at stjæle scenerne, så han må gennes ud af sine medspillere
Så måske er Ronja Røverdatter ikke først og fremmest en familieforestilling for forældre og små børn, men for forældre og større børn – teenagerne. De ved om nogen, at deres forældre er jævnt åndssvage, men savner gerne det bånd til forældrene, som de havde som yngre. Det vil de aldrig indrømme.
Naturens sjove kræfter
Men når det er sagt, så gælder det bare om at nyde den veloplagte skuespillertrup med Monica Isa Andersen i spidsen. Der er hjerte og smerte, eventyrlyst og mod, og så er der humor i spandevis. Blandt Mattis-røverne er det ikke mindst Skalde Per i Jakob Højlev Jørgensens skikkelse, der står for løjerne. Dels med en pruttesang (ok, her vil de yngre børn være helt med), dels med et lidt bedrevidende blik på Mattis konflikt med Ronja.
Det gælder også de ”mosfolk”, der står for naturens kræfter og styrer de mekaniske grålinger og rumpenisser. Især en formummet Ari Alexander, der har meget lidt at lave i rollen som Borka, giver den gas og forsøger at stjæle scenerne, så han må gennes ud af sine medspillere.
Vi har nemlig ikke altid ret. I hvert fald ikke når det kommer til, hvordan vores børn skal leve deres eget liv
Og så drejer det sig selvfølgelig om alle de gode sange. Ronja hilser foråret velkommen med sit forårsskrig og sin ”Anemonesang”. Hun synger duet med Birk om ”Din skov, min skov”, og hele holdet samles naturligvis om titelsangen, som vi alle kan klappe med til. Plus en god håndfuld sange til mor Lovis, til Mattis, Borka og så videre.
Familieklassikeren Ronja Røverdatter
Ronja Røverdatter er charmerende underholdning. Det er også (endnu) en af de forestillinger, der stort set er udsolgt inden premieren. Vi kender alle sammen handlingen, sandsynligvis sangene, og så er det en forestilling, der samler familien. Selv om heksene med skrig og dystre effekter måske kan skræmme de mindste, så bliver det ikke for alvor farligt. Vi kan alle få en god teatertur ud af det.
Men det er klassisk Astrid Lindgren at flette et budskab ind – først og fremmest til de voksne. Vi har nemlig ikke altid ret. I hvert fald ikke når det kommer til, hvordan vores børn skal leve deres eget liv. Og som alt godt teater viser Ronja Røverdatter, at når en scene spilles godt, så bliver vi grebet. Forhåbentlig får det os til at tage budskabet med hjem.
Så fem forårsanemoner til Ronja, selv om det er blevet november og vintertrist. Hvad vinteren angår, kan vi jo hver især tænke vores om at samle tilstrækkeligt forråd. Borka-røvernes er lige ved at slippe op. Vi skal bare have til tre dage.
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
