JAZZ // ANMELDELSE – Med udgivelsen af hidtil glemte koncertoptagelser med den svenske saxofon-legende Rolf Billberg udfyldes et vigtigt tomt kapitel i skandinavisk jazzhistorie, skriver Jens Rasmussen.
Der er altid grund til at være skeptisk, når pladeselskaber udsender endnu ikke udgivet materiale. I de senere år har Impulse eksempelvis udgivet skramlede optagelser med John Coltrane – og det er absolut kun for kendere og fans, der vil have alt.
Helt anderledes forholder det sig dog med de nyfundne optagelser med den svenske altsaxofonist Rolf Billberg. Det er behagelig og velspillet skandinavisk jazz med en cool tone, og så er det første gang, man hører så lange forløb med Billberg, der ellers sjældent er repræsenteret på plade.
Rolf Billberg havde en kort karriere, som stoppede ved hans alt for tidlige død som 35-årig i 1966
Rolf Billberg havde en kort karriere, som stoppede ved hans alt for tidlige død som 35-årig i 1966. En stor del af denne karriere fandt sted i København, hvor han spillede med et væld af danske musikere – fx trompetisten (og skuespilleren) Jørgen Ryg og orkesterlederen Ib Glindemann.
Sidstnævnte fik ham med i den første udgave af det, som i dag er DR Big Band. En minderig indspilning i den sammenhæng er fra den 20. marts 1966, hvor orkestret dirigeres af Stan Kenton, mens Rolf Billberg er solist i en gåsehudsfremkaldende udgave af ”Stella By Starlight”.
Rolf Billberg har også tjent som inspiration i den svenske film Sven Klangs Kvintet fra 1976. Her bliver den unge og kunstnerisk ambitiøse saxofonist, Lasse, medlem af et traditionelt danseorkester, men lederen er ikke umiddelbart begejstret over Lasses bebop-fraser.
En berømt replik fra filmen er, da Lasse vender hjem efter et længere ophold i København. Her svarer han på spørgsmålet fra de øvrige bandmedlemmer, om han ikke havde oplevet noget godt i metropolen. Skuffet siger han: ”Alla danska spellar dixie.” (Lasse blev i øvrigt spillet af en anden svensk saxofonist ved navn Christer Boustedt).
Det fulde udbytte af Rolf Billbergs formåen
Den aktuelle udgivelse er fra klubben Subland i Malmø i 1965. Lydmæssigt er det tilfredsstillende lytning, og man får her det fulde udbytte af Rolf Billbergs musikalske formåen. Han er uhyre lyrisk, og tænker man amerikanske saxofon-giganter som Stan Getz eller Lee Konitz, er man på rette spor.
De svenske medmusikere imponerer ikke, men gør bare det de skal, og det er faktisk fuldt tilstrækkeligt. Pladen rummer fire lange standards på ca. ti minutter hver, og for første gang hører man, hvilket poetisk potentiale Rolf Billberg besad. Derfor er det en vigtig og nødvendig udgivelse.
Pladens liner notes er skrevet af den svenske saxofonist Mats Gustafsson, som i eget regi er en uhyre ekspressiv og eksperimenterende musiker. Når han fremhæver, at den medvirkende guitarist Kjell Norlén ligefrem foregriber James Blood Ulmer, er det lige friskt nok. På mig lyder det mere som han har lyttet til Django Reinhardt og bare ikke kan spille lige så hurtigt.
Det ændrer dog ikke på, at det fine ved udgivelsen er, at den på den ene side er vældig skandinavisk i sit udtryk, men samtidig glemmer musikerne ikke, at det faktisk er jazz, og at blå toner skal doseres med jævne mellemrum – helt på samme vis som eksempelvis Jan Johansson formåede.
Det sætter nyere danske grupper som Bagland, Little North og Hvalfugl i perspektiv med deres anæmiske pasteljazz. Hos Rolf Billberg er der nødvendighed og nerve til stede, og med de nyfundne og nyudgivne optagelser drømmer man om, at der gemmer sig mere Billberg-guld i gemmerne.
Klik dig videre til mange flere musikanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her