ROGER WATERS // REPORTAGE – Muren mellem Øst- og Vesteuropa er for længst faldet – og nu i færd med at blive opført igen. “The Wall” består – og det gør den selverklærede fredsaktivist Roger Waters også. Ved koncerten forleden i Royal Arena blev alt flot og professionelt leveret, men alligevel fik Belinda Hildebrandt fra POV’s samarbejdspartner Side33.dk følelsen af at høre “en slags underlægningsmusik til dommedag”.
Tekst: Belinda Hildebrandt
Foto: Henrik Hildebrandt
Det summede i en udsolgt Royal Arena, hvor det snart 80-årige engelske rockikon Roger Waters var på vej på scenen. Vi var trådt ind i hans univers med et rumskib placeret midt i salen sammen med alt hans gear. Forventningerne var høje hos de små 15.000 publikummer, som ventede spændt på de velkendte klassikere, der dog ikke skulle indtage hovedrollerne.
Der blev talt ned til afgang – eller dommedag om man vil – “Ladies and Gentlemen – the show will start in 5 minutes”.
Koncerten kom for alvor i gang med “Another Brick in the Wall” fra Pink Floyds album The Wall fra 1979, alt imens vi herfra blev bombarderet med budskaber om al den meningsløse vold og de krige, der foregår overalt i verden, fra kæmpe storskærme. Specielt de amerikanske præsidenter stod ikke overraskende for skud i den forbindelse.
Hele showet var således en storpolitisk manifestation, hvor flyvende grise og får fløj rundt i luften med de dyrebare og klare budskaber, og det efterlod følelsen af, at vi ikke var til koncert, men til et politisk folkemøde – hvor der var masser af pegefingre, men reelt ingen løsninger.
Kompromisløse Roger Waters
Men Roger Waters føler åbenlyst, at han tager en for holdet, og vil du ikke være med på det, så gentog han flere gange budskabet om, at så var det bare ”fuck off” – gå i baren, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet. Folk blev, mens de så kunne tænke videre over, om sådan en kompromisløshed vil gøre verden til et bedre sted.
Hans imponerende sangskat var bestemt en fornøjelse at opleve, men det måtte gerne have været i mere end en birolle
Indimellem fik musikken dog lov at bevæge, og vi fik f.eks. nogle positive og nostalgiske billeder fra begyndelsen af Pink Floyds karriere og sange fra albummet Ummagumma fra 1969, der underbyggede historien i en i øvrigt perfekt lydkulisse.
Roger Waters’ stemme holder også den dag i dag, den sad i skabet ligesom bandet. Det hele blev flot og professionelt leveret, men alligevel mest som en slags underlægningsmusik til dommedag.
De fleste er nok enige om, at verden er i ubalance. Men det er Roger Waters på denne farvel-tour nu også i forholdet mellem musik og den massive visuelle propagandamaskine. Hans imponerende sangskat var bestemt en fornøjelse at opleve, men det måtte gerne have været i mere end en birolle.
Denne tekst er også bragt hos Side33.dk, som er en af POV’s samarbejdspartnere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
