Psyched Up Janis-reunion: Magiske øjeblikke i Store Vega

Jan Eriksen 07.11.2019

MUSIK // ANMELDELSE – Psyched Up Janis fejrer 30 års jubilæum med nogle få koncerter med de to stiftere Jakob Krogh Jørgensen og Sune Wagner i centrum. Koncerten i Store Vega 6.11 bekræftede nødvendigheden af indimellem at genopfinde sig selv, for det var det, de gjorde med deres gamle sange. Og den genbekræftede, hvis nogen skulle have været i tvivl, at det ikke kun er Dizzy Mizz Lizzy fra de i Danmark rockhistoriske skelsår 1993–94, der har noget nyt og dynamisk at byde på i 2019.

Medio oktober afholdt Psyched Up Janis nogle koncerter til støtte for Dignity – Dansk Institut Mod Tortur og nu en mindre turne, der onsdag ramte Store Vega. Lige nu består Psyched Up Janis, der oprindelig eksisterede fra 1989 til ‘1999, af sanger og guitarist Sune Wagner og bassist Jakob Krogh Jørgensen – plus et par gæster.

Senere i 2020 vender bandet tilbage i fuld (gen)opstilling ved nogle arenakoncerter sammen med Dizzy Mizz Lizzy. Da gendannede Kashmir også har annonceret en allerede delvis udsolgt arenaturne næste år, må man sige at grunge (i mangel af mere rammende udtryk)-bølgen, der nydefinerede den danske rockscene medio 90’erne, rammer landet igen med et gevaldigt efterskvulp. Der mangler kun Inside the Whale i dette felt – på vej ud for at grunge med de efterhånden knapt så unge.

Det begyndte i Store Vega med Sune Wagner alene på scenen på akustisk guitar i et af Psyched Up Janis’ bedste numre ’Wild Flames of Love’, der i øvrigt altid får mig til at tænke på Sort Sols ’I’ll Take Care of You’. Sikkert på grund af et tekstsammenfald. Måske også melodien lidt.

Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas som var den en elev og revselsesretten genindført

Allerede der – med Sune Wagner siddende på en stol – fornemmedes, at der var noget stort i vente. Når man skriver sådan, kommer det selvfølgelig hurtigt til at lyde som en galoperende efterrationalisering, men, cross my heart, mens Wagner sang med moden og mild stemmeklang, slog det mig, hvor raffineret en komposition, den sang dog er.

På albummet Hi-Fi/Low Life lyder den som det, den er: en demo, der aldrig nåede længere. Her i Vega var der denne her fornemmelse af en sang, der nærmest lever i sin komponist og sanger.

Efter en introduktion af Wagner kom medstifter Jakob Krogh Jørgensen, der siden Psyched Up Janis bl.a. har spillet i Childrenn, på scenen.

Det gav solid pondus bag næste sang ’New 5’ og som det tredje en version af Psyched Up Janis’ første store hit ’I Died in My Teens’.

Lyttet til i dag er inspirationen fra grunge endog meget tydelig, både melodisk og i Sune Wagners sang og tungt malende guitarspil. Men igen. I denne opdaterede version på et kvart århundredes afstand af teenageangst og inspiration fra Seattle var det, som om der nu var mere støvet luft og melodisk solnedgangsstemning i leveringen. En form for ro måske ligefrem. Som passede til bagscenens foto af Wagner fotograferet i begyndende mørke et eller andet sted i USA.

Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas, som var den en elev og revselsesretten genindført. Med sit myndige og konstant levende spil gav han ’I Died in My Teens’ et massivt drive.

Jeg indrømmer gerne, at jeg på forhånd ikke vidste ret meget om den første gæst på scenen, den aarhusianske guitarist og sangskriver Kajsa Vala, som Wagner noget understated præsenterede som ‘en kyndig guitarist’.

I med- og modspil med Wagners guitar skabte Kajsa Vala den ene lydlige ahaoplevelse på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet

Udover at hun sang PUJ-klassikeren ’Inch’, skulle Vala meget hurtigt vise sig som en form for musikalsk americana-ekspert. Efter adskillige ophold i Nashville har den unge guitarist skabt sin helt egen personlige spillestil, der både trækker på oprindelig britisk udvandrer folk-roots, klassisk twangy western guitarstil og benhårde rockklodser.

På en måde er Kajsa Vala i øvrigt foregangskvinde for selveste Lana del Rey. Tre år før sidstnævnte udsendte sit album Norman Fucking Rockwell udsendte Vala nummeret ’Norman Rockwell (I Still Love You)’.

I med- og modspil med Wagners guitar skabte hun den ene lydlige ahaoplevelse efter den anden på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet.

Denne tur i vridemaskinen klædte i den grad Psyched Up Janis’ oprindeligt indimellem noget skematiske sange. Som de også gjorde på gendannelsesturnéen i 2014, spillede Jørgensen og Wagner med Kajsa Vala stående midtimellem en ærefuldt brutal version af deres ’yndlings-Kim Larsen’-nummer ’Kvinde Min’.

Kim Larsen selv opererede med den regel, at hvis man ikke kan tilføje sangen noget bedre end originalen, skal man lade være. At erstatte originalens grandiost overdubbede akustiske lydorgie med duel-guitarstøj i en meget Wagnersk wall of sound-dundren, ja det gav Danmarks mest populære kærlighedssang et velkomment skær af garage-desperation.

Sidste halvdel af koncerten var bandets trommeslager fra 1996 – 1999, Jesper ’Yebo’ Reginald med på scenen.

Med Reginald delvis rullende, delvis bankende trommespil og Wagner og Kajsa Vala i symbiose og Jørgensens swingende bas skabtes der store øjeblikke i sange som ’Girls’, ’Carcrash Ahead’ og ’Everything’s a Blast’.

Efter at have hørt den både 60’er-forelskede og 90’er-melankolske ‘The Stars are Out’ leveret eddernervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre

At høre disse i udgangspunktet både sårbare og dramatiske sange i dag igen i et hidsigt tempo, noget, der lignede telepatisk tæthed og en glød, man ellers siger hører de helt grønne og nye til, var så overvældende, at jeg på et tidspunkt tabte min vandflaske på sidemanden i befippelse. Kedeligt ressourcespild og vred sidemand, ja, men det siger noget om musikkens kraft.

Ofte vil man vel definere sange og musiks kvalitet i forhold til deres/dens genkendelighed. At høre et bestemt nummer sætter en bestemt stemning eller følelse. Efter at have hørt den både 60’er-forelskede og 90’er-melankolske ‘The Stars are Out’ leveret eddernervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre, når man hører dem live.

‘The Stars are Out’ var et magisk øjeblik af en type, jeg ikke har oplevet i Store Vega, siden Johnny Marr spillede der for halvandet år siden.

Men ’Shoot the Breeze’, som Wagner sang i første ekstranummer. På dansk: Slut med at tale om ingenting. Psyched Up Janis i Vega d. 6.11.19 var psyko-opperen.

Psyched Up Janis med gæster, Store Vega, 6. november 2019

Foto: Søren Solkær

Jan Eriksen er musik- og podcastredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88. Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX. Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019. Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.