Skrald er blevet det store emne i den amerikanske valgkamp. Det er blevet brugt som skældsord om grupper af vælgere og forkludrede modsvar. Skrald kan afgøre valget på tirsdag.
POV’s chefredaktør og USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen siger: ”Det kan virke absurd, men med en lille uge tilbage til valget gælder alle kneb for at vende vælgerne. Og de to kampagner lurer på hinanden for at finde punkter, de kan angribe.”
Flere medier beskriver, hvordan den republikanske præsidentkandidat Donald Trump iført orange vest kørte i en skraldebil til et vælgermøde i svingstaten Wisconsin i nat dansk tid. ”I er ikke skrald. I er Amerikas hjerte og sjæl”, erklærede han fra scenen til sine fans, stadig iført sin orange vest.
Det fotogene stunt var rettet mod præsident Joe Biden, som i et redigeret videoklip siger: ”det eneste skrald, der flyder rundt derude, er hans (Trumps. red) støtter”.
Biden har forklaret, at han kludrede i det, da han ville kritisere en komiker, som fra scenen på et Trump-vælgermøde i Madison Square Garden i New York forleden sagde, at Puerto Rico er en ”flydende ø af affald”, men skaden er sket for begge partier.
Vælgere med puertoricansk baggrund er rasende på Trump, fordi han ikke tager afstand fra komikeren, og Trumps vælgere er i oprør over Biden. Bemærkningerne kan flytte stemmer og afgøre valget i flere delstater.
Rasmussen fortsætter: ”Konservative medier har lynhurtigt fremhævet Bidens bemærkning som en demokratisk trend: I 2016, da Hillary Clinton kæmpede mod Trump, sagde hun at halvdelen af hans vælgere hørte til i en ”basket of deplorables” – altså i en skraldespand.”
”Og skraldbeskyldningerne smitter af på Kamala Harris. Hun har beskyttet og støttet præsident Biden i sin valgkamp, men bliver nu nødt til at lægge afstand til bemærkningen, selvom den måske ikke engang er rigtig. Det er emblematisk for Trump – og smart nok – at nøjes med at lade sin kampagne undskylde og ellers gå all in på skraldetemaet selv og prøve at vende det til en fordel.”.
POV har adskillige must read analyser og reportager fra det amerikanske valg. Læs for eksempel Jeppe Grandals baggrund om kampagnetaktik her. Hvis du klikker her kommer du direkte til alle POV’s artikler om valget. Du kan også søge på hashtag #USA2024.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her