Jeppe Just: Planlægning er alt

i Liv & Mennesker af

JORD UNDER NEGLENE #6 – Det virker planlagt, at både grise og høns ender nær de bygninger, der oprindelig har været brugt til at huse dem, men det er faktisk tilfældigt, erkender Jeppe Just i torsdagens klumme om livet på Møn. I sjette afsnit af Jord under neglene redegør vores djøffer-turned-landmand for visionen – men er det smart at have hønsegård ved siden af soveværelset?

Det har været en udfordring at finde plads til både køkkenhave, svinesti, fårefold og hønsegård. Som tidligere nævnt, så er grunden på lidt over 6000 kvm, og det er i underkanten til alle vores planer.

Haveplanen.

Planer er som bekendt intet, mens planlægning er alt.

Derfor skal det følgende også tages med et gran salt, for jeg ender sikkert med at gøre noget helt andet.

Jeg har lavet hurtig oversigt over planerne, som de ser ud i skrivende stund. Se nedenfor.

Optegningerne er på ingen måde præcise, men skulle gerne give et overblik.

Jeg vil spare dig for mellemregningerne, så der ikke går tredjeklassesmatematik i den, jeg er nemlig ikke særlig god til tredjeklassesmatematik

Grisene forvises til det nordøstlige hjørne bag den gamle svinestald, hønsene bevogter det gamle hønsehus mod øst, køkkenhaven tager den centrale midtbane lige syd for blodbøgen og fårene stopper flankeringsangreb mod den sydvestlige ende af grunden ved at indtage de to græsenge.

Det virker planlagt, at både grise og høns ender nær de bygninger, der oprindelig har været brugt til at huse dem, men det er faktisk tilfældigt.

Inden vi køber dyr, så skal vi have erfarne kræfter til at kigge på vores planer, for vi har uden tvivl glemt at tænke på et eller andet essentielt.

Køkkenhaven
Køkkenhaven deles op i fire lige store bed, så vi kan lave flerårigt sædskifte. Det skulle give et bedre udbytte og mindske risikoen for sygdomme.

Oprindeligt var det planen at rydde det store krat lige sydøst for huset, og så anlægge køkkenhaven der. Den plan var ikke helt gennemtænkt, da den store blodbøg store dele af dagen ville skygge for bedene. I stedet deles det område deles op, så den ene halvdel bliver til hønsegård, og den anden halvdel til Amalies blomsterbed.

Derfor er de sidste par uger gået med at rydde et område lige syd for bøgen, hvor jeg forhåbentlig lige akkurat kan klemme 250-300 kvadratmeter køkkenhave ind.

Dette kaos af død og ødelæggelse skulle gerne blive til fire pæne bed om nogle måneder.

Vi siger, at køkkenhaven skal være 300 kvm. med fire lige store bede på hver 75 kvm. Jeg vil gerne kunne køre havetraktoren mellem bedene, da det gør det lettere at fragte jord og lignende til og fra bedene. Derfor har jeg afsat 1,2 meter sti mellem bedene i et kryds og ditto til en sti hele vejen rundt om køkkenhaven i samme bredde.

Jeg vil spare dig for mellemregningerne, så der ikke går tredjeklassesmatematik i den, jeg er nemlig ikke særlig god til tredjeklassesmatematik. Så du må bare stole på mig, når jeg fortæller dig, at det til sammen giver 18,6 meter på den korte led og 23,6 meter på den lange led.

Jeg har skridtet området af, og der er ikke helt plads nok. Ja, nogen vil jo nok mene, at det er lidt upræcist at tage 23,6 ‘store skridt’ for at måle op, men jeg konkluderer ikke desto mindre, at det kommer til at knibe med pladsen.

En galende hane skal ikke vække barnet mange gange, før den ryger i en suppegryde. Så hvordan anskaffer vi nu en stum hane?

Jeg håber at blive klogere, når jeg har ryddet så meget op, at jeg kan måle bedene med målepinde og snor. Ellers må have blive lidt mindre.

Svinesti
I den perfekte verden ville grisene det første år få lov til at gå i området, hvor køkkenhaven skal være. Så kunne grisene nemlig rode jorden op og gøde den. Men det ville kræve, at jeg anlagde en midlertidig køkkenhave et andet sted i år, og den slags har jeg ikke tålmodighed til.

Foranlediget af venner har vi flyttet grisestisplanerne fra det sydvestlige hjørne af grunden til det nordøstlige, hvor de får mere plads og kommer tættere på den gamle svinesti, som måske kunne bruges til det formål igen, hvis det bliver for koldt for dem at være ude.

Jeg glæder mig særligt til at holde grisebasser.

Hønsegård
Hønsene har trukket det korte strå. De fik pladsen, der blev til overs. Men det er dem, der skal bruge mindst plads, også selv om de er flest. Det er også langt fra sikkert, at de skal være der, hvor jeg har tegnet det ind nu. Fordelen ved den placering de har fået tildelt i dag, er, at de er rimelig tæt på køkkenhaven og æblelunden, så vi kan lukke dem derud i løbet af dagen til at spise snegle og gøde jorden.

Ulempen er derimod, at hønsene så er ret tæt på soveværelserne, og ikke mindst på vor søn Storms soveværelse. En galende hane skal ikke vække barnet mange gange, før den ryger i en suppegryde. Så hvordan anskaffer vi nu en stum hane?

Søen, hængepilen og det forfaldne drivhus.

Fårefold
Da vi første gang så gården, udså vi os de to græsarealer på hver knap 500 kvm til får. Vi planlægger at holde en håndfuld får, som vi kan flytte fra det ene areal til det andet areal, når de har afgræsset det første. De cirka 900 kvm er nemlig ikke så meget plads. Det er stort nok til, at fårene kan få et godt liv, men ikke stort nok til, at de kan leve af græsset, så vi bliver nødt til at supplere med foder. Og foder koster knaster.

Man kunne også slå de to folde sammen til én stor fold, men så skal man indlemme den lille vandfattige sø i fårefolden, og jeg havde lige udset mig en lille plads ved den lille vandfattige sø med et kaffebord og to stole under hængepilen (se billedet). Som alle andre ideer her på gården, vil det dog kræve lidt oprydning…

Store bacontern gjorde sig vældig godt som tilbehør til gårsdagens jordskokkesuppe.

Bacon Nyt
Baconen er færdig, og den er fantastisk.

Min ven Mads, der ved intimiderende meget om madlavning og havepleje, havde spået, at baconen nok ville blive ret salt, og det var ikke forkert. Men det er ikke nogen dårlig egenskab for bacon, og den er virkelig god. Jeg er faktisk så stolt, at jeg synes den smager bedre end nogen anden bacon, jeg før har prøvet.

Amalie er sød til at smile og sige “neeeej” og “døøøøøgtig” og klø mig lidt bag ørerne

Det er lidt hårdt for Amalie, når jeg laver et nyt madprodukt fra bunden. Jeg skal nemlig roses. Hele tiden. Jeg forventer, at hun er lige så imponeret af mig, som jeg er af mig selv, og det er ikke så lidt. Helt så imponeret er hun ikke, men hun er sød til at smile og sige “neeeej” og “døøøøøgtig” og klø mig lidt bag ørerne.

Næste projekt skal være hjemmelavet prosciutto. Det kræver dog, at jeg kan finde noget af den gennemparterede skinke. Så jeg vil stikke ud til kummefryseren til endnu et slag kød-memory.

– Jeppe er ude

Fotos: Skribenten.

Jeppe Just, født 1980 i København, tidligere fuldmægtig i staten, nu nybegynderlandmand. Jeppe er uddannet cand. soc. i Global Studies fra RUC med speciale i energisikkerhedspolitik. Efter en håndfuld år som fuldmægtig i statens styrelser valgte han i 2017 at skifte spor ved at sige sit job op og forsøge at blive selvforsynende i en gård på Møn. Jeppe skriver på bloggen www.jordunderneglene.com om, hvordan det er skifte spor midvejs til et liv, man har drømt om, men ikke har nogen forudsætninger for. Jeppe er kæreste med Amalie og sammen har de en søn og en hund.

Seneste artikler om Liv & Mennesker