Jeg ser det hver dag med klienterne i min praksis, at principperne rasler til jorden, når parforholdet er i krise. Den ene er klar til at redde forholdet, den anden buldrer ned med en depression. Katrine Axholm fortæller om parforhold.
Den partner, der har svoret at gå sin vej ved utroskab, er nu pludselig villig til hvad som helst for ikke at miste sin elskede og for, at familien skal holde sammen.
Den machomand, som ikke giver fem flade øre for svaghed, bliver fyret og buldrer ned med en depression og må sande, at sådan er livet også.
Kvinden som har lært aldrig at være økonomisk afhængig af en mand, vælger at gå hjemme for at passe deres kronisk syge barn. Fordi det er nødvendigt, og fordi det er det, hun vælger. Trods principperne.
Hun har sat sin mand fri til at prøve affæren med den anden kvinde
Kærlighed kan udtrykkes på så mange måder, og den vigtigste kærlighed er den, vi nærer til os selv. For os selv kan vi ikke slippe væk fra. Vi er med os hele livet. Der er ingen andre end os selv, der kan passe på os. Give os det, vi behøver.
Så hvad er den ultimative kærlighed. Til den vi elsker og til os selv?
Jeg har en klient, hvis mand gennem 25 år har forelsket sig i en anden. Kvinden er sønderknust, frustreret, føler sig svigtet, forladt og hun er vred. Over at han ikke fortalte, hvad han manglede. At han savnede eventyr og ikke ville udforske det med hende. Samtidig kan hun også godt forstå ham. De har kendt hinanden altid, og der har også været ting, hun har savnet.
Når forelskelsen har lagt sig, så vil han vælge det, vi har sammen. Børnene. Historien. Kærligheden
Det fine i hendes proces har været, at hun har sat sin mand fri til at prøve affæren med den anden kvinde. Selvom hendes familie og venner var lamslåede, var det det rigtige at gøre for hende.
Som hun siger: Jeg får intet ud af at sætte ham stolen for døren. Hvis jeg presser ham, så vælger han elskerinden. Jeg elsker ham, han er far til mine børn, og jeg vil helst tilbringe resten af mit liv sammen med ham. Det får jeg jo ikke, hvis jeg går min vej. Ja, han har svigtet mig og siger, han elsker en anden kvinde, men jeg tror på, at når forelskelsen har lagt sig, så vil han vælge det, vi har sammen. Børnene. Historien. Kærligheden.
Der er ingen garantier for noget i det her liv, og vi kan alle miste den, vi elsker. Til sygdom, død, ulykke eller en yngre model. Så hvad er det vigtigste, mens vi har hinanden? Vi skal gøre os klart, hvad kærlighed er for os hver især, så vi kan skabe den. Alene og sammen med en anden.
Det handler ikke om hende
Denne her kvinde sætter ikke bare sin mand fri af kærlighed til ham. Hun gjorde det også af kærlighed til sig selv. Hun vil ikke miste ham, og derfor lader hun ham prøve eventyret med en anden.
Samtidig er hun i stand til ikke at tage hans forelskelse i en anden kvinde personligt. Hun ved godt, det ikke handler om hende. Om noget, hun skulle have gjort anderledes. At hun har været utilstrækkelig. Hun ved, at det er noget, han må gøre for sig selv. At hun kan passe på sig selv imens. Måske endda opdage hvad hun gerne vil have anderledes i fremtiden. Med eller uden ham.
Ville du blive og genfinde passionen, eller ville du vende om på hælen og løbe skrigende bort?
Hvad med dig?
Har du nogensinde gjort dig seriøse tanker om, hvad du ville gøre, hvis du stod i samme situation? Hvad hvis din mand blev kronisk eller livstruende syg, ville du blive og passe ham, eller tror du, at du ville blive nødt til at kaste håndklædet i ringen?
Hvis din kone pludselig ville på yogaophold tre måneder i Indien, ville du kunne rumme at sende hende af sted? Hvis din mand blev udstationeret til en udørk i Afghanistan, ville du pakke dit liv sammen og rykke med ham?
Hvad hvis hverdagen blev ved med at være leverpostejsfarvet, og du er ved at få spat af forældremøder og vasketøj. Ville du blive og genfinde passionen, eller ville du vende om på hælen og løbe skrigende bort?
Vi har alle sammen et billede af, hvad kærligheden er. Hvad der er vigtigt i et parforhold. Livet har det med at udfordre os og gøre os klogere. Jo mere stejlt vi står på et princip, jo mere sikre kan vi være på, at vi får at se, om det holder vand i virkeligheden.
Det bedste vi kan gøre er at forberede os mentalt og følelsesmæssigt ved at være bevidste om, hvem vi er, hvem vores partner er, og ikke tage noget for givet.
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her