BØGER // ANMELDELSE – Den store tyrkiske forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk giver gennem fortællingen om den pestramte ø Mingheria et sublimt portræt af den menneskelige dårskab i tider med store omvæltninger, og man ser en tydelig adresse til de aktuelle forhold i Tyrkiet.
Hvis man stævner ud fra Istanbul og sætter kursen mod syd, vil man efter fire dages sejlads passere Rhodos. Og efter endnu et halvt døgn når man frem til Mingheria, som lige i begyndelsen af det 20. århundrede endnu var en del af Det Osmanniske Rige. Blot med den lille forskel, at Mingheria slet ikke eksisterer i den virkelige verden. Det er en fiktiv ø, som danner ramme om en storslået og fascinerende fortælling, der dog har masser af tråde til den skinbarlige virkelighed.
Dette er Orhan Pamuk i en nøddeskal. Den store tyrkiske forfatter og nobelpristager holder meget af at lege, og han bevæger sig adræt mellem flere forskellige niveauer, som alle ligger et eller andet sted i grænselandet mellem fiktion og virkelighed.
Han trækker på den store fortælling med de gådefulde elementer, som vi finder det i sufitraditionen, vi får det metalitterære med mængder af hentydninger til de store forfattere, og endelig er der, hvad man kunne kalde det masselitterære, altså den gode roman med den store underholdningsværdi.
Endelig synes han på det nærmeste at finde et nyt koncept for hver roman, han skriver, og det har han i høj grad også gjort denne gang.
Et fiktivt feltstudie i den virkelige verden
Som titlen antyder, handler Pestnætter om en grufuld byldepest, der bryder ud og hærger på Middelhavets perle, som øen hedder under mere normale omstændigheder.
Sultanen i Istanbul, Abdülhamid II, har sendt et skib afsted på en særlig mission til Kina, men undervejs får den navnkundige læge, dr. Nuri bey, ordre til at gå fra borde på Mingheria for at stå i spidsen for bekæmpelsen af pesten. Med sig har han sin kone, prinsesse Pakize, der er sultanens niece, og med de to ved hånden bevæger fortællingen sig ind i øens lukkede og labyrintiske samfund.
Allerede mens han som ung læste historie på universitetet, fattede Pamuk en særlig interesse for, hvad pest og epidemier gør ved samfund. Han dyrkede Daniel Defoes roman A Journal of a Plague Year og Pesten af Albert Camus, og med sin egen seneste roman kan han nok siges at have ført en gammel ambition ud i livet.
Den lille befolkning på Mingheria består af omtrent lige dele tyrkisktalende muslimer og kristne medlemmer af Det Osmanniske Riges græsktalende mindretal, og gennem fortællingen ser vi forskellige reaktionsmønstre.
Bogen er dermed et slags fiktivt feltstudie i den virkelige verden. Som overordnet fortæller optræder en moderne (fiktiv) historiker, Mîna Mingher, som i 2017 skriver bogen på grundlag af de mange breve, prinsesse Pakize i sin tid har udfærdiget under isolationen på den pestramte ø.
Bogens struktur giver plads til et væld af underforståede budskaber og antydninger af noget
Undervejs får Mîna også fortalt, at hun har talt med ”romanforfatteren Orhan Pamuk, der også interesserer sig meget for historie”, og ad den vej når hun frem til en slags analyse, der næsten virker almengyldig, når det kommer til pandemier:
”Siden epidemiens begyndelse havde øens myndigheder sørget for, at der stod folk ved indgangen til alle offentlige bygninger og sprøjtede karbolsyre eller Lysol eller noget andet ud i luften. Hotel Splendide og Hotel Levant havde gjort det samme. Disse første forholdsregler, som vi nu ved næsten ikke nytter noget, fik ganske vist folk til at huske på hygiejnen, men den skabte også den illusion – især hos dem, der altid gik rundt og forsikrede hinanden om, at det hele nok skulle gå – at situationen ikke var særlig alvorlig, og at man let kunne slå sygdommen ned, bare man sprøjtede om sig med det ene og det andet, som var det parfume.”
Befolkningen på Mingheria deler sig op i to grupper, der næsten følger de etniske skel. Øens kristne befolkning indser hurtigere situationens alvor og tyer til at sætte sig imod, og det gør de primært ved at sætte alt i værk for at komme bort. Selv om øen er underlagt stram blokade, lader de kristne familier sig smugle ud, mens muslimerne viser sig som fatalister: Hvis man alligevel ikke kan stritte imod en forudbestemt skæbne, hvorfor så gøre sig den umage at beskytte sig mod epidemien?
Orhan Pamuk i myndighedernes søgelys
Det er flere gange blevet sagt, at Pamuk kun har skrevet endnu bedre romaner, efter at han i 2006 modtog Nobelprisen i litteratur. Hvis dette er sandt, er Pestnætter i hvert fald god bevisførelse for argumentet, for den er uforligneligt god. Det er en massiv sag på næsten 700 sider, og somme tider kan man godt gribes af en følelse af, at han gentager sig selv, men når det er sagt, er det bare fascinerende læsning fra ende til anden.
Bogens struktur giver plads til et væld af underforståede budskaber og antydninger af noget. Mere end én gang har Orhan Pamuk været i de tyrkiske myndigheders søgelys for sin kritiske indstilling til landets ledelse, og han har tydeligvis ikke lagt sine holdninger fra sig.
Da Pestnætter udkom på tyrkisk, blev han da også kontaktet af myndighederne, men her er kritikken bare pakket så pænt ind, at det er vanskeligt at hæfte ham for noget. For han skriver jo om en tænkt situation i et fiktivt øsamfund.
Et underliggende tema er at betragte den karantæneramte ø som mikrokosmos og billede på et imperie i indre som ydre opløsning
En af årsagerne til at sultanen beslutter at sende Nuri bey til øen er, at den hidtil ansvarlige for sygdomsbekæmpelsen, en anset læge af polsk oprindelse, myrdes under sære omstændigheder. Det kan skyldes, at han er kristen. Så ud over sin lægelige opgave får Nuri bey et ekstra pålæg om at finde årsagen til drabet, og han skal udføre jobbet ved at deducere sig frem – som en anden Sherlock Holmes, der er sultanens absolutte romanhelt.
Dette viser sig dog hurtigt at være fuldstændig omsonst, og den lokale guvernør beslutter sig for, at det er hurtigere at finde den eller de skyldige ved god gammeldags tortur i øens dystre fængsel. Om det virkelig er den skyldige, man når frem til ad den vej, er i sagens natur langt fra sikkert, men sådan foregik det i Det Osmanniske Rige, hvis traditioner den moderne tyrkiske stat bygger videre på.
Et rige i sammenbrud
Da Orhan Pamuk tog fat på at skrive romanen i 2016, kunne han naturligvis ikke vide, at Covid i 2020 ville give den en helt særlig aktualitet som en tankevækkende skildring af menneskelig dårskab under en pandemi. Hans egentlige ærinde var dog også snarere at skildre de menneskelige reaktionsmønstre under karantæneforhold, altså hvad der sker i et lukket univers.
Dette har også stor betydning for forståelsen af pandemier, men i denne romansammenhæng kan det ses i et langt bredere perspektiv. Et underliggende tema er at betragte den karantæneramte ø som mikrokosmos og billede på et imperie i indre som ydre opløsning. Handlingen er hensat til 1901, hvor Det Osmanniske Rige blev betragtet som Europas syge mand. Det tidligere så magtfulde rige var en skygge af sig selv, og de lande og provinser, som havde muligheden for det, forlod den synkende skude.
Det var på den tid, Kreta løsrev sig for senere at blive en del af Grækenland, og på Cypern så man en lignende udvikling. I fortællingen ser man nøjagtig det samme, når Mingherias kristne befolkning vælger at forlade den kriseramte ø, mens de etniske tyrkere, altså muslimerne, foretrækker fatalismen ved at lukke øjnene for virkeligheden. Det er disse tømmermænd, Tyrkiet i vore tider på mange måder stadig kæmper med.
Ad den vej giver Pamuk os et fint billede af de mange processer, som stod på, mens Det Osmanniske Rige var ved at gå i spåner i begyndelsen af det 20. århundrede
Sami pasha, som i den danske oversættelse staves paşa, er som øens nærmest enevældige guvernør i romanens første del indbegrebet af den osmanniske bureaukrat. Han er ikke bekymret for pesten i sig selv og ser den mere som produktet af ondskabsfulde rygter og en del af et komplot, der skal øge spændingerne mellem de to befolkningsgrupper. Han er paranoid, som den slags eneherskere ofte er det.
Han gør det eneste rigtige efter den osmanniske drejebog, og fordi det får ham til at lukke øjnene for alle advarselslamper, kan det ikke andet end gå galt. Udviklingen fører til utæmmet nationalisme på begge sider af kløften i samfundet, de religiøse spændinger får frit løb, og rygterne svirrer. Før vi ved af det, kommer det uundgåelige ”statskup”, som samtidig er et brud med Istanbul, men det mere som et produkt af uforudsete begivenheder og utilsigtede handlinger, og som resultat med den helt forkerte person ved roret.
Ad den vej giver Pamuk os et fint billede af de mange processer, som stod på, mens Det Osmanniske Rige var ved at gå i spåner i begyndelsen af det 20. århundrede. Sultanens regime, som stod for fald, var på alle måder kritisabelt og menneskefjendsk, men som det så ofte er tilfældet med revolutioner og frihedsbevægelser, var det nye, som kom i stedet, heller ikke altid noget at samle på.
”Her bør det desuden også bemærkes, at skikken med at plaffe journalister og forfattere ned på åben gade med statens stiltiende accept – en skik, der stadig efter over hundrede år lever i bedste velgående – opstod under dette nye ’frihedsregime’,” skriver Pamuk blandt andet.
Dette er sublim læsning og stor litteratur.
Find inspiration til nye kulturoplevelser i Kulturlistens kortfattede omtaler her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
