GRØNLANDSKRISEN // ANALYSE – Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, melder sig nu for alvor som aktør på den arktiske scene med en artikel i New York Times, ”Trump’s Greenland Envoy: We Need ’Total, Unfettered Access’”. Det bliver næppe en entré, der kommer til at medføre noget positivt for Kongeriget Danmark.
I december 2025 udnævnte Donald Trump Louisianas guvernør, Jeff Landry, til posten som særlig udsending for Grønland. I den forbindelse udtalte Landry på X en tydelig ambition om, at han ville understøtte Trumps hensigt om at ”gøre Grønland til en del af USA.”
Ifølge USA Today gjorde Landry det også klart, at hans primære interesse som udsending dog var at mødes med, hvad der lidt frit kunne oversættes som hverdagsordinære grønlændere, og ikke involvere sig videre i møder med diplomater.
Ved første blik kunne Landrys budskab ses som et signal om, at den amerikanske position har ændret sig
Senere supplerede Landry med refleksioner om, hvordan han ville føre et ”kulinarisk diplomati”. Mad og relationer mellem særligt Louisiana og det grønlandske folk var noget af det, der skulle i fokus.
Som forventet førte udnævnelsen af en særlig udsending, hvis tilsyneladende opgave var at bistå med ran af dele af et selvstændigt lands territorium, til skarp kritik fra både dansk og europæisk side. Kongerigets suverænitet skulle respekteres.
Udviklingen i Arktis er gået så stærkt, at datoen for Jeff Landrys udnævnelse, 21. december 2025, nærmest synes som en fjern fortid. Ikke desto mindre har der været undren over Landrys fravær på den politiske Arktis-scene indtil i offentliggørelsen af ovennævnte artikel.
Landry deltog fx ikke i mødet mellem Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt og repræsentanter for Trump-administrationen i Washington, D.C., hvilket vel havde været oplagt. Måske er det en indikation af hans, trods alt, lavere placering i den politiske fødekæde.
Tre signal-nedslag
For det første refererer Landry i New York Times-artiklen til den stærkt omdiskuterede ”rammeaftale”, som Trump tilsyneladende har indgået med Natos generalsekretær, Mark Rütte, i Davos for nyligt.
Selv om der umiddelbart ikke synes at være enighed om, hvad der eventuelt skal ”rammes ind” med aftalen, proklamerer Landry alligevel, at aftalen vil føre til, at USA får ”fuldstændig, uhindret adgang” til Grønland, så man bl.a. kan bygge baser, få fri bevægelse for særligt militæret samt opføre den ligeledes meget omtalte Golden Dome-sikkerhedsstruktur.
Alt dette er, som Landry understreger, udelukkende initiativer af defensiv og ikke offensiv karakter. Hensigten med det grønlandske greb, må man forstå, er at sikre, at det ”i al evighed” vil være ”USA – og ikke dets modstandere, der vil udstikke reglerne i en af verdens mest strategisk betydningsfulde regioner”.
Ved første blik kunne Landrys budskab ses som et signal om, at den amerikanske position har ændret sig: Nu er det uhindret adgang, der er i spil, og ikke længere en decideret overtagelse af Grønland. Tvetydigheden bliver dog hurtigt til at tage og føle på med vendingen ”i al evighed”, der kunne antyde noget andet end ”blot” adgang. Og så er man vel lige vidt.
For det andet bliver Kongeriget Danmark med en enkelt undtagelse ikke nævnt i artiklen. Landry forklarer desuden venligt læseren, at Grønland ikke er et geopolitisk koncept, men faktisk ”et rigtigt sted”. At Grønland er beboet af det grønlandske folk, synes ikke at være noget, i hvert fald i artiklen, der tynger Landry. Det er i hvert fald ikke noget, der får særlig opmærksomhed.
Det er svært at tolke denne pointe som andet end et vink med den famøse vognstang om, at Landrys kommende aktiviteter næppe kommer til at blive drevet af nogen videre interesse for diplomatisk dialog med fx den politiske del af kongeriget. Snarere det modsatte.
Politisk er der ræsonnement i at have en aktør, der på denne måde kan operere så frit som muligt
Den manglende omtale af det grønlandske folk i den politisk funderede artikel undrer egentlig ikke, eftersom Landrys politiske chef stort set aldrig har signaleret nogen videre interesse for emnet – en facet, der næppe forbedrer stemningen i den nordligste del af kongeriget.
For det tredje skriver Landry, at ”amerikansk dominans i Arktis er ikke til forhandling”. Dette må være et krystalklart signal om, at den periode, hvor Arktis med nogen ret kunne omtales som et lavspændingsområde, nu endegyldigt er slut.
Konstruktionen af en såkaldt Golden Dome vil ”signalere til både allierede og modstandere, at USA ikke outsourcer sit sikkerhedsansvar, ej heller trækker sig fra kritisk terræn”. Sagt på en anden måde: USA er kommet for at blive. Udfordringerne for kongeriget i Arktis er ikke overstået – arbejdsgruppe eller ej.
Der er kort sagt meget langt fra Landrys noget løsere kulinariske refleksioner til den politisk skarptslebne artikel, der diskes op med i New York Times. Man bør ikke undervurdere en amerikansk guvernør. Det er bestemt muligt, at artiklen er et bevis på, at Landry i løbet af den seneste måned har gennemgået en særdeles skarp læringskurve i arktiske forhold. Det begynder bare at undre, når en hurtig søgning umiddelbart ikke giver bid, hvis man søger efter nævneværdige politiske artikler forfattet af guvernøren fra Louisiana.
Til gengæld støder man på flere ganske nylige interviews, hvor Landry, sagt lidt firkantet, stadig synes fokuseret på at introducere grønlænderne til Cajun-food og muligheden for business med Louisiana – de skarpere politiske meldinger må man lede længe efter.
Selvfølgelig skal man som politiker tænke på målgruppen, der skal nås, men man kunne få tanken, at det er Trump-regeringen, der i højere grad end Landry selv har været pennefører på artiklen.
Hvad bliver næste træk?
De folk, som Trump indtil nu har udnævnt som særlige udsendinge, har flere gange vist sig kontroversielle. På Balkan oplevede man under Trumps første embedsperiode en Richard Grenell, der, som særlig udsending til Serbien-Kosovo forhandlingerne, stadig bliver beskyldt for at være den direkte årsag til Albin Kurti-regeringens fald i 2020. Grenell fik også gennemtrumfet en aftale mellem Serbien og Kosovo, der var til åbenlys fordel for Serbien.
Steven Witkoff, der i dag er Trumps særlige udsending til både Mellemøsten og til særlige fredsmissioner, er flere gange som forhandler mellem Rusland og Ukraine blevet kritiseret for blandt andet ukritisk at adoptere Ruslands politiske linje i forhold til Ukraine og at have manglende basal viden om konfliktens historik.
Jeff Landry er hverken Richard Grenell eller Steven Witkoff – og Grønland er, som bekendt, hverken Balkan eller Rusland-Ukraine, men de to eksempler på Trumps særlige udsendinge må give stof til eftertanke, når en ny særlig udsending er under opsejling.
Der er, som sagt, ikke offentliggjort nogen officiel ’opskrift’ på, hvilke opgaver Landry skal varetage. Dette synes ikke at være unormal amerikansk fremgangsmåde i forhold til særlige udsendinge.
Politisk er der ræsonnement i at have en aktør, der på denne måde kan operere så frit som muligt. Konsekvensen er, at det ofte fører til kritik af rollen, da ingen kan gennemskue hvilke opgaver og beføjelser, de er i besiddelse af.
Guvernør Landry kunne – på trods af at positionen som særlig udsending er uformel og således ikke-akkrediteret – meget vel blive en aktør, der, fjerndirigeret af Trump, vil komme til at udgøre et ekstra lag af uforudsigelige udfordringer for både den danske og den grønlandske regering.
Der er lagt i gryden til en kompliceret ret – nu med Cajun-touch. Det vil kræve sit at sikre, at der ikke er noget, der brænder på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og